"Kunne De ikke bare skifte til pigens skikkelse, og kræve oplysningerne på adoptionskontoret?" foreslog Aeskir. Der lød et knald, og den mørke mand opløstes. Theo sukkede dybt, og koncentrerede sig om sin læsning. Aeskir dukkede kortvarigt op igen. "Jeg prøvede blot at hjælpe herren," hvæsede han kort, og forlod rummet gennem døren. Theo værdigede ham ikke et blik. Han studerede indgående dødsannoncerne i den lokale avis. Da mørket var faldet på, rejste han sig fra sin stol. Han tog sin lille frysetaske med sig, og forlod værelset. Han kom tilbage et par timer senere, og stillede frysetasken fra sig på gulvet med et højt bump. Han betragtede sig selv i det krakelerede spejl på væggen. For tiden var hans udklædning i form af en tynd, lyshåret mand i slutningen af 20'erne. Han brød sig ikke om at være klædt som overvægtig, det blev for tungt og upraktisk. Han ændrede sit udseende, legede med det. Næsen flyttede han op i panden, øjnene ud på hver sin side af hovedet, og munden vendte han 90 grader. Så blev han træt af det, og ændrede sig igen. Glimt flød gennem hans hjerne. Det var noget med spidse ører, var det ikke? Hans ører strakte sig og blev spidse. Øjnene skulle være grønne mente han at kunne huske. Øjnene glimtede grønt i spejlet, men så gik han i stå. Næsen var helt forkert, læberne var forkerte, hudfarven var forkert, men han kunne ikke huske, hvordan det skulle se ud. Spejlet revnede yderligere, da han irriteret slog til det. Hvis han bare kunne huske tilbage. Han rettede sig op, åbnede vinduet, og i skikkelse af en fugl fløj han ud i den mørke nat.
   Han skiftede tilbage til menneskeforklædning, da han landede et stykke nede ad gaden. Døren til kontoret gik op, da han strøg pegefingeren over låsen. Han bandede kort, og skævede til overvågningskameraet. Hurtigt lukkede og låste han døren igen, og med sin albue slog han hul i glasset. Han stak armen gennem den knuste rude, og låste op på indersiden. Så trådte han indenfor. Tyverialarmen var stille, som han havde sørget for. Han tog sig god tid til at gennemrode nogle skuffer. I den hånd, der vendte væk fra overvågningskameraet, fremmanede han den lille, hvide kugle. Den fløj muntert afsted mod en skuffe, hvor den eksploderede med et lille lysglimt. Theo gik derhen, åbnede skuffen, og fandt hurtigt det han søgte. Celina Pella, læste han. Han stak informationerne i lommen, og forlod kontoret, mens han med et knips aktiverede tyverialarmen.

Matti sad på sit værelse og læste. Bogen fra Theo var spændende. Den første del af bogen gennemgik en masse forskellige planter med magiske egenskaber. Det underlige ved den del var, at forfatteren åbenbart havde opfundet flere planter selv. Måske han ikke syntes de planter, der fandtes i naturen var spektakulære nok i sig selv. Klokkepernalia. Læste Matti under en tegning af en ranglet plante. Små fingre stak ud fra dens brune kronblade. En stængel over døren, vil advare om uvelkomne gæster. Matti havde lånt flere bøger om botanik, men klokkepernalia var ikke nævnt i en eneste. Den næste del gennemgik remedier til helbredelse. Det lod til at man kunne blive helbredt fra stort set alt. Desværre var opskrifterne på de forskellige miksturer så komplicerede, at Matti overvejede, om det ikke var nemmere at bare klare sig gennem de onder livet måtte byde én. For eksempel skulle man til opskriften på en drik, der kurerede fodsvamp både bruge tungen fra en tyrekvie, rod fra en blomst, der kun groede i Himalaya, samt blod fra en jomfrus mødom. Matti forestillede sig et øjeblik, hvordan drikken måtte smage, og rynkede på næsen. Den tredje del af bogen var dog klart den mest interessante. Her var beskrevet forskellige formularer til småting. Matti havde afprøvet én af dem til at forvirre sin fjende. Han havde kopieret symboler fra bogen ned på en lille træskive. Skiven havde han gnedet med lidt blod fra sin fingerspids, havde lagt en lille pose med et hår, han havde plukket fra Nemos stedfars frakke, ovenpå træskiven, og havde betragtet effekten. Nemos stedfar var blevet mere og mere glemsom. Først var det småting. Han kom ind i garagen flere gange om dagen, og spurgte om drengene havde set hans nøgler. Siden var det store ting. Til sidst havde han en aften glemt sin bil på arbejdet, og var gået hele vejen hjem i styrtende regnvejr. Manden var blevet syg, og Matti fulgte bogens vejledning til at stoppe magien. Han brændte håret, og smed træskiven i en sø. Det havde dog haft en effekt på Nemos hjem. Matti havde ikke set et blåt mærke på Nemos ansigt siden stedfaderen blev forhekset.
