Det er værst om natten. Når lyset er slukket, og alle er gået i seng. Når man bare ligger der helt alene i sengen og lytter. Der kan man høre det rigtig tydeligt. Der starter altid meget lavt, som en stille skratten bag væggene. Næsten som om der render mus rundt inde i væggen. Men allerede dér kan jeg mærke hvordan mit hjerte langsomt sætter farten op, og begynder at dunke tungt mod mit bryst. Jeg kniber øjnene sammen, og bider mig så hårdt i læben at jeg lidt efter kan smage blod. Jeg prøver at trække vejret stille og roligt, men det lykkes aldrig. Jeg kommer altid til at trække vejret i små paniske stød. Den lavmælte skratten tager til, nu lyder det mere som en der står og kradser på væggen med lange negle. Jeg kan nemt forstille mig det. Lange, krogede, beskidte negle der river på indersiden af væggen. De prøver på at komme ind i mit værelse, ind til mig. Det løber mig langt ned ad ryggen, og jeg tager hænderne op for ørerne, prøver på at holde lydene ude. Selvom jeg egentlig godt ved det er håbløst.
   Jeg åbner forsigtigt øjnene, og prøver at se ud i mørket. Der er ikke noget, ikke lige nu. Gulvet knirker ovre under vinduet, og det blomstrede gardin bevæger sig en smule. Er det bare min fantasi der løber løbsk? Jeg ligger helt stille, bevæger mig ikke det mindste, måske går det væk af sig selv. Pludselig får jeg en ubehagelig fornemmelse af at der er én der sidder og kigger på mig. Hver eneste muskel i min krop er spændt, jeg tør ikke vende mig.
   Jeg tror ikke på spøgelser, jeg tror ikke på spøgelser, jeg tror ikke på spøgelser - jeg bliver ved at gentage sætningen for mig selv, inde i hovedet selvfølgelig.
   Men den ubehagelige fornemmelse stopper ikke. En skygge glider hen over spejlet der hænger på væggen, og det føles som en iskold hånd griber fat i mit hjerte, der ellers var godt på vej op i halsen. Jeg trækker vejret hurtigere og hurtigere, og stirre på spejlet. Øjnene hviler stadig på mig, jeg kan mærke det, som rørte de mig rent fysisk, men jeg bevæger mig stadig ikke.
   Jeg tror ikke på spøgelser, jeg tror ikke på spøgelser, jeg tror ikke på spøgelser.
   "Samantha ..." nogle hvisker mit navn, kun lige højt nok til at jeg kan høre det.
   Jeg stivner, og sætningen der ellers kørte på repeat, stopper. Mit hjerte hamre derud af, og jeg kan mærke det dunke. Jeg krummer tæerne, men ligger ellers helt stille.
   "Saamaanthaa ..." stemmen kalder lokkende på mig, og jeg kan mærke hvordan frygten presser sig op i min hals, og bliver til tårer i mine øjne.
   Jeg tror ikke på spøgelser! Jeg tror ikke på spøgelser! Jeg tror ikke på spøgelser!
   De kradsene negle tager til, og de er nu mere ihærdige for at komme igennem væggen. Øjnene hviler tungt på mig. Skyggen glider endnu engang forbi spejlet, men denne gang stopper den op, og bliver stående.
   En varm tåre løber ned ad min kind, og videre ned i hovedpuden. Noget puster mig i nakken, så de små hår rejser sig.
   "Gå væk," beder jeg.
   Endnu en tåre triller ned af min kind, hurtigt efterfulgt af endnu en.
   "Saaamaaanthaaa ..."
   Jeg kigger op i loftet og ønsker mig langt væk. Jeg prøver at tænke på noget godt. På ferieminder. På min bedste veninde. På min glade lillebror.
   Pludselig mærker jeg noget røre min fod. Jeg spjætter skrækslagent. Et lille skrig klemmer sig ud over mine læber. Jeg stivner igen, og ligger nu og kigger op i loftet. Jeg hører fodtrin nærme sig døren ind til mit værelse. Det kommer tættere og tættere på. Jeg har aldrig før været så bange, aldrig i hele mit liv. Jeg vender forsigtigt hovedet, og kigger på døren. Håndtaget bliver langsomt trykket ned. Og lyset bliver med ét tændt. De kradsende negle stopper bræt, skyggen forsvinder, øjnene holder op med at stirre på mig. I døren står far og kigger spørgende på mig.
