Det hele startede da jeg mødte Will. Jeg tror jeg var syv da min far købte den nye gård. Vi sad i kareten på vej ud til vores ny hjem, og jeg var sur. Jeg ville ikke flytte, jeg holdte meget mere af mit hjem i byen. Jeg kunne høre hvordan hjulene bumlede hen over den ujævne grusvej, og hestenes buldrende hovslag.
   Min mor sad ved siden af mig, og fortalte hvad der var ude for vinduet. Hun fortalte om nogle store grønne marker, og om en skov, men jeg hørte ikke rigtig efter. Jeg var ligeglad med hvordan det nye sted så ud.
   "Så De damer, nu er vi fremme," sagde min far, og kareten stoppede.
   Døren blev åbnet med en knirkende lyd, og min mor sagde endnu engang til min far at han skulle få en til at smøre hængslerne.
   Da min mor havde ledt mig op til mit værelse, og pakket ud for mig, lod hun mig selv gå på opdagelse, men jeg fik endnu engang at vide at jeg skulle være virkelig forsigtig, og passe på hvor jeg gik.

Jeg lod fingrene glide langs muren, og fulgte den til en stor port. Det tog mig lang tid at finde håndtaget, men da jeg endelig gjorde, fik jeg trukket den op uden yderligere besvær. Jeg trådte indenfor, med hænderne strakt ud foran mig, for ikke at risikere at gå ind en væg.
   Pludselig mærkede jeg en kold, hård overflade under mine hænder. Jeg gav mig til at undersøge den store metal ting, og det gik langsomt op for mig hvor stor den egentlig var. Pludselig gav den et kæmpe brøl fra sig, jeg skreg op og faldt over mine egne fødder, så jeg endte på bagen.
   Jeg hørte fodtrin bag mig, og en ung drenge stemme sagde: "Prinsesse! Er du okay?"
   Jeg kom mig over chokket og kom op og stå, jeg trådte et par skridt væk fra metaluhyret, og vendte mig derefter mod stemmen. "Jeg er ikke nogen prinsesse."
   Drengen grinede. "Du skriger ellers som en," sagde han, og jeg hørte ham komme tættere på.
   Jeg børstede min kjole af, og lagde armene over kors. "Mit navn er Isabel Clainsworth, og hvad er dit måske?" spurgte jeg små fornærmet.
   "Mit navn er William Haiken, frøken, men alle kalder mig Will," sagde drengen.
   Jeg fnøs. "Meget vil, hr. Haiken," sagde jeg og rakte hånden frem, som mor havde fortalt mig man skulle gøre.
   Will tøvede lidt, men tog den så og kyssede den. "Og hvis De vil være så venlig at føre mig til udgangen hr. Haiken," sagde jeg og puttede næsen i sky.
   "Hvad mener De frøken?" spurgte han, stadig med min hånd i sin. "Kan De ikke selv finde ud?"
   Jeg rystede stille på hovedet, og lukkede øjnene sammen for ikke at græde. "Jamen ladeporten er jo kun få meter fra os?"
   Jeg tog en dyb indånding. "Og hvad så?!" råbte jeg, og trak min hånd til mig. Jeg begyndte at løbe, jeg havde ingen anelse om hvor jeg løb hen, eller om jeg ville løbe ind i noget. Men jeg var også ligeglad.
   Bag mig kunne jeg høre drengen råbe efter mig.

Jeg tror der gik tre dage før jeg stødte ind i Will igen, bogstaveligt talt. Jeg var ude i stalden ved hestene, og skulle til at vende mig om for at gå, da jeg gik lige ind i Will.
   "Åh, undskyld prinsesse," sagde han, mens man holdte fast i mine arme. Jeg kunne fornemme at han kiggede på mig, og sænkede hovedet.
   "Hvad er der galt prinsesse?" spurgte han.
   Jeg rystede på hovedet. "Jeg kunne ikke se ladeporten, fordi jeg ikke kan se overhoved."
   Hvis jeg kunne have set hans ansigtsudtryk, vidste jeg at det ville have været chokeret, men hans stemme lød helt anderledes. "Så du er blind?" spurgte han, i et nærmest nysgerrigt tonefald.
   Jeg nikkede stille.
   "Okay, så er jeg blind med dig!" sagde han bestemt.
   "Hvad mener du dog?" spurgte jeg, og hævede mit hoved. "Hvis du er blind, vil jeg også være blind. Jeg finder et sort klæde og binder det for øjnene."
   Jeg kunne ikke lade være med at smile, ingen af børnene i byen ville nogensinde have gjort noget der bare mindede om det han nu var i gang med at gøre for mig.
   "Jeg ville nu gerne se dig," sagde jeg stille. Lidt efter tog han mine hænder, og førte dem op til hans ansigt. "Jamen du kan da se mig sådan her." Jeg lod mine fingere glide over hans ansigt.

