Det var august, og Matti skulle begynde i skole.
   Han havde brugt den sidste måneds tid i selskab med Theo 3 dage om ugen. Hans mor troede, at han legede med Sebastian, men egentlig brugte Theo tiden på at lære Matti et besynderligt sprog.
   "Behersk sproget, og du får magt til at beherske magien fra andre verdener," messede Theo. Når de ikke øvede sprog, gik de ture i området. Theo viste Matti de forskellige træer og planter, hvilke der kunne spises, hvilke der var giftige, og hvilke der fremmede specielle egenskaber. Theo gav også Matti bøger, og bad ham læse op af dem. Matti kendte ikke meget til bogstaver, men nok til at vide, at tegnene i bøgerne ikke var latinske bogstaver. Theo forklarede Matti betydningen af tegnene og oversatte. Når Matti havde været flittig, kunne Theo sommetider lokkes til at fortælle historier om de mange væsener, han havde kendskab til.
   "Havfruer," sagde Theo. "De bor, som navnet antyder i havet. Er du faret vild til søs, kan du stole på at de vil hjælpe dig. Bare tal pænt til dem, giv dem gerne komplimenter, og lov dem blomster, frugt eller planter fra landjorden. De elsker den slags."
   "Har du mødt havfruer?" spurgte Matti om, med spænding i stemmen.
   "Ja," svarede Theo. "Men det er længe siden."

Klasseværelset var varmt og lugtede af spegepølse. Mattis mor havde fulgt ham i skole om morgenen, kysset ham på kinden, og lovet at hente ham nogle timer senere.
   Det var en lille skole i en lille by. Selve skolen var bygget i røde mursten, og gården var asfalteret. I midten af gården var et klatrestativ. Derudover var der fodboldbaner og nogle få træer. Der var 6 piger og 7 drenge i Mattis klasse. Den første dag gik med at lære navne ved at kaste en bold rundt til hinanden. Første gang bolden blev kastet til Matti af en af pigerne, tabte Matti bolden på gulvet. Der lød fnisen rundt omkring. Matti stammede, da han skulle sige sit navn, så han sagde Na-Nathaniel. Den næste gang han fik bolden, blev den kastet til ham fra den største dreng i klassen. Det var ikke et blidt afleveringskast, men snarere som om drengen prøvede at ramme Matti i ansigtet. Matti tabte atter bolden. Han var slukøret, da hans mor kom for at hente ham. Matti lagde ikke engang mærke til gruppen af mødre, der stod i hjørnet og talte lavmælt, mens de kastede blikke mod Mattis mor.
   Da de kom hjem, ville Matti besøge Theo.
   "Han er ikke hjemme," sagde Anna. "Hans bil er ikke parkeret på gaden." Matti kiggede ud gennem vinduet. Den sølvgrå toyota var rigtignok væk. Theo var som regel væk i nattetimerne. Matti vidste ikke, hvad han lavede. Han havde spurgt en enkelt gang, men Theos blik havde været hårdt, så han forstod at det ikke vedkom ham. Anna mente at vide, at Theo arbejdede om natten. Theo var først tilbage 3 dage senere, en kølig, regnfuld søndag. Matti slugte sin morgenmad, og skyndte sig derover. Det var bulletum'en, der åbnede døren for Matti. Den var iført Sebastianforklædningen, og lod til at have sovet i et støvet hjørne. Spindelvæv og nullermænd klistrede til den. Den kiggede på Matti med et tomt blik, sukkede veltilfreds, og sjoskede ud i haven. Theo kom gående ned ad trappen, i færd med at iføre sig en skjorte. Matti nåede at se et ar, der løb direkte over Theos hjerte. "Goddag, Maro," sagde han muntert. "Bare kom ind og sæt dig ned." Så vendte han sig mod bulletum'en og sagde nogle dybe, rumlende lyde. Bulletum'en gik ind ind i huset igen, og lukkede døren efter sig. Matti havde sat sig ved det lille bord i stuen. Theo satte sig i en støvet lænestol.
   "Så du er begyndt i skole?" sagde Theo.
