"Hallo!"
   "Janni, er det dig?" spørger jeg, idet jeg går hen mod døren til haven. "Hvad sagde du?"
   "Jeg siger såmænd ikke noget, jeg har travlt med at beskære, som du kan se." Hun vender sig igen mod sine elskede roser.
   "Hallo!" lyder det straks igen, da jeg forundret er kommet indenfor. Jeg kan ikke lokalisere, hvor stemmen kommer fra.
   "Vi ønsker kontakt med dig!" Stemmen er nu klar og tydelig.
   "Hvem er det?" halvt råber jeg. Af én eller anden grund ryster jeg på hovedet. Hvem fanden er det, der laver fis med mig, tænker jeg.
   "Vi ønsker kontakt med dig! Du kender os ikke, og du kan ikke se os," fortsætter stemmen.
   "Nej, det er jeg klar over; hvad helvede foregår der?" Der går et øjeblik panik i mig. Hvor sindssygt det end lyder, så oplever jeg, at stemmen kommer fra mig selv. Eller ligesom inde i mig selv, i mit hoved.
   "Vi kontakter dig fra en anden verden. Hvem er du, og hvor befinder du dig?" fortsætter stemmen, der på en måde optræder som en tanke i mig, men med en stemme, jeg overhovedet ikke kender.
   "Hvad fanden mener du? Jeg er mig, og jeg befinder mig her," svarer jeg vredt. "Men hvem er du, og hvad foregår der?" Jeg har lyst til at dunke stemmen ud af hovedet, men ved ikke, hvordan jeg skulle kunne gøre det.
   "Vi er meget begejstrede. Dette er første kontakt med din livsform. Vi har været klar over jeres eksistens længe, men dette er første gang, vi kan kommunikere. Der er lige akkurat hul igennem. Er det ikke fantastisk?"
   "Fantastisk! Jeg bliver vanvittig, gør jeg." Jeg er vred eller bange eller i hvert fald rystet, men forsøger at fortsætte med så stor myndighed, jeg i situationen kan samle mig om: "vær venlig at komme væk fra mig, jeg ønsker ikke kontakt. Farvel!"
   "Tag det roligt. Vi har fredelige hensigter. Jeg gentager: Vi har fredelige hensigter. Vi skader ingen."
   "Skader ingen!" Jeg har mere at sige, men kan ikke samle mig til hvad.

"Hvem snakker du med?" Janni står i døren og kikker forundret.
   "Ingen!" svarer jeg forskrækket over endnu en stemme. Samtidig er jeg dog lettet over at høre en helt almindelig, velkendt menneskestemme. "Ingenting," fortsætter jeg mere roligt. "Jeg forsøger bare at rydde op i det her skab." Janni stirrer et øjeblik vantro på mig.
   "Trænger du også til en øl?" spørger hun så med et smil.
   "Ja, det gør jeg," siger jeg og tænker: og det endda langt mere, end du kan forestille dig.

Vi går sammen ind i køkkenet; jeg lytter forsigtigt. Ud over mine egne forvirrede tanker er der heldigvis stille i mit let fortumlede hoved. Jeg falder lidt til ro. Hvad fanden var det, der skete, er jeg ved at blive skør? spørger jeg mig selv.
   "Skål!"
   "Skål," svarer jeg."
   "Er du lidt stresset?"
   "Ja."
   "Oprydning har jo heller aldrig været din stærkeste side." Hun kikker mig i øjnene og smiler.
   "Nej," svarer jeg og tænker: jeg er heller ikke vant til at høre stemmer i mit hoved. Men af én eller anden grund har jeg overhovedet ikke lyst til at fortælle hende om det.