Næste dag var det Will der fandt mig. "Prinsesse, hvordan gør du det her?" spurgte han, og greb fat i min arm. Jeg vendte mig mod ham, og lod min fingre glide over hans ansigt. Han havde et stykke stof for øjnene.
   "Og du kan ikke se noget, overhoved?" Han rystede på hovedet, jeg kunne stadig mærke det, eftersom mine hænder var på ansigt. "Nej, og jeg kan ikke finde rundt på gården!"
   Jeg lo, og tog hans hånd i stedet. "Kom, lad os prøve os frem!"
   Jeg førte os hen over gårdspladsen til vi mødte en mur, og endnu en dør. Jeg gjorde Will opmærksom på døren, og han skulle til at fortælle hvilken dør det var, da jeg vendte mig om og holdte ham for munden.
   "Det er meget sjovere uden at vide hvor man er!" Jeg åbnede døren og trådte indenfor.
   Vi var ikke kommet andet end et par få skridt ind, før mine hænder stødte på en ru overflade. "Der er noget der føles som et træ, kom mærk!"
   Will prøvede at mærke. "Ej, prinsesse..." "Will, brug din fantasi! Forestil dig at vi er i en skov, og det er mørkt, og vi er helt alene," sagde jeg. "Vi er i Sandhedens Skov, og kun dem der har sandheden i sit hjerte, kan komme ud igen."
   Jeg smilede stort. "Jah, jah! Kom, lad os se om vi kan finde udgangen." "Jah, hvis vi ikke støder på den store trold der spiser små piger som ikke kan lide musik!" Jeg vendte mig mod det jeg fornemmede måtte være ham. "Jeg kan godt lide musik!" sagde jeg.
   "Hvordan kan jeg være sikker?" han holdte en pause. "Syng en sang!" beordrede han.
   Jeg tog en dyb indånding og begyndte at synge.
   "Jamen, du er jo vildt god!" sagde han overrasket da jeg var færdig med at synge.
   Jeg smilede, "men vi må hellere se at komme videre. Inden Vredens Tordensky kommer."
   Vi gik lidt videre, men lidt efter faldt Will over et eller andet på jorden. "Av! Hvad var det?" spurgte han, og jeg gik over mod ham. Jeg følte på jorden og mærkede noget der var rundt og langt. Jeg gispede, og puttede fingeren for munden, selvom jeg godt vidste han ikke kunne se det, og tyssede på ham. "Schhh... Der er den store ildspyende slange, den bliver tosset hvis du vækker den! Og jeg tror lige du har trådt den over halen." Jeg kunne høre hvordan han lavede en lyd der mindede om en blanding af en fnisen og et gisp.
   Jeg kunne høre ham rejse sig. "Frygt ikke Prinsesse Liljeblomst, jeg skal nok finde den ildspyende slange og dræbe den! Og derefter vil jeg bringe dig dens hjerte som et symbol på min evige kærlighed!" sagde han og som en fornem ridder.
   Jeg fnisede, og han tog min hånd, og trak mig af sted.
   Vi nåede til endnu en dør, og han bankede på, og forvrængede sin stemme. "Hvem vover at forstyrre Sandhedens Dør?" sagde han. "Det gør jeg, Ridder Regn, og jeg agter at tage min prinsesse med mig, og slagte det væmmelige monster!"
   Jeg fnisede endnu engang. 'Døren' brummede, og sagde: "Du taler kun sandheden unge ridder, du og din prinsesse kan nu passere."
   Døren blev åbnet og vi gik ind. Da vi var kommet et par skridt ind i lokalet, stoppede han op, og holdte mig for munden. "Vær helt stille min smukke prinsesse, monsteret sover, lad mig dræbe det for dig!" hviskede han til mig, jeg nikkede stille, og holdte på mit vejr.
   Lidt efter kunne jeg høre Will tumle rundt i rummet og råbe højlydt. "Dø dit fæle monster der vover at stjæle min prinsesse!" Jeg kunne ikke lade være med at grine.
   Bagefter kom han hen til mig, han lød helt forpustet. "Her prinsesse, jeg bringer dig hjertet som et symbol på min evige kærlighed." Han rakte et eller andet varmt frem, og jeg tog i mod det. Det var ikke særlig stort, og jeg havde ingen anelse om hvad det var.
   "Kom, lad os nyde vores frihed på de Evige Sletter!" sagde han, og tog endnu engang min hånd. Jeg smilede stadig stort, og lod mig føre med.
   Efter kort tid var vi udenfor igen, Will førte mig over gårdspladsen, og hen til en stige.
   "Jeg klatre op først, og så kan du komme op bagefter, okay?" spurgte han.
   Jeg nikkede, men kom da i tanke om at han ikke kunne se mig, og svarede i stedet for.
   Han klatrede op ad stigen, og bagefter klatrede jeg også op.
   Da jeg næsten var helt oppe, tog han fat i mig, og sørgede for at jeg ikke faldt ned. Vi gik på noget der mindede om hø, men jeg var rimelig ligeglad. Vi fandt os et sted og satte os ned.
   Der var stille i lang tid, og det endte med at jeg lagde mig ned på ryggen. "Vil du gifte dig med mig Prinsesse Liljeblomst?"
   Jeg rettede mig op. "Mener du det? Altså, også i virkeligheden?" spurgte jeg forvirret.
   "Ja," svarede han blot.
   "Hvorfor vil du giftes med mig Ridder Regn?" spurgte jeg med den mest sukkersøde stemme jeg havde.
   "Fordi så kan jeg kysse dig lige når jeg vil, og fordi at med dig vil mit liv altid være et eventyr."
   Jeg smilede over hele ansigtet. "Okay," svarede jeg.

Og det var sådan Will ændrede mit liv. Han var den første og den eneste der nogen sinde tog med ind i min verden, og han blev der lige siden. Selv i dag, firs år senere, lever vi stadig sammen, i en anden verden.