Matti lå i Elenas seng.
   "Hvornår får jeg lov at møde din far?" spurgte Elena.
   "Hvorfor vil du møde ham?" spurgte Matti undrende. Elena rynkede panden.
   "Er du flov over mig?" spurgte hun. Matti så forvirret på hende.
   "Hvorfor skulle jeg være flov over dig?" udbrød han, og strøg hende over håret. Elena trak sig væk.
   "Skal du svare på hvert spørgsmål med et spørgsmål?" snappede hun.
   "Skal du?" vrissede Matti. Elena rejste sig vredt fra sengen og tog sit tøj på.
   "Hvor skal du hen?" Elena svarede ved at storme ud af værelset og lukke døren hårdt bag sig. Matti rejste sig fra sengen, sukkede dybt og tog sit tøj på.
   Han nåede hoveddøren, og bankede på, han havde glemt sine nøgler. Fru Sørensen åbnede døren for ham. Hun smilede venligt til ham, da han trådte ind.
   "Nå, lille hr. Adam. Hvilke ulykker har du bedrevet siden sidst?" Matti mønstrede et smil. "Ikke så meget. Hvad med dig?" spurgte Matti.
   "Åh, jeg har fået luget i haven," sagde hun. "Hov, mens jeg husker det. Der er kommet en pakke til dig." Hun hentede en tyk pakke, og rakte den til Matti. Matti betragtede pakken. Den så ganske normal ud. Anonym i sit gule papir og maskinskrevne adressefelt. Matti takkede fru Sørensen, og gik op på sit værelse. Her åbnede han pakken. Han fandt den sædvanlige, røde kuvert med penge fra Theo. 3000 kr., hver måned. Matti så på poststemplet. Theo måtte befinde sig i Italien. Matti lagde kuverten fra sig på sengebordet, og vendte bunden i vejret på pakken. En bog faldt ud. Den var gammel og indbunden i noget, der lignede læder, men da Matti drejede den i sine hænder kunne han se, hvordan indbindingen glinsede i lyset. Matti kunne tydeligt mærke, hvor magisk bogen var. Han fik den sitrende fornemmelse, han fik hver gang noget magisk nærmede sig. De små hår i hans nakke rejste sig. Han åbnede bogen på første side. Der lå en lille seddel. "Tillykke med de 17 år." Matti vendte kortet for at se, om han havde overset noget, men bagsiden var blank. Ingen hilsen, ingen underskrift. Matti bladrede i bogen. Han rynkede panden.
   Han forstod ikke meget af teksten. Han slog op på en illustration. Billedet var udført i præcise streger, der viste en række symboler. Matti læste nedenunder. "Beskyttelse mod Skyggefolk," stod der. Det var skrevet på gammeldags engelsk. Matti tænkte sig om, men mente ikke at Theo havde fortalt ham om skyggefolk. Matti bladrede videre, han var nu halvvejs i bogen. Et stofbogmærke, der var syet fast i omslaget, lå lige i midten af bogen. Midtersiderne var dækkede af en sort plamage. Matti spekulerede på, om det var blod. De næste sider var tomme. Matti rørte ved de tomme sider. Den svage sitren blev stærkere.
   "Ahrlaáns maneeshi," mumlede Matti. Vis dig, tænkte han. Intet skete. Matti prøvede flere kommandoer. Der skete noget. Bogstaver dukkede frem. "Godt forsøgt." Håndskriften var Theos.

Anthony Carisian var ikke nogen bemærkelsesværdig mand. Dette var i sig selv bemærkelsesværdigt, da begge hans forældre var den slags mennesker, der fanger alles opmærksomhed. Han var gennemsnitlig af højde, hverken grim eller køn. Hans brune øjne sad lidt for tæt i det spidse ansigt, hans næse var lidt for dominerende, læberne lidt for brede. Hans far var jødisk, hans mor italiensk af afstamning. Hans forældre havde grundlagt et firma i halvfjerdserne. De havde investeret alt deres tid i firmaet, og endte med at efterlade deres eneste søn en formue efter deres død. Carisian rejste verden rundt for sin arv. Her indsamlede han oplysninger om overnaturlige ting. Han udgav et tidsskrift hver anden måned, hvori han offentliggjorde sine opdagelser, som indtil videre var temmelig begrænsede. Han havde besøgt flere hjemsøgte huse, havde oplevet et glas, der knuste sig selv på hans sengebord i Milwaukee, et skab, der åbnede sine låger om natten i Puerto Rico, og han var rejst til Spanien for at besøge et magisk træ, men var blevet skuffet over den sølle, forkullede stub, han havde fundet. Carisian havde dog ikke opgivet håbet. Han var ikke en typisk spiritist. Først og fremmest var han universitetsuddannet. Hans mørke hår var kortklippet, og han klædte sig primært i jakkesæt. Han boede i en lejlighed, der var en del mindre end hvad han havde råd til. Den var ret almindelig, selvom han nok havde lidt flere bøger end normalt. Bøgerne spændte fra filosofi, historie og religion. En kopi af Biblen stod ved siden af en bog om afrikansk stammereligion. Kiggede man nøje efter ville man bemærke, at mens den sidstnævnte var bukket og foldet i ryggen, var Biblens omslag stadig intakt.