Om end jeg ikke har glemt oplevelsen, så er jeg dog her nogle dage senere faldet nogenlunde ned på jorden igen. Men jeg stiller mig de samme spørgsmål om og om igen: er jeg blevet sindssyg? Eller var det virkelig én eller anden fremmed livsform, der havde kontaktet mig? Og hvad fanden var de ude på? Der gik endnu et par dage, inden jeg en aften får svar. Netop som jeg - lidt senere end planlagt - slukker for computeren for at kravle ind i sengen ved siden af Janni, vender stemmen med ét tilbage.
   "Hallo!" Jeg genkender straks stemmen. Står et øjeblik helt stille, mens de sidste dages tiltagende forhåbninger om, at det bare har været en slags drøm eller i hvert fald en éngangsforeteelse, med ét falder til jorden. Af én eller anden grund overgiver jeg mig derefter fuldstændig.
   "Hallo igen," hører jeg mig selv sige, nærmest høfligt. Hvis det her er virkeligt, så må jeg finde ud af, hvad det er, der foregår.
   "Vi hører dig klart og ønsker informationer om dig og din livsform. Det er virkelig fantastisk; vi har sat alle ressourcer ind på at fastholde denne enestående kontakt. Hvilken livsform er du?" Stemmen er ivrig, og selv om den har en metallisk klang, skinner begejstringen tydeligt igennem.
   "Min livsform? Hvilken såkaldt livsform er du selv?" Jeg sporer en vis begyndende nysgerrighed midt i min ellers noget forurettede tilstand.
   "Vi er af en anden verden. Det er desværre ikke på nuværende tidspunkt muligt for os at formidle noget om vores verden til jer. I har ikke ord, sanser eller erfaringer, der kan relatere til eller beskrive os og vores verden."
   "Nå," kommer det lidt skuffet fra mig. "Så det er altså alene mig, der skal stå for underholdningen." Efter nogle sekunders stilhed må jeg konstatere, at de åbenbart ikke kender til humor i den der anden ubeskrivelige verden.
   "Nå, men så spørg løs, jeg skal nok svare." Det er da også lidt flatterende, at jeg og min livsform ligefrem er begejstrende interessant. Det er ikke lige sådan, jeg tænker om mig selv og mit liv i hverdagen.
   "Godt, hvem er du, og hvor befinder du dig?" lyder det prompte fra stemmen.
   "Ja, jeg er mig, Peter fra Husum."
   "Ok, men hvad er det for et sted?"
   "Det er dér, jeg bor. I Danmark, et land på jorden - jeg bor på kloden jorden." Hvad fanden svarer man på den slags spørgsmål fra én, der er fra en anden verden. "Her lever jeg."
   "Ordet 'lever', er det den mest dækkende betegnelse for det sted, du befinder dig?" ønsker stemmen afklaret.
   "Jah, jo, så vil jeg måske kalde det 'livet'. Ja, jeg befinder mig i livet. På kloden jorden." Så fik jeg da det slået fast.
   "Du er i livet, ok. Hvad er livet?"
   "Jaa, øh, det er en slags rum. Et stort rum. Et meget stort rum."
   "Hvor inde i livet befinder du dig så, sådan spredt over det hele?"
   "Nej, for helvede! Jeg er lige her! Her i min krop!" Det her kan godt gå hen og blive lidt vanskeligt, indser jeg nu.
   "Du er inde i en krop, ok. Hvad så med dig, der er derinde i kroppen, hvem og hvad er du? Stemmen er der prompte, som var disse spørgsmål de naturligste i verden at stille.
   "Hvem jeg er?" Hjernen arbejder på højtryk. En række tanker flyver hurtigt gennem hovedet på mig, men ingen synes at kunne udgøre et egentligt svar på spørgsmålet: hvem er jeg? Normalt kommer det spørgsmål jo i den noget enklere variant: Hvad laver du? Jeg har aldrig tidligere skullet redegøre for, hvem og hvad jeg er sådan helt grundlæggende.
   "Ja, jeg er sådan en følelse af mig," forsøger jeg, uden selv at synes, at det er helt dækkende. "Vi kalder det nogen gange vores sjæl," fortsætter jeg.
   "Hvad er du så lavet af, hvad er en sjæl lavet af?"
   "Ja, jeg har hørt, at det er noget med strøm i hjernen," svarer jeg, uden dog at føle mig helt godt tilpas ved den definition af mig selv. "Sådan nogle små strømimpulser - men det føles måske mere ligesom en boble rundt om og inde i hovedet, hvor jeg tænker mine tanker. Eller bevidsthed ... en boble af bevidsthed," afslutter jeg helt tilfreds med beskrivelsen.
   "Er du en krop, der har en sjæl indeni, eller er du en sjæl, der har en krop indeni?"
   Jeg har bevæget mig ud på dybt vand, mærker jeg. Hvordan skal jeg kunne svare på et spørgsmål, jeg ikke engang var klar over eksisterede.
   "Det dér må jeg vist lige tænke lidt over. Kan vi fortsætte en anden dag? Jeg er ved at være træt og er egentlig på vej i seng." Jeg trænger til en pause, mærker jeg ... og til at sove.
   "Jo, jo," accepterer stemmen. "Vi kalder igen. Er det i orden?"
   "Det er i orden!" slutter jeg.

