Matti kom hjem fra skole, kastede sin taske fra sig på gulvet, og gik ind i køkkenet. Huset var på ét plan med gulvtæppe i alle rum, selv på toilettet. Sommetider undrede Matti sig over, at de ikke bare havde kørt den helt ud og belagt alle overflader med det tykke, hvide tæppe.
   Han åbnede køleskabslågen, kondensvand løb ud på gulvet, og han tørrede det op med en muggen klud. Han tog en dåse sodavand fra én af hylderne. Ved siden af sodavanden stod en øldåse. Matti satte sodavanden tilbage, og åbnede øllen i stedet. Han drak den i to store slurke, og smed den tomme dåse i affaldsspanden. Han havde ikke set Theo i over en uge nu. Han kogte lidt pasta og spiste det, mens han så reklamer i det gamle, flimrende tv. Han var for længst holdt op med at græde. Han var fjorten nu, ikke længere et barn. Han kunne ikke græde som et barn. Han vidste ikke helt, om han foretrak at have selskab eller ej. Sommetider var det rart, når hans gudfar var hjemme. De talte sammen, øvede det sælsomme sprog, og ind imellem havde Matti haft held til at lokke Theo med ud at gå i området.
   Han gennemgik dagens begivenheder i hovedet. Klassens upopulære pige var begyndt at græde, da én af de populære piger havde kaldt hende grim. Det kløede i Matti efter at hjælpe, men pigernes sager kunne han ikke blande sig i. Det var en gylden regel. En fyr kunne godt genere og drille en pige, men hvis en pige blev drillet af en anden pige, kunne han ikke blande sig. Indtil videre var der ingen, der rigtig generede Matti. Han havde haft lidt af et ry i mellemskolen, hvor han tit havde været i slagsmål. Det var ikke kommet som nogen overraskelse for Matti, at han var stærkere end de andre børn. Han havde med vilje provokeret og lagt op til slagsmål, fordi han vidste at Theo blev stolt, når han kom hjem med blå mærker og hudafskrabninger. Inderst inde brød han sig ikke om at slås. Han hadede at gøre andre fortræd, og fandt ingen masochistisk nydelse i fysisk smerte. Han havde besluttet sig for at stoppe med at slås, nu han var rykket videre til high school. Indtil videre var det gået godt. Han var ikke kommet op at slås endnu.
   Der lød dæmpet samtale ude fra gaden, og snart blev nøgler stukket i låsen. Theo kom ind, og for en gangs skyld var han ikke alene. Han hilste på Matti med et kort nik. Matti så nysgerrigt på kvinden, der gik bag ham. Hun var i slutningen af teenageårene, havde en spids opstoppernæse, platinblond hår og bar en løs, beige kjole. Hun var ikke specielt køn, men der var et meget charmerende glimt i hendes skrå øjne. Hun skyndte sig indenfor, og Theo låste døren bag hende. Hun kom hen til Matti, der pludselig bemærkede, at hun var gravid. Hun var ikke ret langt henne, nok 4-5 måneder, kun lige nok til at det kunne ses. "Hej," sagde hun. "Jeg hedder Miralil." Matti tog hendes hånd.
   "Dette er min søn, John," sagde Theo. Miralil kiggede skeptisk på Matti.
   "Hej John," sagde Miralil. Hun slap Mattis hånd, og så mod Theo, der var i færd med at hænge sin mørkegrønne frakke op på en knage. "Taler han?" spurgte hun. Theo smilede anstrengt til hende, og gik ind i køkkenet. Matti rømmede sig. "Godt at møde dig, Miralil," sagde han. Miralil smilede kækt til ham. "Hvor skal jeg sove?" spurgte hun. "Jeg håber det er i nærheden af dig," tilføjede hun, og blinkede til Matti. "Han er fjorten!" lød det fra køkkenet.
   "Åh," sagde Miralil med påtaget skuffelse. "Jeg kan godt vente et par år," tilføjede hun, og blinkede til Matti, der forlegent så ned i gulvet. Matti gik gennem køkkenet og ind i stuen, hvor han satte sig i sofaen. "Vi har endnu ikke et gæsteværelse," sagde Theo, henvendt til Miralil. "Du kan sove på sofaen til jeg får indrettet pulterkammeret." Miralil nikkede til ham, og gik ind i stuen til Matti. Hun satte sig ved siden af ham, og så på tv'et. Der kørte et gammelt afsnit af Venner. "Ah, det har jeg set før, det her!" udbrød Miralil. "Det er det, hvor ham dér den sjove har noget med en abe, eller sådan noget."
   "Spoilers!" udbrød Matti.
