Fru Poleiro begyndte at være langt venligere mod Matti end før. Hvor hun tidligere mest havde ignoreret ham, var hun nu begyndt at opføre sig moderligt overfor ham. Matti vidste ikke, om det var fordi hun havde ondt af ham for at være forældreløs, eller om det var af ren og skær lettelse over at finde ud af, at han ikke var blodsbeslægtet med Theo. Hun gav ham slik, knus og talte med ham. Hun lod ham hjælpe med sine pligter, når han havde lyst, og behandlede ham stort set som var han en del af familien.
   Det var blevet forår og strålende solskin. Denne dag hjalp Matti fru Álvaro med at dække op i spisesalen. Det var tæt på middagstid, og mændene kom snart tilbage fra arbejdet for at spise og hvile, mens solen stod højt på himlen. Da Matti var færdig med at dække op, satte han sig ved ét af bordene, og begyndte på sine lektier. Juan dumpede ned ved siden af Matti. Han kiggede den yngre dreng over skulderen, og fnyste. "Det er ikke "al estación"," fnyste Juan. "Estación er hunkøn. Det er "a la estación". Ethvert pattebarn ved det." Matti tog sit viskelæder, fjernede den forkerte sætning. Juan hadede Matti. Han benyttede enhver lejlighed til at kritisere ham. En af de oftest benyttede lejligheder, var Mattis beherskelse af det spanske sprog. Matti var flydende på spansk, men sommetider byttede han rundt på hankøn og hunkøn, på de to datidsformer, eller udtalte et ord forkert. I disse situationer var Juan ikke sen til at gøre nar. Døren gik op, og Juans far kom ind. Han var lille og bred som sin søn, og var i snak med én af de andre mænd. Juan smilede til sin far, der satte sig ved de to drenges bord. Han ruskede sin dreng kærligt i håret. "Har du lavet dine lektier, Juan?" spurgte han. Matti så op, søgte efter sin gudfar. Theo kom hen mod deres bord, lod sig dumpe ned ved siden af Matti. Theo havde holdt fast i én form på gården, en almindeligt udseende mand, med brune krøller. Matti havde en mistanke om, at han prøvede at undgå at skille sig for meget ud. Juans far så usikkert på Theo. Fru Álvaro kom rundt med en stor gryde suppe, og hældte op. Hr. Álvaro gav hende et kærligt klem. Matti skrev videre i sit kladdehæfte. Juan lænede sig op ad sin far, der strøg ham på ryggen. Theo så bedrøvet på sin skål med suppe. Matti lukkede sit kladdehæfte, og begyndte at spise. Suppen var alt for varm, men han skovlede den i sig. "Slap af, knægt," sagde hr. Álvaro forsigtigt, mens han skævede til Theo. Matti skyllede suppen ned, rejste sig fra bordet, og skyndte sig væk. Matti skyndte sig ind til sin seng. Han lagde sig i sengen, krøllede sig sammen om sig selv, og hulkede. Der lød fodtrin på gangen, og Matti skyndte sig at tørre øjnene. Theo kom ind, satte sig på sengen ved siden af Matti. Theo rømmede sig, tydeligvis utilpas. "Hvad er der galt?" spurgte han.
   "Jeg savner min mor," svarede Matti, og begravede sit ansigt i lagenet. "Og Juan driller mig."
   "Selvfølgelig savner du din mor, men hun er død. Det er der ikke noget at gøre ved. Hvis Juan driller dig, så gør noget ved det," svarede Theo. "Hvis du finder dig i det, bliver han ved." Theo rejste sig fra sengen. "Kom," sagde han. Matti havde lyst til at bede Theo om at skrubbe af, men alligevel rejste han sig, og fulgte efter sin gudfar. Theo ledte ham udenfor, og de gik langs med huset. Nogle hunde løb omkring og legede. Theo pegede på den ene. "Det er Juans hund," sagde han. Han fiskede nogle kødtrevler fra suppen frem, samt en pose rosiner fra sidste års høst. Theo puttede kødtrevlerne ned til rosinerne, blandede det hele godt. Så rakte han posen til Matti, der var omkring et halvt kilo rosiner. "Den ser sulten ud, synes du ikke?" sagde han med et smil. Matti nikkede, ikke helt klar over, hvad der foregik. Matti kaldte på hunden, der kom luskende mod ham. Han tog en håndfuld rosiner. Hunden snusede til dem, og begyndte at spise. Matti lagde posen fra sig på jorden, og med glubende appetit åd hunden rosinerne. Theo så til med et smil. Så nikkede Theo til Matti, og gik sin vej. Matti blev ved hunden, aede dens brune pels og talte med den. Han fik øje på Celeste, der gik rundt blandt vinrankerne. Han skyndte sig hen til hende, og de legede sammen. Hun var iført en mørkegrøn kjole, og satte sig under en stor vinplante. Matti satte sig ved siden af hende. "Ved du, hvad de voksne gør?" spurgte hun.