   Det føles som om jeg kan trække vejret frit igen. Far kommer hen til mig, og sætter sig på sengen.
   "Jamen Sam dog, hvad er der dog sket? Du er jo helt bleg."
   Jeg sætter mig op, og lader mig synke ind i fars dybe favn.
   "Sam, dit hjerte hamre jo af sted!" udbryder han forskrækket.
   Jeg nikker svagt, og holder godt fast i ham. Han må ikke gå, ikke lade mig alene med dem igen.
   "Hvad er der sket Sam?"
   Jeg kan ikke holde det inde mere, mine skuldre begynder at ryste, og tårerne får frit løb. Jeg ligger og hulker i fars favn, mens han sidder og vugger mig stille og roligt frem og tilbage.
   "Du må ikke gå," beder jeg halvkvalt.
   "Så så søde skat, jeg er her. Intet ondt kan ramme dig."
   Jeg bider mig i læben, og strammer mit greb om far ...

Måske burde jeg have advaret dig før du begyndte at læse dette. Ser du, det har ikke altid været sådan. Det startede først efter jeg havde læst en fortælling om disse mystiske hændelser.

"Kom nu Sam, der sker ikke noget!"
   Matt havde længe prøvet at få mig ind i det forladte hus, men rygterne om mystiske lyde, havde afskrækket mig.
   Jeg kiggede tvivlsomt på det mørke villa. Græsset i den lille forhave var knæhøjt, og strakte sig langt ind over stien fra havelågen og til huset. Villaen havde engang været lysegult, men malingen var skallet af mange steder. Skodderne var slået for de fleste af vinduerne, men en af dem hang skævt, og en anden var faldet helt af, og lå nu knapt synligt i græsset. Det vindue hvor den ene skodde var røget af var blevet smadret, det så ud til at en eller anden havde smidt en sten igennem glasset.
   Jeg kiggede på Matt, han smilede spændt til mig. Jeg tog en dyb indånding, og nikkede svagt. Matts øjne lyste op, og han åbnede havelågen der knirkede voldsomt. Et bevis på at den ikke havde været brugt rigtig længe. Jeg kiggede mig over skulderen, gaden henlå i mørke, og var kun oplyst af et par enkelte gadelygter. Jeg tog endnu en dyb indånding og fulgte efter Matt, der næsten allerede var helt henne ved huset. Mit hjerte begyndte at hamre, og jeg lagde mærke til at jeg begyndte at trække vejret hurtigere. Jeg havde ikke lyst til at være der, men jeg havde lovet Matt at gå med.
   Han gik op på verandaen, brædderne knirkede højtlydt, og fik det til at løbe langt ned ad ryggen på mig. Det her mindede mig om en plat gyserfilm. Han tændte stavlygten han havde i hånden, og tog fat i håndtaget. Min fornuft skreg til mig at jeg skulle vende om, og løbe skrigende hjem.
   "Er du sikker på at det er en god idé?" spurgte jeg for syvende gang.
   Matt kiggede på mig, og nikkede.
   "Ja da, der sker ikke noget. Jeg har jo fortalt dig at dem der boede her, flyttede for fire år siden!"
   Jeg nikkede, og sank en klump. Han gik ind i entréen, en lang gang med en trappe for enden. Der var en dør på hver side af gangen, og de stod begge to vidt åbne. Matt lyste omkring sig med den lange lyskegle, og gik så ind i rummet på højre hånd. Jeg stod nu alene i gangen, og pludselig tog vinden fat i døren, og den smækkede i med et højt brag. Jeg hoppede forskrækket op, og farede ind til Matt. Han stod i det der måtte have været dagligstuen. Han kiggede på mig, og smilede skævt. Jeg kunne genkende det smil, det var det smil der altid prydede hans læber når han synes noget var spændende.
   "Er du okay?"
   Jeg nikkede tavst, og kiggede mig omkring. Stuen var fuldt møbleret, med sofa og fjernsyn, og reoler. Jeg gik hen til den nærmeste reol, og kiggede på et billede der stod på en af hylderne. Det hele var dækket af et tykt lag støv, så jeg tørrede forsigtigt glasset af. Billedet forstillede en lille familie med far, mor, en lille pige med rottehaler og en hund. Jeg kiggede atter på Matt.
