Natten var mørkere end nogensinde før. Jeg skjulte mig i den, som jeg løb af sted i en fart, der ikke var menneskelig. Det lignede næsten, at jeg fløj, men mine fødder ramte den kolde asfalt, der viste de blege afspejlinger fra de mange lygtepæle. En smule hivende efter vejret så jeg mig kort tilbage; han var ikke til at se. Jeg åndede lettet op. Der var allerede sket nok til den fest. Normal hadede jeg fester, og jeg anede ikke, hvorfor jeg var taget af sted i det hele taget, men det ændrede mit liv totalt.
   Jeg var ikke længere den stille pige, der prøvede at falde i ét med mængden i skolen - for ikke at sige næsten overalt. Nej, den tid var forbi. Jeg havde startet et nyt liv.
   Jeg sprang let og elegant ned på den bløde, våde jord ved siden af vejen. Jeg bukkede let i mine knæ og accelererede i højt fart videre ind i den mørklagte skov. Men mine sarte ører kunne alligevel ikke undlade at opfange den ophidsede vejrtrækning og de løbende skridt fra min forfølger. Jeg vidste, at det var Lukas, der var kommet sig over chokket, og hans raseri havde overtaget hans krop, hans tanker. Det var nemt at føle den aggressive aura, der omgav ham. Den nærmest stank af hævn; så meget at det rev i min næse.
   Jeg fortsatte fremad. Jeg hørte bumpet, da han landede nede på græsset. Men jeg var allerede lang væk derfra. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at undre mig over, hvordan han havde fundet mit spor. Han måtte have den legendariske sporingsevne - den som alle snakkede om. Hvis man manglede noget, så kunne man komme til ham.
   Jeg satte farten yderligere op - endda så meget, at mine lunger dårligt nok kunne følge med. Et hæst skrig lød over mig. Jeg så kort op. Den sorte ravn, min nye følgesvend, skreg advarende om, at jeg ikke skulle presse mig selv for hårdt, og så alligevel det, at vores forfølger... nej, vores fjende, var for tæt på os.
   Jeg kunne høre hans tunge åndedræt, der hev i hans lunger. Det nyttede ikke mere. Jeg gad ikke løbe mere. Jeg havde intet at frygte. Han ville ikke kunne stille noget op imod mig, ligesom de andre - Samantha, Thomas, Lisa, Peter og Shane. Ingen af dem havde kunnet stillet noget op imod mig. De bedragere, løgnere. Det gjorde ondt helt ind i mig. Kulden, de slimede hænder, der faretruende holdt om mit lille liv, min sjæl.
   Jeg bremsede hårdt op, så jeg gled en smule, og i en glidende bevægelse vendte jeg mig om. Jeg kunne se ham, kunne se hvordan hans blonde hår bølgede arrigt i den fart, han havde på vej imod mig.
   Han gled en smule klodset til stop, da han så mig blot nogle få meter foran ham. Jeg så på ham med et vurderende blik. Jeg rettede min ryg, samlede mine ben og lod mine mørke, næsten sorte øjne se direkte ind i hans hidsige, lyseblå øjne.
   En underlig stilhed kom over os, men det varede ikke længe, før den blev afbrudt af et hæst skrig, der flænsede igennem natten. Med ét var ravnen over Lukas. Dens skarpe kløer flænsede hans hud op. Han knurrede arrigt og prøvede at få den irriterende fugl væk fra sig. Måske var det et beskidt trick, men jeg var ligeglad. Da Lukas var for optaget af fuglen, satte jeg i løb imod ham, og med ét fejede jeg hans ben væk under ham. Et hårdt bump lød, som han faldt ned på den våde jord. Han så rasende op på mig, mens han spyttede noget blod ud af sin mund.
   "Ha! Du kan ikke engang klare mig alene, og derfor bliver du nødt til at have en lille, dum fugl ved din side. Hvor åndssvagt!" Et hånligt smil formede sig på hans tynde læber. Jeg frøs til i mit allerinderste, mens mine pupiller udspilede sig. Sad han og gjorde grin med mig, når jeg er den, som tydeligt har fordelene her?
   Jeg var chokeret, men kunne alligevel ikke lade være med at blive en smule tiltrukket af hans mod. Jeg rejse mig roligt op, gik det lille stykke hen til ham og bøjede mig over ham. Og til min fryd kunne jeg se, hvordan han stivnede, da jeg så ham dybt ind i øjnene. Med et snu smil tog jeg min ene hånd op i hovedhøjde.
