"Rachel? Rachel, kunne du tænke dig at læse dit digt op?" Rachel kiggede op, og blev revet ud af uopmærksomheden. Clara, hendes dansk lærer, sad på hug foran hendes bord. Hendes øjne blev blanke, og hun kiggede ned i bordet. "Rachel, kan du huske hvad vi snakkede om?" Clara snakkede lavt, lige højt nok til at Rachel kunne høre det, men resten af klassen måtte anstrenge sig. Rachel tog en dyb indånding, og nikkede. "Vil du så ikke læse dit digt op." Rachel kiggede op igen. Clara rettede på papiret som lå mellem dem. Rachel kiggede på det, og hendes øjne blev endnu engang blanke som glas. Hun lagde blyanten, og lagde forsigtigt en finger på papiret. Hun kiggede på Clara, som smilede opmuntrende til hende.
   "Okay," hviskede Rachel lavt. Clara lyste op, og rejste sig. Rachel tog en dyb indånding, tog papiret, og rejste sig. Hun gik op mod tavlen, uden at hæve blikket. Alligevel kunne hun mærke hendes klassekammeraters øjne, følge hende hele vejen op. Hun standsede foran tavlen, og kiggede for første gang op.
   Hun kiggede på papiret, og tog en dyb indånding. "Mit digt er," hun holdte en pause, mens hun prøvede på at synke den klump der sad i hendes hals. Hun tog endnu en dyb indånding. "Mit digt er prosa." Hun begyndte at læse:
   
   "Har du nogen sinde holdt af nogle?
   Nogle som du aldrig ville miste?
   Har du nogen sinde følt dig magtesløs?
   Har du nogen sinde følt dig skyldig?
   Har du nogen sinde følt at du aldrig ville komme videre?
   Har du nogen sinde mistet nogle?
   Det har jeg...
   Det var ikke fair, men jeg kunne intet gøre.
   Det er som om at man bliver suget ned i et stort sort hul.
   Fyldt af sorg og intethed.
   Nætterne bliver hjemsøgt af dårlig samvittighed.
   Og man tror ikke at tårestrømmen har tænkt sig at stoppe.
   Men det gør den.
   Det gjorde den da det gik op for mig
   At selvom jeg ikke kan se dig,
   Ikke kan give dig et kram,
   Ikke kan høre din latter, og se dit smil,
   Og du ikke er her til at trøste mig når jeg tænker på dig,
   Så er du her stadig.
   Du sidder et eller andet sted, og kigger på mig,
   Holder øje med mig, og passer på mig.
   For skønt du er væk,
   Vil jeg altid huske dig.
   Og så længe jeg husker på dig,
   Og holder af dig,
   Så kan jeg være glad.
   For så vil altid være hos mig,
   Så vil du altid være i mit hjerte."
   3 måneder tidligere
   "Jamen det er nemt nok, Rach, ser nu her." Grace skrev nogle tal ned i sit hæfte, og vendte det om så Rachel kunne se det.
   Rachel kiggede på det. "Nårh!"
   "Ja, det er nemt nok." Rachel smilede, og kiggede Grace over skulderen.
   "Nicolai kigger," hviskede hun.
   Grace kiggede sig over skulderen, og smilede. "Han er bare så nuttet!" Rachel vendte øjne. "Hva' så med Jake?"
   Rachel smilede. "Han er da lækker."
   Grace smilede. "Jah, det er han faktisk. Måske skulle jeg invitere ham ud." Rachel sendte hende et advarende blik. "Du har jo ikke tænkt dig at gøre det," svarede Grace blot.
   Rachel trak på skuldrende, og kiggede på Mark, deres matematik lærer. "De damer, I har matematik."
   Grace kiggede på ham. "Tag det nu roligt Mark. Hver ting til sin tid, vi sidder jo lige og snakker om drenge."
   Mark smilede, og vente tilbage til sin kontorstol bag kateteret. "8.G, i har frikvarter om ti minutter. Side 145 til 148 er lektier til i morgen."
   Rachel lukkede sine bøger og sit hæfte. Hun vendte sig om, og lod dem dumpe ned i tasken, som hang bag på den hårde stol. Grace rakte hende den lånte blyant, som hun lod dumpe ned i sit penalhus sammen med den hun selv havde brugt. "Og hvad så hvis jeg ikke inviterer ham ud? Det kan jo være jeg ikke tør."