   "Ja," svarede Matti med fortrydelse i stemmen. Så fortalte Matti Theo om sin første skoledag. Theo lyttede opmærksomt til ham. Da han var færdig, sagde Theo: "Vil du gerne være venner med de andre børn?" Matti trak på skuldrene. "Det ville være dejlig at have nogen at lege med," mumlede han. "Dine klassekammerater ville aldrig kunne forstå dig. Lad være med at spilde tid på dem. Hvis du virkelig gerne vil have en ven, skal jeg se, hvad jeg kan gøre," sagde Theo alvorligt.

To uger senere flyttede en pige ind hos Theo. Hun var på Mattis alder, havde tykt, krøllet hår og brune øjne.
   "Dette er Shira. Hun skal studere hos mig," sagde Theo. Matti smilede til Shira, der smilede igen. Hendes tænder var lidt spidsere end normalt.
   Matti havde forventet, at de begge skulle undervises sammen, men Theo delte undervisningen op. Matti blev undervist alene i sprog, og Shira blev også undervist alene i noget, hun kaldte "sand historie". Naturundervisningen og læren om særlige væsner havde de to sammen.
   Matti var glad for at tilbringe tid sammen med Shira og Theo, specielt fordi det gik skidt i skolen. De andre børn drillede ham, fordi han hellere ville studere planter og dyr i krattene ved fodboldbanerne end at spille fodbold med børnene. Shira var langt mere interessant at lege med. Hun klatrede i træer, langt højere end Matti turde klatre. Hun fangede fisk med de bare næver i søerne, og hun kunne slå ham i kapløb. Hun lærte ham at sige som fuglene i skoven, som ræv, hund og hest. Matti imponerede hende ved at vise hende ting, Theo havde lært ham. Shira kunne klatre op i træerne og plukke æbler, men Matti kunne få dem til at svæve ned i sine hænder. Shira boede hos Theo i 2 uger af gangen, så rejste hun hjem til sine forældre, boede dér i én uge, og vendte så tilbage til Theo og Matti.
   Shira og Matti legede i Theos baghave. Theo var ude i et ærinde, og havde forbudt de to børn at forlade grunden mens han var væk.
   "Ved dine forældre godt hvad du laver, når du er her?" spurgte Matti. Han sad og morede sig med at få blomsterne til at vokse og visne. Shira, der var i gang med at slå vejrmøller, svarede: "De ved ikke præcis, hvad jeg laver, men i store træk, ja. De har selv tigget Theo om at tage mig i lære, siden jeg lærte at tale." Shira holdt op med at slå vejrmøller, og satte sig ved siden af Matti.
   "De siger, at han er den bedste lærer man kan få. Han ved ting, som ingen andre ved, fordi han har set dem," hviskede hun.
   "Hvad hvisker I om?" lød en stemme bag dem. Theo stod i døråbningen, hans ansigt var uudgrundeligt. "Ikke noget særligt," svarede Shira henkastet.
   "Det er blevet sent," sagde Theo. Matti rejste sig, og gik hjemad efter at have sagt farvel til Shira.
   Derhjemme mødte hans mor ham med aftensmad. Hun gav ham kartoffelsalat, og spurgte: "Du bruger meget tid sammen med Sebastian og hans kusine. Hvad hedder hun?"
   "Shira," svarede Matti.
   "Jeg håber ikke I forstyrrer Theo alt for meget," mumlede Anna. Matti så på sin mor, der lige nu så ud gennem køkkenvinduet mod genboens hus. "Næste gang du ser dem, kan du så ikke invitere dem på middag? Som tak for, at Theo lader jer lege i sit hus."
   "Jo, det kan jeg da godt," mumlede Matti, og spiste en skrællet kartoffel.

Det var lørdag, og Mattis mor var optaget i køkkenet. Hun havde en veninde på besøg. Veninden sad på en stol, røg cigaretter, drak rosévin og sladrede. Matti kunne lugte kyllingen i ovnen. Han sad på en stol i gangen og lyttede til kvindernes samtale. De snakkede om løst og fast, og Matti forstod dem ikke helt.
   "Så du er klar til at komme videre?" kunne Matti høre veninden, Malene, sige.
   "Ja det er jeg. Men nu må vi se, hvad det bliver til," svarede Anna.
   "Man kunne håbe på lidt action. Du trænger sgu til det," lo Malene. "Nu vi taler om det... Du har stadig ikke fortalt mig om Nathaniels far." Matti spidsede ører. Det bankede på døren. Anna trampede ud til døren, og åbnede for Theo og Shira.