   Han begyndte straks at ryste over hele kroppen, da han så hvordan mine negle blev lange og knivskarpe. Blodresterne sad stadig på mine fingre. Det raseri, der før havde drevet Lukas hertil, var forsvundet, forduftet; jeg kunne se det. Og det morede mig.
   "Nådada, så er man ikke så rapkæftet mere." Min isende stemme fik hans nakkehår til at rejse sig. Jeg kunne se, hvordan han havde lyst til at ligge sig ned for mine fødder og tigge for sit liv. Jeg lod let en finger glide henover hans forrevne kind, lige så neglen ramte, men ikke lavede hul på ham. Jeg kunne ikke dy mig. Da min finger var gledet henover et blodfyldt sted på hans kind, trak jeg min hånd til mig og slikkede let blodet af.
   Han frøs. Han var ikke i stand til at løbe væk. Jeg havde ham, hvor jeg ville - eller det troede jeg, for i næste øjeblik råbte ham op.
   "Du er jo sindssyg!"
   "Måske, måske ikke." Jeg kunne høre, hvordan han sank den klump, der havde dannet sig i hans tørre hals. Men inden jeg kunne trække mig væk fra ham, havde hans hænder fundet vej til mit bryst, og nu brugte han sine sidste kræfter. Med en kraftanstrengelse fik han skubbet mig væk. Jeg så overrasket ud i et kort øjeblik. Skubbede han mig lige væk!?
   Et skrig overdøvede mine tanker, og jeg så op til min ravn. Han skreg højt i retning af Lukas, der havde fået stablet sig på benene og prøvede at løbe væk fra mig.
   Det var lige før, jeg kunne have slikket mig om munden, da jeg mærkede, hvordan hans aura udsendte alle de kendte signaler. Drengen var rædselslagen. Med ét sprang jeg ind foran ham, så han blev nødt til at stoppe så hårdt op som muligt. Et gisp forlod hans mund, da han mærkede, hvordan mine negle, og derefter min hånd, trængte ind i ham. Han gav nogle små spjæt, inden livet begyndte at sive ud af ham. Han faldt slapt sammen, hængende ind over mig.
   Jeg smed ham på jorden, og så på det ynkelige væsen, han var. Det hvide vendte ud af hans øjne, og med de sidste spjæt sivede livet ud af ham. Blodet samlede sig omkring ham. Jeg rejste mig op og så overlegent ned på ham. Endnu et skrig lød, og ravnen kredsede over mig med sejr i blikket.
   Jeg smilede. Nu var de borte; de sidste rester af mine gamle minder. Alt var renset, alt. Nu var der intet, der kunne...
   Mine tanker blev afbrudt af en raslen i buskene. Jeg vendte overrasket mit blik derhen. Jeg havde forventet at se et dyr snige sig ud fra mellem de grønne blade, men i stedet kom en pige til syne.
   "Raven?" Hendes stemme var lille, og hendes mørkeblå øjne så uskyldigt på mig. Jeg var som is. Jeg kunne ikke røre mig. Hvordan kunne hun vide, hvilket navn jeg var blevet givet? Med ét skød en smerte igennem mig. Jeg gispede og tog mig til hjertet. Hvad var det for en smerte, der nu ramte mig? Jeg anede det ikke, men jeg blev skræmt.
   Jeg hvæsede arrigt ad pigen, der ikke så ud til at blive bange for mig, selvom der lå et lig ved min side, og jeg var smurt ind i blod. Jeg havde lyst til at skrige, men smerte overdøvede alt i mig. Jeg faldt ned på knæ og derefter ned på alle fire med hovedet mod jorden og den ene hånd hårdt klemt mod brystet. Med hivende åndedræt faldt jeg om på siden. Jeg gispede. Koldsved løb ned ad min pande, og min hud begyndte at brænde. Mit blik blev sløret, og jeg kunne kun utydeligt se pigen, der nu havde sat på hug foran mig.
   "Nååe, lille søde Nina, så lille og helt alene." Hun aede mig blidt på min varme kind.
   "Sådan går det, når man leger med ilden." Mit blik blev mørkere, og det sidste, jeg hørte, var ravnens triumferende skrig i det fjerne, hvorefter alt blev sort omkring mig.