   Grace smilede. "Så kommer du ikke ud med ham, han lærer dig ikke at kende, og det vil aldrig blive til noget mellem jer to."
   Rachel smilede skævt, og lagde penalhuset ned i tasken. Hun fiskede sin plastikbøtte op, og lynede tasken. Grace trak sin stol tilbage til sin egen plads, og hentede sin frokost. Rachel satte sig op på bordet, og åbnede låget på den grønne plastikbøtte. Hun tog den blå plastikgaffel, og begyndte at spise salaten. Cæsarsalat. Hendes dag blev da også bedre og bedre. Der fandtes intet bedre end cæsarsalat, med en grim blå plastikgaffel. Grace kom hen til hende med sin sandwich, og satte sig op på bordet ved siden af hende.
   "Altså i mine tanker kan jeg sagtens invitere ham ud. Jeg finder på nogle smarte replikker, øver dem foran spejlet, og til sidst kan jeg dem uden ad, og det lyder helt naturligt. Men når jeg så ser ham, bliver jeg helt stum."
   Grace smilede, og tyggede af munde. "Jeg ved hvad du snakker om."
   Rachel kiggede på hende, og sikrede sig at de var alene i klassen. Der var kun lige Cecilia og Monique. Men de sad som altid og snakkede sammen, og hørte ikke rigtig hvad omverdenen sagde. "Vi går i det mindste i klasse med S.L.D," påpegede Rachel S.L.D. var en forkortelse for Sygt Lækker Dreng, som sjovt nok var det "kodenavn" Grace havde fundet på for Nicolai.
   "So what? De betyder jo ikke at vi taler mere sammen."
   Rachel sendte hende det sædvanlige blik. "Du har hans nummer."
   Grace trak på skuldrende. "Okay, måske snakker jeg lidt mere med ham, end du gør med uldtot." Uldtot var bare et andet sygt "kodenavn" som godt nok betød Jake.
   Rachel løsnede op i et smil. "Der kan du bare se." Hun spiste de sidste par salatblade, og smed den grimme plastikgaffel ned i bøtten. Hun satte låg på, og hoppede ned fra bordet. Hun lagde bøtten tilbage hvor den kom fra, og rettede sig op. Hun tog sin jakke, og kiggede på Grace. Grace spiste det sidste af sin sandwich, og hoppede også ned fra bordet. Hun hentede sin jakke, og fulgte efter Rachel. På vejen ud lod hun sølvpapiret falde ned i skraldespanden.
   "Tror du på skæbne?" spurgte Grace.
   Rachel trak på skuldrende. "Jeg har ikke rigtig lyst til at tro på det. Jeg fortrækker at jeg selv træffer mine valg, og beslutter mig for hvad jeg gør."
   Grace kiggede op på himmelen. "Har du nogensinde tænkt over, at hvis du ikke beslutter dig, beslutter du dig bare for at lade være med at beslutte dig?"
   Rachel kiggede på hende. "Har du nogensinde tænkt over, at dét der var rimelig sort?"
   Grace kiggede på hende, og trak på skuldrende. "Men det gav mening."
   Rachel smilede. "Du er mærkelig."
   "Hvilket er grunden til at vi er så nære veninder," svarede Grace.
   Rachel lo. "Det kan der være noget i."
   "Uh, uldtot lige fremme!"
   Rachel kiggede op, og smilede. Hendes håndflader blev helt svedige, og hendes hjerte begyndte at pumpe blodet hurtigere rundt. "Han er simpelthen bare en gave fra gud." Grace rullede med øjnene, og mimede med. "Jeg mener, det er helt utroligt så lækker han er. Det burde næsten være ulovligt." Rachel fik øje på Grace, som tydeligvis lavede sjov med hende. Hun puffede venskabeligt til hende.
   Grace kiggede på hende med store øjne. "Hvad har jeg nu gjort?" Rachel lo igen.

To meget lange biologi timer senere, fik de endelig fri. "Gud! Jeg troede aldrig han ville blive færdig med sin prædiken."
   Grace smilede. "Nah, bare kald mig Grace."
   Rachel kiggede på hende, og fik hurtigt fat i spøgen. "Ha ha. Hvor er du sjov." Grace smilede.