Jeg lægger mig i sengen ved siden af Janni. Hun sover tungt. Jeg forsøger at slappe af og falde i søvn, men noget i mig stritter imod. Hjernen kører nærmest på højtryk. Af én eller anden grund kommer jeg til at tænke på noget, vi lavede på et stresskursus - eller hvad det nu hed - på jobbet for nogle år siden. Jeg kan nemt genkalde mig følelsen. Vi skulle lukke øjnene, slappe hele kroppen af og gøre os tomme for tanker, kan jeg huske. Jeg genkalder ham stress-ekspertens stemme og instruktioner: Læg mærke til lydene omkring dig, sig farvel til dem. Giv slip på kroppen, muskel for muskel, slip forbindelsen med arme, ben, underlivet, maven, ryggen, brystet ... hovedet. Mærker jeg synker, synker ned og ind. Den ydre verden fortoner sig uden for mig, og den indre verden åbner sig og bliver tydeligere. Slip så dine tanker, gør dig tom. Jeg husker tydeligt hans ord, men alligevel er der nogle tanker, der hele tiden vender tilbage: Hvem er jeg? Og det med krop og sjæl? Hvad er jeg? Så gør jeg noget, jeg aldrig har forsøgt før. Jeg søger ind til den inderste følelse, den inderste tilstand, fri af verden omkring mig, fri af i hvert fald de fleste af mit sinds tanker. Forestiller mig, at det er væk alt sammen. Alligevel er der noget tilbage. Tilstedeværelse, bevidsthed, jeg oplever, at jeg eksisterer. En følelse af mig, noget, jeg ikke kan give slip på, noget, der ikke kan udskilles eller afskrælles, oplevelsen af, at jeg eksisterer. Jeg er, altså er jeg!

"Vågn op! Peter, vågn op!" hører jeg svagt i det fjerne. "Du drømmer!" Langsomt vågner jeg ved, at Janni blidt rusker i mig. "Vågn op, du drømmer!"
   "Ja, ja, hvad sker der?" forsøger jeg mig med grødet stemme. Langsomt kommer jeg til mig selv.
   "Hvad drømmer du?" spørger Janni. Du ligger og råber: "Jeg er her, jeg er her!" og så fægter du med armene.
   "Øhh ... jeg var vist ude og sejle. Det var i en lille båd midt ude på et kæmpe hav. Jeg kikkede rundt og rundt, men kunne ikke se mulighed for fast grund under fødderne nogen steder. Så kom Arne svævende i en luftballon, men han så mig vist ikke. Ja, så råbte jeg nok."
   "Ham Arne fra roklubben?"
   "Ja".
   "Hvad, ville han så redde dig?"
   "Det ved jeg ikke."
   "Var der ikke noget med, at han er religiøs og i det hele taget ville redde dig?" siger hun i et tonefald, der ikke efterlader nogen tvivl om, hvad hun mener om den slags.
   "Jo, vi snakkede da noget sammen," svarer jeg, uden i øvrigt at åbne for en diskussion af Arnes holdninger. "Men jeg føler mig lidt fortabt; kom og giv mig et morgenkram." Jeg er tit lidt ude af mig selv om morgenen. Det er, som om jeg vågner nogle minutter før den rationalitet, som ellers holder sammen på tingene. Ud over smøger, kaffe eller til nød morgenmad er et morgenkram det, der skal til for at meningen med tingene falder nogenlunde på plads.
   Vi ligger lidt og holder om hinanden. Stik imod al statistik har vi både overlevet 7-års-krisen, 12-års-trummerum, efter-børn-tomhed og fastholdt vores kærlighed til hinanden. Janni mener, at det skyldes den jyske nøjsomhed, vi begge har oplevet så rigeligt af gennem vores barndom. Jeg undlader at udtale mig om den sag.

