nøgen fra træ til træ
over sneens jomfruelige former
svæver vinterens bidende klarsyn
og skærer årstidens tegn
i hudens tørre glød
den bærer det spæde lys
i forårets missende øjne
åbenbares drømmene
spirende tankers
mirakuløst henkastede
tæppe af modiggrøn
vinden byder op til leg
i sommervarmens dovne døs
danser træer og buske
i tankefrit midnatslys
stjernetæppe over
hi af tankeskygger
vinden løfter alt i storm
af efterårs eftertanke
åbnes skyhøjt himmelblå
for denne sidste årstids
smukke pastel
af gennemblæst forfald