"Det er egentlig morsomt. Der skal så lidt til, før et menneske er væk," sagde Nemo. Han sad med et A4 ark foran sig og tegnede. Drengene befandt sig i garagen hos Nemos familie. "For eksempel en fjeder her, lidt ændringer hist og pist, og denne kuglepen kunne gennemtrænge lungerne på nogen."
   Nemo fnisede for sig selv, og tegnede videre. Matti kastede et blik på tegningen. Det var et våben af en slags.
   "Det er så nemt," fortsatte han. "Der er knap en målelig forskel, når man ser objektivt på det. Og så alligevel er det enden på et univers, en hel verden, der imploderer og forsvinder for evigt."
   Matti smilede til Nemo. "Og alligevel sker det hver dag. Hver eneste dag forsvinder tusindvis af verdener," svarede Matti, og kiggede nærmere på tegningen. "Har du overhovedet nogen af de genstande du skal bruge?"
   "Tja. Jeg har lidt metal, jeg kan smelte om, men ellers, nej," svarede Nemo. De sad lidt i stilhed.
   "Måske jeg kunne hjælpe med noget af det," sagde Matti så. Nemo tænkte lidt over det.
   "Jeg ved ikke, om det er en god idé. Dine fremgangsmåder giver fantastiske resultater, men også resultater, der langt overstiger min forstand. Det skulle nødig ende som med Adam," svarede Nemo. "Han fungerede langt bedre end hvad hensigten var."
   "Jeg troede ikke det var muligt at skabe noget, der overstiger din forstand," drillede Matti. Nemo fnisede.
   "Der er flere ting, der overstiger min forstand," svarede han kort.
   "Jeg kunne helt sikkert lære dig at gøre som jeg gør," foreslog Matti. "Det tager tid at lære sproget, men når du kan det, kan du pludselig styre langt flere ting end før."
   "Du er virkelig et fjols, Maro," sagde Nemo, rystede på hovedet, og tegnede videre. Matti sukkede. Han satte sig i hjørnet, og studerede bogen fra Theo.
   "Du kan i hvert fald sagtens lære at blande de forskellige miksturer," sagde Matti, mens han læste om en mikstur, der skulle fjerne trolddom fra kroppen. Den så ud til at være relativt simpel. Matti havde i årevis passet fru Jensens have, han havde plantet de planter, Theo havde fortalt ham om, samt et par stykker, han havde fundet i bogen. Dette gjorde at han nu havde adgang til en imponerende samling planter, heriblandt velkendte hekseurter såsom galnebær og bulmeurt, han havde giftig natskygge, malurt, firblad og skarntyde, men også almindelige krydderurter såsom mynte, basilikum og timian. "Jeg blandede en gift til lammelse af kroppen for nylig," bemærkede Matti.
   "Skal vi teste den på Viggo?" foreslog Nemo.
   "Lad os," svarede Matti. Viggo var Nemos stedsøsters frygtelige hund. Den åd Nemos sko, pissede på hans skolebøger og bed ham i hælene. De to drenge gik indenfor i huset, og fandt hurtigt Viggo i færd med at flænse Nemos dyne. Nemo tog fat i nakken på den lille tæppetisser, og Matti fandt den halvfyldte colaflaske frem fra sin taske. "Det skal bare dryppes i øjnene," sagde Matti, og dryppede en dråbe i dyrets øje. Der gik nogle minutter, og så sank hunden sammen på gulvet. Den hylede og skreg, og øjnene rullede rundt i hovedet på den.
   "Det ser ikke særlig behageligt ud," bemærkede Nemo tørt. Matti blev forskrækket, og fandt en anden flaske frem, der skulle neutralisere de fleste gifte. Han dryppede to dråber af den nye væske i hundens øjne, og hunden holdt snart op med at hyle. Den blev dog ikke helt sig selv igen. Resten af dagen gik den langs væggene, mens den klynkede. Nemos stedsøster kom hjem et par timer efter, og fik et hysterisk anfald, da hun så hunden.