"Janni, har du tænkt over, hvad et menneske egentlig er for noget. Hvem du egentlig er?" Der er stille lidt længere end normalt, når jeg har stillet et spørgsmål.
   "Har det noget med din drøm at gøre?" spørger hun lidt forsigtigt.
   "Næ, bare sådan i almindelighed."
   "Ja, vi er vel et avanceret dyr," er hendes svar. "Et dyr, der kan tænke," uddyber hun.
   "Jaa, vi er jo dyr, det er rigtigt, men er vi kun dyr? Hvad med vores bevidsthed? Hvad med den inderste oplevelse af, at vi eksisterer?"
   "Ja, det ved jeg ikke, min ven. Går du og spekulerer på den slags? Du ved nok, at vejen til sindssyge er belagt med interessante spørgsmål," griner hun og giver mig et kys. "Og selv om det er lørdag, har jeg en lang aktivitetsliste for i dag. Måske skulle du ringe og snakke med ham Arne, jeg er sikker på, at han har mindst lige så mange svar, som du har spørgsmål, sandsynligvis endda flere. Jeg smutter ned i byen og køber ind."

Jeg kryber ned under dynen igen og lukker øjnene. Genkalder mig oplevelsen fra i aftes. "Jeg er!" gentager jeg for mig selv. "Altså er jeg!" Det lyder spøjst, men sandt. Hvad var det nu, stemmen spurgte om: Er det mig, der har en krop, eller er det kroppen, der har mig? Det er det underligste spørgsmål, jeg nogensinde er blevet stille overfor, og jeg ved ved gud ikke, hvad svaret er. Men jeg føler, at jeg bør svare. Skulle jeg ikke kunne redegøre for de basale forhold her i min verden, når jeg nu bliver spurgt, og det af - hvor vanvittigt det end lyder - en stemme, der tilsyneladende befinder sig uden for verden.

Netop da, hvor både jeg og kroppen ligger dér sammen under dynen, slår det mig: Jeg kan ikke mærke min krop. Ja, jeg kan selvfølgelig godt mærke, at jeg har en mave, arme, ben og så videre. Men det indeni, det kan jeg ikke mærke. Blodet, cellerne, hormoner og stoffer og kemi og hvad ved jeg. Selv knoglerne, nyrerne, leveren, tarme og alt det, der foregår i min krop, kan jeg overhovedet ikke mærke. Hvis ikke jeg havde fået fortalt, hvordan kroppen optager ilt, når jeg trækker vejret, hvordan maden, jeg spiser, bliver fordøjet, og hvordan nervetråde farer rundt og styrer det hele, ville jeg ikke vide det. Det er, som er der en grænse mellem mig og min krop - jeg kan mærke varme og kulde, smerte og velbehag, jeg kan føle og tænke og gå mig en tur, men min biologiske krop og alt det, der foregår i den, kan jeg overhovedet ikke mærke - endsige kontrollere. Min krop lever sit eget liv. Det eneste, jeg ved, er, at vi ligger hernede under dynen sammen. Vi følges pænt ad, men det er, som er vi to selvstændige væsener.

Jeg ligger lidt og glæder mig ligefrem til, at stemmen dukker op igen. Mon ikke jeg bare kunne kalde på den.
   "Hallo!" prøver jeg forsigtigt. Hvordan fanden kalder man på en stemme inde i sit hoved. Jeg kigger op over dynen og kikker rundt. Nu er hun vel ikke kommet hjem. Der er stille i huset.
   "Hallo, stemme!" siger jeg nu højt og tydeligt.
   "Ja, hallo, her er vi." Det er helt rart at høre stemmen igen.
   "Hej, ja, nu har jeg tænkt over det. Mig og min krop hører sammen, men vi er to forskellige væsener. Vi samarbejder. Det er, som om kroppen er det i verden eller livet, jeg konkret sidder fast på." Hold kæft, det lyder åndssvagt, men hvordan fanden skal man beskrive det?

