Vores forhold har været
kompliceret,
for at sige det mildt.
Vi skændes, og vi hakker ned på hinanden.
Vi giver hinanden skylden for alting,
og ærligt talt,
hvad gør det godt for?
Vi har haft det svært
og verden har vendt os mod hinanden
Med hån
og kritik
af det vi er
Sammen.
Men det burde ikke være umuligt
Vi gjorde det engang.
Engang lavede vi så smukke ting
sammen,
Vi skrev så dejlige digte,
digtede så formidable fantasier,
og fantaserede så ekstraordinære eventyr.
Sammen.
Vi kunne det bare
og vi kan stadigvæk
Men vi har brug for hinandens hjælp.
Vi har brug for tiltro på
hinanden.
Før troede vi på
hinanden
Men verden vendte os mod
hinanden.
Den ene så at den anden var for følsom.
Den anden at den ene var for tænksom,
og det er lige hvad vi er!
Men det blev til dårlige ting;
"Tag det nu roligt" og "tag dig nu sammen"
blev sætninger som vi brugte mod
hinanden
igen
og igen
og
så
igen.
Vi skændes så meget med
hinanden
At vi begyndte at søge ud for at finde anderkendelse
hos andre
Prøvede at lave et samarbejde
med andre
Prøvede at leve uden
hinanden.
Men det kunne vi ikke
Det var forkert
Da vi mistede forståelsen
mistede vi samarbejdet
og dermed det smukke,
og dermed det rigtige.
Sandheden er:
Vi kan ikke uden
hinanden.
Vi er afhængige af
hinanden.
Vi er hver en halvdel af noget helt fuldendt
Vi er tilsammen
mig.
Men jeg er ikke noget hvis vi ikke kan enes;
Mit hjerte banker for de ting jeg tænker,
og min tanker former sig fra de ting jeg føler.
Det er tosset at være uenig,
når man hver er to af de mest altafgørende organer
i et levende organisme.
Men vi er også mere en det:
alle dele af mig er nødvendige,
mange dele vil jeg dø uden.
Men os to sammen;
vi ikke bare holder i live,
vi skaber
liv.
Alt hvad vi gør sammen skaber
liv,
om det handler om lyrik
eller kunst,
eller venskaber eller andre former for kærlighed.
Så er vi begge nødvendige for at det bliver,
eller forbliver
levende.
Vi lever i symbiose;
det gør vi jo!
Vi lever af hvad vi giver hinanden
og måske kan vi overleve uden samarbejdet
Men vi lever ikke.
vi er et sår som aldrig heler
en åben mund som aldrig bliver mæt
For mætheden føler vi kun når vi igen gror sammen til en
Så find tilbage til mig.
Til det vi er sammen.
Jeg vil være hel igen.
Jeg vil samarbejde med mig selv igen.
Jeg vil tænke på min følelser,
og føle med mine tanker.
Jeg vil tro på mig selv
igen!
Jeg er klar.
Jeg starter på ny,
og jeg finder succes i det gamle.
Jeg finder et samarbejde
mellem alt jeg er,
så jeg kan blive
Mere.
Så jeg kan leve,
og elske
mig selv.
Som det altid har været meningen jeg skulle gøre
Som jeg ved jeg gør
men bare skal finde frem til igen.
Jeg kan!
Jeg skal!
Jeg må!
Være et menneske
og ikke en hjerne og et hjerte i en krop.
Jeg husker det nu.
Jeg er en mig og ikke en os.
Jeg er en
Jeg er
Jeg!