Jeg kan ikke sove. Har ikke kunnet det i mange nætter nu. Jeg sidder helt alene mens jeg skriver dette i et stort hus og nattens lyde sniger sig ind på mig: Vinden der hyler i et vissent træ, en gren der slår på ruden, en skraben mod en dør eller en latter langt borte. Disse lyde får det altid til at krympe sig i mig, og jeg knuger mig sammen.
   Jeg trækker aldrig gardinerne for om natten, for så jeg ikke se om der er nogen der går omkring ude i haven. Engang havde jeg et automatisk lys i min have, men det beroligede mig ikke, for når bare så meget som en kat aktiverede det, troede jeg straks at der stod nogen uden for mit vindue.
   Og netop vinduet. Vinduet der spejler mig, mens jeg sidder ved min computer. Hver gang jeg rejser hovedet stirrer jeg ind i mine egne øjne i ruden, nej, de øjne på den person der sidder der i vinduet og stirrer tilbage på mig. Han ligner mig. Forvrænget kigger denne person på mig, med sine mørke, sortrandede øjne. Han ser lige ind i min sjæl og gennemskuer mig for den jeg er. Jeg må kigge ned. Undgå hans blik og gemme mig.
   Han ved jeg er her.

Jeg husker i glimt kniven. Først på vej mod min egen pulsåre inden jeg ombestemmer mig og smiler. Jeg føler jeg er i en krop der ligner min, og er til stede i den, men jeg kan ikke styre handlingerne der foretages. Foran mig ligger en lemlæstet person. Jeg kan føle ophidselsen, afskyen, euforien, skammen og glæden ved at skulle slå ihjel. Hun ligger bundet der. Lige foran mig. Foran ham. Hun er prisgivet. Hendes liv er i mine hænder. Hjælpeløs og rædselsslagen.
   Jeg hvisker til hende: "Jeg slår dig ikke ihjel før, at du med hele dit væsen forstår, at du aldrig kan slippe væk og at du helt sikkert, i nat, skal dø for min hånd".
   Åh, hvilken glæde det er at se, rædslen i hendes øjne.

Mine hænder ryster. De ryster og jeg har kvalme. Jeg må flygte fra disse tanker. Disse syn. De kvæler mig. Jeg kan ikke længere huske om det er noget jeg har oplevet eller om det blot er en drøm.
   Jeg sidder bøjet over min computer og søger på artikler om massemordere og har kun afsky til overs for deres handlinger. Men jeg læser om dem. Om og om igen. Imens mørket omgiver mig og min familie ligger og sover trygt og godt. Jeg kan høre deres åndedrag og forsøger at lukke dem ude. Jeg ved at knivene ligger i køkkenskufferne. Mit spejlbillede i ruden smiler. Jeg kigger op ind i mellem, når jeg hører at han hvisker til mig. Hvisker om mine begær, mine lyster og mine drifter og jeg dirrer over hele kroppen.

Jeg husker i glimt den regnvåde vej og hvordan jeg selvsikkert stod og røg en cigaret på et gadehjørne, da hun gik forbi. Hun gik hurtigt forbi mig og værdigede kun mine sko et blik og jeg vidste med det samme, at jeg her havde at gøre med en billig, hoven kælling, der godt kunne bruge lidt afstraffelse. Jeg kunne næsten smage hende. Hendes arrogance og hvorledes jeg ville nyde at se hende lide. Straffe hende for alle de mænd hun har afvist. Tage hævn for alle der følt for denne skøge og efterfølgende har hørt hendes nedladende ord. Jeg skal glæde mig til ikke bare at føre kniven men også få hende til at lide. Se hendes øjne. Dufte angstens sved. Uh ja. Det bliver en god, god nat.