"Ok, hvordan er det så at være i livet? Kan du lide det? spørger stemmen frejdigt videre.
   "Nogen gange mere end andre," får jeg sagt, inden jeg tænker over det. Kan jeg lide det? gentager jeg for mig selv. Ja, måske er det rigtig nok; det er faktisk en blandet fornøjelse at være i livet.
   "Hvad mener du med nogen gange mere end andre?"
   "Ja, det er muligt at opleve stor lykke, hvis man møder kærlighed og får børn, for eksempel. Eller du kan på andre måder udfolde og realisere dig selv. Samtidig kan det være fortvivlende, fordi du kan miste alt, og lykken kan forvandles til tab og smerte."
   "Så der er lykke, og der er fortvivlelse. Er der ikke noget midt i mellem?"
   "Jo, det er det allerværste, da spilder man tiden!" Igen ryger svaret ud af min mund, inden jeg har tænkt mig om. Jeg ved faktisk ikke, om det er rigtigt.
   "Og du er prisgivet skæbnen," fortsætter jeg.
   "Hvad er skæbnen?"
   "Ja, det er det, der bestemmer, hvordan det i store træk går dig i livet."
   "Hvem eller hvad er skæbnen?"
   "Ja, nogle kalder det gud, andre kalder det tilfældigheder; på en måde er det vist det samme. Vi har ledt efter det i århundreder og fundet mange sandheder, men ikke den endelige. Det synes at være uden for vores rækkevidde."
   "Hvad foregår der ellers i livet?"
   "Ja, tiden går."
   "Tid, hvad er tid?"
   "Tiden, ja, det er sådan en kolossal bølge af forandring, der konstant ruller gennem universet. På toppen af bølgen ruller det nu, der bærer livet," svarer jeg helt overrasket over mig selv.
   "Hvad sker der så, når tiden går?"
   "Så bliver man ældre og ældre, og til sidst dør man."
   "Dør, hvad vil det sige?"
   "Ja, så forsvinder man. Det lyder måske lidt primitivt, men man graves ned i jorden og opløses med tiden i jorden. Man bliver til jord. Eller du bliver brændt og asken begravet."
   "Forsvinder du helt, bare sådan pludselig?"
   Ja, det er sgu det helt store spørgsmål, tænker jeg. Det har tusindvis af mennesker funderet over i tusindvis af år. Hvad skal jeg svare?
   "Det ved jeg ikke. Måske er det alene kroppen, der dør. Måske lever sjælen videre i en anden verden. Måske kommer vi over til dig, når vi dør."
   "Vi har aldrig oplevet nogen sjæle komme her. Du må da vide, om du dør eller ej på den dér tidsbølge!" Stemmen lyder ligefrem lidt irriteret. Kan du ikke undersøge sagen?"
   "Undersøgen sagen!" Hvad fanden har de tænkt sig! Det kan jeg sgu da ikke bare undersøge. "Jeg tænker over det, jeg vender tilbage. Ok?"
   "Ok, det ser vi frem til. Tak for hjælpen."
   "Selv tak."

Jeg ligger længe under dynen. Hvad er det, der foregår? Her ligger jeg under dynen og snakker med mig selv, eller hvem det nu er, jeg snakker med. Det har jo altid ligget som et spørgsmål bagest i hovedet, bag alt det daglige kævl, dét med døden. Om man dør ... eller om man lever videre, når kroppen dør. Kommer til at tænke på min brors død. Hans død er den eneste erfaring, jeg har med døden. Han var ikke gammel, han var ikke færdig med livet. Men livet var åbenbart færdig med ham. Det tog ham omkring fyrre sekunder at dø. Det var en langsom og glidende proces, som at køre ned fra 9. sal i elevator. Først slappede hans krop og ansigt af, ligesom når man falder i søvn. Men derefter fortsatte han dybere og dybere ind i sig selv. Langsomt gav han slip på sit ansigt, indtil han til sidst var helt væk. Hvor blev han af, alle hans tanker, følelser og drømme. Hvor blev du af, Albert?

