Det er fredag den 26.02.2016.
Fredag!!! Den dag jeg altid glædede mig til. Fredag betød weekend. Weekend! Store mængder af alkohol og cerutter. Ugens højdepunkt! Den dag hvor jeg, efter ugens kedelige strabadser var veloverstået, kunne hanke op i skoletasken og drage til fredagsklubben og nyde... eller i hvert fald prøve på at nyde en kold... næsten forsøgt nedkølet bajer (tålmodighed har aldrig rigtig været min spidskompetence). Og hertil ryge en af de mange cerutter som Torben og jeg, dagen forinden havde tilskusket os i den lokale kiosk.
Den kiosk, der faktisk mere mindede mig om en pølsevogn uden pølser. Det var en gammel campingvogn, med en lille luge i den ene ende. Herfra kunne byens beboere, bl.a. købe lidt godt til ganen, eller lidt godt til lungerne. Dorthe, som ejede kiosken, var altid klar til at betjene dig med et smil, til trods for hun aldrig rigtig havde fri. Hun boede nærmest i Kiosk Lugen, som den hed. Det stod skrevet med store, røde bogstaver på et lettere nedslidt skilt og med et rustent søm i hvert hjørne. På nær det ene, det var vidst faldet ud med tiden. Hun var lidt oppe i årene efterhånden. Flittig som altid, men lidt naiv af personlighed, så det var let at komme derfra med cerutter der ikke var betalt. Det var lige til at fylde jakkelommerne, når hun vendte sig om for at fylde piratos i en pose til en krone, som vi ofte bestilte, som de 'trofaste' kunder vi nu engang var.
Torben og jeg gik i 9.klasse. Jeg var 15 år og et par måneder. Torben var kun få dage fra at fylde 15. Det betød festivitas lige rundt om hjørnet! Den fødselsdagsfest havde Torben længe set frem til! Hans forældre havde lovet gæsterne fri bar når han fyldte 15! Måske holdte han den næste fredag?! Mere at glæde sig til! Torbens forældre var begge ansat i Lokal Banken, og ret højt oppe i hierkiet. De tjente grunker! Hvilket Torbens påklædning bar tydeligt præg af. Altid lidt mere pæn i tøjet, end de andre i klassen. Han kunne finde på at dukke op, iklædt skjorte og slips, på en højhellig tirsdag. Han var også forkælet, hvilket afspejlede sig i hans opførsel. Han elskede drengestreger! Engang havde han haft fat i vores matematiklærers karakterbog og en kvajeblæk. Lidt dårligt opdraget, men hvad fa'en. Han holdte nogle fede fester, som alle gik og glædede sig til. Næsten alle!
Og så var der Tim. Han gik ikke og glædede sig til alt muligt. Faktisk glædede han sig aldrig til noget som helst. Ikke engang til fredag! eller sommerferie! Hverken jeg eller de andre i klassen troede ham, når han svarede nej til at han glædede sig til sommerferie. Som om det ikke var noget særligt. 7 uger uden tungt læsestof, kedelige madpakker, latterlige regelsæt og ligegyldige oplæg. Der var masser af gode grunde til at glæde sig, hvis du spurgte mig. Men sådan var Tim ikke! Han havde lært at 'være' i øjeblikket, som han så fint beskrev det. Det påstod han, gjorde livet meget mere værd at leve.
Tim var, som I kan høre, ikke helt som de andre elever i klassen. Sådan var det egentlig med det meste med Tim. Han var 16 år og godt og vel et år ældre end de fleste i klassen. Han havde gået børnehaveklassen om igen. Måske fordi han ikke glædede sig til at starte i 1.? Tim havde sin helt egen tøjstil, som til tider kunne være lidt spøjs. Han var vel det man i dag ville kalde en 'hipster'. Meget farverig i hvert fald! Jeg så aldrig Tim gå i sort, hvidt eller gråt tøj. Hans bukser var ofte i en pangfarve, og altid tætsiddende til hans korte, men let muskuløse ben. På overkroppen bar han ofte en tanktop. Og udover den kunne han have en spraglet skovmandsskjorte, hvorpå ærmerne var smøget op og de fleste knapper manglede. Han lod den altid stå åbent, så som han engang sagde: "hvorfor smide en fed skjorte ud, bare fordi den mangler en knap eller 5"?! Håret var gulerodsfarvet, af natur og han var altid lidt bleg i det. Hans øjne var store og havblå, og han havde en fantastisk udstråling, som mange missundede. Han svømmede på eliteplan, hvilket kom sig til udtryk på den flot markerede mave og de mellemstore brystmuskler, som man svagt kunne ane formen på under den stramme tanktop. Han var en flot fyr, som med sit unikke udseende, fangede de fleste af pigernes opmærksomhed og drengenes misundelse.
Tim var min bedste ven og jeg kunne lide ham som han var. Dog var det mig en gåde, hvordan han kunne glæde sig til ingenting, men samtidig glæde sig over alting? For at tage et eksempel. Når han var i skole, glædede han sig ikke til at få fri. I stedet for, glædede han sig over, at han, i dette øjeblik, kunne sidde og blive polstret med en masse viden, som han måske en dag, kunne gøre sig til gavn med.
