I udkanten af Linå, en landsby i midtjylland, stod en stald. Den havde engang været helt hvidkalket, men det øverste lag kalk var smuldret af, og blottede de røde mursten bagved. Langs det sortmalede fundament groede tidsler og brændenælder i massevis.
   To drenge på omkring ti år nærmede sig varsomt bygningen. Den ene var ranglet og mørkhåret, den anden var spinkel og platinblond.
   Daniel, den ranglede dreng, gik hen til stalddøren. Hurtigt slog han slåen fra, og sneg sig indenfor. Vale, den anden dreng, skyndte sig efter sin ven, og trak hurtigt døren til bag sig. Det var Vales forældre, der ejede stalden, og de havde udtrykkeligt forbudt drengene at lege herinde.
   Vale lyttede anspændt efter fodtrin, eller sin mors skingre råb, men staldbygningen var stille. Fårene var på græs hele dagen, og ville ikke komme tilbage før det blev aften. Daniel gik roligt ind mellem båsene, og Vale fulgte ham i hælene som en hundehvalp. Han gik hen under lemmen, der førte op til høloftet. Lemmen var lukket, og drengen så sig om efter en stige.
   "Hjælp mig med den her," sagde han, og pegede på en faldefærdig træstige, der var henslængt langs den smuldrende murstensvæg. Vale adlød, og sammen fik de møjsommeligt bakset stigen op mod lemmen.
   "Du kravler først," befalede Daniel. Vale så skælvende mod stigen, og rystede på det blonde hoved.
   "Det er ligemeget. Lad os gå et andet sted hen."
   "Nej. Du sagde, at der er nisser deroppe. Jeg vil se dem, ellers fortæller jeg alle at du lyver."
   Vale trippede nervøst, men tog endelig mod til sig. Daniel holdt stigen, mens Vale tøvende klatrede op ad den.
   Lemmen var tung, og Vale pressede sin krop mod den. Knirkende gik den op, og med et brag slog den mod trægulvet. Høloftet lå stille hen, mens hjertet bankede i Vales bryst. Drengen tog fat i kanten af træloftet, og trak sig op på det ru trægulv. Varmen fra dyrene og væden fra halmen fortættedes heroppe, og gulvbrædderne var buede af fugt og vægten fra halmballerne. Under loftet hang duge af spindelvæv, tunge af tykke lag støv. Et par forladte hvepsebo hang gråhvide på de mørke tagspær. Nedenunder satte Daniel stigen mod en af hullets sider, og fulgte efter sin ven.
   Da Daniel kom derop, startede han med at inspicere rummet med en hånlig mine.
   "Jeg kan ikke se nogen nisser."
   "De er her."
   "Der findes ikke nisser," svarede Daniel. "Og du er dum fordi du tror det."
   Børnene gik rundt mellem halmballerne, de kravlede på dem, og gravede gange mellem dem. Luften var tæt af avnestøv, der kildede i næsen. Vale var i færd med at udforske en passage mellem to af halmballerne, da Daniel kaldte på ham.
   Den ranglede dreng sad foroverbøjet med noget foran sig. Et øjeblik hamrede Vales hjerte i brystet. Havde hans ven fundet en nisse?
   Da Vale kom tættere på, gik det dog op for ham, at det blot var en gruppe kattekillinger, Daniel havde fundet. De lå i en lille rede af moderens pels og bløde halmstrå. Killingerne havde endnu ikke fået øjne, og bevægelsen fra Vale fik dem til at pibe af forventning. Herude på landet var kattene hverken vilde eller tamme. Mens resten af Danmark havde travlt med at hive hunde, katte, fisk og leguaner indenfor i dagligstuerne, var kattene i Linå udedyr. De avlede vildt i nogle år, inden en af de lokale skarpskytter tog sit gevær og skød de, der var godtroende nok til at vise sig. Kattene i Linå levede side om side med menneskene, men kun de vildeste overlevede.
   Daniel samlede en af killingerne op, og strøg den over den bløde pels.
   "Man siger, at nisser bor på hølofter. Ved du hvad man ellers siger?" spurgte Daniel, og gik hen til gavlen. Et glughul sad i gavlen, og Daniel stak hænderne med kattekillingen gennem hullet.
   "Man siger, at katte altid lander på benene. Tror du på det?"

Det var en tidlig majmorgen, da Vales mor vækkede ham. Den syttenårige dreng gned søvnen ud af øjnene, og så spørgende på sin mor.
   "Din far har brug for dig udenfor."
   Hun strøg ham kærligt over armen, og gik ud af værelset, så han kunne få fred til at klæde sig på. Vale væltede ud af sengen, og snublede gennem det rodede værelse. Et par bukser lå draperet over en stol, og han trak dem hurtigt på. Værelset var som enhver anden teenagedrengs værelse. Væggene havde et par plakater, nogle af halvnøgne kvinder, en enkelt med en ulveflok, og en række avisudklip fra forskellige lokalaviser. Udklippene var de første reportager om ulve i Jylland. Vale elskede ulve, og havde endda været ude med en kikkert for at lede. Til sin store skuffelse havde han dog aldrig set en vild ulv.