"Hej, Arne, det er Peter. Peter fra roklubben." Jeg har fulgt Jannis råd, men føler mig lidt usikker og kejtet.
   "Goddag, Peter, du vil vel ikke ud og ro i den her blæst."
   "Nej, nej, jeg skal bare snakke lidt med dig. Hvordan går det?"
   "Det går meget godt. Jeg har min søn og svigerdatter på besøg, så de små har vækket mig tidligt. De har vist overtalt mig til noget med tivoli senere i dag."
   "Ok, jeg kan ringe en anden dag, hvis det ikke passer i dag."
   "Nej, nej, de hænger på deres farmor i øjeblikket. Har du været nede og ro fornylig?"
   "Nej, det er snart flere uger siden. Vi må snart lave en aftale." Jeg trækker tiden lidt ud og forsøger at samle tankerne til at komme ind på mit ærinde. Jeg tager mod til mig og spørger lige ud.
   "Arne, jeg har tænkt over noget. Du er jo religiøs, ikke. Så tror du vel på, at sjælen lever videre, når man dør?"
   "Religiøs. Ja, jo, jeg ved ikke, hvad jeg skal kalde det. Og du spørger, om sjælen overlever døden? Ja, det er jo noget af et spørgsmål. Hvorfor spørger du om det her en helt almindelig lørdag formiddag?
   "Nå, jeg kom til at tænke på min bror, Albert. Han døde for godt to år siden. Og så kom jeg til at snakke med nogen om det med døden og så videre."
   "Og du savner ham, kan jeg tænke mig. Han var ikke så gammel, vel?
   "Nej, 54. Det var for tidligt, han døde."
   "Ja, der er jo nogen, der fortæller om døde slægtninge, der kontakter dem på én eller anden måde. På den måde kunne det tyde på, at ét eller andet lever videre."
   Jeg tænker mig om et meget langt øjeblik.
   "Er du dér?" Arnes stemme river mig ud af trancen.
   "Ja, ja. Ved du hvad, jeg har faktisk oplevet noget engang. Men ved du hvad, det her må du simpelthen ikke fortælle til nogen. Jeg har altid holdt det for mig selv. Jeg bliver til grin i roklubben, siger jeg dig. Så du holder kæft, ok?"
   "Ok", forsikrer han med overbevisende stemme. "Det lyder spændende!"
   "Det er faktisk spændende. Engang for vel fem-seks år siden lå jeg en nat og drømte. Midt i drømmen begynder jeg at trille hen ad gulvet, forvandles til en ildkugle, der farer gennem rummet, for med et brag pludselig at befinde mig helt bevidst, klar og vågen i en anden dimension - stjerneklar. Jeg ser omridset af, hvad jeg opfatter som, en hvid by, og langsomt svævende gennem luften kommer min far, i øvrigt sammen med min også afdøde svigerfar. "Hvad laver du her?" kommer det overrasket fra ham, eller faktisk snarere fra dem begge - telepatisk. Jeg tillod mig at blive i et eneste, stillestående sekund. Herefter var jeg tilbage i drømmen igen, hvor jeg landede pladask på jorden ... i en mørk svinesti. Jeg råbte højt åhh tre gange i takt med, at mit bryst i tre hug lukkede sig."
   "Det må jeg nok sige". Arne lyder overrasket. "Hvad skete der så?"
   "Bagefter sad jeg længe i min seng og stirrede ud i mørket og gentog spørgsmålet: Hvad skete der? Jeg har hverken kunnet udtale mig om drømme eller døden efter den oplevelse."
   "Nej, det er heller ikke let. Det lyder nærmest som en slags nærdødsoplevelse. Ja, det er jo den slags oplevelser, der kan åbne op for en tro på, at sjælen måske har sit eget, måske endda evige, liv." Jeg ved dybest set ikke, hvad jeg skal tro, men jeg føler, at min sjæl er virkelig, eller hvad man nu skal kalde det. At jeg eksisterer uafhængigt af min krop og alt det fysiske. Jeg kan ikke forestille mig, at de åndelige følelser af mening og kærlighed, jeg oplever, blot er biologiske bivirkninger af behovet for at overleve og formere mig."
   "Så du tror, at sjælen overlever døden?" Jeg vil gerne have et lidt mere klart svar.
   "Nu skal jeg fortælle dig, hvordan det virkelig er: Min sjæl og mine indre følelser tror, men min hjerne kan ikke forstå og acceptere det. Tror du lige, at jeg føler mig splittet? Sådan er det at være religiøs i dag. I hvert fald for mig."
   "Ja, det kan jeg godt se. Så der er ikke rigtig nogen konklusion?"
   "Jo, den er, at både livet og døden er uforståelige mysterier."
   "Ja, det har du nok ret i."
   "Så, nu kommer børnene. De er fuldstændig ligeglade med livets mysterier. De lever bare derudad. Måske kan vi lære noget af dem." Gennem telefonen er det tydeligt at høre, at de er glade for deres farfar.
   "Ha, ha, ok. Det må jeg lige overveje. Det har været godt at snakke. Nu holder du lige på min lille hemmelighed, ikke?"
   "Selvfølgelig gør jeg det!"
   "Ok, vi snakkes lige ved en anden dag om en roaftale."
   "Det gør vi. Hej, Hej."
   "Hej."