   "De gør mange ting," svarede Matti.
   "De gør sådan noget rigtig ulækkert noget," sagde Celeste. "Prøv at lukke øjnene, så viser jeg dig det." Matti lukkede mistænksomt øjnene. Noget varmt og fugtigt rørte hans mund, og han skyndte sig at trække sig væk. "Ad!" udbrød han, overrasket over kysset. Celeste fnisede.
   "Skal vi gøre det igen?" spurgte Matti. Celeste nikkede.
   Det var aften, da Celeste og Matti gik tilbage til herregården. Der var furore, Juan stod og tudbrølede i midten, mens hans forældre prøvede at få ham til at slappe af. Hans hund kastede voldsomt op, mens den klynkede på jorden. Matti så chokeret på hunden, Celeste stoppede også op, og så på den klynkende hund. Matti kunne se stykker af rosiner i hundens opkast. Dagen efter var hunden død.
   Juan gravede et hul i jorden. Tårerne flød fra hans øjne, og hans ansigt var beskidt af jorden. Matti gik ud til ham, stillede sig ved siden af ham. "Jeg ved, at det var dig. Min lillebror så dig give ham rosiner," sagde Juan. Matti så på Juan, huskede den sætning, Theo havde sagt at han skulle sige.
   "Hvis du rører mig igen, bliver det et familiemedlem næste gang," svarede Matti. Juan så chokeret på Matti. Så gik Matti, mens han koncentrerede sig om ikke at snuble, skrige eller gøre noget andet dumt.

"Når vi bliver voksne, skal vi giftes, ikke?" spurgte Celeste. De to børn gik mellem vinrankerne. Matti plukkede en klase røde druer. Det var sensommer, og mændene arbejdede i plantagen hele dagen. "Selvfølgelig," svarede Matti, og gav Celeste vindruerne. Hun spiste dem, Matti kunne høre de opsvulmede druer eksplodere mellem hendes tænder. Han følte sig endelig glad. I aften skulle der være en stor fest på herregården. Der ville være masser af mad, og hele byen var inviteret. Juan havde ikke generet Matti siden hans hund var død, og selvom Matti var ked af hundens død, var det også en lettelse for ham. De andre børn var naturligvis dødsens angst for Matti. Alle, bortset fra Celeste. Juan havde ikke kunnet holde mund, og havde fortalt dem at Matti havde slået hans hund ihjel, og havde truet med at slå hans søskende og forældre ihjel. "Har du hørt, hvad Juan siger?" spurgte Matti henkastet. Celeste nikkede. "Ja, men jeg ved at du ikke vil gøre mig noget," svarede Celeste. "Det kan du ikke."
   "Hvorfor tror du det?" spurgte Matti. Celeste smilede til ham, og spyttede nogle af vindruekernerne ud i sin hånd. Hun kastede dem op i luften, og pludselig regnede det med vindruer. Matti gloede på Celeste med åben mund. "Hvordan gjorde du det?" udbrød han.
   "Det er en hemmelighed!" udbrød Celeste, og begyndte at løbe. Matti løb efter hende, og de legede hele dagen mellem vinrankerne.
   Spisesalen var fuld af mennesker. Der blev serveret lækker mad, og Matti spiste en masse. Han var en spinkel dreng af sin alder, på trods af sin store appetit. Han var snart ti år gammel, men blev tit antaget for at være yngre. Han kiggede mod Celeste, der sad ved det midterste bord sammen med sin familie. Hendes lillebror smurte mad rundt i ansigtet med sine små, tykke hænder. Celestes mor tiltrak sig alles opmærksomhed. Hun havde flettet blomster i sit og sin datters hår, og de strålede begge. Fru Poleiro var en opmærksom og venlig værtinde. Hun dirigerede tjenerne, hilste på alle med navn, og samtalede venligt med enhver, der kom hen til hende. Hendes mand stod ved hendes side, lille og bredvommet. Han hilste høfligt, men involverede sig ikke i samme grad som sin kone. Børnene sad ved ét af bordene, hvor de fik lov til at slå sig løs. De hyggede sig godt, men ingen turde tale med Matti, der følte sig lidt ensom.