Jeg kunne, i en lang periode, ikke finde ud af om det var godt eller skidt, men nåede altid frem til at det da måtte være kedeligt ikke at glæde sig til noget? Og hvordan kunne han overhovedet glæde sig over livet, hvis han ikke glædede sig til i morgen kom? Hvordan kunne han ikke glæde sig til at maden blev serveret, når lektierne var lavet og historiebogen lukket i? Hans mor var faktisk virkelig dygtig til at lave mad og hun havde altid døren åben så Torben og jeg kunne spise med, når vi havde siddet på Tims værelse og lavet lektier, hvilket vi ofte gjorde. Hun lavede de lækreste krebinetter, som hun dobbeltpanerede. To gange vendt i æg, mel og rasp. Det gjorde dem ekstra sprøde udenpå og holdte på kødsaften så de var saftige og lækre indeni. Hertil kogte, hvide kartofler og lækre, cremede stuvede gulerødder og ærter, som stod ganske godt til denne ret.
Han glædede sig aldrig til selv de fedeste begivenheder i livet, eller i hverdagen. Til den vigtige landskamp, der lørdag aften rullede hen over de danske TV skærme. Eller til klokken der, trods sin forfærdelige larmen, formåede at male et bredt smil på læben af selv den mest dovne skid i klassen. Den larm betød nemlig, at nu havde vi fri! Han glædede sig ikke til weekendens fede fest, når der var sådan en på tale! Selv dagen før han blev konfirmeret, glædede han sig ikke til det?!
En dag måtte jeg simpelthen stoppe op og få ordene ud over mine læber. Og med en forsigtig mumlen, spurgte jeg ham så; "Hvordan kan du hele tiden gå og glæde dig til ingenting?!" Han så på mig med et skævt smil og svarede meget enkelt og overraskende hurtigt, som om at han vidste at det spørgsmål ville komme en dag. "Hvorfor glæde sig til alt, hvis man glemmer at glæde sig over det man har glædet sig til"? Hmm, tænkte jeg. Det kunne han selvfølgelig have ret i. Men stadigvæk havde jeg svært ved at forstå det. Måske skulle jeg slet ikke forstå det?
Tim trak skoletasken over skulderen og fandt vej til cykelskuret, hvor han hentede sin cykel, efter at have røget sin daglige cigaret. Sin eneste cigaret i løbet af en dag. Den cigaret efter skole! Ikke engang den glædede han sig til at ryge!
Men han glædede sig over at ryge den. Mens han røg den. Han nød den lige meget hver dag, fordi han imens, ikke fokuserede på hvor meget han glædede sig til at skulle tænde den næste. Han glædede sig over at han, trods han godt vidste at det var en usund vane, kunne ryge den med god samvittighed, som det nydelsesmiddel han opfattede det som. Torben og jeg røg egentlig mest fordi vi synes det var sejt, og cerutter smagte jo ikke ligefrem godt, men det var dem der stod først for, så de var lettest at nakke. Tim levede ellers et sundt, aktivt liv og med en ren samvittighed. Han kunne sgu ikke få sig selv til at stjæle så meget som en kvart liter kærnemælk. Ikke engang den der havde overskreddet sidste salgsdato. I weekenderne kunne han dog godt være en rebel og ryge lidt mere end sin daglige cigaret. Det var jo et nydelsesmiddel!
Han glædede sig over at lytte og skrive noter, til lærerens kedelige oplæg. Glædede sig over at han måtte slippe fantasien løs i den røvsyge novelle vi skulle skrive, som dagens opgave. Han glædede sig ikke til at skulle på arbejde, men han glædede sig over at være på arbejde, når han var på arbejde. Såvel som han glædede sig over at kunne gøre lige, hvad han havde lyst til, når han havde fri.
Han glædede sig over duften i køkkenet, der bredte sig til stuen og hans værelse, når hans mor lavede mad. Såvel som han glædede sig over smagen og konsistensen af maden, når han nød den over en hyggelig samtale med sin mor ved spisebordet. Hans far afgik desværre ved døden, kort tid efter at de fleste i vores klasse var blevet konfirmeret. Lis og Preben blev non firmeret. Han glædede sig derfor ekstra meget, over hvert et måltid mad, han kunne få lov at nyde i hans mors selskab.

Her sidder jeg så i dag, i min gyngestol. Jeg kigger opgivende, ud af vinduet. Prøver at nyde stilheden og synet, af sneen der daler ned fra den klare himmel. Men det er ikke nemt.
Alt er pludseligt blevet så anderledes. Jeg glæder mig ikke rigtigt til noget længere.
Jeg sidder bare her og tænker på, hvad tiden skal gå med.
Dagene er begyndt at gå så langsomt, at selv fredag har fået grå hår.

Det er fredag den 26.02.2016, og landskampen er aflyst pga. bankospil i dagligstuen.