Jess kiggede forvirret op, og fik først øje på Brad. Hun kom i tanke om hvor hun befandt sig, og i det samme øjeblik gik døren endnu engang op. En mand med sort hår, og mørke øjne kom ind. Han var iført sorte bukser, og en sort skjorte. Til at starte med var det som om han slet ikke lagde mærke til hende, hvilket hun sagtens kunne forstå. Det var trods alt Brad han var kommet for at besøge. "Undskyld, kan du sige mig hvad klokken er?" spurgte hun høfligt, og sendte ham en kort smil.
   Manden, som måtte være en af hans mange onkler hun aldrig havde mødt, kiggede overrasket på hende, som om han ikke havde forventet at hun ville snakke til ham. "Den er halv syv," svarede han kort, og kiggede på hende. "Hvem er du?" spurgte han, lidt ubehøvlet ifølge Jess, han præsenterede ikke engang sig selv, men hun orkede ikke at starte et skænderi.
   "Mit navn er Jessica," svarede hun derfor blot. Han nikkede kort, uden at gøre mine til at fortælle hvem han selv var. "Er du en af hans onkler?" spurgte hun stille, og gned sine trætte øjne.
   Manden kiggede forvirret på hende, men nikkede derefter lidt usikkert. "Hvor kender du ham fra, hvis jeg må spørge, jeg mindes ikke nogen Jessica," sagde han, og stirrede ud i luften, som om han prøvede at huske om hendes navn havde været nævnt.
   "Brad er min bedste ven, og nok også lidt mere end det," sagde hun, og mærkede endnu engang en klump i halsen.
   Hans ansigtsudtryk ændrede sig drastisk, han lignede nærmest en der havde set et spøgelse. Han satte sig ned i den anden stol der var i det lille værelse. "Du er altså forelsket i ham?" spurgte han hæst.
   Jess nikkede kort. "Ikke blot forelsket, jeg elsker ham virkelig. Og du synes sikkert jeg er binde gal, fordi jeg er så ung, men mit hjerte tilhøre ene og alene ham," tårerne pressede sig på. "Undskyld, jeg aner ikke hvorfor jeg plapre sådan."
   "Det er meget normalt, pårørende har ofte brug for at komme af med tingene, i stedet for at brænde inde med det selv, jeg har set det utallige gange," sagde han blot. Hun kunne ikke helt bestemme sig for om hun kunne lide ham eller ej. På den ene side var der noget smukt over ham, men på den anden også noget utrolig skræmmende.
   "Har du nogen sinde elsket nogen så meget, at du ville gøre alt, bare for at se personen smile én til gang, eller mærke personens arme omkring en?" spurgte hun, og kiggede længselsfuldt på Brad.
   "Nej," svarede onklen kort. Hun kiggede op på ham, han virkede meget mærkelig, nærmest som om han skulle nå et eller andet. "Jeg havde faktisk troet at der ikke ville være nogle herinde," sagde han, uden at fjerne blikket fra drengen i sengen.
   Jess følte sig dårligt tilpas, han ønskede tydeligvis at hun gik, men hun kunne ikke få sig selv til at røre sig ud a flækken. Der var en indre stemme der advarede hende mod at efterlade Brad alene med onklen. Onklen mærkede tydeligt hendes modstand, og sukkede kort. "Nuvel," sagde han, og satte sig til rette i stolen. Han kiggede på hende. "Hvor længe har du kendt ham?"
   "Lige siden jeg blev født, vores forældre er venner."
   Onklen bed sig i læben, det var tydeligvis ikke det svar han havde ønsket sig. Han kiggede ud af vinduet, og virkede i det hele taget meget rastløs.
   "Vi har altid været bedste venner. Han har været den der har trøstet mig, når jeg var nede. Og den der har holdt om mig, når det blev koldt. Vi har grædt og vi har leet. Vi har haft vores kampe, og vi har klaret os gennem dem. Han passer på mig, og jeg passer på ham." Der blev stille. Jess kiggede på Brad, og sendte et stjålent mod onklen. Han kiggede endnu engang ud af vinduet. Stilheden var uudholdelig, hun måtte sige noget. "Da jeg var syv, og han var ni, var vi hjemme hos ham en dag. Vores forældre var ude og gå med hans hund, og lod os være alene i mens. Vi havde været alene mange gange før, men denne her gang besluttede vi os for at vi skulle gå på opdagelse. Vi kravlede op på taget, og ved et uheld kom han til at puffe til mig, så jeg faldt ned. Jeg brækkede armen, og besvimede i fem minutter. Da jeg kom til mig selv var han helt ude af den, og han blev ved med at bebrejde sig selv. Han sagde at han ikke kunne være venner med mig mere, for han ville ikke kunne klarer skyldfølelsen. Jeg blev helt hysterisk, og sur på ham. Jeg blev endda så sur, at jeg kastede min sko efter ham," hun lo kort for sig selv, og kiggede på onklen, og opdagede at han faktisk sad og lyttede. Hun sendte ham et hurtigt smil.
   "Hvad skete der så?"
   "Han tog min sko, og satte sig ned foran mig. Mens han bandt mine snørebånd, kiggede han på mig. Han sagde at uanset hvad der skete, ville vi aldrig holde op med at være venner. Og jeg sagde at han ellers lige havde sagt at vi ikke kunne være venner længere. Da var det at han lagde sin hånd på hjertet, og svor på sit liv at vi skulle være venner for evigt og altid. Jeg svor også. Og som en sidste hånd på vores pagt, ridsede vi vores initialer ind i træet i hans baghave," Jess smilede ved mindet. "Vores forældre blev selvfølgelig tossede da de kom hjem, og jeg fortalte at jeg havde ondt i armen fordi jeg faldet ned fra taget. Og de skyndte sig at køre mig på hospitalet. Men Brad sad der i bilen, ved siden af mig, og holdte mig i hånden."
   "Hvordan kan du vide at han er den eneste ene?" spurgte onklen. "Jeg mener, er du sikker på at han ikke bare er en ven?"
   Hun mærkede et lille smile brede sig på hendes læber. "Se her," hun hævede Brads hånd. "Hvis han ikke var den eneste ene, hvordan kan det så være at vores hænder passer så perfekt?" spurgte hun, og flettede fingre med ham. Onklen kiggede afventende på hende, han ville have flere beviser. "Hvis han ikke er den rigtige, hvordan kan det så være at jeg ikke føler mig hel når jeg ikke er sammen med ham? Og hvordan kan det så være at jeg har grædt en syndflod de sidste tre dage? Hvis han ikke er den rigtige, hvorfor fortæller hver eneste fiber i min krop, ja, endda hele mit hjerte så at han er?" En tåre trillede ned af hendes kind. "Han ejer mit hjerte, og jeg behøver ikke noget til gengæld," sagde hun stille, men det var nok mere henvendt til Brad, end onklen.
   "Hvis du havde muligheden mellem ham, eller hele verdenen som du kender den, hvad ville du så vælge?"
   Hun tænkte sig om. "Ham," svarede hun, og kiggede onklen dybt i øjnene. Hun blev overrasket over at høre sandheden i hendes egen stemme.
   Onklen tog en dyb indånding. "Er du sikker? Ville du kunne forlade alt, din mor og far, Anna, og Fanny?"
   Jess kiggede overrasket på ham, hvordan vidste han hvad hendes bedste veninde og hund hed? Hun nikkede stille. "Hvis det betød at jeg kunne være sammen med ham resten af mit liv, så ja."
   Onklens pande rynkede bekymret. "Er du helt sikker?" spurgte han endnu engang.
   Jess nikkede. "Min store drøm var at blive professionel balletdanser, nu er begge mine ben smadret, og det er ikke sikkert at jeg nogen sinde vil kunne gå igen," hun kiggede på ham, og mærkede endnu engang en tårer trille ned af hendes kind. Det var som om, det først nu gik op for hende, at hendes drøm var røget i vasken.
   Onklen nikkede stille. "Dette er aldrig noget jeg har gjort før," sagde han, og stirrede ud i luften et kort øjeblik. "Jeg burde egentlig ikke gøre det," sagde han, og kiggede på Jess. Han rystede kort på hovedet, derefter rejste han sig op og bøjede sig ind over Brad. Han bukkede sig, og kyssede hans læber med et let pres. Derefter knælede han foran Jess. Hendes hjerte bankede hurtigt, og hun mærkede hvordan en sær frygt voksede inde i hende. Hun knugede Brads hånd. Han lænede sig frem mod hende, og kyssede hende. Hun gispede kort af forskrækkelse. Det føltes som om hendes hjerte sprang et slag over, hendes mave vendte sig, og som om han sugede alt luften ud af hende. Det varede kun et kort sekund, så rejste han sig, og kiggede ned på hende.
   "Er du klar til at gå?" spurgte han. Hun kiggede uforstående på ham, hvad var der lige sket. Hun mærkede en klemme hendes hånd blidt, hun kiggede op og fik øje på Brad der smilede til hende. Sonden var væk.
   "Lad os gå," sagde han, og smilede til onklen. Han rejste sig fra sengen, og hev Jess med op og stå. Hun kiggede ned af sig selv, gipsen var væk og hun kunne mærke sine ben igen. Hun smilede henrykt til onklen, han måtte være en engel. Da gik det op for hende, at der kun var en forklaring på hvad der lige var sket. Hun drømte stadig. Hun prøvede at vende tilbage til virkeligheden, men det var som om hun hang fast i den vidunderlige løgn.
   "Der er kun en regel," sagde onklen og blev alvorlig. "I må aldrig kigge jer tilbage!"