   "Det ved jeg."
   Rachel smilede. "Kan du være sammen i dag?" spurgte hun, og bukkede sig ned for at låse sin cykel op.
   Grace fulgte hendes eksempel. "Nej, lektier til i morgen."
   "Nårh ja," sagde hun kort. "Men vi skal stadig være sammen i morgen, ik?"
   Grace nikkede. "Nu har jeg købt slik."
   Rachel smilede endnu engang. Hun trak sin limegrønne cykel ud af stativet, og ud mod vejen. Derefter svang hun sig op i sadlen, og ventede på Grace. De gav hinanden et lidt akavet farvel kram. "Vi ses i morgen."
   Grace nikkede. "Ja, så lad nu være med at komme galt af sted." Rachel smilede. Og begyndte at cykle, hun vendte sig om, og vinkede.
   Hun var dog ikke kommet særlig langt, før det begyndte at øse ned. Det stod ned i stive stænger, og hun kunne næsten ikke se noget. "Great! Lige hvad jeg manglede." sagde hun, og lynede jakken lidt mere op. Men den var hverken vandtæt eller vindtæt, der var trods alt bare en tynd sommerjakke. "Det er altså derfor min mor vil have at jeg skal finde mig en ny jakke." Hendes mor havde plapret løs om at hendes sommerjakke burde ligges væk, og at hun i stedet skulle bruge sin overgangsjakke. Problemet var bare at hendes gamle jakke, snart var to år gammel, og lignede løgn. Hun kunne bare ikke vise sig offentligt i den oldsag mere. Og på den anden side var de også kun lige gået ind i oktober, sommerjakken kunne vel sagtens du en lille måned mere. I hvert fald kunne den sagtens du på vejen hjem, det var den nød til, for der var ikke så meget andet at gøre.
   Lidt senere da hun trådte ind af døren, var hun gennemblødt fra top til tå. Jakken og de mørkeblå Cheap Monday bukser, klamrede sig om hende, det føltes næsten som et ekstra lag hud. Hun trådte ud af de slidte Kawasaki sko, og tog den våde jakke af. Hun tog en bøjle og hang den op foran fyret. Derefter tog hun de våde sokker af, og gik videre ind i huset. Hun gik hen til det nærmeste tørrestativ, og hang sokkerne til tørre. Derefter gik hun ind på sit værelse, og trak sin top op over hovedet. Hun smed den på gulvet, tog bukserne af, hvorefter smuttede hun hurtigt ud på badeværelset. Hun åbnede et af skabene, og tog et stort blødt håndklæde ud. Hun smuttede ind på værelset igen, men hun havde ikke overvejet, at hendes storebror kom hjem samme tid som hende. Og så havde han endda en af sine lækre venner med hjem. Og der stod hun i undertøj, og vådt slasket hår, og mascara langt ned under øjnene. Hun havde aldrig foldet et håndklæde ud så hurtigt. Hun viklede det om sig, og gik ind på sit værelse. Hun smed sig på sofaen. "Okay! Jeg bliver på mit værelse indtil han er gået hjem igen."

"Skattepige! Der er mad!" Rachel tog fjernbetjeningen og slukkede for fjernsynet. Hun skubbede dynen på gulvet, og rejste sig fra sofaen. Hun gik hen til spejlet, og åbnede en af skufferne i den lille kommode hun havde stående foran. Hun tog en sort elastik, og satte håret op i en hestehale. Derefter begav hun sig ud af døren, og ind i spisestuen. Hun var nær gledet på stengulvet i gangen, på grund af de tykke uldsokker som hun var påført. Den alt for store hvide T-shirt hang løst om hende, og mindede mere om en kjole end en T-shirt. Men den var behageligt nok, når man bare skulle sumpe derhjemme. Hendes far tog to liter mælk fra køleskabet, og satte dem på bordet.
   "Det var en flot bh du havde på." hviskede hendes bror til hende, da han gik forbi hende. Rachel kiggede på ham, og ønskede ham død. Lidt efter gik Michael forbi hende, hendes brors lækre ven. Hun stivnede. Shit! Hvis han skulle spise med, var hun død! Hun satte sig ned til bordet, og det samme gjorde Michael og Sebastian, hendes bror. Hun kiggede ned i tallerknen, og undgik øjenkontakt. Okay, hun var dødsdømt!
