Jægerspris, 1998

Drengen stod ved søen. Omkring ham voksede planterne vildt. Skvalderkål dækkede det bløde mos mellem de høje grantræer, der omkransede søen. Dunhamre duvede blidt i vinden, spredte deres dunede frø, der adspredt svævede over søens søvnige vand. Enkelte dun landede på vandoverfladen, hvor de drev videre som miniaturebåde.
   Drengen knælede ved vandet. Han var en skøn dreng at se til. I starten af skolealderen, dette ville nok blive hans sidste sommer udenfor skolen. Han var rundkindet, blåøjet og havde rødblonde krøller. Hans mormor plejede at nive ham i kinderne og kvidre om, at han var lige til et grædebillede. Det var mormoderen og de andre familiemedlemmer, han var stukket af fra. En gang om året mødtes hans mor, mostre og deres familie i Jægerspris for at spise mad på græsplænen mellem de jordiske rester af grevinde Danner, Jægerspris Slot og den store, mørke skov. Drengen havde hele morgenen betragtet sin mor pakke mad ned i små bøtter, hun derefter stablede i en nettopose, trak op igen, fyldte noget andet i bøtterne, og startede forfra. Drengen havde gabt, hans mor purrede op i hans hår. "Så skal du se dine kusiner og fætter i dag. Bliver det ikke skønt," sagde hun, henvendt mere til sig selv end til sin søn.
   "Jeg gider ikke lege med dem," mukkede han.
   "Pjat med dig, Matti," svarede hans mor. Drengens navn var Nathaniel Sønderskov, men hans mor kaldte ham aldrig andet end Matti. Han brød sig ikke om sine kusiner. De var tvillinger, 6 år gamle og var i fuld gang med at træne den udspekulerede grusomhed, der fremover skulle hjælpe dem til at opnå alle deres mål i livet. De to piger insisterede på at lege familie. I denne leg var deres 4-årige lillebror barnet, som de skiftedes til at skælde ud over bagateller og trøste. Matti skulle spille rollen som enten far eller hund. Begge roller indebar at lyde pigernes mindste vink.
   Denne dag, hvor han var gået ned til søen, var han uden at blive bemærket, vandret væk fra familien efter middagen. Hans mormor havde netop skænket sit tredje glas vin, og var begyndt at kaste om sig med spydige bemærkninger mod sine tre døtre. Dette havde afledt deres opmærksomhed tilstrækkeligt til, at Matti kunne nå at stikke af, inden de voksne ville begynde at tvinge ham til at lege med sine kusiner.
   Matti havde fået øje på en smuk fasan. Dens blårøde hoved havde været tydeligt i skovkanten. Den var ikke flygtet, da Matti nærmede sig. Så snart Matti var et par meter fra den, var den pilet ind i skoven, stoppet op, og ventet på ham. Altid ude af rækkevidde, men aldrig ude af synsvidde. Matti havde fulgt den til søen, hvor den havde sat sig på en væltet træstamme. Matti forstod, at han ikke skulle nærme sig den, og havde vist sin indifferens overfor fuglen ved at sætte sig til at studere søen. En frø kvækkede på en sten i vandet, men da den så, at Matti betragtede den, hoppede den fornærmet i vandet med et plask. Matti hørte en hosten til venstre for sig. Han så over på den væltede træstamme, hvor fasanen havde befundet sig. En raslen lød i krattet bag den nu forladte træstamme, og Matti så en dreng træde frem. Drengen så ud til at være på Mattis alder. Drengen satte sig på træstammen, præcis hvor fasanen havde siddet. Han svingede sine ben frem og tilbage, og så på Matti. Et drilsk smil spillede om hans læber. Matti åbnede munden, idet den fremmede dreng udbrød: "Halløj," med en stemme, der var alt for dyb til så ung en dreng. Matti gloede med åben mund på den fremmede.
   "Hvad?" spurgte drengen med sin dybe stemme.
   "Din stemme," mumlede Matti, og blev rød i kinderne.