   Spisningen var overstået, og bordene blev skubbet til side. Endelig kunne Matti være sammen med Celeste. De gik rundt udenfor. Solen var gået ned, og Celeste blev ved med at tage Mattis hånd. Der lød larm og latter inde fra spisesalen, enkelte gik rundt udenfor. Døren til spisesalen stod åben, og Matti og Celeste fik øje på Theo og hr. Poleiro, der stod og talte sammen. Ordene blev ført hen til de to børn. "Det er bare fordi, du sagde intet om, hvor længe I ville blive her..." lød hr. Poleiros stemme. Den lille mand sparkede nervøst til jorden med sin ene sko. "I er måske ikke tilfredse med min indsats?" vrissede Theo. Han lød vred. "Slider jeg ikke for jer hver eneste dag? Arbejder jeg ikke hårdere end tre af de andre tilsammen?"
   "Det er ikke det, selvfølgelig gør du det, jeg er også glad for at have dig her, men... Du gør de andre utilpas," fortsatte hr. Poleiro.
   "Jeg gør Lucia utilpas, ikke sandt?" hvæsede Theo. "Prøv at lytte til mig, Emilio. Jeg prøver at give knægten lidt stabilitet." Hr. Poleiro så ned i jorden.
   "Jeg vil tale med Lucia om det," svarede han.
   "Jeg kan selv tale med hende," vrissede Theo, og gjorde mine til at gå indenfor.
   "Nej, vent, det er ikke en god idé," svarede hr. Poleiro, og prøvede at holde Theo tilbage.
   "Jeg er ikke noget monster, Emilio," udbrød Theo. Han lød næsten såret. Han vendte sig fra døren, og gik mod laden. Hr. Poleiro stod usikkert tilbage, tørrede lidt sved af overlæben, og gik indenfor igen.

Matti og fru Poleiro stod og hængte tøj til tørre på tørresnorene i haven. Fru Poleiro havde hverken sko eller strømper på, og bar en løs kjole i stærke farver. Matti havde et nyt sæt tøj på, som Theo havde skaffet til ham. Det tøj, Matti havde båret for et års tid siden, var blevet for småt. Fru Poleiro sang en sang, mens de hængte tøj til tørre. "Hvorfor hader du egentlig Theo?" spurgte Matti henkastet.
   "Jeg hader ham ikke," svarede fru Poleiro, der var stoppet med at synge. "Jeg husker bare en anden side af ham. En side, han knap nok selv husker. Fra et andet sted, et andet land." Matti mærkede sin mave slå en kolbøtte.
   "Så du kommer fra det samme sted som Theo! Det samme sted som min far!" udbrød Matti.
   "Det vil jeg tro at jeg gør. Jeg har dog kun mødt din gudfar en enkelt gang der, og jeg tvivler på, at jeg nogensinde har mødt din far," sagde fru Poleiro undvigende.
   "Hvordan kom du hertil?" spurgte Matti spændt, mens han hængte sokker på række.
   "Åh," svarede fru Poleiro. "Det er en længere historie, og en meget trist én." Matti så interesseret på hende. "Den starter med en krig i mit land, det land jeg kommer fra. Egentlig omhandlede krigen ikke mit folk, vi levede fredeligt i de store skovarealer, der strækker sig milevidt. Det er noget af et syn." Fru Poleiro så drømmende frem for sig.
   "Vores naboer udkæmpede derimod krige mod hinanden. Til krigene skulle der fremstilles masser af våben, så de fældede af skoven. Mit folk trak sig tilbage, men til sidst besluttede vi i fællesskab at gøre oprør. Jeg var kun omkring din alder på det tidspunkt, men jeg havde set flygtningene komme fra yderområderne. Mit folk sendte mændene af sted for at spærre indgangen til skovene, og det lykkedes. Vores grådige nabofolk blev jaget på flugt, og vi var i fred en stund." Fru Poleiro rynkede panden, og bed sig i læben. "De kom om natten. Kongens bedste snigmordere. De kunne have dræbt alle i vores by, men de gik kun efter børnene," fru Poleiros øjne fyldtes med tårer. "Jeg vågnede den nat, da én af kongens snigmordere kom ind af vinduet i vores hytte. Jeg flygtede fra ham med min lillebror. Vi løb gennem skoven, men snigmorderen fulgte efter. Min lillebror blev træt, og vi gemte os bag et træ. Jeg vil sværge på, at træet var solidt, da vi gemte os bag det, men efterhånden som snigmorderen kom tættere på, begyndte et hul at vise sig i træstammen. Vi tænkte, at vi kunne gemme os inde i det hule træ, men da vi var kommet derind, lukkede hullet bag os. Jeg ved ikke, hvor længe vi befandt os inde i træet, men da hullet begyndte at vise sig igen, var vi havnet et helt andet sted. Vi gik rundt, og så kom vi lige pludselig ud af den skov, der ligger lige herovre. Siden har jeg besøgt træet jævnligt for at se, om passagen åbner sig igen, men det er aldrig sket." Matti så åndeløst på fru Poleiro. Han havde på fornemmelsen, hvilket træ der var tale om.