   Da de næsten var færdige med at spise, og Rachel troede at hun var sluppet fra sin død, skulle Sebastian selvfølgelige lige spolere det hele. "Hva' søs, har du ikke lært at man ikke går nøgen rundt, når der er gæster på besøg."
   Hendes mor kiggede forskrækket på hende. "Jeg var ikke nøgen!" sagde hun, og kiggede vredt på hendes dumme bror, som bare sad og morede sig over det, på samme tid lagde hun mærke til hvordan Michael begyndte at rødme, ud af øjenkrogen.
   "Rachel man går ikke rundt uden tøj på, det troede jeg da jeg havde lært dig," sagde hendes far. Hun kiggede på ham, og smilede. Det var dog ikke et rigtigt smil, mere sådan et nej-virkelig-det-troede-jeg-da-man-gjorde smil.
   "Far, jeg var ikke nøgen!" Hun kiggede ned i tallerknen. "Jeg havde undertøj på," mumlede hun lavt. Hun rejste sig, og tog sin tallerken og glas. "Tak for mad," sagde hun, og bar servicet ud i køkkenet. Hun satte sin tallerken i opvaskemaskinen, og lukkede den. Derefter begyndte hun at vaske panden op. Den var selvfølgelig ikke blevet sat i blød, så fedt og resterne af kyllingefilerne sad fastbrændt på. Hun sukkede. Det var jo ikke andet at gøre end at bruge lidt knofedt. Det lykkedes hende også til sidst at få gjort den ren. Men så var der lige en kartoffel gryde, og en sovsegryde hvor sovsen sikkert var brændt på.
   Hun var næsten færdig, da Michael kom hen til hende. Han tog et viskestykke og begyndte at tørre af. Hun kiggede op og smilede. "Tak."
   Han trak på skuldrende. "Det er så lidt."
   Rachel smilede igen. Hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle sige, tog bare karkluden og tørrede panden af, og hang den op på krogen hvor den hørte til. "Hvor skal gryderne hen?"
   Rachel bukkede sig ned, og åbnede et skab. "Øverste hylde," svarede hun, og pegede kort. Han satte gryderne på plads, og begyndte at tørre det ene låg af. Rachel tog det andet. Derefter gjorde hun karkluden våd, og tørrede spisebordet af. Så tog hun grydesvampen og gjorde komfuret rent. Michael havde sat sig på bordet, og kiggede på hende. Selvom Rachel stod med ryggen til, kunne hun mærke hans øjne.
   "Hva' Mik, når du er færdig med at bage på min søster, kommer du så op på værelset?" Rachel kiggede sig over skulderen, og fik øje på Sebastian, selvfølgelig stod han og grinede.
   Michael smilede, og hoppede ned fra bordet. "Jeg ventede skam bare på at du var færdig med at ligge en negerarm." Sebastian smilede stadig. Michael gik hen til ham, og sammen gik de op på hans værelse.
   Rachel tog sin dyne, og kravlede op ad stigen. Hendes seng var lidt mere speciel end de flestes. Man skulle først kravle op ad en stige op på en slags hems. Derfra skulle man så vende sig om, og kravle videre op i sengen som nærmest var en hule i loftet. Hun kunne trække et gardin for, så det blev helt mørkt deroppe. Hendes far havde designet det specielt til hende, dengang han tegnede huset. Hendes far var arkitekt. Selvom man ikke kunne stå op, inde i hendes hule, kunne man sagtens sidde op. Og den var på samme tid lige så bred som en dobbeltseng. Og hun elskede den. Hun kravlede derop, og hev sine dyne med sig. Tændte den lille lampe hun havde, og tjekkede sin mobil, som lå til opladning. Ingen sms'er. Hun lagde sig til rette, slukkede lyset, og lukkede øjnene. Lidt efter faldt hun i søvn.

Rachel og Grace stod ude ved cykelstativet, og var i gang med at låse deres cykler op. Da Jake kom hen mod dem. Først troede Rachel at han bare ville gå forbi hende som normalt, men han havde kurs lige mod hende. Han stoppede foran hende, og kløede sig i nakken.