"Jess," Ben rørte let ved hendes skulder, men hun reagerede ikke, hun sov som en sten. Hen smilede let, og rejste sig for at hente en dåse sodavand, i automaten på gangen.
   Sodavanden var utrolig forfriskende, men den kunne ikke tage tankerne væk fra ulykken. Billederne kørte på repeat og han anede ikke hvordan han skulle stoppe dem. Jess ord genlød som et ekko.
   "Hjertestop i stue 304 på intensiv afdeling," vrængede en dame ud i en højtaler. Ben nåede ikke at opfange hvad der skete, før en håndfuld læger kom løbene rundt om hjørnet.
   "304!" gispede han, og tabte sodavandsdåsen. Han løb efter lægerne, men blev stoppet af en der greb fat i hans arm.
   "Du kan ikke gå derind!" sagde en ung mand, og kiggede på ham. Alvoren i hans øjne var ikke til at tage fejl af. Han kiggede ind af den lille rude i døren, og så hvordan de desperat prøvede at genoplive hans lillebror.

Ingen af lægerne kunne forklare hvorfor Brad Mellow pludselig fik hjertestop, men den største gåde var dog, hvorfor pigen der holdte så meget af ham, døde af samme årsag, på samme tid.

Der er sikker mange der mener at døden er ond. Men hvad nu hvis den i virkeligheden også forener os med dem der ellers ville have forladt os?