   "Hvis de flyttede, hvorfor tog de så ikke alle deres møbler og billeder med?"
   Han trak på skuldrene, det så ikke ud til at interessere ham synderligt. Jeg stillede billedet på plads, og gik hen til ham. Jeg havde stadig den der ubehagelige fornemmelse af at jeg ikke burde være her.
   "Kom, lad os gå ovenpå," sagde Matt, og satte kurs mod døren ud til entréen.
   Jeg fulgte hurtigt efter ham, jeg skulle ikke stå alene igen!
   Gangens blomstrede vægge var også fyldt med gamle billeder af familien og pigen. Matt gik op ad trappen, og den lange løber dæmpede hans fodtrin, jeg var lige i hælene på ham. Der var så vidt jeg kunne se kun tre værelser på første sal. Dørene ind til to af værelserne var åbne, men den sidste var lukket. I døråbningen til det første værelse kunne man se lidt af en stor seng, og et klædeskab.
   Forældrene ligger sikkert døde derinde - tænkte jeg, og hadede straks mig selv for det.
   Det andet værelse var vidst et kontor. Matt gik hen mod soveværelset, og lyste derind. Mit hjerte hamrede tungt mod brystkassen. Hvorfor var jeg dog gået med til det her?
   "Er der nogle?" hviskede jeg.
   Matt kiggede på mig, og rystede på hovedet.
   "Nej, jeg har jo sagt at de flyttede for fire år siden!"
   Jeg nikkede, og gik helt hen til Matt. Han lyste ind i det andet rum, men det var selvfølgelig ikke der han havde planlagt at gå hen. Nej, han satte kursen mod den lukkede dør. Selvfølgelig gjorde han det, det mest uhyggelige. Sådan var det altid med Matt.
   Vi hørte et tungt dunk, og jeg greb panisk Matts hånd og klemte den hårdt. Selv Matt var stoppet op midt i en bevægelse. Han kiggede tvivlsomt på mig, og jeg bed mig skrækslagent i læben.
   "Måske skulle vi ikke ..."
   Men ikke engang bumpet kunne stoppe Matt, han greb ud efter dørhåndtaget, og trykkede det forsigtigt ned. Jeg var sikker på at lige så snart han åbnede døren ville et eller andet væsen med vilde røde øjne, springe ud i hovedet på os. Jeg gemte mig bag Matts skulder, og klemte hans hånd endnu hårdere. Mit hjerte hamrede nu så hurtigt at det lød som om der galopperede en hest rundt i mit hoved. Han åbnede døren, og jeg kneb øjnene hårdt sammen.
   "Rolig Sam, der er ikke noget," sagde han da døren var gået op.
   Jeg kiggede forsigtigt frem, og fik øje på et børneværelse. Der hang ingen døde mennesker, og der var ingen uhyggelige væsner med røde øjne. Jeg sank en klump, og fulgte med Matt ind i værelset.
   Der lå noget midt på gulvet, jeg kunne ikke se hvad det var, men Matt havde kurs mod det, så jeg ville sikkert hurtigt finde ud af det. Da vi kom tættere på, opdagede jeg at det var en gammel slidt bog af en art. Matt gav slip på min hånd, og jeg gav modvilligt slip på hans. Han rakte mig lygten, og samlede bogen op. Han slog op på første side, og skimmede den. Indholdet var håndskrevet kunne jeg se.
   "Jeg tror det er en dagbog," mumlede Matt, og bladrede videre.
   Han stoppede op på en eller anden side der uden om teksten var overtegnet med hjerter, han læste lidt og smilede stort.
   "Kære Dagbog. Jason kyssede mig på kinden i dag! Det var så vildt ..."
   Jeg skubbede til ham.
   "Du krænker privatlivets fred!"
   "Årh hold da op, den har ligget her i fire år, hvad kan der ske. Ejeren savner den nok ikke."
   Endnu et højlydt bump rungede i det stille hus. Jeg kiggede forskrækket op, og greb fat i Matts arm, da hans hånd ikke var fri. Det lød som om det kom inde fra soveværelset.
   "Kan vi ikke nok gå nu?" bad jeg, og kiggede nervøst på ham.
   Mit hjerte hamrede så hurtigt at jeg var bange for at det ville hoppe ud af mit bryst. Matt nikkede hurtigt.