   "Hej Rachel. Jeg ved ikke om du ved hvem jeg er, men vi har valgfag sammen, jeg hedder Jake."
   Rachel nikkede. "Det ve' jeg godt." Hun tog sig sammen, og prøvede på ikke at besvime.
   "Okay, øhm, altså, jeg tænkte på om du muligvis kunne tænke dig at gå med mig ud og spise i aften?" spørgsmålet kom som en knytnæve lige i fjæset!
   "Øh, ja selvfølgelig," svarede hun, og smilede stort. Men i samme sekund kom hun i tanke om sin aftale med Grace. "Nårh, nej, det kan jeg ikke, jeg skal være sammen med..."
   Grace gik hen ved siden af hende. "Det kan hun godt, hvad tid og hvor?" Rachel kiggede på hende, og smilede taknemligt. Grace blinkede blot hurtigt.
   "Der er lige åbnet en ny café, og de har et festlokale lige ved siden af, og der skal være en åbnings fest i aften. Så jeg tænkte på at vi kunne tage derhen."
   Rachel nikkede. "Det vil jeg meget gerne."
   Jake smilede. "Okay, skal vi mødes der klokken syv?"
   Rachel nikkede. "Hvor er det den ligger?"
   "Marlisvej 17."
   "Så ses vi der."
   Jake nikkede, og smilede. Han blev stående lidt, men kunne ikke finde på mere at sige. "Øhm, vi ses i aften." Rachel nikkede endnu engang. Jake gik videre.
   Rachel vendte sig mod Grace. "Jeg har en date med Jake!" sagde hun, og hoppede op og ned af glæde. Grace smilede og nikkede. "Tusind tak fordi du forstår mig."
   Grace trak på skuldrene. "Du ville gøre det samme for mig."
   Rachel nikkede, og omfavnede hende. "Jeg er bare så glade for at vi er veninder." "BFF, og intet skal komme i mellem os," rettede Grace hende, og krydsede fingrene.

Jake og Rachel stod ude foran korte sti op til Rachels hus. "Det har været en af de bedste aftener i mit liv."
   Jake smilede. "Samme her." De stod rimelig tæt, og kiggede hinanden dybt i øjnene. Han var lidt højere end hende, men ikke meget. Det næste der skete var fantastisk. Jake lænede sig frem mod hende, lukkede øjnene, og lagde hovedet let på skrå. Rachel vidste ikke hvorfor, men hun vidste pludselig hvad hun skulle gøre, og det hele føltes så naturligt. Hun lukkede øjnene, og lagde hovedet let på skrå den anden vej. Da deres læber mødtes strømmede en varme ind i hende. De åbnede begge munden let. Og deres før så uskyldige kys, blev til et "rigtigt" kys. Deres tunger mødtes, og legede med hinanden. Det var så fantastisk, at hun ikke ville have at det skulle stoppe, aldrig! Pludselig blev der tændt lys inde i huset. De stoppede, og kiggede derhen.
   "Jeg må nok hellere smutte." sagde Rachel. Jake nikkede, og kyssede hende på kinden. Rachel smilede, og løb op mod huset.
   Hun fiskede sine nøgler op, og låste stille døren op. Hun trådte indenfor, og undgik at tænde lyset. Og trak lydløst sine sko af, og lynede jakken langsomt op. Derefter hang hun den på plads, og listede hen til døren. Hun åbnede den langsomt, og kiggede ind i køkkenet. Hendes hjerte hoppede et slag over, da hun fik øje på hendes forældre.
   "Er du klar over hvad klokken er?" Rachel trak sin mobil op af lommen, og opdagede at de havde ringet til hende syv gange.
   "Ti minutter i tre?" de nikkede begge. Hun smilede hurtigt, og prøvede at se artig og uskyldig ud.
   "Vi snakker om det senere, for nu må du hellere skynde dig op i seng." Rachel kunne ikke komme hurtigt nok ud af køkkenet, og ind på sit værelse. Hun lagde den lille håndtaske på skrivebordet, og klædte sig af. Hun kravlede op i sin seng, og faldt hurtigt i søvn. Hun glemte helt at fjerne make-uppen. Hendes drømme blev præget af hjerter, regnbuer og lyserøde skyer.