Jeg sidder lidt og kigger ud i luften. Der foregår noget i mig. Over det hele. Jeg kan bare ikke sætte ord på.
   "Jeg faldt over et tilbud, jeg ikke kunne modstå," hører jeg Janni proklamere ude fra entréen. Og den slags kan jo straks bringe enhver filosof ned på jorden.
   "Nåå," svarer jeg, i tvivl om, hvorvidt jeg skal være bekymret eller forventningsfuldt spændt. "Jeg forbeholder mig retten til at vente lidt med at dele din begejstring, skat. Nu er det vel ikke noget, der sprænger budgettet."
   "Nej, nej, det er noget, der falder ind under kontoen for uforudsete gode tilbud." Hendes glade ansigt dukker op i døråbningen. "Vi skal til koncert i aften."
   "Koncert! Med hvem?"
   "Ja, det er en overraskelse. Du skal bare følge med. Jeg garanterer, at du ikke bliver skuffet."
   "Nå, det må jeg nok sige. Hvilken genre taler vi om? Kan du ikke give et hint?
   "Nej!"
   "Nå!"
   "Du skal bare være klar til afgang klokken kvart i syv."
   "Ja, ja, ok, så siger vi det." Hun er modig, tænker jeg. Sådan noget gør jeg aldrig. Mon hun savner, at jeg er mere modig?

Vi havde en dejlig aften. Det var et jazzorkester. Jeg har allerede glemt navnet, men de spillede fremragende. Et-nul til Janni. Jeg elsker hende. Jeg har ikke rigtig været alene nok til at kunne kontakte den dér stemme. Heldigvis har den heller ikke kaldt på mig. Tanken strejfer mig, om de mon kunne finde på at have lyttet med i nat, men skubber den væk igen. Jeg er ligeglad. Det er blevet søndag. Jeg elsker søndage. Selv om jeg ikke er rigtig kristen og elsker at købe ind og bruge penge, så går jeg vildt ind for lukkeloven. Jeg vil ikke bytte den nyttesløse fred og lediggang søndag formiddag med en omgang i centeret. Jeg går ikke i kirke, men jeg kan godt lide at vide, at der er andre, der gør det. Jeg mindes stemningen, som jeg husker den fra min barndom. Janni er som sædvanlig på denne årstid travlt optaget i haven. Jeg går ud til hende.
   "Tak for en dejlig aften, skat," siger jeg og giver hende et kys.
   "Og i nat," fortsætter jeg og giver hende endnu et kys.
   "I lige måde."
   "Jeg tænker, at jeg vil køre en lille tur ned til stranden. Vil du med?" spørger jeg uden at vide, om jeg ønsker, at hun svarer ja eller nej.
   "Tag du bare en tur alene. Jeg vil gerne have det her færdigt her i formiddag. Kom hjem igen inden klokken et; så kan vi lave frokost sammen."
   "God idé; vi ses."
   "Hej, hej". Hun har allerede hænderne i jorden igen.
   "Du er så flittig!" siger jeg og går ud til bilen.

Jeg elsker at gå på stranden langs vandkanten. Jeg kigger ud over vandet og lader blikket hvile i horisonten. Det er, som om det er muligt at skimte evigheden lige dér, hvor vandet og himlen mødes. Kommer til at tænke på min far. Det er ham, jeg har arvet glæden ved naturen og stranden af, tænker jeg. Og fascinationen af sten. Min far elskede sten. Ikke sådan, at han samlede hele huset fuld af sten; han elskede bare sten. At gå langs stranden og kigge på dem, måske tage én op, lade den ligge lidt i hånden og mærke den glatte overflade. Måske elskede han i sit stille sind sten højere end noget andet. Jeg forstår ham og bukker mig ned for at kigge på disse hårde, glatslebne sten, der tilfældigt ligger i strandkanten og helt åbenlyst vidner om deres fantastiske historie. Siden tidernes morgen er de i løbet af millioner af år uendelig langsomt blevet formet og skabt ved at blive kastet frem og tilbage i strandkanten. For at blive runde, glatte og fine. Gud ved, om menneskets kærlighed til sten skyldes, at vi spejler os i dem. Gud ved, om vi har været med siden tidernes morgen.

