i måneskins vindstille
silhuet af tidlig morgens
kølige afgrundsdyb
vandrer sanser hvileløst
over din nøgne krop
ramt af dit tidløse blik
finder åndedræt sin rytme
skyller livet gennem os
i sin genreløse musik
sunket i essens
som spøgelser af tiden
tavsheden langs grænsen
for vores samvær
græder i mit hule bryst
det lukkede menneskes
hånd om sin smerte
runger over landskabets
smuldrende bjerge
eller smiler blomsterne til os
på højderyggen af
skyggernes dal
venter vi på forløsningen
flyder sjæle frit i varme kroppe
i suset af sandhedens dufte
på bunden af alting