   Han snuste til en t-shirt, og trak den over hovedet. I entreen tog han sin jakke og sine gummisko på, og gik udenfor.
   Faderen stod i fåreindhegningen, og kiggede på et dødt får. To dybe mærker var på dyrets hals, og bugen var flænset op. De lilla indvolde var blottede, og den grå mavesæk var gledet helt ud.
   "Vi bliver nødt til at begrave den, inden Rebekka vågner," brummede faderen.
   Vale tog fat i dyrets hoved, hans far i benene, og de bar fåret ud af indhegningen og ind bag et stengærde i havens fjerne ende. Faderen hentede nogle skovle, og sammen fik de gravet en overfladisk grav.
   "Tror du det er en ulv, der har gjort det?" spurgte Vale.
   "Nej, det er nok en hund fra en af gårdene, men det er ikke til at sige endnu."
   Vale skubbede fåret ned i hullet, og snart var det ubehagelige syn begravet. Vale kiggede på uret på sin telefon. Klokken var mange, og han skulle i skole. Han hentede sin skoletaske, og begav sig gennem skoven. På den anden side af skoven lå Daniels hus. Daniel og Vale var venner på den måde, som mange børn på landet er det. Vales mor havde insisteret på at han skulle lege med Daniel, og drengen var modstræbende gået med til det arrangerede venskab.
   Vale fulgte stien, hans fødder havde formet ved hans daglige gåture. Træerne hævede sig over ham, og hviskede sagte i brisen. Ofte nød Vale at sidde herude. Som barn havde han brugt skoven meget, han havde leget herude, eller bare siddet stille og lyttet til lydene.
   Han nåede Daniels baghave, og fortsatte hen til det lille, gule hus. Daniels hjem lignede et billede fra et postkort. Det var indbegrebet af, hvordan et hus på landet burde se ud. Taget var stadig stråtækt, og dørene var så lave, at selv Vale måtte bøje sig når han gik indenfor. Græs voksede vildt mellem de spredte brosten, der vidnede om engang hvor der havde været orden. Nu syntes det at skoven var ved at generobre det ryddede område.
   Daniel kom ud af døren, hilste sin ven med et kort nik, og smed sin skoletaske ind på bagsædet af den rustplettede bil, der holdt parkeret foran huset. Daniels mor kom ud af huset, og kastede med sine blonde krøller, mens hun smilede til Vale. I stuevinduet fangede Vale et glimt af Daniels bedstemor. Hun så direkte på ham, og han mønstrede et smil. Den demente kone smilede ikke tilbage.
   Daniels mor satte sig ind i bilen, og hendes søn fulgte efter. Vale hankede op i sin taske, og satte sig ind på bagsædet. Hostende satte bilen i gang, og de kørte over en bumlet sti og ud på landevejen.
   Vale kiggede ud af vinduet, og Daniel vendte sig om i sædet.
   "Er du klar til dit oplæg?" spurgte han.
   "Så klar som jeg kan være," svarede Vale. Daniels mor fangede hans blik i bakspejlet, og fastholdt det lidt for længe.
   Snart havde de lagt Linå bag sig, og kørte ind mod Silkeborg. Byen tonede frem, hårde stenfacader, stål og beton. Bilen rullede ind på parkeringspladsen foran gymnasiet, og de to drenge steg ud. Daniel sagde ikke farvel til sin mor, smækkede bare døren bag sig.

Vale stod ved tavlen i klasseværelset. Med rystende hænder skrev han et enkelt, hvidt ord på den sorte overflade.
   Varulv.
   "I 1500-tallet blev den lille by Bedburg i Tyskland hærget af en række grusomme mord. Gerningsmanden var en mand ved navn Peter Stumpp, også kaldet Peter Stubbe. Peter Stumpp var den første veldokumenterede varulv i historien. Da landsbyboerne pågreb ham var han i ulveskikkelse, og han forvandlede sig til et menneske lige foran dem. Stumpp tilstod selv at han var en varulv, og at han i sin ulveform havde dræbt, voldtaget og ædt dele af sine ofre.
   Stumpp brugte sin ulveform til at begå handlinger, der var i strid med hans menneskelige side. Når han var en ulv, var samfundets regler ikke længere gældende for ham. Vi ser det samme når mennesker i vores samfund begår frygtelige forbrydelser. De bliver kaldt monstre eller udyr, fordi de ikke længere er mennesker."
   Mens Vale talte, kunne han se opmærksomheden hos tilhørerne svigte, hvilket gjorde ham mere nervøs. Han afsluttede hurtigt sin præsentation, og gik tilbage til sin plads. Der var stille i klassen. Enkelte klappede, men de fleste så skeptiske ud. Daniel gav Vale et opmuntrende smil.

