Theo sad i bilen. Han havde stjålet den for et par dage siden, ændret dens udseende så meget som det var muligt, og var nu på vej. Han medbragte hverken sit tøj eller sine bøger, kun den lille, blå køletaske havde han anbragt i bagagerummet. Han stoppede ved en restaurant, hvor han gik ind og spurgte om vej til børnehjemmet. Tjeneren var en køn ung kvinde, der smilede lystent til ham. Han skrev sig bag øret at skifte udseende snart.
   Børnehjemmet var en hyggelig, hvidkalket bygning. Børn legede på græsset udenfor under opsyn af nonnerne. Theo fulgte forstanderinden indenfor, og de satte sig ned for at tale sammen.
   "Så I fik oprindeligt Celina fra et andet børnehjem?" spurgte Theo.
   "Det er rigtigt. De ville af én eller anden grund ikke have hende der. Hun skræmte flere af de ansatte, sagde de. Ja, jeg kan ikke sige andet om hende, end at hun har været en sød, kærlig og omsorgsfuld pige, så længe jeg har kendt hende. Måske lidt kontrollerende og temperamentsfuld, men en dejlig pige," svarede forstanderinden. Theo nikkede høfligt.
   "Hvad er navnet på det tidligere børnehjem?" spurgte Theo.
   Forstanderinden kiggede nysgerrigt på Theo.
   "Hvordan kan det være, at De er kommet hertil? De sagde noget om en forlovelse?" Theo nikkede igen.
   "Celina er blevet forlovet, men tanken om at hun måske kunne viderebringe farlige sygdomme til sine børn, er uudholdelig for hende," sagde Theo. "Min kære datter er så god."
   Forstanderinden smilede. "Tillykke. Men jeg ved ikke, om det andet børnehjem har oplysninger om hendes biologiske forældre. Lad mig lige se..." hun fandt et stykke papir frem, og skrev noget ned på det. "Det er ikke så langt herfra, bare følg vejen og så skulle du være der inden for et par timer." Theo takkede, tog imod papiret med adressen på, og forlod kontoret. Han var kun lige nået ud på gangen, da en lille dreng stoppede op foran ham og stirrede intenst. Theo så kort på ham, og gik væk. Drengen fulgte efter på sine små ben. Han var nok omkring 4 år. Én af nonnerne kom forbi, og fik øje på den lille dreng.
   "Kom, Manuel," sagde hun. Drengen trak hende i ærmet.
   "Hvorfor gemmer den mand sit ansigt?" udbrød Manuel.
   "Hvad mener du?" spurgte nonnen. Theo var stoppet op, og kiggede mørkt på den lille dreng.
   "Hvorfor har han ikke sit rigtige ansigt på?" råbte Manuel.
   "Det var ikke pænt sagt!" udbrød nonnen. "Kan du sige undskyld til hr. Pella?"
   "Det er i orden," svarede Theo, og gjorde mine til at gå. Den lille dreng så efter ham, da han gik.
   Det andet børnehjem var mindre end det første og knap så velholdt. Theo havde ringet i forvejen på en mønttelefon og udbedt sig en samtale. Forstanderen var oprørt, da han tog imod Theo.
   "Det var godt, du kom," sagde han, og tog Theo med sig ind på sit kontor. "Celina havde frygtelige misdannelser som barn." Theo spærrede øjnene op. Han havde forventet, at manden ville sige noget i den retning, og prøvede at virke overrasket. I virkeligheden havde han lyst til at sige noget sarkastisk om, hvorvidt lyserød hud som en gris og ører runde og gummiagtige ikke snarere var misdannelser.
   "Hvordan det?" spurgte Theo med den rette mængde forbløffelse i stemmen.
