Daniel gik gennem skoven med Sofia hængende ved sin arm. Hun ville helst holde i hånd, han væmmedes ved at skulle røre hende, så armen var et kompromis. Den unge pige havde et af sine sjældne smil på, intetanende om faren hun svævede i. Foran dem kom spejderhytten til syne, og Daniel førte pigen indenfor.
   Sofia kiggede rundt på det mugne møblement med et skeptisk udtryk.
   "Jeg troede vi skulle hjem til dig," sagde hun.
   Daniel svarede hende ikke, trak hende bare ind til sig og kyssede hende. Han tvang sin tunge ind i hendes mund, og sin hånd ned i hendes bukser.
   "Tag dit tøj af," befalede han.
   Sofia adlød ham tøvende, og Daniel tog sin telefon frem. Mens Sofia så spørgende på ham, tog han en række billeder af hendes nøgne krop.

Mobilen lyste op i mørket, og Vale rakte ud efter den. Den havde modtaget en MMS fra Daniel, og Vale åbnede beskeden. Halvt i søvne rejste han sig fra sengen, og tog sit tøj på.
   Skoven var dunkel, da Vale gik mod spejderhytten. Han sørgede for at gå så stille som muligt, men frygtede at hans hvæsende vejrtrækning kunne høres på lang afstand.
   Daniel og Sofia stod foran hytten. Sofia lænede sig ind for at kysse Daniel, der trak sig væk. Vale stod i skoven, indhyllet i mørket, da Sofia begyndte at gå. Daniel så kort efter hende, inden han bevægede sig mod skovbrynet, hjemad. Sofia gik længere ind i skoven, ville sikkert tage en genvej mod sit eget hjem. Vale stod stille lidt, nød duften af Sofias parfume, der hang i luften, inden han gik efter hende.
   Sofia var ikke stedvant i skoven, og hun var faret vild. I stedet for at holde til venstre, mod byen, var hun trukket for langt mod højre, og var nu kommet dybt ind i skoven. Vale fulgte hende stadig, ude af synsvidde. Pigen stoppede, hun syntes at have hørt Vale, og så sig omkring. Vale gik videre, og nærmede sig Sofia.
   "Hvem der?" spurgte hun.
   Vale tog sin telefon frem, og lyste med den.
   "Det er mig, Vale. Jeg leder efter et af vores får. Har du set det?"
   Sofia rystede på hovedet. Vale nikkede kort til hende, og gjorde mine til at gå videre.
   "Vent. Jeg er faret vild, og jeg glemte min telefon derhjemme. Kan du ikke hjælpe?"
   Vale svarede, at det kunne han sagtens, og Sofia fulgte ham taknemmeligt. De brugte hans telefon til at lyse foran sig, selvom Vale egentlig ikke havde brug for den. Hans øjne var så skarpe, at han intet problem havde med at se i mørke.
   Sofia gik ved siden af ham, og duften af hende var så stærk, at Vale knap kunne tænke på andet. Nøgenbilledet han havde modtaget tidligere på aftenen rumsterede stadig i hans hoved. Han stoppede, og dyret vred sig og knurrede i hans mave, det var ophidset og rasende. Sofia havde ikke bare foretrukket Daniel frem for Vale, den dumme tøs havde også ladet ham tage nøgenbilleder af sig. Hvis hun skulle være så nem, hvorfor kunne hun så ikke være det over for ham?
   "Der er nogle virkelig flotte blomster herovre. Kom og se," mumlede Vale. Det prikkede under hans hud, og hans stemme syntes fjern. Sofia vendte sig, og kiggede ind i buskadset.
   "Jeg kan ikke se nogen blomster."
   "De er der. Længere inde."
   Følelsesløsheden bredte sig fra Vales hånd, op ad armen, og sank ind i hans nakke. Det var en kildrende fornemmelse, som hans krop skiftede ejerskab. Vale var til stede, men han handlede i en døs, og oplevede det hele i brudstykker.
   Sofia, som han væltede hende om på skovbunden, og hvordan hun kæmpede for at slippe fri.
   Blod i hans mund, ledsaget af den unge piges skrig. Nydelsen i hans krop, da han trængte op i den kæmpende pige, og til sidst, lyden af hendes hulken, da han efterlod hende i skovbunden.