Stjernerne tindrede på himlen over de løvfulde bøgetræer. I en lille spejderhytte sad Vale og Daniel. Dette var deres hemmelige sted. Hytten var for længst blevet glemt, da spejderne i området nedlagde deres forening, men hytten stod endnu, og siden barndommen havde drengene leget herude. Efterhånden kom de kun i den, når de ville være alene.
   Denne aften delte de to drenge en joint, som Daniel havde købt af den lokale scooterbande. Daniel tog et dybt sug af jointen, og lænede sig tilbage i sin hullede sækkestol. Vale tog imod jointen, og røg på den, mens han gennemgik dagens hændelser i hovedet.
   "Fuck dem. De aner ikke, hvad de taler om," lo Daniel, som om han kunne læse sin vens tanker.
   "Helt seriøst. Halvdelen af dem er dumme bimboer, og resten er bare rekrutter til scooterbanden."
   Vale tænkte på Sofia, hans barndomsforelskelse. Hun havde set undrende ud over hans oplæg, men i det mindste bemærkede hun ham.
   "Du og jeg, Vale. Vi tager et andet sted hen, til storbyen! Efter gymnasiet, så er det farvel Linå."
   "Storbyen? Mener du København?"
   "Det er ligegyldigt. Bare væk herfra."
   Vinden var taget til, den piblede ind gennem sprækkerne mellem væggenes brædder, og fik de levende lys til at blafre. Et særlig kraftigt vindstød rev døren op, og det møre træ hamrede mod væggen. De to drenge hoppede af forskrækkelse. Udenfor var mørket faldet på, og den åbne dør var et hul ud i det ukendte. Skoven virkede dyster, når man betragtede den fra den hyggelige spejderhytte. Daniel rejste sig fra sin sækkestol, og tog et par skridt mod døren. En besynderlig lyd fik ham til at stoppe. Det var en rumlen, og den kom udefra.
   Der lød en svag raslen, og en kæmpe tudse viste sig i døren. Tudsen gloede olmt på de to drenge, og udstødte en lang ræben.
   Vale lo af det besynderlige dyr. Den var på størrelse med en frokosttallerken, og glinsede af fugt. Det lod til at den var nysgerrig, og den trak sig et stykke fremad på sine skrøbelige forben. Det var det sidste den gjorde, inden Daniel trampede på den.
   Indvoldene eksploderede ud af dens ende, og knoglerne knasede. Daniel fjernede foden, og tudsen vred sig i dødskramper. Daniel sagde ingenting, men der var et sadistisk smil om hans læber. Vale for op fra sin plads på den slidte madras, og skyndte sig hen til tudsen.
   "Hvad fanden gjorde du det for?" råbte Vale, og knælede ved den døende tudse.
   Tudsen spjættede ikke længere, og forsigtigt skubbede Vale liget ud af døren. Han rejste sig, og gik vredt hen mod Daniel. Han langede ud efter sin ven i raseri, og Daniel gik et par skridt tilbage, inden han skubbede Vale. Daniel var stærkere end sin ven, og Vale røg baglæns, snublede og faldt ud af døren. En skarp sten rev hans håndryg op, og blod piblede frem på huden.
   "Rend mig!" råbte Vale, og rejste sig.
   Rasende forlod han hytten og begav sig ud i skoven. Daniel blev stående i døren, på tærsklen mellem skoven og hytten. Et øjeblik forestillede Vale sig, at Daniel var ude af stand til at krydse grænsen, for evigt bundet til den faldefærdige bygning.
   Lyset fra hytten forsvandt bag Vale, som han skrævede dybere ind i skoven. Hashen bedøvede hans sanser, og han måtte koncentrere sig for at orientere sig i den mørke skov. Verden snurrede så voldsomt omkring ham, at han blev nødt til at sætte sig ned. Blodet løb stadig i en smal strime fra hans hånd, og han huskede sig selv på at finde et plaster når han kom hjem. Han havde sat sig i en lille lysning, og stjernerne glimtede over ham. Det var en mild aften, og han nød stilheden.
   Dyret var så stille, at Vale først opdagede det, da det stod et par meter fra ham. Gule øjne reflekterede lyset fra stjernerne, og dyret lagde undersøgende sit hoved på skrå. Vale identificerede ulven med det samme. Ulve var sky, og Vale sørgede for ikke at foretage nogen pludselige bevægelser, der kunne tænkes at skræmme den. Det arme dyr var afpillet at se på. Den luntede nærmere, og var nu kun en armslængde fra Vales ansigt. Ulvens næse vejrede i luften, og den snusede til den unge dreng. Blodet på Vales hånd tiltrak sig dens opmærksomhed, og forsigtigt begyndte den at slikke såret. Hjertet hamrede i Vales brystkasse, og han følte sig ophidset og lykkelig. En forbindelse, han altid havde følt til dette fabelagtige dyr, var blevet bekræftet. Vale hostede kort, inden han kunne kvæle det. Ulven blev forskrækket, og på et øjeblik pilede den ind mellem træerne og var væk. Vale rejste sig fra jorden, tørrede distræt sin tilsavlede hånd af i bukserne, og gik hjemad.