   "Jo, lad os det," han prøvede på at lyde normal, men vi havde været bedste venner næsten siden jeg blev født, og jeg vidste at han nok også var en smule nervøs, for ikke at sige en smule bange.
   Han tog min hånd. Jeg kiggede overrasket på ham, men sagde til mig selv, at det nok kun var for at gøre mig lidt mere tryg.
   Vi gik ud i gangen, jeg kunne ikke lade være med at kaste blikket ind i soveværelset, der var selvfølgelig ikke noget. Matt fortsatte hurtigt ned ad trappen, hen mod døren, ud på verandaen, ned på stien, og ud gennem den engang hvidmalede havelåge.
   Først da jeg stod på vejen, føltes det som om jeg kunne trække vejret frit, jeg var endda sikker på at mit hjerte allerede var begyndt at sagtne farten, og først da turde jeg slippe Matts hånd. Vi stod lidt ude på vejen, og tog et par dybe indåndinger. Det blev Matt der sagde noget først.
   "Kom, så følger jeg dig hjem."
   Jeg kiggede på ham, og nikkede taknemligt. Han tog min hånd, og trykkede den blidt. Jeg kiggede på ham, og han smilede skævt, næsten som om han ikke var helt sikker på at det var okay. Jeg kunne ikke lade være med at smile, hvilket nok gav ham et signal om at det var det. Vi begyndte at gå, væk fra huset og lydene, men jeg kunne selvfølgelig ikke lade være med at kigge mig over skulderen.
   Måske var det bare min fantasi der spillede mig et puds, men jeg kunne sværge på at jeg så en skygge glide forbi vinduet i børneværelset.

Næste dag i skolen, mødte jeg Matt i frikvarteret under det sædvanlige træ. Matt gik en årgang over mig, så vi så kun hinanden i frikvartererne og efter skole. Han sad allerede og ventede på mig, da jeg kom. En af mine veninder havde opholdt mig, så jeg var blevet meget forsinket, men det så ikke ud til at det gik Matt på. Han sad og læste i en gammel slidt bog, jeg fik store øjne.
   "Tog du den?!"
   Matt kiggede op, og nikkede mens han trak kort på skuldrene. Jeg kiggede bebrejdende på ham.
   "Ja ja, jeg ved godt hvad du har tænkt dig at sige, men før du gør det, skal du altså lige høre noget!"
   Jeg kiggede spørgende på ham, jeg synes stadig ikke det var okay.
   "Hende pigen, Beatrice ..."
   "Pigen på billederne?"
   Han nikkede ivrigt, og tog et billede ud der lå mellem nogle at siderne, og viste mig det. Jeg genkendte straks pigen på det. Det var pigen med rottehalerne.
   "Hvad med hende?"
   "Hun var altså rimelig sær," han holdte en kort pause, "jeg mener, i starten lyder hun rimelig normal, men hen mod slutningen, begynder hun at skrive at hun oplever noget mærkeligt."
   Jeg bed mig i læben, selvom jeg synes det var forkert af ham at tage bogen, kunne jeg mærke at jeg nok alligevel var blevet lidt nysgerrig. Jeg satte mig ned ved siden af ham.
   "Hun starter med at skrive at de vidst nok har fået mus, for hun kan høre dem kravle rundt om aftenen, men efterhånden begynder hun også at skrive om andre sære ting ..."
   Jeg kneb øjnene undrende sammen, og kiggede på bogen.
   "Sære ting?"
   "Ja, lyde hun ikke er vant til."
   Klokken ringede ind, jeg skulle til time igen. Jeg rejste mig op, og skulle til at gå.
   "Sam, du burde næsten prøve at læse den," sagde Matt, og greb min arm.
   Jeg kiggede på ham.
   "Jeg ved ikke helt," jeg havde det ikke godt med det. Alt ved det hus havde skræmt mig godt og grundigt, også den bog.
   "Det er en bog, Sam."
   Jeg kiggede tvivlende på den, men tog den så.
   "Okay," mumlede jeg, selvom jeg egentlig ikke havde lyst.
   "Lover du at du læser den?"
   Jeg nikkede.
   "Ja ja."
   Et smil bredte sig på hans læber.
   "Godt nok, vi ses senere."
   Jeg gav ham et hurtigt kram. Han havde fri nu, det var kun mig der skulle ind til endnu to timer.

