Det var svært lige til at starte med, jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv, og jeg havde mest af alt bare lyst til at sætte mig og tudbrøle. Det værste var nok at se hvordan de alle sammen var gået helt i stå. Mor kunne ikke overkomme at lave mad, det var simpelthen for meget at tænke på, så der blev bestilt mange pizzaer lige i starten. Far prøvede at opmuntre mor, men jeg vidste godt at når ingen kunne se ham, så græd han lige så meget som mor gjorde. Han ville bare ikke vise det, men mor vidste det også. Matt forstod det ikke rigtig, han var ikke gammel nok, men han vidste nok godt at der var et eller andet helt galt.
   Jeg ville ønske at de ville sige noget, men det var som om det var blevet forbudt at snakke. Aftenen efter begravelsen sad vi alle sammen i stuen. Fjernsynet kørte, men der var ikke rigtig nogle der så dokumentaren. Matt sad på gulvet og legede med den røde legetøjsbrandbil, men han lavede ikke alle de lyde han plejede, han kørte den bare stille og rolig frem og tilbage over gulvtæppet. Mor sad i den sandfarvede sofa, med benene trukket op under sig, og et tæppe omkring sig. Hun stirrede tomt ud i luften, mens en tåre trillede stilfærdigt ned af hendes kind. Far sad ved siden af mor, og kiggede på fjernsynet, men jeg er sikker på at hans hoved var fyldt med alle mulige tanker. Jeg sad selv i den brune læderlænestol, med albuerne på knæene og hovedet hvilende i hænderne. Jeg kiggede på dem alle sammen, og ønskede at de dog ville sige noget, stilheden var ubærlig.
   Det var først da Matt begyndte at gabe, at far rejste sig. Han tog ham op i sin brede, bjørnefavn og bar ham ovenpå for at ligge ham i seng. Tårestrømmen ned af mors kinder tog til, men hun gjorde intet for at tørre dem væk, hun lod dem bare få frit løb. Jeg ville sætte mig over ved siden af hende, kramme hende og sige at alting nok skulle blive okay igen, men en stemme i mit hoved stoppede mig. Så jeg sad bare og kiggede på hende, og hendes tomme blik.
   Da far kom ned igen, og så de tavse vandfald ned af mors kinder, satte han sig over ved siden af hende, og lagde armene om hende. Hun vendte sig ind mod ham, og det blev for meget at se på. Jeg rejste mig, og gik ovenpå. Jeg tog en dyb indånding, og gik ind på Matts værelse. Sengelampen med små hunde på lampeskærmen, stod på natbordet og henlagde børneværelset i et svagt, varmt lys. Matt var allerede faldet i søvn, så jeg gik hen ved siden af hans seng, og satte mig på hug. Jeg kiggede på hans fredsfyldte ansigt, og strøg forsigtigt det lyse hår. Jeg kyssede ham på panden, og forlod værelset igen.
   Jeg gik ind og satte mig på min egen seng. Jeg kiggede mig omkring i det lille værelse med de rosa vægge. Jeg lagde mig på den brede dobbelt seng, og kiggede op i loftet som var fyldt med plakater af mine idoler, og små selvlysende stjerner. Selvom ingen kunne se mig, kunne jeg ikke græde, jeg ved ikke hvorfor, det føltes bare umuligt.
   Det var dog værst om natten. Mor lå og kaldte i sine drømme, man kunne tydeligt høre det. "Melanie!" kaldte hun mellem den halvkvalte hulken. Jeg går ud fra at far lagde armene om hende, og trøstede hende, for pludselig holdte hun op med at kalde, og begyndte bare at græde i stedet. Jeg lå stadig i min seng, og havde mest af alt lyst til at gå ind til hende, for at hjælpe far med at trøste hende. Men at se hende græde, var simpelthen for smertefuldt, og at vide at jeg intet kunne gøre for at få hende til at blive glad igen, var endnu værre.
   Da det blev morgen, skinnede solen ikke som sædvanlig. Himmelen var fyldt med grå skyer, og det regnede. Vanddråberne silede ned af vinduerne, og det lignede næsten at himmelen græd. Vi sad ved morgenbordet. Far havde været nede hos bageren, for at købe morgenbrød, han havde lavet the og havde sågar købt bagerens hjemmebagte snegle med hjem. Mor var ude på toilettet, og Matt sad for bordenden og kiggede på far.
   "Hvorfor er Melanie ikke kommet hjem, far?"
   Far stoppede midt i en bevægelse, og tog en dyb indånding. Han satte sig på en anden stol, og strøg Matts hår, med sin store hånd.
   "Melanie er rejst videre, hun kommer ikke hjem mere," forklarede han, og smilede skævt.
   Matt kiggede på ham med sine store blå øjne, han forstod det tydeligvis stadig ikke.
   "Hvor er hun rejst hen?"
   Far kiggede op.
   "Hun er rejst op i himmelen til farfar."
   Matt nikkede langsomt, og det så ud som om han accepterede det. Hvor måtte det være let at være så lille, at man ikke forstod hvad det ville sige når nogle døde. Far smilede skævt, men hans øjne blev fyldte med tåre, og han aede blidt Matts runde barnekind. Derefter nikkede han stille, og lukkede øjnene et kort øjeblik.

