Ingen ved hvad der sker når vi dør, men det er sikkert at mange frygter at dø. Det er sikkert at mange frygter, at blive taget væk fra dem vi elsker. Og der er sikkert mange der mener at døden er ond. Men hvad nu hvis døden ikke blot tager os væk, fra de levende vi efterlader os? Hvad hvis den også forener os med dem der havde efterladt os?

Filmen var sluttet for fem minutter siden, og de stod nu og ventede på at blive hentet. Det var en kølig, men skøn vinteraften, lige i starten af december. Solen var gået ned mens de havde siddet i den mørke sal, og filmen spillede på det store lærred. Gaden blev oplyst af det bløde lys fra gadelygterne, og lyset fra vinduerne, i de bygninger der omringede gaden.
   "Det var en god film," påpegede Jessica, og kiggede op på himmelen, hvor stjernerne blinkede ned til hende.
   Brad nikkede, og tog en håndfuld popcorn. Bægret de havde delt var stadig ikke tomt, men det skyldes nok at de absolut skulle have det største der var. "Ja, det var en fed blanding," sagde han da han havde tygget af munden. "Men det var måske lidt urealistisk med alt det der kærligheds-halløj," sagde han, og smilede stort til hende. Han vidste at kærligheds-fniderret var det hun holdte mest af.
   Jessica rystede blot svagt på hovedet. "Bare fordi du ikke tror på kærlighed, behøver det ødelægge det for os andre."
   Brad lo. "Det er jo ikke fordi jeg ikke tror på det, jeg mener bare at det er ondt af ham. Først så støder han hende fra sig, hvilket gør hende total ked af det, det er fair nok, det forstår jeg godt. Men først da hun er forlovet med en anden, går det op for ham, at hun måske var meget sød alligevel, og så rejser han næsten jorden rundt, bryder ind i hendes bryllup, kommer med jordens største kærligheds erklæring, hvorefter hun så bliver blød i knæene, og forlader sin forlovede ved alteret."
   Jessica lo. Han havde altid været skeptisk omkring romantiske film. Engang troede hun at han bare lavede sjov med det, men nu var hun begyndt at tro på, at han faktisk ikke havde en eneste romantisk celle i kroppen. "Du er så sentimental," sagde hun sarkastisk. Hun mærkede hvordan kulden langsom begyndte at sno sig om hende, hun havde ikke lige frem en genial jakke på, alt taget i betragtning.
   "Jamen Jess, du fryser jo!" sagde Brad, da han lagde mærke til hvordan hun stod og rystede. Jessica nikkede kort. Han smilede skævt, åbnede den tykke trøje, og lukkede armene og trøjen omkring hende. Hun lagde armene omkring ham, og lagde hovedet mod hans bryst.
   "Tak," mumlede hun, da varmen begyndte at komme tilbage. Hun tog en dyb indånding. Nogle gange var hun sikker på at han pinte hende med vilje, selvom hun godt vidste at han umuligt kunne have den fjerneste anelse. "Brad?" hviskede hun.
   "Ja?" svarede han, så det rungede i hans bryst.
   "Jeg bliver nød til at fortælle dig noget," sagde hun, og bed sig i læben. Hun kunne ikke tro at hun var ved at sige dette. Han svarede ikke, ventede blot på at hun skulle fortsætte. Hans vejrtrækning var dyb og rolig, og hun kunne høre hans hjerte banke. Rytmen var dejlig beroligende, og hun fattede modet, tog endnu en dyb indånding og tog sig sammen. "Vi har kendt hinanden i utrolig lang tid," startede hun, uden at ane hvordan hun skulle fortsætte.
   "Ja, det kan man vidst roligt sige," svarede han, og smilede skævt.
   Hun trak sig lidt ud fra ham, og kiggede ham dybt i øjnene. De smukke mørkeblå øjne, med det livsglade glimt, der mindede hende om en stjernehimmel. Hun sank en klump, og mærkede hvordan hendes hjerte langsomt satte tempoet op. "Jeg er utrolig bange for, at det jeg siger nu, vil ødelægge det hele."
