Miralil stod i køkkenet og skar løg. Theo og Matti havde fået æren af at smage hendes kokkerier et par gange. Sædvanligvis var det smagløse supper bestående af ubehjælpeligt skårne grøntsager og uidentificerbare klumper af kød. "Massakre" havde hun sigende navngivet retten. Det gode ved, at Miralil lavede mad, var at Theo og Matti havde tid sammen om aftenen. Denne aften var Mattis gudfar i godt humør, og Matti havde lokket ham til at fortælle historier.
   "Norai, Ainons ældste søn med gudinden Mila, havde forelsket sig i den smukke gudinde Kalina," begyndte Theo. Ude fra køkkenet hørtes Miralils taktfaste hakken. "Men Kalina var ikke interesseret i Norai. Norai var meget ulykkelig, han kunne hverken sove eller spise, og drak kun tynd øl. Til sidst gik han til sin lillebror, den snu Ari. Ari hørte på Norai, og lovede at hjælpe ham. Så gik han til Kalina, og bildte hende ind, at han havde brug for hendes hjælp til at kurtisere én af de andre gudinder. Han udspurgte hende om hvad hun fandt tiltrækkende, og fandt til sidst ud af, at hun fandt Ari og Norais lillebror, Aldarian vældig tiltrækkende. Specielt hans syn fandt hun interessant. På det tidspunkt havde Aldarian nogle øjne, der gjorde ham i stand til at se alt på én gang. Han så nutid, fortid og fremtid samtidig. Ari besøgte sin lillebror og spurgte om lov til at låne dennes syn. Aldarian indvilligede, men understregede at det kun var midlertidigt. Ari tog hans syn og gav det videre til Norai, der skyndte sig over for at imponere Kalina. Kalina blev meget imponeret over Norais nye evne, og i skyndingen kom Norai til at forære Aldarians syn til Kalina. Aldarian blev naturligvis vældig vred, og konfronterede sine storebrødre. Begge beklagede, men Norai nægtede at bede Kalina aflevere synet tilbage. Til gengæld lovede han Aldarian sine sko, der kunne transportere sin ejer vidt og bredt. Ari, der var klogere end sin storebror, lovede at bringe synet tilbage til Aldarian. Han sagde blot ikke hvordan," Theo tav, da Miralil kom ind i stuen. Hun satte sig ved siden af Matti.
   "Hvordan kan det være, at du fortæller om de guder?" spurgte hun næsvist. "De er jo ikke dine guder."
   "Hvad ved du om mine guder?" spurgte Theo uvenligt.
   "Altså, du er en slags elver, ikke? Så har du jo et helt andet sæt guder," fniste Miralil.
   "Sjovt hvordan du synes at vide så meget om mig. Endda mere, end jeg selv ved," snappede Theo. "Jeg ved også lidt om dig, halvblods."
   "Okay okay, slap af," svarede Miralil.
   "Nej," fortsatte Theo. "Du bør være taknemmelig over, at vi giver dig husly. Det er mere end man kan sige om de mænd, du spreder ben for." Miralil så chokeret på Theo, der var tårer i hendes øjne. Matti så på sine hænder, turde ikke at se på de andre. Miralil rejste sig fra bordet, og gik ind på sit værelse. Theo og Matti kunne høre hende hulke gennem den tynde dør. Matti rejste sig også, smækkede døren til sit værelse bag sig. Theo sukkede og lænede sig tilbage i sofaen.

"Han er et rigtigt røvhul," sagde Matti, og rev en bunke blade sammen.
   "Ja," svarede Miralil. "Hvorfor bor du overhovedet hos ham? Jeg ved godt, at han ikke er din far."
   Matti fortsatte med at rive blade sammen, mens han mærkede sine kinder blive røde. "Af samme grund som dig, vil jeg tro. Jeg har ingen andre," svarede Matti.
   "Vi kunne have hinanden," sagde Miralil med et smil.
   Det var begyndt at blive koldt, vinteren var lige rundt om hjørnet. Miralil var vokset meget, hun skulle snart føde. Det blev december, og en morgen vågnede Matti ved Miralils skrig. Han skyndte sig at få tøj på, og gik ind i stuen. Miralil stod og lænede sig op ad køkkenbordet. Hun gispede og krummede sig sammen, tydeligvis i store smerter. Marina stod ved siden af hende, aede hende omsorgsfuldt på ryggen. Theo var i færd med at hælde varmt vand i en balje. Han vred håndklæder i baljen, og gav dem til Marina. "Maro," sagde han, da han fik øje på Matti. "Jeg tror det er bedst, at du ikke opholder dig her lige nu." Matti nikkede, og tog sine sko på. Han slyngede jakken over skulderen, og skyndte sig ud af døren. Tre timer senere kom han tilbage. Med hjertet bankende i brystet fik han øje på sin gudfar, der stod udenfor døren. Theo talte i telefon, mens han betragtede bilerne passere det lille hus. Matti vidste med det samme, at der var noget galt. Theo fik øje på Matti, og skyndte sig at afslutte opkaldet. Matti gik forbi ham, ind i huset. Der var stille. I sofaen lå Miralil, bleg og med lukkede øjne. Marina sad ved hendes side, holdt en lille bylt tæt ind til sig. Matti gik derhen, hans fødder føltes tunge. Theo tog fat i Mattis skulder, prøvede at holde ham tilbage, men Matti rev sig fri. Han knælede ved sofaen. Bylten i Marinas arme rørte på sig, udstødte et lille klynk. Der var en svag sitren ved Miralils ene øje, hun var i live. "Hun lever!" udbrød Matti. "Vi må få hende på hospitalet med det samme!" Marina rystede svagt på hovedet.
   "Der er intet at gøre," svarede Theo.
   "Nu! Inden hun dør!" råbte Matti desperat. Theo rystede på hovedet.
   "Du forstår ikke, hvad der er i spil her, Maro," sagde han dystert. "Miralil dør, ligegyldig hvad vi gør." Matti tog Miralils hånd, knugede den desperat.
   "Vågn op," sagde han. "Vågn op!" Theo tog fat i Matti, trak ham væk fra Miralil. Matti begyndte at græde, prøvede at rive sig løs, men Theo var alt for stærk. Marina lagde forsigtigt barnet i sofaen, og lagde blidt sin arm på Theos. Theo slap Matti, og gik ud af stuen. Marina lagde armene om Matti, der hulkede utrøsteligt. "Der er ikke noget at gøre ved det nu," sagde Marina beroligende, og knugede drengen ind til sig. "Elvere er ikke som os andre. De kan dø af et knust hjerte."
   "Det ville jeg ønske, at jeg også kunne," hulkede Matti.