   Hun vågnede igen da klokken var lidt i et. Hun åbnede langsomt øjnene, og smilede. Hun tog sin mobil. En ny sms. Hun åbnede den og læste. Det var fra Jake. Hej Rach, ville bare sige at vores kys i går var fantastisk. Håber vi kan ses igen. Hendes hjerte hamrede glædeligt af sted da hun svarede. Glæder mig allerede <3 Hun trykkede på forsæt, og derefter send. Hun skubbede dynen til side, og tændte lyset. På væggen over hendes seng hang der en masse billeder af hende og Grace. Nogle var dog kun med Grace, og nogle var af hendes gamle hund. Men en fact var, at der helt sikker ville komme en masse med hende og Jake også. Hun hoppede ned på hemsen, og kravlede ned af stigen. Hun havde den lange hvide natbluse på. Hun fandt sine uldsokker frem, og trak dem på. Derefter luntede hun ind i stuen. Hendes bror sad ikke og så fjernsyn som normalt, men hun lagde knap mærke til det. Hun svævede på en lyserød sky, og var fyldt af glæde. Hun gik videre ud i køkkenet, for at tage noget at spise. Hendes forældre og bror sad ved det lille bord derude, og lignede et par drukne mus.
   "Hvad er der galt med jer?" spurgte hun, og åbnede køleskabet.
   "Rachel, der er noget vi bliver nød til at snakke om." Rachel smilede, lukkede køleskabet. Nu ville de sikkert begynde at snakke om hende og Jake. Hun åbnede et af skabene, og tog en pose med boller ud. Hun tog en af dem, og begyndte at gnaske på den. "Rachel, prøv lige at sætte dig ned."
   Rachel gik glad over til den tomme stol, og satte sig ned. "Hva' så?" spurgte hun, og lænede sig ind over bordet. Hendes mor tog en dyb indånding.
   "Rachel i går da du var ude med den dreng..." Nu begyndte det tænkte, hun og smilede endnu mere. "...Havde dig og Grace jo aftalt at være sammen."
   Rachel nikkede ivrigt. "Hun sagde at det var okay," forsikrede hun dem om.
   Hendes mor nikkede. "Men da hun nu var alene, besluttede hun sig for at tage i biografen." Rachel nikkede igen. "Det regnede forfærdeligt meget, og hun havde travlt, hvis hun skulle nå filmen." Der var et eller andet i hendes mors tonefald, som skræmte hende utrolig meget. "Og på grund af regnen, og det at hun skulle skynde sig, ventede hun ikke på grøn lys, for der var ingen biler. Men en spritbilist kom drønene rundt om hjørnet." Rachel kiggede hovedrystende på hende, og troede ikke helt på det.
   "Rach, Grace er død," sagde hendes bror i et helt fremmet tonefald. Hun kiggede uforstående på ham, og rystede på hovedet.
   "Nej!" sagde hun bestemt. "Nej, det kan ikke passe!" hun rejste sig hurtigt, og løb hen til telefonen. Hun trykkede Graces mobilnummer og ringede op. Hun ventede lidt tid, og lidt efter røg hun på telefon svare.
   "Hej, det er Grace. Jeg kan desværre ikke tage telefonen lige nu, men hvis det er vigtigt så lig en besked. Hvis det ikke er vigtigt, så lig en besked alligevel. Biiip."
   "Hej Grace, det er mig Rachel. Hvis du høre det her, så vær sød at ringe." Hun lagde røret på, og kiggede på telefonen.
   "Rachel, det nytter ikke noget, Grace døde i morges," tårerne trillede ned af hendes mors kinder. Hun plejede aldrig at græde.
   Telefonen ringede, og Rachel tog den hurtigt. "Grace!?"
   "Hej det Malene fra Telia, jeg ville..." Rachel lagde røret på uden at sige noget. Tårerne begyndte stille at trille ned af hendes kinder. Hendes bror rejste sig, og gik over til hende. Han holdte om hende. Og så begyndte tårestrømmen rigtigt. "Men det er ikke fair, hun kan da ikke dø!" hulkede hun. Hun kunne knap trække vejret. "Det hele er min skyld, jeg skulle aldrig have brændt hende af."
   "Nej, Rach. Det er ikke din skyld," sagde hendes bror. Pludselig svigtede hendes ben, og hun gled ned på gulvet. Sebastian satte sig ned ved siden af hende, og holdte om hende.
