Matti satte sin slidte sportstaske på gulvet i det lille værelse. Værelset var indrettet med en lille kommode, en enpersonersseng og en reol. Det var underligt at være tilbage i landet. Matti havde ikke været så tæt på sin fødeby i 8 år. Et øjeblik bekymrede han sig. Havde det været klogt af ham at vende tilbage hertil? Så rystede han tanken af sig. Han måtte finde svar, og hvis der var svar, ville han finde dem her. "Hvad synes du om det?" råbte fru Sørensen nede fra stuen. "Det er perfekt, fru Sørensen," svarede Matti og gik ind i det tilstødende værelse. Det var lidt større og malet i en sygeliggrøn farve. Det var her, Mattis fiktive far skulle bo. Matti kiggede i det store egetræsskab i håb om at finde en bulletum. Skabet var rengjort for nylig, og der var intet andet at se end Mattis spejlbillede i det rustne spejl på indersiden af lågen. Matti hørte fodtrin på trappen bag sig. Fru Sørensen kom tøffende op ad trappen. Den hvidhårede kvinde i slutningen af 60'erne kom ind i det store værelse. "Det værelse boede min datter på, da hun stadig boede hjemme," sagde fru Sørensen, og gik ind i det største værelse. "Nu har hun selv børn, og sommetider kommer de på besøg. Det er dog ikke så ofte," pludrede den gamle dame. "Men nu kommer der da lidt liv i huset." Matti smilede til hende. "Det bliver nok mest mig, der er her. Min far arbejder meget udenlands," sagde Matti. "Ja, men sådan en sød ung mand bliver da også dejlig at have i huset," kurrede fru Sørensen. "Det er et charmerende hus," sagde Matti konverserende, og børstede lidt støv væk fra vindueskarmen. Han så ud af vinduet. Han kunne se den lille, kvadratiske græsplæne, der udgjorde forhaven. Fra det mindre værelse havde han udsyn til en tilsvarende grøn kvadrat som baghave. Matti betragtede genboen, der var i gang med at slå græs i sin have. Hele kvarteret var søvnigt og jævnt. Perfekt, tænkte Matti.

Skolelærerinden var en fed kvinde med runde briller og sit kornblonde hår sat op i en hestehale. "Som I nok kan se, har vi fået en ny elev i klassen. Vil du komme herop og fortælle lidt om dig selv?" Matti rejste sig fra sin plads i hjørnet, og gik op mod katederet. De andre elever i 9. klasse på Hedegårdsskolen kiggede nysgerrigt på ham. Matti stillede sig foran katederet. "Jeg hedder Adam. Jeg er netop flyttet her til byen med min far. Før boede vi i Canada," sagde Matti. En af pigerne på første række smilede til ham, han kiggede væk.
   Det var frikvarter. Matti gik rundt i skolegården. Hedegårdsskolen var en lille skole, der gik kun omkring 150 elever i alt. Skolegården var belagt med revnet asfalt. Rundt omkring kunne Matti se huller, hvor mælkebøtter var gået gennem den ellers solide asfalt. Midten af skolegården var reserveret til et gammelt gyngestativ, en nedslidt klatrevæg og et besynderligt rør, der fik børnenes hår til at stritte af statisk elektricitet, når de kravlede gennem. Ved siden af det asfalterede område var den obligatoriske fodboldbane. Matti havde set mange forskellige skoler efterhånden, men denne var den med færrest faciliteter. Det generede ham ikke. Han var ikke i skolen for at blive underholdt. Han bevægede sig væk fra asfalten, og gik om bag skolen. Her var et hærget cykelskur, en parkeringsplads og nogle træer. Bag parkeringspladsen, på den anden side af vejen, begyndte en lille skov. Han fik øje på nogen af drengene fra klassen, der stod og røg cigaretter, mens de spejdede omkring sig. Om de ville undgå at blive set, eller ville sikre sig at de blev set, kunne Matti ikke helt bestemme. Han stod lidt og så ud over parkeringspladsen. Udover drengene ved cykelskuret, var der nogle sjippende piger fra de mindre klasser. Nogle yngre drenge legede fange, andre klatrede i de små, skæve træer på pladsen. Matti fik øje på en dreng, der sad ved vejen. Han var gået over hegnet, der skilte skolens område fra vejen, og sad nu i grøften ved den stille vej. Matti genkendte ham som én af drengene fra klassen. Han bar en besynderlig hat. Den var sort, slidt og bestemt ikke smart. Faktisk var Matti rimelig sikker på, at han havde set ældre damer gå med hatte i den stil. Matti nærmede sig langsomt drengen. Han opdagede, at drengene ved cykelskuret også havde set drengen, de grinede dumt og pegede mod skikkelsen ved vejen. Matti satte farten ned, og lod sig overhale, mens han gik gennem en gruppe 5. klassepiger. Han stillede sig ved hegnet i skygge af et træ, der voksede ved grøften. Her kunne han høre og se drengene fra klassen, men de kunne ikke se ham. "Hey, weirdo," råbte en af drengene fra gruppen kækt. Drengen i grøften svarede ikke, og vendte sig ikke, men Matti kunne se, at han bøjede nakken let og trak skuldrene længere op i en forsvarsposition. Drengen var tydeligvis klar over, at der ikke ventede ham noget godt.