Vale vågnede med et sæt. Hele natten havde han haft forvirrede drømme. Drømme om at løbe i skoven, om jagt, om sener, der knasede under hans skarpe tænder. Smagen af blod i hans svælg gav ham kvalme, og han løb hovedkulds ud på toilettet for at kaste op, men intet kom ud. Noget kradsede i hans hals, og forsigtigt stak han fingrene ind i mundhulen. Tænderne skrabede mod hans håndryg, da han fik fat i et hår bagest i svælget. Han trak langsomt det røde hårstrå ud af munden.
   Vale gik tilbage til soveværelset, og lagde sig i sin seng. Under sin hud kunne han mærke den stikkende fornemmelse, der var blevet så velkendt. Håret groede derinde, lige under overfladen. Tog han en kniv og pentrerede den tynde membran, ville det vælde ud, som græs gennem gammel asfalt.
   Der lød et højt dump mod ruden, efterfulgt af endnu et. Vale reagerede ikke, han var optaget af skyggerne i hjørnerne af værelset. Slyngplanter voksede frem, groede over loftet og bredte bladene ud. Vinduet blev revet op af et kraftigt vindstød, og gardinerne flagrede. Duftene var overvældende, mos, muggent træ og fugt dominerede. Vales arm krampede, og snart blev hele hans krop ramt af anfaldet. Dyret vred sig i hans tarme. Skoven bredte sig, den opslugte rummet. Væggene blev til træstammer, og fuglene kvidrede i det, der engang havde været loftet.
   Vale kæmpede mod kramperne. Han prøvede at undertrykke dem, at genvinde kontrollen over sin krop. Flagermus strømmede ind gennem vinduet, og hvirvlede rundt i en afsindig dans over hans hoved. Langsomt stilnede anfaldet af, og Vale lå stille. Daniel stod i døren, og Vale så overrasket på ham.
   "Føj," udbrød Daniel, og så på en flagermus, der hvirvlede rundt om lampen i loftet. "Man kan blive virkelig syg af dem."
   Han løftede en bog, fik viftet dyret ud af vinduet, og lukkede efter det. Skoven veg tilbage for Daniels bevægelser, mos forsvandt sekunder inden hans lædersko rørte det, og han syntes ikke at lægge mærke til det. Vale blinkede kraftigt, mens blade foldede sig sammen og forsvandt ind i pudset.
   "Lektier," sagde Daniel, og smed bogen på Vales skrivebord.
   Han samlede en anden bog op, og smilede hånligt.
   "Varulve? Er du stadig bidt af dem?"
   Han lo over sit ordspil, og Vale havde lyst til at slå ham. Vreden rasede i hans krop, dyret i maven hvirvlede rundt.
   "Det er latterligt. Varulve? Virkelig? "Åh nej, et behåret dyr kommer og æder mig." Naturen er ikke skræmmende længere. Mennesket er skræmmende, ulven er tæmmet."
   Daniels øjne var kolde, hans ansigt var udtryksløst som en maske. Han satte sig på sengen ved siden af Vale, og lænede sig ind over sin ven.
   "Sofia kom hjem til mig i nat, blodig og forreven. Hun hævder, at du overfaldt hende, at du voldtog hende."
   Vale ville sige noget, men hans hals var for tør til at han kunne fremstamme et eneste ord.
   "Jeg overtalte hende til ikke at sige noget indtil videre, men jeg tror I burde tale sammen. Hun venter ved hytten."

Vale hastede efter Daniel på vej mod hytten. Flere gange snublede han over sine egne ben, og måtte løbe for at indhente sin ven. Daniel virkede ikke oprørt, faktisk viste han intet tegn på at være berørt af hændelserne. Vale håbede at Daniel ikke troede på Sofia, at det var derfor han ikke var vred.
   Den rådnende hytte kom til syne mellem træerne. Vale løb i forvejen til hytten for at spejde efter Sofia. Han åbnede døren, og så ind. Den plettede madras, den hullede sækkestol og spindelvævene i hjørnerne var, hvor de altid havde været. Stearinen fra lysene var størknet, ingen havde været herinde i noget tid.
   Daniel vinkede Vale med sig, og gik om bag hytten. Der var intet at se, kun skoven, der fortsatte til Daniels hus. Så lagde Vale mærke til noget. Brønddækslet, der dækkede den dybe betonbrønd, var skubbet til side, så det sorte hul var synligt. Vale gik hen til brønden, og kiggede ned. Han kunne ikke se bunden, kun mørke.