Mit hoved værker. Klokken slår et og jeg hører en dør knirke bag mig. Jeg vender mig ikke om, men jeg forventer at manden i sort lægger sin knoklede hånd på min skulder og hvisker mig i øret, med sin lave stemme der lyder som ekkoet fra alle de døde: "Jeg ved du er her". Og min mave snører sig sammen. Og så pludselig springer min kat op på bordet ved siden af mig. Den spinder og støder sit hoved mod mit. For et kort øjeblik fordamper mine mørke tanker og jeg rejser mig for at gå ud i køkkenet og hælde mælk op til katten. Jeg tager mælken fra køleskabet og hælder den op i en skål. Da jeg stiller skålen på køkkengulvet undgår jeg at kigge på knivene der hænger på væggen, tager mig et glas vand og går tilbage til computeren. Jeg ville allerhelst gå i seng, men jeg har en sær uro i kroppen. Jeg ved at mareridtene ville plage mig igen, hvis jeg forsøgte på at lukke øjnene. Jeg er snart nødt til at gøre noget ved dem. Mareridtene og de hæslige syn. Hver gang jeg har gjort noget ved det, forsvinder de for en tid, men nu er de ved at være tilbage.

Det første slag er altid det bedste. Når jeg har sikret mig at de bor alene, er det bare at gå i gang og få arbejdet gjort.
   Men denne aften tog jeg fejl, og troede at en, på overfladen, smuk 40 årig kvinde boede alene. Men da jeg var halvvejs i min indledende lemlæstelse af hende, så jeg hendes familiefotos. En lille dreng og en pige på cirka 10 år. Jeg kunne ikke tro mit held. For det første at de ikke var vågnet af overfaldet på deres mor og for det andet, at jeg nu havde de to til rådighed, som jeg kunne benytte mod hende.
   Jeg havde smadret hende godt og grundigt og kællingen havde mistet bevidstheden. Jeg måtte vente på at hun vågnede før jeg kunne gå videre. Jeg gik ud i hendes køkken for at smøre mig lidt mad. Åh ja. Ventetiden er det hele værd.

Jeg går igennem huset, fra værelse til værelse, og ser på min familie. Min smukke søn der sover så fredfyldt. Jeg sætter mig på sengekanten og trækker dynen over ham. Ser hvordan han sover tungt og fredfyldt. Undertrykker min lyst til enten at kvæle ham eller sprætte ham op, eller endda hænge ham i en ledning. Jeg kysser ham på panden, hvisker at jeg elsker ham og rejser mig og lukker døren halvt på klem.
   Jeg åbner døren ind til min datters værelse på klem. Tager synet af hendes kønne ansigt ind. Så går jeg ind på værelset, sætter mig på hug ved sengen og stryger en pandelok væk fra hendes ansigt. Hun vågner og kigger på mig. Jeg forsikrer hende om, at alt er ok og beder hende om at lægge sig til at sove igen. Hun giver mig et lille kram, smiler til mig og jeg har aldrig haft så megen lyst til at smadre hendes kønne ansigt. Hugge hende op i små bidder og koge hendes kød. Jeg smiler til hende og forlader værelset.
   Inde hos min kone står jeg ved fodenden af vores seng, og holder et bat i hånden. Mine fingre knuger om battet og jeg ser i glimt hvorledes hendes hjerneskal om lidt smadres. "Min elskede familie," Tænker jeg "En pistol ville gøre underværker".

Hun vågner og forsøger at skrige, men hun har jo naturligvis fået stukket et par klude i munden og er blevet bundet forsvarligt og i en ydmygende stilling. Jeg ville ønske at det var på grund af mig at hun skreg, men jeg ved jo godt, at det er billedet af hendes to børn som jeg holder i hånden, der vækker hendes moderlige instinkter. Jeg begynder at pege fra det ene billede til det andet og lader som om at jeg vil have at hun skal vælge, men i virkeligheden er valget mit. Jeg flytter fingeren fra pigen til drengen og fra drengen til pigen. Jeg holder til sidst ved drengen, rejser mig og kører noget af hendes blod på min finger og tegner en cirkel om ungens ansigt. Så lægger jeg billedet foran hende. Hun går helt amok, men det er intet at regne for hvordan hun reagerer, da jeg slæber hendes søn ind foran hende. Jeg kigger fra den ene til den anden, kigger dem begge to dybt i øjnene og ser deres skræk. De græder og det ærgrer mig. Når de har tårer i øjnene ødelægger det fornøjelsen lidt og jeg tørrer deres tårer væk så jeg kan se den rene vare. Jeg lykønsker mig selv med mit eget held, og glæder mig over at jeg er mig.