Pludselig blev far kaldt ud til brand, og han måtte skynde sig af sted. Jeg tror at han var glad for at slippe lidt væk, og få tankerne hen på noget andet. Matt sad på gulvet og legede med sine biler, hvilket han så ofte gjorde. Mor sad og stirrede på fjernsynet, og så et eller andet madprogram. Jeg sad på gulvet og betragtede Matt og hans legetøjsbiler, han tog den gule bil op i hånden, og sad og kiggede lidt på den. Det var den bil jeg havde givet ham til hans fødselsdag, og jeg kunne ikke lade være med at smile, da han forsigtigt drejede hjulet rundt.
   Mor snøftede lavt, men det var nok til at tiltrække Matts opmærksomhed. Han kiggede uforstående på hende, og rejste sig op. Det var først nu jeg så at hun sad med familiefotoet i hånden, smilet forsvandt straks.
   "Hvorfor græder du mor?" spurgte Matt stille.
   Mor tørrede kinderne med håndryggen, og prøvede at smile.
   "Det er fordi jeg savner Melanie."
   "Men hun er jo i himmelen med farfar."
   Mor nikkede, og lagde billedet på bordet. Hun rakte armene ud mod ham, og tog ham op på skødet, hvor hun holdte ham tæt ind til sig.
   "Det er rigtig nok, og hun sidder sikkert og kigger på os lige nu."
   "Tror du hun kommer og besøger os?" spurgte han, og kiggede op i loftet.
   Mor trak på skuldrene, og Matt lagde sig op ad hende.
   "Det ved jeg ikke søde skat," hun sad og rokkede ham lidt frem og tilbage. "Men hvis du vil, kan du jo bede til hende i aften, før du ligger dig til at sove, så hører hun det nok."
   Jeg fik en klump i halsen, men selv ikke nu kunne jeg knibe en tåre. Jeg kiggede på billedet der lå på bordet, alt var anderledes nu, det var jeg udmærket klar over. Jeg ville ønske at alt bare var ved det gamle, men jeg vidste at jeg blev nød til at acceptere det.

Da far kom hjem igen, og der var blevet spist, sad hele familien endnu engang i stuen. Matt sad ved sofabordet og tegnede med de nye farveblyanter han havde fået af tante Emily til sin fødselsdag. Mor havde tændt et stearinlys og sat det midt på bordet.
   Far kiggede på det, og satte sig ved siden af mor i sofaen. For en gangs skyld var fjernsynet ikke tændt, og stemningen føltes ikke nær så presset, som den havde gjort siden ulykken. Far holdte mor tæt ind til sig, og kyssede hende på håret.
   "Jeg elsker dig," mumlede han.
   Mor smilede svagt, og vendte hovedet mod ham, for at kysse ham.
   "Jeg elsker også dig."
   Jeg smilede svagt. Jeg vidste godt at det var svært for mor, men far ville hjælpe hende gennem det, og de skulle nok klare det når bare de havde hinanden.
   Matt rejste sig, og rakte sin tegningen frem mod mor og far. Mors øjne løb i vand, og jeg gik over for at se hvad han havde tegnet. På en grøn bakke stod en lille familie, men oppe i skyerne sad en engel og kiggede ned på dem.
   "Det er Melanie, hun er en engel."
   Jeg smilede, og mærkede hvordan tårerne langt om længe pressede sig op i mine øjne.
   "Melanie."
   Jeg kiggede overrasket op. Midt i stuen stod en gammel mand i hvidt tøj. Hans hår var gråt, og hans ansigt var rynket, men smilet på hans læber var varmt og kærligt. Jeg tog en dyb indånding, og smilede svagt.
   "Det er tid til at gå," erklærede han.
   Han var omringet af et svagt lys, og han havde to store hvide vinger på ryggen og en glorie svævede over hans hoved. Han rakte armene ud mod mig, og jeg gik langsomt hen mod ham. Han lagde en hånd på min skulder, og pludselig var jeg iført en smuk hvid kjole. To vinger sad fast på min ryg, og jeg førte hånden op over hovedet. Glorien var ikke fast, det var mere som om det bare var en ring af lys, men alligevel var der lidt varmere lige der hvor den var.
   Jeg vendte mig om, og kiggede på min lille familie.
   "Tror du de klarer den?"
   Den gamle nikkede.
   "Deres kærlighed til dig, skal nok hjælpe dem gennem det."
   Jeg kiggede atter på ham, og tog hans hånd.
   "Er det slemt deroppe, farfar?"
   Han smilede, og rystede på hovedet.
   "Nej, jeg tror du vil synes om det."
   Jeg tog en dyb indånding, og nikkede derefter.
   "Jeg er klar," sagde jeg, og kiggede op på ham.
   Et klart hvidt lyst bredte sig midt i spisestuen, og farfar gik frem mod det. Jeg fulgte med, og knugede hans hånd. Hvis jeg skal være ærlig, var jeg nok en lille smule bange.
   Lige før jeg gik helt ind i det klare lys, stoppede jeg op, og kastede et sidste blik på min lille familie. Farfar ventede tålmodigt. Jeg kiggede på Matt, og så at han kiggede i retning mod mig. Han flettede sine tommelfingre sammen, og bredte de andre fingre ud, hvorefter han blafrede med dem, og førte hænderne op mod loftet. Det var det tegn vi fandt på da farfar døde.
   En tåre trillede ned af min kind.
   "Farvel," hviskede jeg stille, og smilede.