   Daniel samlede en stor sten op fra jorden, vejede den kort i hånden, og hamrede den ind i Vales kraniekant. Vale mistede fodfæstet, og brøndens dyb åbnede sig foran ham, som han tumlede nedad. De ru kanter rev hans hud til blods, og mødet med det kolde vand slog luften ud af ham. Han fægtede med armene, fik det skidne vand i munden, og hostede så han knap kunne få vejret. Brønden var seks meter dyb, og vandet stod højt nok til at Vale hverken kunne komme op, eller nå bunden med sine fødder. Daniel knælede ved åbningen, og et bredt smil viste sig på hans ansigt.
   Vale plaskede rundt, kradsede mod betonen med sine negle, og forsøgte at finde noget at klynge sig til. Noget i det plumrede vand strejfede hans skinneben, og han udstødte et skrig.
   "Vidste du, at man kan sætte sit webcam til at registrere bevægelser og tage billeder? Det er smart, hvis man vil vide, hvem der stjæler penge fra ens sparegris, eller hvem der knepper ens mor og pisser på ens seng."
   "Daniel, jeg er virkelig ked af det. Undskyld!" råbte Vale. "Hjælp mig op!"
   Daniel satte sig ned, og lod sine fødder hænge ud over kanten, svævende halvanden meter over Vales hoved.
   "Og så kom Sofia til mig, og fortalte om hvad du gjorde ved hende. Jeg havde ikke forventet, at du kunne gøre den slags. Jeg troede ærlig talt ikke, at du havde den form for brutalitet i dig."
   Vales øjne havde vænnet sig til mørket, og noget strejfede hans albue. En tot af rødt hår brød vandoverfladen. Vale fulgte håret med hånden, og ramte noget koldt og glat. Menneskehud. Med endnu et skrig stødte han sig bagud, og forstyrrelsen i vandet fik den døde krop til at flyde til overfladen. Biddet i venstre skulder lyste sort mod den hvide hud.
   "Hun truede med at gå til politiet, så jeg stoppede hende. Du er jo som en bror for mig, for fanden."
   "Tak."
   "Du må bare tæmmes lidt. Jeg kan ikke stole på dig, hvis du ikke gør som jeg siger."
   "Det skal jeg nok gøre fra nu af," vrælede Vale med klaprende tænder. Han mærkede sine kræfter forsvinde faretruende hurtigt. Daniel så ud som om han overvejede det, så rejste han sig og gik.
   Kort efter kom Daniel tilbage, denne gang slæbte han madrassen fra hytten med sig. Han sænkede madrassen ned i brønden, og Vale klamrede sig til det jordslåede stof, mens Daniel trak ham op.
   Snart lå Vale på jorden, rystende af kulde og chok.
   "Læg brønddækslet på plads," kommanderede Daniel.
   Vale trak sig op på alle fire, og med rystende hænder begyndte han at skubbe det tunge betondæksel. Det gled på plads med en skurrende lyd, og udmattet sank Vale sammen på den ru flade.
   Daniel bøjede sig ind over ham, og strakte hånden frem. Tøvende tog Vale imod den fremstrakte hånd, en blå gnist sprang fra Daniels fingerspidser, og Vale trak hurtigt hånden til sig igen.
   "Lad os gå hjem til dig," sagde Daniel muntert.

De to drenge nåede tilbage til Vales hjem. Ingen var hjemme, og Vale skyndte sig at trække sine gummisko af, mens Daniel satte sig i sofaen og tog sin telefon frem. Vale kom i tanker om sin egen telefon, og tog den frem af lommen. Den var selvfølgelig fuldstændig død.
   På sit værelse hentede Vale en stak tørt tøj, og skiftede til det på toilettet. Han lod vandet løbe i vasken, mens han klædte sig på. Vale havde skruet for højt op for vandet, det flød over, og løb ud på gulvet. Synet af det gjorde Vale dårlig, og opkastfornemmelserne kom tilbage, som han bakkede væk.
   Pludselig fik Vale øje på sit spejlbillede i vandet. En forskræmt dreng stirrede tilbage på ham, og han mærkede dyret i sin mave røre forsigtigt på sig.
   "Hvor har du været?" mumlede Vale.
   Spejlbilledet ændrede sig. Øjnene glimtede gult, og pels groede frem på hans hud. Vale var atter i godt selskab.
   Da han kom ud i stuen igen, sad Rebekka i sofaen ved siden af Daniel. Daniel strøg hånden gennem den fjortenårige piges hår. Rebekka så genert ned i gulvet, og Daniel rejste sig fra sofaen.
   "Vi ses snart igen, Rebekka," sagde Daniel, og vendte sig mod Vale. "Følger du mig ud?"
   Daniel lukkede døren bag dem.
   "Det ser ud til at vi snart er kvit," grinede han.