   Carisian var netop kommet hjem efter en skuffende rejse. Han havde besøgt en mand, han tidligere havde haft brevvekslinger med. Manden, der hed Alberto Jones, hævdede at kunne kommunikere med ånder, men i modsætning til alle de andre, der sendte Carisian breve af den karakter, havde manden ikke virket til at være ude efter penge. De samtaler, han hævdede havde fundet sted, var også anderledes. Ånderne var kryptiske og virkede hverken interesserede i at opklare mord eller kommunikere med nulevende slægtninge. I stedet havde de virket meget interesserede i historie og biologi. Carisian havde besøgt Jones i håb om at komme til at kommunikere med ånderne, men den virkelige mand var langt anderledes end manden Carisian havde lært at kende gennem brevene. Jones var ganske enkelt sindssyg.
   Alberto Jones boede i Texas. Hans faldefærdige hus var dækket af graffiti, og Carisian havde ved første øjekast bestemt huset til at være ubeboet. Indenfor var det fyldt med mærkelige genstande. Krystaller, drømmefangere og planter flød overalt. Jones lod til at sortere sine ting på en besynderlig måde. I hans stue/soveværelse havde han valgt at lægge sine få bøger rundt omkring på det støvede gulv, mens kurvereolen, han havde stående op ad den fjerneste væg var næsten helt ledig, bortset fra et lille skrin. En anden besynderlig indretningsidé havde åbenbart ført til, at Jones havde fundet det passende at placere kæmpe potter med stinkende buske i hver døråbning. Carisian var ved at falde over den første potte, da han trådte ind i huset. Løsrevne papirer fra de mishandlede bøger knitrede under Carisians fødder. Han fik øje på et ouijaboard, der var stillet op ad væggen. "Er det derfra du kommunikerer med ånderne?" spurgte han høfligt. Jones kiggede undrende på Carisian. "Selvfølgelig ikke. De kommer til mig, når jeg sover. De viser sig oftest derovre," svarede Jones, og pegede mod det mørkeste hjørne af rummet. Carisian gik derhen. Han undersøgte væggen, gulvet og kastede et blik på loftet. Udover al støvet, var der intet at se. Carisian så, at der stod en støvsuger på gulvet, og undrede sig over, hvorfor Jones ikke brugte den oftere. "Jeg må hellere tage mod mit hotel, jeg er træt efter rejsen," sagde Carisian høfligt.
   "Du kan ikke tage af sted nu," svarede Jones bestyrtet. Den lille, blege mand så på Carisian med et forskrækket udtryk i sit brede ansigt. "Ånderne har sådan glædet sig til at møde dig." Carisian prøvede at undslå sig, men til sidst vandt hans høflighed over skrækken for at tilbringe en nat i selskab med en gal mand. Carisian var trods alt ingen kujon.
   Det mest spændende der var sket på rejsen var da Jones insisterede på at tale med væggen i en halv time midt om natten. Carisian indså, at hvad han havde antaget kunne være kryptiske ånder, nok snarere var en gal mands rablen. Jones havde ophidset betroet ham, at ånderne var meget interesserede i den fremmede, og spurgte nøje ind til Carisians kone. Carisian svarede tørt at han var ugift, og vendte sig irriteret om på siden i sofaen. Han vågnede et par gange om natten, skævede hen til hjørnet i mørket, men opdagede intet underligt. Dagen efter tog han hjem til sin lejlighed i Norge, efter at have besluttet sig for ikke at besvare Jones' breve igen.
   Et par dage senere blev han syg.