   Hendes mor kom ned til hende, og holdte om dem begge. "Det var ikke din skyld skat, det er ikke nogens skyld."
   Rachel nikkede. "Jo, hvis jeg havde været sammen med hende, var hun aldrig død." hulkede hun. "Det hele er min skyld."

Rachel sad med den varme kakao, og kiggede tomt på fjernsynet. Hun fulgte ikke rigtigt med, sad bare og kiggede tomt på det. Hun tørrede endnu engang øjnene, og smed lommetørklædet på bordet. Hun havde snart tømt to pakker Clinex. Hendes mobil lå i skødet på hende. Hun forventede hele tiden af den ville bippe, og der ville komme en sms fra Grace, hvor der stod at hun havde det okay, og at det hele bare var en misforståelse, og at det ikke var hende der var blevet kørt ned. Men der kom ingen ting.
   Sebastian kom hen til hende, og satte sig ved siden af hende. Han havde været meget sødere end han plejede at være. "De begraver hende på onsdag, og vi er blevet inviteret."
   Tårerne løb hurtigere ned af hendes kinder, men hun bevægede sig ikke. "Hvordan kan hun dø?" spurgte hun.
   Sebastian sank en klump. "Vi skal jo alle dø en dag."
   Rachel bed sig i læben, og snøftede. "Men ikke Grace, det var alt for tidligt!" Sebastian nikkede. "Det burde være mig, det var mig der skulle være død."
   Sebastian rystede på hovedet, og holdte om hende. "Nej, Rach. Det burde det ikke." Han græd også, men det var helt lydløst
   "Men det hele er jo min skyld, hvis vi havde været sammen ville hun aldrig have været død," sagde hun og gispede efter vejret.
   "Rachel, det var ikke din skyld, på nogen måde. Og du havde det jo rigtig sjov sammen med Jake, ik?"
   Rachel græd endnu mere. "Jo, men det var forkert at lade en dreng komme mellem mig og Grace." Hun tørrede endnu engang kinderne. Hun satte kakaoen på bordet, og pudsede næsen.
   "Rachel du kunne jo ikke vide at det ville ske. Ingen vidste at det ville ske. Det var bare Guds vilje."
   "Så kan jeg ikke lide Gud," hulkede hun halvkvalt, og tørrede øjnene igen.
   "Det nytter ikke noget at være sur på Gud, der er altid en mening med det Gud gør."
   Rachel tørrede øjnene igen. "Jeg ville ikke have at hun skulle dø."
   Sebastian rystede på hovedet. "Det ville ingen af os, men vi kan ikke selv bestemme hvad der skal ske." Rachel hulkede stille.

Sebastian kom ind i stuen, og kiggede på Rachel, som lå på sofaen med sin dyne og så fjernsyn. "Så er jeg hjemme Rach." Rachel kiggede op, men sagde ikke noget. "Er du sulten? Eller er der noget andet du vil have?" Rachel rystede akavet på hovedet. "Rachel du bliver nød til at spise. Har du spist noget i dag?" Rachel rystede endnu engang på hovedet. Sebastian gik ud i køkkenet igen, og begyndte at skramle lidt derude, men Rachel var ligeglad. Det tog lidt tid før han kom igen, med en skål i hånden. Han gik hen til hende, og rakte den til hende. Hun kiggede på ham. "Cæsarsalt, din ynglings."
   Hun var alligevel lidt sulten, og selvom det ikke hjalp meget, så smagte det sindssygt godt. Hun satte sig op, og tog imod salaten. Sebastian forsvandt ud i køkkenet igen, og lidt efter kom han igen med en flaske cola, og to plastikkrus. Hun smilede til ham. Om hun kunne lide det eller ej, så kendte hendes bror hende bedre end nogen anden, nu. Han satte sig hen i sofaen ved siden af hende, og stillede krusene på sofabordet. Han skænkede op, og tog en slurk af sit krus. "Jeg har aldrig fattet hvordan du kan spise cæsarsalat sammen med cola," sagde Sebastian, tydeligvis som et forsøg på at muntre hende op.