Rebekka sov på sit værelse. Vale tumlede rundt i huset, han havde næsten ingen kontrol tilbage over sin krop. Lammelserne blev hyppigere, hans hukommelse blev dårligere og lange perioder af tid forsvandt.
   Der var to valgmuligheder. Enten lod han Daniel få sin vilje, underkastede sig hans dominans, og lod ham tage Rebekka, eller også måtte han stoppe sin ven. Der var noget galt med Daniel, noget i hans kolde øjne, der ikke var menneskeligt.
   Døren til Rebekkas værelse stod på klem, lyset var slukket derinde, selvom det stadig var tidligt på natten. På bordet ved sengen kunne Vale se Rebekkas telefon. Han sneg sig derind, tog telefonen op, og åbnede indbakken. Daniels navn var ud for de seneste modtagne beskeder, og ulven vred sig i Vales mave. Hurtigt sammensatte han en besked, og sendte den til Daniel.

Vale mærkede skovbunden under sine bare fødder. Græsset kildede de lange børster, der var groet frem på tæerne. Forvandlingen var næsten komplet. Bag ham slæbte han en stor økse, han havde hentet i redskabsskuret. Den klirrede mod småsten i mosunderlaget. Over ham lyste fuldmånen, og kastede et blegt skær over skoven. Han ønskede at den måtte gå væk, så byttet ikke ville se ham komme. Ulven i ham rasede, bed mod sit kødfængsel og ville rive ham i småstykker. Mennesket var kalkulerende. De var den perfekte blanding, en dødelig kombination.
   Hytten kom til syne mellem træerne. Enlig og næsten opslugt af skoven stod den der, skæv og rådnende. Ingen befandt sig i den, lyset var slukket, og Vale stillede sig i skjul bag et træ. Det sitrede i hans arm, og han satte øksen fra sig. Kramperne blev værre, og han krummede sig sammen, mens hans arm bevægede sig af sig selv. Det bekræftede nødvendigheden af hans ærinde. Snart ville han ikke kunne styre sig længere, snart ville ulven have overtaget ham helt.
   Der lød skridt i skovbunden, og Daniel gled frem mellem træerne. Hans ansigt var glat, øjnene var døde. Hvorfor havde Vale ikke set det før? Nu var det så tydeligt, at Daniel ikke var et menneske.
   Maskinen gik på sine stive ben mod hytten, og Vale tog øksen op. Hans hånd virkede igen, ulven og manden samarbejdede. Daniel nåede hytten, og kiggede ind. Tøvende gik han indenfor, mens Vale forlod sit skjulested. Lyset blev tændt i hytten netop da Vale nåede døråbningen. Daniel stod bøjet over lysestagerne, og vendte sig om, da han fornemmede sin vens bevægelse. Vale trådte over dørlisten, hans kløer skrabede mod det mugne trægulv. Maskinens ansigt gengav overraskelse med karikeret perfektion.
   Øksen ramte Daniel tværs over næsen, kløvede huden, og gav et højt klonk da metal mødte metal. Maskinen faldt ind over bordet, der brasede sammen under den pludselige vægt. Vale hævede atter øksen, og hamrede den mod Daniels bryst. Ribbenene knækkede, og væske sprøjtede ud over væggene og Vales tøj. Varme stænk ramte hans ansigt, det var ikke blod, men olie. Den sorte væske boblede ud af maskinens indre, mens Vale atter løftede øksen. Han hamrede øksen ned i Daniels skridt, og våbnet begravede sig dybt i kønsbenet. Vale måtte stemme imod med sin bare fodsål for at vriste øksen fri. Ulven brølede i ham, mens han igen og igen slog våbnet mod den hærgede masse på gulvet.
   Så begyndte kramperne atter. Øksen slap ud af hans greb, og landede med en dump lyd på gulvet. Olien nåede et brændende stearinlys, og antændte. Flammer bredte sig langsomt over gulvet, og kravlede over maskinen. En ækel stank af brændt plastik nåede Vales følsomme næse. Kramperne var voldsommere end nogensinde før, og Vale kunne ikke rejse sig. Hans ben var følelsesløse, kun hans venstre arm var i live. Han begravede sine kløer i trægulvet, og begyndte at trække sig over det. Splinter borede sig op i ham, tusindvis af træpæle penetrerede hans krop.
