Det var morgen. Matti vågnede med en dundrende hovedpine og en følelse af, at han kunne drikke havet. Han rejste sig fra sengen og så sig om i det rodede værelse. Hans tøj var spredt på gulvet, Simone havde stadig sin kjole på. Matti så på hende, som hun lå i dyb søvn på sengen. De var faldet i søvn inden de havde nået at gøre andet end at kysse. Matti havde holdt om hende hele natten. Hun var en sød pige, han strøg hånden forsigtigt over hendes lår. Så samlede han sine bukser op, tog dem på, og gik ud af værelset. I stuen lå Nemo. Han lå og kiggede op i loftet med et fraværende blik. Han havde stadig sit tøj på, og så ud som om han havde sovet i det. "Hej Maro," sagde Nemo.
   "Godmorgen, Nemo," svarede Matti, og gik ud i køkkenet. Han hældte vand op i et glas, drak det, hældte op og fortsatte til det skvulpede i hans mave. Så gik han ind og satte sig ned på sofaen. Nemo lå og så op i loftet. "Jeg hørte, hvad dig og ham fyren talte om," sagde Nemo. Matti svarede ikke. "Hvorfor troede han, at du var død?"
   "Jeg tror jeg bliver nødt til at besøge Kirke Hyllinge for en stund," mumlede Matti. Nemo rejste sig fra sofaen. "Så må vi hellere tage af sted," sagde Nemo beslutsomt. Matti kløede sig i sit røde hår.

De tog bussen til Kirke Hyllinge. Matti overvejede at forklæde sig, men havde besluttet at lade være. Det var trods alt mange år siden han sidst havde været der. Desuden var han endnu ikke blevet specielt god til forklædninger. Matti og Nemo stod af på busstationen. Det lignede sig selv. I den lille, beskidte dam svømmede ænder rundt. Folk gik ind i supermarkedet og kom ud derfra. Matti så over mod skolen. Så rystede han på hovedet, og gik mod sit barndomshjem.
   "Har det ændret sig meget?" spurgte Nemo bekymret. Matti havde stået og betragtet huset i stilhed i flere minutter. Folk, der gik forbi, var begyndt at glo underligt på dem. "Nej," mumlede Matti. "Det er som om det slet ikke har ændret sig." Matti tog et par skridt fremad. Så vendte han sig og så mod det hus, Theo havde boet i. Eller han så mod den bunke planker, der engang havde udgjort et hus. "Er det dér, din gudfar plejede at bo?" spurgte Nemo. Matti nikkede. Nemo fnisede. "Der er ikke meget tilbage." Matti gik over mod bunken af planker og begyndte at rode mellem dem. Det gjorde ham trist, at huset var faldet sammen. Han fandt intet andet end planker. Ingen bøger, møbler eller noget andet. "Lad os gå på biblioteket," sagde Matti over skulderen til Nemo.
   Biblioteket i Kirke Hyllinge var et moderne bibliotek. Nemo gik rundt og rørte ved bøgerne med sine beskidte fingre. Af én eller anden grund var hans hænder altid beskidte. Matti fandt de gamle aviser frem i den lokalhistoriske afdeling. Han havde bladret gennem et par stykker, da han fandt det rigtige. Han fandt artiklen og begyndte at læse.
   Mor og søn døde i trafikuheld
   En mor og hendes 7-årige søn døde i trafikken i går formiddag.
   Anna Sønderskov og hendes søn Nathaniel Sønderskov fra Kirke Hyllinge kørte i går galt ved Sæby. Nathaniel Sønderskov døde på stedet, mens Anna Sønderskov blev kørt til Roskilde Hospital, hvor man forgæves kæmpede for hendes liv. Hun blev erklæret død kl. 22 i går aftes. Årsagen til ulykken er endnu ikke fastslået, men skyldes øjensynligt en punktering, der fik bilen ud af kurs. Bilen med kvinden og hendes søn ramte derefter frontalt ind i et træ ved vejsiden, oplyser Kirke Hyllinge politi. En anden bilist ringede efter en ambulance.
   Han foldede roligt avisen sammen, og så ud i luften. Det slog ned i ham. Theo havde hentet ham i skolen kort tid efter uheldet. Det havde været i spisefrikvarteret mellem 11 og 12. Mattis mor havde stadig været i live på det tidspunkt. I 10 timer havde hun kæmpet for sit liv, mens Matti og Theo havde forladt landet. Så spekulerede han videre. Hvordan havde Theo vidst det? Han læste den sidste linje igen. Havde Theo været den bilist, der havde ringet efter ambulancen? Matti rejste sig. Det var begyndt at blive mørkt, da bibliotekaren smed de to drenge ud. Matti trak sin hætte op over ansigtet. Det regnede let. De gik ned mod kirken. "Er du sikker på, at det er en god idé?" mumlede Nemo. "Det er ulovligt."
   "Selvfølgelig er det ikke det. Den plads tilhører retmæssigt mig," svarede Matti, og gik hen til et udeskur, der stod ved en gård. Han åbnede let døren, og tog en spade.
   Matti sprang let over hegnet ind til kirkegården. Nemo så sig om, og fulgte tøvende efter. "Hvordan ved du, at din familie ikke har bestemt sig for at brænde resterne?" sukkede Nemo.
   "Min mormor er meget religiøs. Hun ville ikke tillade det," svarede Matti kort. Han gik ned langs rækkerne af gravsten. Så fandt han den. En lille grav med en grå gravsten. Anna Sønderskov stod der med messingbogstaver. Lidt under stod Mattis navn. Nederst var hugget en lille sætning. For altid savnet, for altid husket. Matti satte skovlen i jorden, og gøs. Tanken om at skulle grave sin døde mor op, gjorde ham svimmel. Han trak skovlen til sig, og gik i stedet lidt tilbage. Så spredte han fingrene, og mumlede nogle ord. Jorden begyndte at røre på sig, skilles på midten, og en lille kiste svævede lidt efter op af hullet. Matti var lettet. Denne kiste var for lille til at kunne indeholde hans mor. "Det var imponerende," udbrød Nemo. Matti hørte ikke efter. Han havde hørt en lyd inde fra kisten. Matti lagde sin hånd på kisten, der flækkede med en sprød lyd. Matti trak træstykkerne til side, og så ind i de sorte insektøjne på et lille væsen. Det var på størrelse med en tallerken, havde 5 ben, 3 øjne og var dækket af gylden pels. Den plirrede og så på Matti med et drømmende blik. Så udstødte den et dybt suk, kravlede op af kisten, og stak af. Matti havde set bulletumer i deres almindelige form før, men det havde Nemo ikke. Han gloede forvirret efter det lille væsen.
   "Lad os tage på bar. Så fortæller jeg dig hele historien," lo Matti, og skubbede kisten ned i hullet igen.