   "Jeg ved, at du har gjort det, David!" skreg hun, og slog ud efter Nemo. Så flygtede hun ind på sit værelse. Matti forlod Nemo, da Nemos mor kom hjem og hele familien begyndte at råbe og skrige af hinanden.

I skolen næste dag bemærkede Matti en ny flænge i Nemos læbe, der matchede de røde mærker på hans overarm. "Du kan ikke blive ved med at lade det svin slå dig," sagde Matti til Nemo i frikvarteret.
   "Jeg flytter snart alligevel," svarede Nemo. Matti var overrasket. Det var første gang han havde sagt noget omkring mærkerne. Han forventede at Nemo ville benægte, at han blev slået. "Du burde slå igen. Bare give ham en lige højre," fortsatte Matti. Nemo fniste.
   "Der findes vigtigere ting at fokusere vores kræfter på," sagde Nemo.

Theo trådte ind i den lille lejlighed i Rom. Den var møgbeskidt. Der lå klumper af afføring i hjørnerne. Overalt lå små stumper sølvpapir. Den eneste indretning var en slidt madras på gulvet. Først var han usikker på, om han virkelig var kommet til det rette sted. Han betragtede kvinden, der gik foran ham. Hun var narkomantynd, og havde ikke megen lighed med den smukke pige, der skulle være hendes datter. Kvinden lukkede døren bag Theo.
   "Du har noget?" raspede hun. Theo trak en lille pakke med hvidt pulver frem fra sin inderlomme. Et oprigtigt smil viste sig på kvindens ansigt.
   "Du skal bare lige gøre noget for mig først," sagde Theo. Smilet forsvandt fra kvindens ansigt. Hun så lidt trist ud, mens hun begyndte at tage tøjet af. Da hun var nøgen, satte hun sig på madrassen. Theo trak et par håndjern frem, og lænkede kvinden til radiatoren. Hun fniste nervøst.
   "Så det er dét, du er til? Ja, det kan man se. Pæn i tøjet," vrøvlede kvinden. Hendes navn var Sofia. Det havde ikke taget lang tid at finde hende. Han havde forhørt sig på hendes tidligere adresse, var blevet sendt videre til en mand, der viste sig at være hendes pusher, og med en smule af hendes yndlingsheroin i lommen, var det ikke svært at lokke en invitation til de private gemakker ud af hende.
   Theo tog en steril kanyle frem fra sin lomme. Han stak hul i kvindens hud, og betragtede blodet. Det var rødt. Han smed kanylen på gulvet.
   "Tænder det dig?" spurgte hun. "Vil du slikke mit blod?" Theo smilede til hende.
   "Du bortadopterede en pige for mange år siden. Celina. Hvem er hendes far?" spurgte han. Sofia så på Theo med had i blikket.
   "Hvad rager det dig, din perverse stodder?" hvæsede hun. Theo trak en kniv frem.
   "Hvem er Celinas far?" spurgte han igen.
   "Det ved jeg sgu da ikke. Én af mine kunder!" hylede Sofia, da Theo lænede sig ind over hende med kniven i hånden.
   "Hvilken kunde?" hvislede Theo.
   "Det ved jeg ikke!" Sofia var nu tæt på at græde, kunne Theo se.
   "Husker du en kunde, der talte med en underlig dialekt? Måske havde han skarpe tænder, eller måske du endda så, at han havde grønt blod?" hvæsede Theo. "Tænk dig om!" Sofia rynkede på panden.
   "Er det én eller anden syg form for rollespil, der tænder dig?" hulkede hun. Theo sukkede. Det lod til, at han ikke kom frygtelig meget videre med Sofia. Han trak sig tilbage, og gemte kniven væk. Han smeltede heroinen, puttede den i sin medbragte sprøjte, og injicerede Sofia med den. Da hun var ved at falde hen, tog han en dosis mere, og injicerede hende igen. Så tog han håndjernene af hende, klædte hende på igen, og forlod lejligheden, mens han sørgede for at låsen var slået for indefra. Måske de ville finde hende om en dag. Måske om et par uger. Theo var egentlig ligeglad.