   Døren var nu kun en meter fra Vales fingerspidser, men ilden tog til i styrke. Det møre træ var intet match for urkraften, der åd det hurtigere end en sulten ulv æder sit bytte. Vale anstrengte sig, og tog endnu et armtag mod døren. Endelig stoppede kramperne i hans højre hånd, og snart borede hans fingre sig ned i den bløde skovbund. Han trak sig ud, kæmpede sig ind i skoven, hvor han udmattet blev liggende i det kølige mos.
   En afsindig latter steg op gennem hans strube, og boblede ud af hans mund. Han vidste ikke, hvorfor han lo, men kunne ikke lade være.
   I mørket blinkede et par gule øjne, og ulven kom nærmere. Vale bemærkede fråden om dens mund. Det havde han ikke lagt mærke til før. Dyret skælvede i Vales mave, ormede sig rundt i hans tarme, og kravlede mod halsen. Det føltes som om at han var ved at blive kvalt, og angsten flåede i ham. Han vred sig, prøvede at skrige, men kun en hylen kom ud. Væsnet baskede i hans hals, som en fisk fanget i et net. Den bevægede sig længere opad, og presset var ubærligt. Den nåede tungen, og skubbede sig vej op mod mundhulen. Vales kæber blev vredet af led, og hans kinder blev flået op. Et slimet væsen krøb ud af hans mund. Da først hovedet var ude, fulgte resten hurtigt efter, og snart lå den på skovbunden, udmattet efter fødslen, og snappende efter vejret.
   Den lignede en behåret ål. Ålen voksede, ben skød ud af dens torso, tænder sprang frem i dens brede gab, og snart stod den foran ham. Det var en ulv, og den rystede sig, så slimen fra Vales hals fløj til alle sider. Så satte den af, og løb ind i skoven.
   "Nej!" råbte Vale efter den. Han følte sig tom uden dyret. "Du kan ikke forlade mig nu!"

En hvidklædt mand stod i døren og førte en samtale med Vales grådopløste mor. Vales syn var forstyrret, og det tog noget tid inden han kunne genkende sin mor. Det han bemærkede først var bæltet, der strakte sig over hans liv. Hans hænder var fastgjort til bæltet, og da han forsøgte at bevæge fødderne, opdagede han at også de var spændt fast til sengen.
   Lægen kiggede undersøgende på den unge dreng, der var et medfølende udtryk i hans aldrende ansigt.
   "Hvad sker der?" spurgte Vale, der blev opmærksom på, hvor sløret hans stemme var.
   Hans mor udstødte et klynk, og gik hen mod sengen. Lægen stoppede hende.
   "Det er meget smitsomt," sagde han.
   "Jeg er ligeglad!"
   Vale snappede ud efter sin mor, spændte benene mod sengen, og vred sig for at komme fri. Han fortsatte kampen i nogle minutter, inden han udmattet faldt til ro. Lægen beroligede Vales mor, mens Vales far så til fra hjørnet, bleg og koldsvedende. Lægen satte sig på en stol i nærheden af Vales seng, mens han sørgede for at holde sig uden for rækkevidde af drengens tænder.
   "Blev du bidt af en flagermus?" spurgte lægen.
   "Nej, jeg, nej slet ikke. Ulven, det var ulven! Men den er væk nu."
   "Vale, hvis du kan høre mig, så har du fået rabies, hundegalskab. Der findes ingen kur, da du allerede er i de sidste stadier af sygdommen. Det er på tide at sige farvel til din familie."
   Vale hørte ikke lægen. Han stirrede op i loftet, hvor en pludselig brise havde fået malingen til at skalle af. Det glimtede bag malingen, som sten på bunden af en å. Den sorte nattehimmel kom frem under malingen, træerne hvislede omkring ham. Under ham blev sengen til mosset, græs kildede ham i øret, og han syntes at høre sin mors stemme, men var ikke helt sikker. Han borede fingrene ned i den tykke jord, mens jordkloden roterede under ham.
   Følelsen forsvandt først i hans ene arm, så den anden. Snart forsvandt følelsen også i hans ben, og han faldt til ro. Han lukkede øjnene, og trak vejret dybt ind. Da han atter åbnede øjnene var han tilbage på hospitalet. Rebekka sad ved hans seng, og udenfor var mørket faldet på. Han mødte hendes blik, og hun så overrasket ud.
   "Det skal nok gå," hviskede han. "Jeg smadrede maskinen, jeg vandt. Den kan ikke skade dig nu."
   Rebekka forstod intet af det han sagde, hans tale var for sløret, men hun forstod kærligheden bag. Vale lukkede atter øjnene, fandt tilbage til skoven, og gled ind i en komatøs tilstand. En time efter var han død.