   "Åh, godaften. Det må være Shira," udbrød Anna. Matti stod i døren ind til stuen. "Matti har fortalt meget om dig," fortsatte Anna.
   "Har han?" spurgte Theo, og sendte Matti et undersøgende blik. Matti rystede svagt på hovedet.
   "Du ligner søreme din onkel," fortsatte Anna uforstyrret. Matti bemærkede en svag trækning ved sin værges mundvig, som om Theo koncentrerede sig om ikke at smile. Shira lo højt. De trådte ind i gangen. Shira tog sine skriggule støvler af, og placerede dem ved siden af Theos blankpolerede, sorte sko. Theo tog hendes lysegrønne trøje, og hængte den på en krog indenfor døren. Shira smilede til Anna og så til Matti. Malene kom ud i gangen, hilste kort på Shira, og fniste, da Theo gav hende hånden. Efter at have trykket Theos hånd lidt for længe, forlod hun dem med sit halvfulde glas rosévin.
   Det var blevet sent. De havde spist en lækker kylling med kartofler og salat, samt is til dessert. Matti og Shira var blevet sendt ind på Mattis værelse for at lege. De to børn havde opdaget en mus i Mattis skab. Shira havde med sin exceptionelt gode hørelse hørt det lille dyr gå rundt i Mattis skab. Den var flygtet, da de havde åbnet skabsdøren, men Shira var opsat på at fange den. Den krøb under døren, og børnene fulgte den ud på gangen. De hørte Theos stemme fra stuen. Børnene sneg sig hen til døren, der stod på klem, og kiggede ind. Anna sad ved bordet, overfor hende sad Theo. Matti bemærkede, at Theo havde taget Annas hånd i sin.
   "Jeg er ikke noget for dig, Anna," hørte de Theo sige. "Du kan kun lide mig fordi jeg minder dig om en mand, du har elsket og fortrængt." Theos stemme var lavmælt. Matti rørte på sig, Theo opfangede bevægelsen, og så på ham. Et glimt af vrede viste sig i Theos øjne, og døren smækkede i med et brag for næsen af de to børn.
   Kort efter kom Theo ud. "Jeg må hellere køre dig hjem," sagde han til Shira, der hurtigt tog sit overtøj på. Theo så ikke på Matti, da han gik. Matti mærkede tårer stige op i sine øjne. Kort efter betragtede Matti den sølvgrå toyota starte og rulle ned ad gaden. Matti besluttede sig for at blive oppe indtil Theo kom tilbage, men omkring kl. 2 faldt han alligevel i søvn.
   Matti skyndte sig over til Theo næste dag. Theo åbnede døren, og Matti så overrasket på sin værge. Theo så anderledes ud. Hans kinder var hule, der var rande under hans øjne, og håret var uordentligt. Theo lukkede døren efter Matti. "Nå?" spurgte Theo.
   "Undskyld," svarede Matti. Theo bøjede sig ned, så han var i øjenhøjde med Matti.
   "Jeg forstår, hvis du gerne vil høre om din far," sagde Theo mildt. "Jeg skal nok fortælle om ham, når du bliver gammel nok. I mellemtiden er det vigtigt, at du ikke lytter ved dørene. Det vil fordreje din opfattelse af ham, og det vil være forkert og uretfærdigt for jer begge. Forstår du det?" spurgte Theo. Matti nikkede. "Godt. Jeg vil være væk de næste par dage, så kom ikke rendende." Matti nikkede endnu en gang alvorligt. "Jeg vil lade min bulletum passe sagerne her. Han er blevet dygtig. Vil du se, hvad jeg har lært ham?" Theos stemme var blevet varmere.
   "Meget gerne," svarede Matti lettet.

Matti så ud af vinduet mod Theos hus. Bulletummen sad på græsplænen med svømmende øjne. Den gumlede veltilfreds på dagens post, Matti kunne se en gratisavis forsvinde ind mellem kæberne. Den var for tiden klædt som Theo, men forklædningen var langsomt ved at falde fra hinanden. Theo havde været væk i tre dage, og bulletummen var ved at miste sit fokus. Matti følte sig lettet, da bulletummen endelig blev færdig med sin morgenmad, og gik ind i huset igen. Matti tog sit tøj på, og samlede skoletasken op fra gulvet. Han åbnede køleskabet, og fandt madpakken fra sin mor. Han deponerede indholdet i den nærmeste skraldespand på gaden.