   Han kiggede undrende på hende. "Mener du vores venskab?" Hun nikkede svagt, hvilket fremkaldte det skæve smil hun holdte så meget af. "Men Jess, intet kan ødelægge vores venskab, kan du ikke huske vores pagt?" spurgte han.
   Mindet fik hende til at smile, og fjernede nervøsiteten et kort øjeblik, men den vendte hurtigt tilbage. "Jo, men vi var jo små," indvendte hun.
   Han trak på skuldrende. "Hvad betyder det, vi sagde for evigt og altid, ikke?"
   Hun kunne ikke andet end at give ham ret der. Endnu engang tog hun en dyb indånding. "Brad du er min bedste ven, men på det seneste er det som om der er noget det er ændret mellem os. Det tog mig lidt tid at indse hvad det var, men nu ved jeg det," hun holdte en kort pause. "Brad, jeg er vidst gået hen og blevet forelsket i dig," hun kneb øjnene sammen et kort øjeblik, bange for at se hans reaktion. Hun åbnede dem langsomt, og kiggede på ham. Han bed sig i læben, og kiggede ned i jorden, det kunne umuligt være et godt tegn.
   "Du ved godt, at jeg har fået utrolig mange tilbud om dates, her på det sidste, ikke?" Hun nikkede langsomt, og mærkede frygten stige op i halsen. "Og du ved også godt at jeg har sagt nej til dem alle sammen," han forventede intet svar, men hun nikkede alligevel. "Ved du hvorfor?" Hun rystede svagt på hovedet, hun var ude af stand til at snakke. "Det er fordi jeg er forelsket i en anden."
   Det var det, hendes verden ramlede sammen. Hun mærkede tårerne stige op i øjnene, og hun fik en sær klump i halsen. Hun slog blikket ned, og kunne umuligt holde øjenkontakt med ham. Han slap grebet om hende, løftede blidt hendes hage, og vendte endnu engang hendes ansigt om mod hans. "Jeg er forelsket i dig, Jess," sagde han med en fløjlsblød stemme.
   Hendes øjne blev store, klumpen forsvandt som dug for solen, hun kunne umuligt tro det, det kunne ikke være sandt, hun måtte drømme. "Du lyver," anklagede hun ham.
   Han fejede hendes hår væk fra ansigtet med en blid bevægelse, holdte om hendes nakke, og nussede hendes øreflip med tommelfingeren. "Typisk dig Jess, ikke at tro på dine egne øre," sagde han, og smilede skævt. "Måske vil dette overbevise dig," han lænede sig frem, og lukkede øjnene. Deres læber mødtes. Hun mærkede hvordan hjertet hamrede i hendes bryst, og hendes øjne gled automatisk i. Hun blev fyldt af en ukendt varme, og overgav sig fuldstændig til ham. Det var så fantastisk, det var perfekt.
   De blev forstyrret af en voldsom dytten, og en bil kørte op på siden af dem. Vinduet rullede ned, og en ung mand kiggede på dem. "Det var sku da også på tide at I fik taget jer sammen til det der," det var Brads storebror, og en meget typisk kommentar fra hans side. "Nåh, hvis I ellers kan løsrive jer et øjeblik, kunne I så ikke hoppe ind bagi. Vi har ikke hele natten."
   Brad tog hendes hånd, og de satte sig ind bag i bilen. Hun satte sig på midtersædet så hun kunne sidde så tæt op ad ham som muligt. Han lagde armen om hendes skulder, og hun lagde sig op ad ham. Sikkerheds selen var i vejen, så de valgte derfor at undlade dem, det tog alligevel kun ti minutter at køre hjem til Brad.
   "Nåh turtelduer, så I har endelig fundet ud af, at det er jer to?" De smilede blot til ham i bakspejlet. "Det tog satme også sin tid," mumlede han. Det næste skete så hurtigt. Bilen skred ud, bremserne hvinede, ud af Brads vindue kunne hun se en mur komme alt for tæt på. Af ren refleks kastede Brad sig ind over hende, for at beskytte hende, og i det næste hørtes der et højt brag.