   "Åh, selvfølgelig," svarede drengen. "Et øjeblik." Han rømmede sig. "Kan du bedre lide den nu?" spurgte han med en lys, pibende stemme, der mindede om en mus, der bliver trådt på. "Eller nu?" kvækkede en hæs, knirkende røst som træernes rumlen. "Hvad med nu?" stemmen fra drengens strube var nu blevet Mattis mors stemme. "Lad være med dét!" udbrød Matti. Drengen rømmede sig igen, og da han atter talte havde han fået en behagelig stemme. Den var lys som en drengs, med en besynderlig ringlen, der kildede i ørerne, og som gjorde, at enhver der hørte ham tale måtte tie.
   "Jeg håber du bedre kan lide denne," sagde drengen muntert.
   "Hvem er du?" spurgte Matti. Den fremmede dreng hævede et øjenbryn og vinkede Matti tættere på sig. Matti rejste sig tøvende og gik tættere på drengen, der blev ved med at give tegn til at komme nærmere, indtil Matti kun var få centimeter fra den fremmede dreng. "Jeg har aldrig fortalt det til nogen, men i virkeligheden," hviskede drengen ind i Mattis øre, mens han forsigtigt så sig om for at sikre sig, at ingen opdagede dem, "er jeg en bjørn." Matti rettede blikket mod den fremmede. Pels var groet frem på drengen, der var vokset til en ponys størrelse. Matti havde aldrig før set en bjørn, men han vidste at de var farlige, og den bjørn, der nu sad foran ham, kunne sluge ham i én mundfuld. Matti skreg, og løb alt han kunne ind i skoven, væk fra bjørnen.
   "Vent!" hørte han bjørnen råbe bag sig, men Matti standsede ikke. Han styrtede af sted, indtil han næsten væltede ind i sin onkel.
   "Nå, det er her du har gemt dig," udbrød onkel Torsten. Han gik altid i farverige skjorter, shorts og støvler.
   "Der er en bjørn," gispede Matti.
   "Der findes ikke bjørne i Danmark," svarede onkel Torsten muntert, greb Mattis hånd, og trak ham med sig. De nåede græsplænen.
   "Jeg fandt ham!" proklamerede onkel Torsten. Matti løb hen til sin mor.
   "Mor! Der er en bjørn i skoven!" udbrød Matti.
   "Der findes ikke bjørne i Danmark. Kun i zoologisk have," svarede hans mor.
   "Det har jeg fortalt ham," svarede Torsten muntert.
   "Den talte til mig," fortsatte Matti. Han mærkede frustrationen vælde op i sig. Typisk de voksne - de troede aldrig et ord af, hvad man fortalte dem. Han så på sine tanter, der smilede overbærende. Om mormoderens læber spillede et spydigt smil. Han så på sin mor. Hun smilede ikke.
   Kort efter så moderen på sit ur, udbrød at klokken var mange, og trak Matti med sig ud til den røde skoda. På køreturen hjem var hun stille. Matti satte musik på, og de lyttede i stilhed til Pink Floyd. Cd'en havde siddet i bilens cd-afspiller, da Mattis mor havde købt bilen, og hun havde endnu ikke kunnet få den ud. Hun havde puttet andre cd'er i afspilleren, men Matti kunne bedst lide denne.
   Da de kom hjem, sendte hans mor Matti ind på sit værelse. Matti lyttede med åben dør, mens hans mor ringede til lægen. "Jeg håber ikke jeg forstyrrer," hørte Matti sin mor sige, inden hun lukkede døren til stuen. Matti fandt sine blyanter frem. Han tegnede lidt, indtil han indså, at han skulle tisse. Han sneg sig ud af værelset, og listede forbi stuen. Hans mor havde sat sin telefon på medhør, og Matti hørte løsrevne sætninger. "Jeg tror ikke det var for sjov," lød moderens stemme fra stuen. "Det er ikke ualmindeligt at børn på hans alder har fiktive venner, der er ingen grund til at bekymre sig over dét," lød lægens forvrængede stemme. "Men hvad nu hvis han arver min sygdom?" spurgte moderen. "Dine forstyrrelser var udløst af en traumatisk oplevelse, Anna. Der er ingen grund til at være bange. Hvis du meget gerne vil have din søn undersøgt, kan jeg se på ham en gang i næste uge." Matti lukkede stille toiletdøren bag sig.