Matti lå på ryggen i sin seng og kiggede op i loftet. Han var splittet. Hans hoved var fyldt med tanker. Han havde lyst til at tage ud til træet og undersøge det. Måske han kunne benytte vejen til den anden side. Han blev oprørt ved tanken om måske at kunne se sin fars hjemland for første gang. Matti forestillede sig den anden verden som en slags Narnia. Måske det fungerede efter samme princip, døren åbnede sig måske kun, når man ikke søgte den. Han rodede under sin madras, fandt de slidte bøger frem. Theo ville ikke bryde sig om, at Matti læste den slags. Matti havde en idé om, at det var derfor, fru Poleiro havde foræret ham dem. Han bladrede gennem Løven, Heksen og Garderobeskabet, til beskrivelsen af det store skab. Matti bed sig i læben af ærgrelse. Nu vidste han, at døren var der, så ville den sikkert ikke åbne sig for ham.
   Han tænkte på dengang han så træet. Det væsen, der var kommet ud af træets stamme - havde det været et væsen fra den anden side? I så fald vidste Matti ikke, om han ønskede at krydse broen til den anden side. Og dog. Theo havde jo fortalt ham, at den slags væsener kunne skræmmes væk med ild, så hvis Matti huskede det denne gang, ville det kunne lykkes. Theo ville vel ikke blive vred, hvis han besøgte træet igen? Matti var ikke sikker. Theo havde dog været væk i 2 uger efterhånden, så Matti regnede ikke med, at der var nogen stor risiko for at Theo dukkede op. Han besluttede sig for at gå ud til træet dagen efter.
   Regnen silede ned. Matti så ud på det trøstesløse vejr, da han stod op. Regn generede ikke Matti. Theo havde lært ham at få regnen til at prelle af, som om man bar en usynlig paraply over hovedet. Matti skyndte sig at få sit tøj på, og løb ned i køkkenet. Han spiste hurtigt sin morgenmad, og gik mod skoven, der tegnede sig foran ham som en stor, mørkegrøn væg. Matti var nået hen til skovbrynet, da han stoppede op. En rislen løb ham ned ad ryggen ved synet af nogle fodspor i det bløde mudder. En del af Mattis undervisning havde dækket at følge et spor, og Matti havde nøje indprentet sig alle beboerne på herregårdens fodspor. De første spor tilhørte Theo. Hans støvler var lette at genkende. Størrelse 42, med et rillet mønster samt små runde prikker fra de store sølvsøm. Et andet fodspor var trådt halvvejs hen over Theos. Det var kæmpe, mere end størrelse 50, og var sunket dybt ned i mudderet. Det sidste fodspor var meget småt, mindre end Mattis og havde en høj hæl. Matti undrede sig. Han kunne ikke komme i tanker om nogen på gården, der ville begive sig ind i den tætte skov iført høje hæle. Matti hankede op i sig selv, og bevægede sig ind i skoven. Han fulgte sporene et stykke, drejede så væk fra dem, og begav sig mod det sted, han mente at træet befandt sig. Han havde ikke gået længe, da han pludselig så et lysglimt. Hans første tanke var, at et lyn var slået ned. Han drejede sig mod lyset, og blev ramt af lydbølgen. Braget pressede ham baglæns, og han fik øje på en meterhøj stikflamme, der rejste sig over trætoppene et stykke derfra. Matti stoppede op og gloede. Så begyndte han at løbe mod ilden. Han havde en fornemmelse af, hvor ilden kom fra. Som Matti nærmede sig, bemærkede han, hvordan træerne var bøjede væk i en cirkel. Han løb tættere på flammen, og nu var der flere træer, der var væltede og lå hen over hinanden i et rodet mønster. Endelig nåede han stedet, hvor flammen var kommet fra. Træerne var blevet brændt og sprængt i stykker i en ring omkring det gamle træ. Det gamle træ brændte kraftigt. Matti syntes at høre en hvinen, der kom fra træet. Så blev han løftet op fra jorden. Matti så på sine fødder, mens han pludselig blev løftet op i 2 meters højde af kraftige hænder.