   Matti holdt sig for sig selv i frikvarteret. Da han kom hjem fra skole, så han til sin store glæde, at Theos bil var parkeret på gaden udenfor huset.
   Theo sad på en taburet i køkkenet. Matti sad på gulvet, Shira sad på toppen af køleskabet.
   "Ainon, den store gudesøn, menneskets beskytter, var gift med Mila, den smukke stormgudinde. De havde en søn sammen, Norai, den lyse gud for landbruget og stormændene," sagde Theo. Hans brune øjne hvilede kort på Matti. "Parret boede i gudernes verden. En dag besluttede Ainon sig for at aflægge et visit til menneskenes verden. Han forklædte sig, og ankom til Beskelgar midt under en stor fest. Han gik blandt menneskene, og indtog rigeligt af deres mad og drikke. Festlighederne indebar en stor konkurrence mellem mændene. Den, der kunne vinde i tvekamp, ville være prinsessens bordherre under festen. Først ville Ainon ikke deltage, men da han så prinsessen, kunne han ikke lade være. Hun var hvid som månen, med hår så rødt som blod." Theo holdt en kort pause, og tog en tår vand fra et tungt krus. "Ainon vandt naturligvis. Han sad ved prinsessens side under festmåltidet. Han så med spænding på de store fade med mad, og da maden blev delt ud, opdagede han til sin store skræk, at der ikke blev givet noget til guderne. Normalt ville menneskene skære alle de bedste stykker kød fra, og dedikere dem til guderne. Det bedste vin skulle tilfalde guderne, de friskeste grøntsager. Men disse mennesker syndede mod deres godgørere, og beholdt det hele for sig selv. Ainon blev rasende, og forlod festen. Fra toppen af et nærliggende bjerg, nedkaldte han en forbandelse over Beskelgar. Om natten rejste mænd sig fra sandet, og angreb." Shira sparkede med sine ben, helt optaget af historien. "I en uge kæmpede menneskene fra Beskelgar mod sandmændene. Mange mænd døde i kampene. Prinsessen, der var lige så klog som hun var smuk, fornemmede årsagen til angrebet, og drog til det hellige bjerg for at få guderne i tale. Ainon, der havde betragtet kampen fra bjerget, blev overrasket over at se hende. Prinsessen genkendte ham fra festen, men blev også klar over, at han var en gud snarere end en mand. Prinsessen tiggede Ainon om at afslutte angrebet på hendes by. Ainon, der var betaget af den smukke kvinde, indvilligede, hvis hun til gengæld lovede at blive hans. Prinsessen accepterede tilbuddet, og Ainon lod regnen viske sandmændene ud. Ainon, der var gud, ønskede ikke at bo mellem menneskene længere. Han var vred over, at de havde vendt ham ryggen. Menneskekvinden kunne ikke tage med ham til gudernes verden, så parret blev boende i bjergene. Ainon huggede et hjem til sin menneskekone i klippesiden, og han bevægede sig mellem menneskenes verden og gudernes hjem. Mila var i mellemtiden gravid med gudeparrets andet barn. Menneskekvinden var også gravid. Der var et stort uvejr den nat, hvor de to børn blev født. Ainon var splittet mellem de to kvinder, men han valgte at tage til menneskenes verden, hvor han støttede prinsessen, mens hun fødte deres søn. Gudinden Mila fik en datter, født ganske få minutter inden drengen kom til verden. Menneskeprinsessen overlevede ikke fødslen, og Ainon valgte at tage drengen med til gudernes verden, hvor han voksede op med sine søskende. Kender I tvillingernes navne?" spurgte Theo. Matti blev revet ud af historien af spørgsmålet, men Shira havde allerede svaret.
   "Ira og Ari!" råbte hun.
   "Det er rigtigt, Shira," svarede Theo med et smil. Matti rynkede panden.
   "Jamen... De er da ikke tvillinger, når de ikke har den samme mor," mumlede Matti.
   "Ikke desto mindre voksede de op som tvillinger. De var de tætteste søskende, man kan forestille sig," svarede Theo. Han smilede til de to børn. "Ari blev gud for ilden, hans søster blev gudinde for adelen."