   "Jeg har nogle billeder af hende i sagsmappen," sagde han, og tog mappen på bordet. Han havde åbenbart lagt den frem så snart han havde modtaget Theos opkald. Theo åbnede den, og fik øje på et billede, der virkede bekendt. Den lille baby på billedet lignede en almindelig menneskebaby. Hun havde 10 fingre, 10 tæer, en lille, rund mave, et stort, rundt hoved, ører, øjne, næse, hår og lemmer. Hun adskilte sig dog fra menneskebørn på flere måder. Først og fremmest var hendes hår langt tykkere end ellers, og det var en stærk orange farve. Hendes mund havde allerede tænder, lange og spidse tænder. Hendes hud var en svag grønlig farve, og ørerne var store og spidse. Theo mærkede et minde trænge sig på. Han huskede følelsen af at holde et nyfødt barn i sine arme. Han huskede øjne, grønne som mosset i skovene, der så ind i hans med et intenst blik. Theo lagde billedet fra sig med rystende hænder.
   "Ja, det er voldsomt, ikke? Men på én eller anden måde voksede hun fra det. Det skræmte de andre så meget, at vi blev nødt til at sende hende videre. Hendes forældre har velsagtens efterladt hende af den grund," sagde forstanderen.
   "Sikkert," svarede Theo. "Det vil sige, at I ikke ved noget om forældrene?"
   "Jo, det gør vi faktisk. Der var en kvinde her, da Celina var et år gammel, som krævede at se hende. Hun hævdede at være Celinas moder. Vi fortalte hende, at det var umuligt at se Celina lige nu, men at hun kunne søge om at få hende tilbage. Det lod til at tage modet fra hende, men hun blev længe nok til at skrive sine oplysninger ned," svarede forstanderen. Theo rakte hånden frem, forventede at få oplysningerne. Forstanderen rørte sig ikke. "Jeg kan desværre ikke give dig oplysningerne. Kvinden udbad sig anonymitet." Theo smilede kort til manden, rejste sig, og smadrede sin stol over forstanderens hoved. Så tog han hurtigt mappen, kopierede den på forstanderens kopimaskine, satte stolen sammen igen, og plantede et nyt minde i forstanderens hoved. Theo gav den bevidstløse mand et spark over skinnebenet, og forlod kontoret.

Carisian havde haft underlige drømme hele natten. Han havde haft voldsom feber de sidste par dage, og hans drømme havde været derefter.
   Han vågnede op til en bunke breve på sit polerede trægulv. Han bladrede dem hurtigt igennem. Der var et brev fra Jones, som han ignorerede, og bag det fandt han et brev med en stempelreturadresse. Det var fra en mand ved navn Ishmael Aardappel. Efternavnet skyldtes at hans far havde hollandske rødder. Fornavnet skyldtes at hans mor var af arabisk afstamning. For at gøre det endnu mere forvirrende, var han og hans familie bosat i Italien. Det var nu ikke Ishmael, der havde været den mest interessante for Carisian. Det var hans yngste datter, Valentina. Carisian havde i sine yngre år opholdt sig i Italien på udveksling mens han studerede. Her havde han mødt Valentina, en charmerende og kvik ung kvinde. Kærligheden var blomstret hurtigt mellem de to, og svigerfaderen var blevet helt vild med Carisian. Selv efter forholdet til hans datter var blevet afsluttet, havde svigersøn og svigerfar stadig brevvekslinger. Hver jul modtog Carisian et julekort fra Italien, og sommetider skrev Aardappel, hvis han var faldet over noget i relevans til Carisians studier. Dette brev var ikke anderledes. Aardappel berettede om et underligt indbrud på adoptionskontoret i den by, han boede i. Han kendte viceværten for adoptionskontoret, som havde fortalt om mærkelige ting. En mand med en ildkugle, en tyverialarm, der var ude af funktion og så pludselig virkede igen samt videoptagelser fra butikken rundt om hjørnet, hvor manden lod til at træde ud af ingenting. Hvad der dog virkelig overraskede Carisian var, at de stjålne oplysninger omhandlede familien Pella fra Collenocello. Fru Pella var Valentinas storesøster. Hun havde giftet sig med hr. Pella, og Carisian vidste, at de havde adopteret en pige. Det var velkendt at pigen havde en mutation, der gjorde hendes blod grønt. Carisian havde en kopi af artiklen et sted i sine gemmer. Aardappel inviterede Carisian til Italien for at undersøge sagen. Carisian tænkte, at en tur til Italien ikke ville være skidt, selvom han havde svært ved at forestille sig at noget helt interessant ville hænde. Han tog fejl.