Når jeg nu står her, og kigger ud over det stille ocean, virker det hele meget nemmere. Havet er så stille, men stadig så utæmmet. Det virker så fredeligt, men dets vrede har dræbt tusinder. Måske ville det bare være nemmere at være en del af det, at blive set, hørt og beundret. Alt der skal til, er blot et enkelt tryk. Ikke hårdt eller noget, bare et let pres. Det ville være nok til at sende en kugle ud ad det mørke rør, og lade mig flyde ud i havet. Bare et enkelt tryk, det ville gøre det hele forbi, og jeg ville blive ét med de blide bølger. Og alligevel er det så svært! For man ved jo ikke med sikkerhed hvad der sker efter livet, men tankegangen er langt fra fremmed.
   Det hele er også lige meget, der er ingen der ser mig, ingen der hører mig... Og da slet ikke hende. Jeg føler mig allerede som et spøgelse for hende. Men hvis jeg nu gjorde det forbi, ville min sjæl flyde ud i havet, og blive ét med det. Så kunne det være at hun ville se os, og holde af os. Så kunne vi sende en blid brise, og kærtegne hendes kind. Vi ville blidt kysse hendes læber, mens hendes hvide kjole ville blafre blid om hendes solbrune ben. Vi ville hviske hende i øret, dog ville det kun blive en uforståelig susen, men det ville være nok. Bare bevidstheden om at hun ville lytte, og høre os. Ja! Det ville nok være den eneste måde hun ville lægge mærke til mig...
   Men sæt nu at hun ikke ville vide at det var mig. Så ville hun jo tro at det bare var havet, eller at det kun var en brise. Nej! Det ville jo heller ikke gå. Så ville hun gå hen i skolen, og sige til alle at havet holdte af hende, og at det ville beskytte hende. Når folk så fortalte hende om min død, ville hun bare ryste sit lange elegante sorte hår, og spørge sig selv: Hvem? Så ville det hele være forgæves.
   "JAKE! JAKE!" Jeg går ned af trappen, skridt for skridt, og ned i det varme sand. Kigger ned langs strandens bløde former, som havet desperat rækker ind over, som om at det vil nå græsset på skråningen, få meter inde. En høj, tynd og smuk pige kommer løbende i det varme sand. En løs lyseblå kjole blafrer i vinden, og kærtegner hendes ben.
   "Jake! Hvad laver du her?" råber min søster, den eneste der holder af mig, og ligger mærke til mig. Jeg vender sørgmodigt rundt, og går endnu engang op i det tomme hus. Det er som om at min søster er synsk, for da hun drejer rundt om hjørnet, og forpustet træder ind i huset, kigger hun på mig med et sørgmodigt blik. Det er som om hun ved hvad jeg tænker, men det gør det heller ikke bedre at hun får øje på pistolen. Hendes ansigt bliver til en mærkelig, skræmt grimasse. Hun kigger forfærdet på mig, og falder på knæ. Jeg har sat mig ned, så hun kigger mig lige ind i øjnene.
   "Åh nej, Jake dog," siger hun. Jeg kigger ned i jorden, og er ligeglad. "Men lille skat dog, det kan du ikke gøre mod mig, eller mor og far," fortsætter hun, og tager forsigtigt min hånd. Jeg hiver den vredt til mig, og kigger på hende. Hendes øjne ligner glas, og er fyldt til randen med tårer. Hendes vindblæste hår hænger glansfuldt ned langs ryggen. Jeg siger ikke noget, kigger bare på hende. "Jake, det kan du ikke gøre, nej, det må du ikke gøre!" Du må huske på at selvmord er en evig løsning på et midlertidigt problem. Og tænk på dem som du vil efterlade i sorg, hvilken smerte vil du ikke påføre dem?"
   Jeg ruller med øjnene. "Men der er jo ikke nogle der holder af mig. Mor og far har knap nok tid til mig, de vil ikke ligge mærke til det før de har ferie om et par måneder. Jeg har ingen venner i skolen, og den pige jeg holder af, ligger ikke mærke til mig," siger jeg sammenbidt.
   Madeleine sukker. "Du ved jeg ikke kan stoppe dig, men jeg kan bede dig om det, bønfalde dig. For når du ikke vil tænke på dig selv, så tænk på mig. Hvordan tror du ikke jeg vil have det, vær sød at lytte til mig," siger hun, og stopper sig selv i endnu engang at tage min hånd.
   En brise kommer ind gennem den åbne dør, og snor sig om mig. Mine får begynder at stritte, og jeg får kuldegysninger lang ned af ryggen. Madeleine rejser sig, og kigger bebrejdende på mig. En tåre triller stilfærdigt ned af hendes kind, og lander på det uslebne trægulv, som straks suger den til sig. "Jeg kan ikke gøre noget, vel?" spørger hun, med en grødet stemme. Hun nikker, og lukker øjnene. Endnu en tåre triller ensomt ned af hendes kind. Jeg rejser mig, og krammer hende. Holder hende tæt ind mod min nøgne overkrop. Der går lidt tid før hun også holder om mig. Hun vender ansigtet ned mod min skulder, og bryder ud i gråd. "Jeg kommer til at savne dig utrolig meget," mumler hun ned i min skulder.
   Jeg slipper hende, og trækker mig forsigtigt væk fra hende. "Det ved jeg at du vil, og jeg kommer også til at savne dig," siger jeg. Mine øjne er helt tørre, men jeg kan mærke at tårerne presser sig på. Jeg sukker dybt, og kigger på hende. Hun nikker forsigtigt, og vender sig om.
   Lige før hun går ud af den åbne dør, kigger hun sig over skulderen. "Men vær sød at tænke over det en ekstra gang," beder hun. Jeg nikker blot til svar, og ser hende forsvinde ned af den korte trappe.
   Jeg tager pistolen op i min hånd, den er egentlig ikke så tung når man tænker over det. En bølge rejser sig utålmodigt, og lander lidt efter igen, forsvinder lige så stille. Jeg kigger op på himmelen, solen skinner fra en skyfri himmel. Himmelen har den smukkeste blå farve. Den minder om hendes øjne. Jeg lukker øjnene, og ser hendes smil for mig, de smukke røde læber, som former sig i et perfekt blidt smil. Hendes hvide tænder skinner næsten i det solbrune ansigt. Måske ville det ikke være nødvendigt, hvis jeg nu bare sagde det til hende. Jeg åbner øjnene, og kigger atter ud over det stille ocean. Nej, det vil aldrig kunne lade sig gøre, hun er alt for smuk for en som mig. De andre piger stivner altid når jeg går forbi, sender frastødende blikke, og hvisker med deres veninder når jeg er et par meter væk. Det er derfor hun er anderledes, godt nok er jeg som luft for hende, men hun smiler da stadig når jeg er der. Lader forsigtigt en hånd glide gennem det elegante hår, og ler med en blid latter som lyder som sølvklokker. Og dog, så er det jo nok fordi hendes kæreste altid er i nærheden af hende. Jeg hader ham, han blærer sig hele tiden med sin kæreste, men han elsker hende jo ikke, ikke lige som jeg gør. Jeg ville ønske at jeg havde mod nok til at sige det, men minde håndflader bliver svedige, jeg begynder at stamme, og jeg kan mærke hvordan nervøsiteten stiger op i mig, så snart hun er inde for få meter. Det hele ville nok være nemmere, hvis jeg gjorde en ende på alting...