Jeg lægger battet på plads med sitrende hænder og går nedenunder igen. Sætter mig ved computeren. Hvorfor føler jeg mig som en kujon? Jeg tør ikke engang at slå min egen familie ihjel. Forbandede kujon! Jeg bider mig selv i fingeren, for at få de hæslige tanker til at gå væk. Så kigger jeg op og ser endnu engang mit spejlbillede i vinduet og hans ækle grin. Jeg ved at jeg er nødt til at høre hans historie til ende. Det udsætter, endnu en dag, at jeg følger disse impulser som jeg kæmper med. Det sorte dyb i hans øjne suger mig ind og jeg kan ikke lukke øjnene. En regnstorm udenfor tager til. Mørket nærmest omfavner. Mit spejlbilledes hvide ansigt, oplyst som jeg og han er af computerskærmen, flyder ud til en kold, hvid cirkel og jeg ser kun de sorte og hadefulde øjne. Og langsomt smelter vi sammen og bliver ét. Jeg kan ikke bekæmpe ham mere. Jeg vil høre hans historie og lukker mine øjne. For mit indre blik ser jeg døde og lemlæstede kroppe og får stiv pik og falder ud af mig selv.

Jeg får altid stiv pik når jeg ser de døde kroppe. Det er som om jeg falder ud af mig selv. Men det går altid for hurtigt. Men i aften kan jeg forlænge følelsen. Hendes to børn, der er faldet for min hånd, og hun er naturligvis i en tilstand af chok, sindssyge, lammelse, apati. Da jeg stak kniven i sønnen så jeg det. Det var nærmest som om at jeg dræbte selve kærligheden. Hvilken følelse! Det første stik er altid det bedste. Her får man den fulde effekt. Men da jeg skar halsen over på datteren kunne jeg se at hele kællingens sjæl bristede og jeg mærkede med ét den lutrende kulde fra selve Døden, og hvordan den velsignede mig i mine gerninger. Og lige endnu en ting: Selvom moderen teknisk set stadig er i live, så er hun, praktisk talt, død. Men måske kan jeg bringe lidt liv i hende igen. I hvert fald skal hendes børn op at hænge. Jeg tager den ældste, pigen først, som ikke vejer så meget og fører løkken rundt om hendes nakke og hænger hende op. Tricket er at de stadig er en lille smule i live, således at hængningen lige tager det sidste. Da jeg strammer til kigger jeg ind i moderens øjne og der er lidt liv igen. Det gentager sig med drengen. Jeg sømmer ham op på væggen, men det er svært at se om det er de sidste dødskramper eller bare nerver der gør at han spjætter, og det ærgrer mig en smule ikke at vide det.
   Jeg kysser moderen på panden og slutter foreløbigt af med at tage et godt, langt bad. Nyder at moderen i hvert fald i omtrent 30-40 minutter er i selskab med sine børn en sidste gang, og applauderer mig selv for min humanisme i at hun på denne måde i det mindste kan mindes de gode stunder, inden hun selv skal føle kniven.
   Renset tager jeg mit tøj på og går ind i stuen igen. Når jeg sådan vender tilbage til et rum hvori jeg har myrdet, giver det altid et lille gib i mig: Tænk at jeg har forårsaget dette.
   Jeg går over til vinduet uden at værdige moderen et blik. Så ynkelig hun ser ud i denne stilling. Min afsky for hende overstiger alt og jeg afgør at hun ikke er et menneske. Jeg kigger ud af vinduet. Regnstormen har lagt sig. Ak, ja. Man kan ikke få det hele. Jeg tager øjeblikket ind, inden jeg fuldfører min dåd. Selve akten med knivstikket er jo så mondænt. Det er alt det der leder op til, der er den virkelige fornøjelse. Men det skal jo gøres. Jeg vender mig om og betragter hendes ynkelige skikkelse. Jeg forbander hendes grimme væsen, som jeg jo kunne se få timer inden på gaden, og for hvilket hun måtte bøde, og forestiller mig hvor mange mænd der har ligget ovenpå hende i liderlighed. Hvordan hun har kneppet mand efter mand. Den lede skøge, der har sat to børn i verden. To! Ved Gud, hvis jeg da troede på Ham, har mennesker da ingen skam i livet?
   Min vrede forvandles til harme, som forvandles til nydelse. Langsomt går jeg over til hende, sætter mig ved hende og tager kneblen ud af hendes mund. Hun er for udmattet til at sige noget, til at skrige. Det ved jeg jo. Og nu giver jeg hende hendes livs sidste chance. Jeg løser hendes bånd og med ét er hun er fri. Fri til at gå, hvis hun ønsker det og nu kommer øjeblikket som jeg elsker, hvor instinktet tager over og de rejser sig og prøver at komme frem mod døren. Men hun falder selvfølgelig, ligesom alle de andre, og dér begår hun fejlen, for som gazellen på savannen får hun ikke flere chancer. Jeg går resolut over til hende, tager hårdt fat i hendes hår, flår hendes hoved tilbage, hæver kniven højt, lukker øjnene og lige inden jeg stikker den ind forestiller jeg mig hvordan huset ser ud udefra. Roligt, så roligt, at ingen nogensinde ville ane hvad der foregår indenfor. Måske går et ældre ægtepar forbi, og de vil i morgen læse om hvad der foregik bag dørene, og et lille smil breder sig på min mund.
   Herefter er alt fred.

