i den stillestående
rimkolde morgendis
hvor træer og buske er trukket i hi
uglen drømmer
bag sine øjnes stirren
og luftens molekyler har fundet ro
i spredte tågebanker
selv her
fejer tiden over landskabet
som en flok svaner
svæver over søens isblanke spejl
og efterlader alting
endnu et fint lag
erfaring
selv her
i denne kølighedens kirke
åbner tiden sine vingers
sælsomme nu
over landskabet
for straks at forsvinde
ud over fremtidens
jomfruelige
enge
af frihed