Jeg er i stemning og kalder på stemmen.
   "Hallo!" nærmest råber jeg ud over havet. Mon de holder til derude et sted, spørger jeg mig selv.
   "Ja, hallo, vi hører dig."
   "Ja, jeg har tænkt over det med livet og døden," begynder jeg, uden at være klar over, hvad jeg egentlig er kommet frem til.
   "Godt, vi lytter."
   "Vi mennesker er vist udstyret med en slags følelse eller oplevelse af, at vi er mere end vores dødelige, biologiske krop," prøver jeg. "Men vi ved det ikke. Måske er det bare et håb."
   "Hvad håber du da?"
   "At jeg ikke dør sådan rigtigt. At jeg på én eller anden måde lever videre et andet sted." Det går op for mig, at mine håb ikke går længere end til ikke at dø. Hvad er det egentlig for et liv, jeg håber på findes efter døden? Nogen snakker om det der reinkarnation, og jeg overvejer lige et øjeblik, om jeg egentlig har lyst til at leve et nyt liv her på jorden. Det enogtyvende århundrede kommer til at handle om opgør med de fundamentalistiske religioner, har jeg lige læst i avisen. Arh, alt det dér med terror, USA og krig. Øv. Det vil måske slet ikke være så fedt at skulle leve om og om igen. Og hvem siger, at man bliver født i Danmark igen. Der er også mennesker, der lever i andre lande. Under andre forhold. Krig. Sult. Øv. Så er der det med at komme op til gud, som de kristne siger. Hvad fanden vil det egentlig sige. Hvor er gud?
   "Er du da bange for døden?", spørger stemmen og afbryder mine overvejelser.
   "Jo, det er jeg vel, men det er intet i forhold til min frygt for livet," hører jeg mig selv svare. Sådan har jeg ikke tænk før, men måske er det rigtigt. Jeg er bange for, at det er rigtigt.
   "Vi har et par sidste spørgsmål: Hvad er meningen med livet? Har det et formål? Hvorfor er du i livet? Stemmen spytter spørgsmålene ud, tydeligvis uden forståelse for deres omfang.
   "Det ved jeg simpelthen ikke. Jeg har stillet mig de spørgsmål mange gange uden at finde svar." Jeg tænker på, at nogen siger, at vi er her for at lære noget og blive klogere, men idet jeg i fantasien kaster et blik kloden rundt, beslutter jeg ikke at nævne den hypotese. Er vi i gang med at blive klogere, går det i hvert fald meget langsomt. "Jeg ved ikke, hvad formålet med livet er! Måske er der andre, der kan svare på det!"
   "Vi er i gang med at søge kontakt med andre. Tak for dit bidrag. Måske vender vi tilbage en anden gang. Hvis det er i orden." Stemmen lægger op til at afslutte samtalen, og jeg ved ikke, om jeg skal føle mig lettet, eller om jeg kommer til at savne den.
   "Det er i orden. Kom du bare tilbage en anden gang. Farvel."
   "Farvel. Ha' en god skæbne."
   "Tak." Måske har de alligevel en lille smule humor.
   Så var kontakten afsluttet lige så pludseligt, som den var opstået for nogle få dage siden. Siddende i bilen på vej hjem har jeg tid til at fordøje oplevelsen. Kommer til at tænke på Janni, jeg er på vej hjem til. Det slår mig, at jeg ikke fik fortalt om kærlighed. Måske er det kærlighed, der er meningen med det hele. Det er der da vist mange, der mener.

Jeg parkerer bilen og går op mod vores hus. Døren står åben, hvilket undrer mig. Janni plejer aldrig at lade yderdøren stå åben. Jeg kigger lidt forsigtigt ind i gangen og igennem døren til køkkenet. Der står hun med et underligt fraværende udtryk i øjnene. Hun tager sig til hovedet, som for at holde sig for ørerne. Hun ser mig vist ikke.
   Jeg skynder mig ud igen. Sætter mig på en bænk ude i haven. Jeg ved ikke, om jeg skal le eller græde.