   "Hvad gør du her, knægt?" lød en dyb rumlen bag ham.
   "Intet, jeg gik bare i skoven og hørte et brag og..." begyndte Matti, der mærkede hjertet dunke i sit bryst.
   "Udspionerede du os, hva?" stemmen talte spansk med en kraftig accent. Matti tænkte på ild. Han lod sit sind opfylde af ordet. Kæmpen, der holdt Matti gav slip med et råb af overraskelse. Matti dumpede ned på jorden og fik luften slået ud af sig. "Hvad i alverden..." hørte Matti kæmpen mumle. Han så op og fik øje på en stor samling sten klædt i mennesketøj. Den lagde hovedet tilbage og udstødte en lang hylen, der rystede jorden.
   Matti så en stor ravn lande ved sin side. Ravnen plirrede et par gange med sine knapøjne, og forvandlede sig så til en høj, lys mand. Matti genkendte sin gudfar på trods af forklædningen. Matti var blevet så vant til at se ham i forskellige skikkelser, at han var begyndt at lægge mærke til de små kendetegn, der ikke kan skjules bag en anden form. Theos kropssprog, mimik og toneleje. Lige nu var Mattis gudfar vred. "Hvor er Marina?" vrissede han. "Det var meningen, at hun skulle holde vagt!" Han trampede vredt ind mellem træerne uden at kaste et eneste blik på Matti. En kvinde dukkede op ved siden af Matti, der havde rejst sig op. Hun dukkede frem af luften, som når man vender et stykke papir. Matti så overrasket på hende. Hun var lavstammet og plump, men smuk. Hendes hud var mørk med et strejf af grøn. Hendes øjne havde ingen pupiller eller iris. Eller måske havde de kun pupiller. I hvert fald var de to sorte sprækker i hendes ansigt.
   "Hvem er det?" spurgte kvinden, og så på Matti. I det mindste mente Matti, at hun så på ham. Theo kom ud fra træerne. "En eller anden dreng fra en af gårdene," svarede Theo, og trak på skuldrene. Stenkæmpen så tænksomt på Theo.
   "Han brændte mig," sagde kæmpen så.
   "Nej," svarede Theo. "Jeg brændte dig. Du var ved at klemme livet ud af drengen." Kæmpen så ikke helt overbevist ud. Theo tog fat i kraven på Matti.
   "Jeg følger drengen på vej," sagde han bestemt, og trak Matti med sig gennem krattet.
   Matti var ved at revne af nysgerrighed, men han mærkede på Theo, at tiden ikke var til at stille spørgsmål. Theo stoppede op ved en sti.
   "Nu kan du vel godt selv finde resten af vejen hjem," vrissede han, og skubbede Matti hårdt fra sig. "Jeg bryder mig ikke om at blive forfulgt," hvæsede Theo, drejede rundt på hælen, og forsvandt mellem træerne. Slukøret begav Matti sig hjemad. Hele dagen lød der brag fra skoven. Lysglimt viste sig på himlen. Hen mod aften holdt det op. Matti så ud gennem vinduet i gavlen, og fik øje på 3 skikkelser, der kom ud af skoven. Den største af dem rullede sig sammen, og forsvandt ned i jorden. De 2 andre, Theo og Marina, gik mod herregården, mens de diskuterede indædt. Den lavstammede kvinde rablede ord af sig og gestikulerede, mens Theo holdt blikket fra hende, og sommetider snappede af hende over skulderen. Matti flyttede sig fra vinduet, da Theo og Marina kom tæt nok på til at kunne få øje på ham. Kort efter gik døren op til værelset. Theo og Marina kom ind.
   "Sæt dig," sagde Theo hårdt, og Matti satte sig på en seng. Marina lukkede forsigtigt døren bag dem. Theo gik hen til vinduet og så ud. Marina gik hen til Matti. Hun smilede venligt til ham, og satte sig på knæ foran ham. Matti ville trække sig væk, men Marina lagde sin grønbrune hånd på hans, og han følte det, som om han var frosset fast. Kvindens hånd var hård og ru som en træstamme og sval som en skovsø.