   "Vi taler til dig!" grinede en af de andre drenge. De var nu henne ved hegnet. Den første kravlede over hegnet. Han sparkede til jorden, og en jordklump ramte den siddende dreng. Drengen rejste sig op. Han var en spinkel dreng med et markeret ansigt. "Lad være med at smide jord på mig," sagde den spinkle dreng. "Jeg smider ikke jord. Jeg sparker bare til græsset," sagde den anden dreng, og sparkede endnu en gang. "Undskyld vi forstyrrer. Du har vel travlt med at snakke med dine usynlige venner," vrængede en af de andre drenge. Den spinkle dreng så tomt på dem. De andre drenge puffede et par gange til ham, begyndte at kede sig, og luntede derefter væk. Matti gik hen til drengen. "Er du okay?" spurgte Matti. Den spinkle dreng med hatten så på ham. "Pis af," svarede han. Hans øjne var vrede. Matti så overrasket på ham. "Pis af, sagde jeg." Så vendte han sig om, hoppede over hegnet, og sjokkede tilbage mod skolen. Matti stod og gloede dumt efter drengen.
   Han gik hjemad med sin skoletaske på ryggen, da han så den spinkle dreng med hatten, der sad på knæ i vejkanten, mens han ledte efter noget. Matti gik hen til ham. "Hej," sagde Matti. "Hvad gik det ud på?" Drengen fandt en lille blomst i vejkanten.
   "Hvilket?" svarede drengen fraværende, plukkede blomsten, og puttede den op under sin hat.
   "Du bad mig pisse af," svarede Matti. Drengen vendte sig, og så på Matti. Han havde vandblå øjne. "Du kom til mig med nedladende medlidenhed," svarede drengen. "Det er slut nu, kan jeg se." Han smilede til Matti. "Jeg hedder Nemo," sagde han, og rakte hånden frem. Matti kunne ikke huske drengens navn fra navnerunden i klassen, men det havde ikke været Nemo. "Jeg hedder Adam," sagde Matti. Nemo trak hånden til sig, og slog Matti hårdt i brystet med knyttet næve.
   "Du skal ikke lyve for mig," hvæsede Nemo. "Dit rigtige navn."
   "Jeg... Jeg kender ikke mit rigtige navn," svarede Matti sandfærdigt. Nemo trak på skuldrene, og begyndte at gå. Matti fulgte efter ham. "Min mor kaldte mig én ting, min øvrige familie kaldte mig noget andet, og jeg har haft forskellige navne alle de steder jeg har været," fortsatte Matti. Nemo svarede ikke. Han gik og mumlede for sig selv. "Bor du her i byen?" spurgte Matti konverserende.
   "Ja," svarede Nemo, men uddybede ikke. De gik lidt i stilhed. Matti lyttede til lyden af Nemos fodtrin. "Han siger, at dit navn er Maro," sagde Nemo så. Matti stoppede. Nemo gik lidt videre inden han opdagede, at Matti var stoppet. "Hvem?" spurgte Matti. Den eneste, der nogensinde havde kaldt Matti for Maro var Theo. "Manden, der bor i min hat," svarede Nemo med en selvfølgelighed, der virkede malplaceret.