   Det var begyndt at blive mørkt udenfor, men Matti kunne stadig læse bogstaverne i bogen. Der var mange formularer, han havde lyst til at prøve. Han bladrede gennem formularerne og videre til den sidste del af bogen, han havde adgang til. Matti havde på fornemmelsen, at forfatteren af bogen havde prøvet at præsentere en form for magi, han ikke selv forstod. I hvert fald forekom det meste af denne del Matti at være det rene vrøvl. Den indledte med at fortælle om alle de basale naturregler. Den præsenterede dog naturreglerne som forslag snarere end kendsgerninger. Matti vidste, at han havde brudt naturreglerne indimellem, men bogen fastholdt, at "naturforslagene" kun kunne brydes hvis man aftalte det med dem. Matti kunne ikke forestille sig, hvordan man skulle aftale noget med tyngdekraften. Derefter gik den over til nogle snirklede forklaringer om væsener, man kunne lave aftaler med. Den nævnte nogle af de væsener, Theo havde fortalt Matti om, blandt andet havfruer. Den indeholdt også oplysninger om væsener, man skulle tage sig i agt for at indgå aftaler med. Den nævnte for eksempel alfer, vampyrer og skyggefolk. Matti granskede indgående en tegning af en mand, der trådte ud af skyggerne i et mørkt værelse. Mandens ansigt var forvredent af smerte og vrede, og han smeltede snarere ud af mørket end trådte frem af det. Der lød en banken på døren nedenunder. Matti så mod trappen, og ud af sin øjenkrog opfangede han en skikkelse i mørket ved siden af sit skab. Med et chok kiggede han derover, men krogen ved skabet var tom. Han lukkede irriteret bogen, og tændte lyset. Kort efter hørte han fru Jensen åbne døren, og fra stuen kunne han høre Nemos stemme. Kort efter kom Nemo traskende op ad trappen. "Hej Maro," sagde han, da han satte sig ned ved siden af Matti i sengen. Han trak en cigaret frem og tændte den. "Hej Nemo," svarede Matti.
   "Du skal ikke være sammen med Elena i dag?" spurgte Nemo. Matti rystede på hovedet. "Hvorfor ikke?"
   "Hun er lidt sur for tiden. Hun siger, at hun vil møde min far, men..." Matti trak opgivende på skuldrene. Nemo trak også på skuldrene, og kastede et blik på bogen, der lå i fodenden. Han samlede den op, og åbnede den. Han rynkede brynene. "Jeg gætter på, at dette giver mening for dig?" bemærkede han. "Gør det ikke for dig?" spurgte Matti.
   "Jeg kan ikke engang forstå skriften," svarede Nemo. "Det ligner en blanding af egyptisk og arabisk skrift." Matti snuppede bogen ud af hænderne på Nemo. Nu hvor Nemo havde gjort opmærksom på skriften, kunne Matti godt se det, men han læste stadig ordene uden problemer. Nemo så Matti over skulderen. "Interessante tegninger," sagde han tørt og så på en tegning, der forestillede en mand, der var fanget i et glasbur. Mandens ansigt var dækket af hans hår, men det var tydeligt at se, at han var i store smerter. "Hvor har du den fra?" spurgte Nemo.
   "Theo sendte den til mig," svarede Matti. "Du ved, i anledning af min fødselsdag." Nemo havde ikke husket Mattis fødselsdag, men det gjorde egentlig ikke Matti noget. "Du burde fortælle sandheden til din kæreste," sagde Nemo. Der var en snert af bitterhed i Nemos stemme, da han sagde kæreste, men Matti bemærkede det ikke. "Måske jeg skulle," svarede Matti tankefuldt.