   "Hvad ser du?" spurgte Theo. Marinas mund var let åben, og hendes hoved var lagt tilbage. Hendes øjne så direkte ind i Mattis. Marina mumlede på et sprog, Matti ikke forstod. Theo vendte sig mod kvinden, det lod til at han heller ikke forstod hende. "Åh jo, han har det," svarede Marina. Hendes stemme var blevet fjern.
   "Ved de det?" spurgte Theo åndeløst. Marina lukkede øjnene. Så nikkede hun langsomt. Theo rynkede panden. Marina rokkede frem og tilbage.
   "Han er... Han er virkelig den 3.," hviskede hun. Hun udstødte et klynk, og trak sin hånd til sig. Hun sad lidt på gulvet. Så så hun op på Theo med et euforisk ansigtsudtryk.
   "Jeg troede ikke, der var flere tilbage! Det er den største nyhed i årevis!" udbrød hun. "Vi må fortælle det til..." Hun tav. Theo var trådt hen til hende og havde taget et hårdt tag i hendes hår med højre hånd. Han pressede hurtigt sin venstre mod hendes ansigt, og Marina faldt sammen som en sæk mel på gulvet. Matti udstødte et gisp af forskrækkelse.
   "Hun lever stadig," sagde Theo. Der var intet beroligende i hans stemme. Han lød snarere usikker, som om han overvejede om hun burde være i live. Så trak han Matti op at stå. "Saml dit tøj sammen," sagde han. "Vi tager af sted nu." Matti tog sin taske fra gulvet. Med en bevægelse fik han sit tøj til at flyve derned. De fulgtes ned til bilen. Theo krøllede presenningen sammen og puttede den ned i bagagerummet. Så satte de sig ind i bilen. Theo trykkede speederen i bund, da de nåede ud på vejen.
   "Hvorfor?" spurgte Matti, da de var nået et godt stykke væk fra herregården.
   "Jeg har sager at se til," svarede Theo, og så i bakspejlet. Matti bemærkede biler, der kom frem ad vejen forude. Der var 3 biler, og de kørte med en rasende fart. Theo bandede på et fremmed sprog, trak i rattet, og fræsede over vinmarkerne.
   "Hold fast," sagde han til Matti, mens vindruer smattede ud på vinduerne. "Allerede?" mumlede Theo for sig selv, mens han kørte slalom mellem små bakker. Bilen fløj gennem et hegn, og landede på vejen på den anden side af plantagen. Theo stod på bremsen, og Matti fik luften slået ud af sig af sikkerhedsselen. Theo lukkede øjnene, og holdt så fast om rattet at gummiet begyndte at pibe. Da Theo igen gav slip i rattet, var bilen anderledes. Den var blevet til en lille, gul mazda. Theo startede den, og begyndte at køre. Det lod ikke til at de blev forfulgt, og efterhånden begyndte Theo at skæve mindre til bakspejlet.
   De var i havnen. Theo så frygtelig træt ud. Matti var vred. Theo havde købt en billet til færgen, og de kørte ombord. Bilen havde endnu en gang på Theos befaling ændret udseende, og var nu en mindre, blå toyota. Theo kørte toyotaen ind på bildækket, hvor han og Matti steg ud. Theo ledte vej til en kahyt i færgen, Matti fulgte mut efter sin værge.
   Kahytten var lille. Theo kastede et blik ud gennem koøjet, der var den eneste forbindelse til omverdenen. De glatte vægge foruroligede Matti. Det føltes som at være lukket inde i en kasse. Theo satte sig ned på den ene seng med hænderne i skødet. "Er du sulten?" der var intet spor af ømhed i Theos stemme, selvom det var et omsorgsfuldt spørgsmål. Matti rystede på hovedet. Der lød højlydt knurren fra hans mave. Theo så undersøgende på Matti. "Det lyder som om du er sulten," sagde Theo. Matti vendte sig væk fra ham. "Lad os gå ned i restauranten og se, om vi kan finde noget mad til dig."
   "Jeg vil ikke have mad fra restauranten!" udbrød Matti vredt og så ned i gulvet. Theo så spørgende på ham. "Udmærket. Sult ihjel," svarede Theo. Han kløede sig i øjnene, og lagde sig til rette på sengen. Han lagde sin tegnebog fra sig på sengebordet, og kort efter snorksov han. Matti kiggede ud gennem koøjet, betragtede vandet, der gled forbi. Så tog han Theos tegnebog, og forlod kahytten. Han købte en sodavand og en stor pose slik i færgekiosken. Han satte sig på dækket og spiste slik indtil han fik kvalme. Så gik han på toilettet, trak benene op under sig, og græd.