Jeg kan ikke sove. Har ikke kunnet det i mange nætter nu. Jeg sidder helt alene mens jeg skriver dette i et stort hus, mens nattens lyde sniger sig ind på mig: Vinden der hyler i et vissent træ, en gren der slår på ruden, en skraben mod en dør eller en latter langt borte. Disse lyde får det altid til at krympe sig i mig, og jeg knuger mig sammen og jeg ved hvad jeg må gøre. Jeg har planlagt det i mange dage nu, uden hans vidende, og har først modet nu til at gennemføre det. Mareridtene må stoppe.
   Det hæslige grin i vinduet stivner, da jeg afslører kniven der hele tiden har ligget ved min computer, skjult for hans øjne. I aften skal det være slut. Jeg orker ikke mere. Jeg ved hvad jeg er, og jeg ved hvad jeg ikke vil være.
   Men personen i vinduet tager min trussel roligt kan jeg se. Han blinker ikke en eneste gang. Sært. Jeg fører kniven over til min arm og skærer det første dybe snit, men ikke så dybt at jeg rammer senen. Derefter kniven i den anden hånd og endnu et par dybe snit. Smerten er varm og omfavnende. Jeg lægger kniven og ryster en smule på hånden. Lader armene falde og mærker den varme, velkendte fornemmelse af blod. Det løber ned af mine arme og ud på gulvet. Jeg bliver svagere og det begynder at sortne for mine øjne. Personen i vinduet efterligner mine bevægelser. Han ved at han er prisgivet som jeg.
   Jeg lægger mit hoved på bordet og tænker at jeg har vundet. Glæder mig over hvad jeg har forhindret. Men lige inden jeg lukker øjnene for at vente på døden, ser jeg et frygteligt syn i vinduet. Min refleksion, den hvide herre, rejser sig fra sin plads. Dér, på den anden side af ruden og han smiler til mig. Han ifører sig sin lange frakke mens han kigger på mig, velvidende at jeg er ude af stand til at gøre noget. Derefter tager han kniven fra bordet, inspicerer den, tørrer blodet af og stikker den i lommen. Så nikker han til mig, anerkender mit forsøg, selvom det var nytteløst, vender sig om og drager ud i natten uden at se sig tilbage.
   Jeg ligger her, mens livet fosser ud af mig, ude af stand til at stoppe ham, og jeg ved hvor han er på vej hen. Jeg lukker øjnene og føler hvordan jeg går i opløsning og langsomt bliver ham igen.

Jeg ser i glimt den regnvåde vej og hvordan jeg selvsikkert står og ryger en cigaret på et gadehjørne, da hun går forbi.