Theo sad bøjet over en bog i det mørke kammer. Bogen var tyk, støvet og ryggen var revnet flere steder. Den bar titlen "En oversigt over retsvæsenets virke 1840-1845." Theo vendte en side, og hans øjne gled hurtigt over ordene.
   Kammeret indeholdt en ukomfortabel stol, et vakkelvornt bord, en lille, blå køletaske, samt hundredvis af bøger, der var stablet op langs væggene. Nogle af bøgernes titler var danske, nogle engelske, latin, nogle var skrevet med runer, og andre var skrevet på et uforståeligt sprog, der mest af alt lignede et barns kruseduller på en væg. Theo rynkede panden, trak en lille bog frem fra sin inderlomme, og nedfældede et par sætninger på én af siderne. Han stak bogen tilbage i inderlommen, og gik hen til køletasken. Han tog låget af, og fremdrog en lille, blodig pakke. Han fjernede det brune papir, og afdækkede et stykke kød. Han proppede kødet i munden, og tyggede. Han fandt en kuglepen frem fra sin lomme, og begyndte at skrive instruktioner på sin højre hånd. Da han var færdig, mumlede han nogle ord, strøg venstre hånd over den højre, og straks var skriften væk. Han stillede sig midt på gulvet. Lyset flimrede et øjeblik, og da det holdt op med sin flimren, var Theo ikke længere alene i rummet. En mand var dukket op i det mørkeste hjørne af kammeret. Manden tog et skridt fremad, ind i lyset. Han var højere end Theo. Hans arme var dækkede af besynderlige symboler og skrift. Den venstre hånd bar for øjeblikket Theos skrift. Han var ikke en køn mand. Hans ansigt var langt og spidst, hans næse var kroget, og hans øjne var indsunkne. Hans hænder var for lange og hans fingre for tynde. Neglene var lange, krogede og beskidte. Der var generelt noget forvredet og ildevarslende ved manden. Det pæneste ved ham var hans skulderlange, ravnesorte hår. "Herren kaldte?" sagde manden slesk.
   "Jeg har noget, du skal undersøge. Find ud af alt du kan omkring familien van Hauen. I særdeleshed hvor de stammer fra," sagde Theo. "Der bor et par stykker i Amsterdam. Du kan begynde der." Manden rørte sig ikke ud af flækken. "Var der mere, Aeskir?" spurgte Theo uvenligt. Aeskir trak et magasin ud af den blå luft. "Der er en artikel heri, jeg tror, herren vil finde interessant," sagde Aeskir. Der var et hovent udtryk i hans spidse ansigt. Theo snappede magasinet fra Aeskir. Det var et italiensk sladderblad af den slags, der lå hos frisører. Theo så tvivlende på det. "Hvad får dig til at tro, at jeg ville interessere mig for denne sladdersprøjte?" vrissede Theo.
   "Jeg er sikker på, at De vil finde artiklen på side 32 særdeles interessant," svarede Aeskir, bukkede for Theo, og forsvandt i skyggerne. Theo satte sig ned ved bordet, og slog op på side 32. Det var en artikel omkring 10 kuriøse menneskelige mutationer. Den var forklædt som en videnskabelig og respektfuld artikel, men gik i virkeligheden snarere ud på at udstille uheldige menneskers misdannelser, selvfølgelig ledsaget af kulørte billeder. Nr. 7 fangede Theos blik. Artiklen handlede om en pige, der var blevet adopteret af et midaldrende ægtepar i Italien. Ægteparret havde fået et chok ved den første undersøgelse af deres nybagte datter. Da lægen havde taget en blodprøve, havde blodet vist sig at være grønt. Alle mulige undersøgelser var blevet foretaget, men viste ingen sygdomme eller afvigelser i pigens blod. Hun var helt almindelig, bortset fra at hendes blod var helt grønt. Artiklen havde et billede af den lille pige, hvor hun var omkring 3 år gammel. Theo så på forsiden af magasinet. Han regnede sig hurtigt frem til, at pigen måtte være 17 år nu. Theo rev siden ud, proppede den i sin lomme, tog køletasken i hånden, og forlod kammeret. Han strøg hånden over døren udefra, mens han mumlede et par ord. Dette ville sørge for, at ingen gik ind i hans kammer, mens han var væk. Han forlod huset, hvor han havde lejet kammeret, og tog en taxa til lufthavnen.