   Rachel trak blot på skuldrende. Det ringede på døren, så Sebastian rejste sig, og gik ud for at se hvem det var. Rachel kunne høre ham snakke med en eller anden, men hun var rimelig lige glad. Hun tømte skålen, og satte den på bordet. Derefter drak hun lidt mere af sin cola, og kiggede uinteresseret på fjernsynet.
   Lidt efter dukkede Jake op i døren ind til stuen. Han havde en buket blomster i hånden, og en stor bamse under armen. "Hej Rach, da jeg hørte hvad der var sket skyndte jeg mig herhen." Rachels øjne blev endnu engang blanke. Sebastian kom hen til ham, og tog imod blomsterne, som han fandt en vase til. Jake gik hen til hende, og satte sig i sofaen ved siden af hende. Han rakte hende bamsen. Hun tog imod den, og knugede den ind til sig.
   "Tak," hviskede hun.
   Han smilede. "Det er ingenting," sagde han. Han kiggede på fjernsynet. "Hvad ser du?"
   Rachel trak på skuldrende. "Det ved jeg ikke."
   Jake smilede. "Jeg tænkte på, at i fredags havde jeg det rigtig sjovt." Rachel kom til at tænke på kysset. "Og lige siden har jeg ville kalde dig min, må jeg det?" Rachel kiggede på ham. Hun smilede til ham, med et par spejlblanke øjne. Hun nikkede langsomt. Jake smilede lettet til hende. "Puha, jeg troede lige du ville sige nej." En tåre trillede stille ned af Rachels kind. Jake rykkede tættere på hende. Hun lænede sig op mod ham.
   "Jeg savner hende så meget."
   Jake aede hendes hår. "Det forstår jeg godt. Min ven er også virkelig ked af det, han var vidst rimelig forelsket i hende."
   "Hvem er det?" spurgte Rachel.
   "Nicolai, fra din klasse." Tårerne trillede stadig ned af hendes kinder.
   "Hun var også helt vild med ham." Jake smilede. "Det hele var min skyld," mumlede Rachel.
   "Nej, det var ikke din skyld, det var ingens skyld." Rachels øjne var gennemvædet.
   "Men hvis jeg ikke havde brændt hende af, var hun aldrig taget af sted." Hun holdte en pause. "Det bliver så mærkeligt ikke at have hende til jul og nytår. Og til min fødselsdag."
   Jake tog en dyb indånding. "Jeg ved godt at det ikke er det samme. Men jeg vil være her for dig."
   Rachel tørrede øjnene. "Solen skinner altid på den anden side af skyerne, og uanset hvad, skal jeg nok hjælpe dig gennem det her. Sket er sket, og vi kan ikke ændre det på nogen måde." Rachel smilede, og rettede sig op. Hun kyssede ham på kinden.





Rachel kiggede ud over klassen, og smilede. De begyndte alle sammen at klappe. Hun smilede endnu mere. Hun havde ikke haft det nemt, og hun var ikke kommet sig helt over tabet endnu. Men hun vidste at med hjælp fra Jake, skulle hun nok klare den.
   Da skolen var slut, og hun var ved at pakke sammen, kom Nicolai over til hende. "Jeg kunne godt lide dit digt." sagde han. Rachel rettede sig op. Han var den første fra klassen, der havde sagt noget til hende, i rigtig lang tid. De første par dage, havde de alle sammen spurgt ind til hende, men hun havde brudt sammen, og efterhånden var folk holdt op med at snakke til hende.
   Hun smilede. "Tak."
   "Skal vi følges hjem?"
   Rachel nikkede, og smilede svagt. "Ja det kan vi godt."
   Nicolai smilede. "Det er længe siden jeg har set dig smile."
   Rachel nikkede. "Det er lidt svært at smile når man lige har mistet sin bedste veninde."
   Nicolai nikkede. "Undskyld, det var ikke meningen at jeg ville..."
   Rachel rystede på hovedet. "Nej, overhoved ikke. Jeg har fået det bedre, selvfølgelig savner jeg hende, men jeg tror det er bedre at jeg snakker om det. For jeg ved at hun ikke vil have at jeg skal gå rundt og være ked af det. Og jeg er sikker på at hun er i himmelen, og har det godt."
   Nicolai nikkede. "I starten troede jeg at det var enden på vores venskab, men selvom hun er død, kan jeg stadig holde af hende."