   "Psh. Den serie blev afsluttet for to år siden. Så er det tilladt at komme med spoilers," lo Miralil. De to talte sammen, mens Theo lavede mad i køkkenet.
   De spiste pasta sammen. "Miralil skal bo hos os i noget tid. Forhåbentlig ikke længe," sagde Theo, og så misfornøjet ud. Matti kunne ikke forstå, hvis Theo ikke brød sig om Miralil. Han syntes selv, at hun var skøn.
   Theo hentede en seng den næste dag, og flyttede vaskemaskinen ind i stuen. På den måde blev der plads til sengen i pulterrummet. Miralil var taknemmelig over det lille rum, og takkede Theo overstrømmende. Dage blev til uger, tiden fløj af sted med Miralil i huset. Når Matti kom hjem fra skole, var hun der, skabte liv i det ellers stille hus. Hun og Matti blev hurtigt gode venner, og de brugte de lange eftermiddage på at spille spil, se film eller pjatte.

"Hvor kommer du fra?" spurgte Matti, og rykkede sin springer frem på skakbrættet. Han skævede til Miralils store mave. Hun var virkelig vokset på det sidste. Theo havde præsenteret hende for naboerne som sin datter, Mattis storesøster. Der havde været mild forargelse over den unge kvindes tilstand, men eftersom ingen i lokalsamfundet rigtig kendte hverken Theo, Matti eller Miralil, var det ikke blevet til noget stort samtaleemne. "Jeg kommer fra Canada," svarede Miralil. "Eller originalt kommer min familie fra de store skove i det nordlige Esamelire, men der har jeg aldrig været. Hvor kommer du og din far fra?" Matti trak på skuldrene.
   "Jeg har ingen idé om, hvor Theo kommer fra. Jeg kommer fra Danmark," svarede Matti.
   "Det lyder eksotisk. Er det i den gamle verden?" spurgte Miralil.
   "Det kan man vel godt sige," svarede Matti forvirret. "Det er i Europa." Miralil slog en latter op.
   "Dit fjols," lo hun. "Jeg mener, det gamle land som det land, hvor alle vi andre er kommet fra." Hun strøg håret om bag øret, der viste sig at være spidst. "Hvorfor skal du egentlig bo hos os?" spurgte Matti tvært. "Har du ikke et andet sted at bo? Med din mand, måske?" Miralil blev pludselig alvorlig. Langt mere alvorlig, end Matti før havde set hende. "Nej, det har jeg ikke," svarede hun. "Min kæreste blev slået ihjel." Matti så forlegent ned i jorden.
   "Undskyld, det vidste jeg ikke," sagde han. "Hvorfor?"
   "Sig mig, ved du slet ingenting? Fortæller din far dig ikke noget om hvad han laver?" spurgte Miralil. Matti rystede på hovedet. Hun lænede sig ind over bordet, syntes pludselig at have glemt alt om skakspillet. "De af mit folk, der findes her, siger at Theo plejede at være en stor kriger. Altså inden han kom hertil," sagde hun lavmælt. Theo var ikke hjemme, og ville ikke komme hjem de næste par dage, men alligevel turde Miralil ikke tale for højt om ham. Af én eller anden grund turde folk generelt ikke tale for højt om Mattis gudfar.
   "Dit folk?" spurgte Matti uforstående.
   "Ja, elverne," svarede Miralil. "Nå, men altså. Vi kom hertil for mange år siden. Altså mine forældre gjorde. Jeg er kun halvblods, min mor er menneske." Miralil så næsten skamfuld ud, da hun nævnte sin halvblodsstatus. Matti kendte ikke meget til elvere, kun hvad Theo havde fortalt ham om dem. Umiddelbart virkede Mattis gudfar ikke begejstret for den art.
   "Der er nogle porte rundt omkring, din far synes at være meget interesseret i dem. Dem kom de alle igennem. Alle de elvere, der findes i denne verden er enten kommet gennem portene, eller er efterkommere af elvere, som gjorde. Men der er en stor gruppe af mennesker herfra, der ikke bryder sig om os. De vil ikke lade os være her, så de prøver at slå os ihjel." Miralil så trist ud. "De fik ram på min kæreste." Matti så trist på hende. "Men heldigvis findes der også nogen, som kæmper imod dem," sagde hun.
   "Kæmper Theo imod dem?" spurgte Matti spændt.
   "Det tror jeg ikke, nej. Men han kender Marina, som er deres leder," sagde Miralil.
   "Jeg har mødt Marina," udbrød Matti, der huskede den smukke, mørke kvinde fra Spanien.