Dagen efter var Matt ikke i skolen, jeg sad og ventede under træet i begge frikvarterer uden at han kom. Måske var han blevet forkølet? Men det lød nu lidt urealistisk. Matt blev næsten aldrig syg. Jeg skrev et par sms'er til ham, men jeg fik intet svar. Jeg sendte endnu en på vejen hjem fra skole, og én til om aftenen, men han svarede ikke på nogle af dem. Måske var han virkelig blevet syg, og havde sovet det meste af dagen.
   Da han dagen efter heller ikke kom i skole, prøvede jeg at ringe til ham om aftenen. Men han tog ikke mobilen. Det irriterede mig lidt, han kunne da informere mig om at han var blevet syg, det plejede jeg da at gøre? Måske var han bare blevet stresset, eller havde mistet sin oplader, det var jo trods alt sket før, og skolen var jo trods alt lige begyndt igen efter en dejlig lang sommerferie, måske havde det noget med det at gøre.
   Jeg så ham ikke resten af ugen, og lørdag aften havde jeg prøvet at ringe til ham femten gange, og det var ikke engang midnat endnu. Jeg sukkede irriteret og smed mobilen på sengen. Jeg gik ned i køkkenet for at hente et glas vand. Mor og far sad på sofaen og så en eller anden krimi i fjernsynet. Far kiggede hen over sofaryggen, og smilede til mig.
   "Du skal til at gå i seng," sagde han.
   Jeg nikkede lydigt, og gik op ad trappen til mit værelse. Jeg satte mig på sengen, tændte for fjernsynet, og stillede plastickruset på mit hvide sengebord ved siden af sengelampen. Der var en eller anden gammel Al Capone film i fjernsynet. Jeg kravlede ned under dynen, og kom til at skubbe til kruset, så det væltede.
   "Shit!" udbrød jeg, og rejste det hurtigt op igen. Jeg sprang ud af sengen, og ud på badeværelset for at hente et håndklæde. Jeg tørrede det spildte vandt op på natbordet, og prøvede derefter at suge det ud af gulvtæppet. Jeg fik øje på den gamle slidte bog, som lå halvt inden under min seng. Den måtte være faldet ud af min taske. Jeg tog den, og slog op på første side. Jeg gav mig til at læse, mens jeg gik ud og hængte håndklædet på plads. Inde på værelset, slukkede jeg for fjernsynet, og krøb ned under dynen. Jeg havde jo lovet Matt at læse den.
   Han havde haft ret, til at starte med virkede var det bare en helt normal dagbog, den mindede faktisk næsten om min egen. De samme problemer med umulige forældre, drenge og pigefnidder. Pigen måtte være ældre end jeg først havde troet, jeg ville næsten gætte på at hun havde været lige så gammel som mig, da hun skrev dagbogen.
   Men hen mod slutningen, begyndte hun at skrive om sære fænomener. Om øjne i mørket, pust i nakken, skratten. Og lige pludselig, holdt hun bare op med at skrive. På sidste side virkede hun næsten panisk, og man kunne se at siden havde været våd, måske havde hun siddet og grædt. Jeg kunne næsten mærke hendes frygt rent fysisk. Men det mærkelige ved det hele var, at hun ikke engang skrev færdig. Det stoppede bare midt i en sætning. Jeg læste siden igen, der måtte være et eller andet jeg havde overset, men nej, der var intet spor om hvorfor hun pludselig var stoppet. Jeg bladrede de næste par sidder gennem, men der stod ikke mere, hun var simpelthen bare stoppet. Jeg lukkede undrende bogen, og lagde den på natbordet. Jeg fik kigget på det digitale vækkeur, og opdagede at klokken var lidt i to. Jeg rynkede brynene, slukkede lyset, og lagde mig ned. Tiden var fløjet af sted.
   Som jeg lå der i mørket, hørte jeg pludselig en ukendt lyd. Hm, vi har nok fået mus - tænkte jeg.

... "Så så Sam skat, det skal nok gå. Det var bare et mareridt, prøv nu at se om du kan få noget søvn."
   "Nej, nej, far! Du må ikke gå! Jeg beder dig, bliv her!"
   Han rystede svagt på hovedet, og rejste sig op.
   "Nej, jeg bliver nød til at få sovet lidt, jeg skal tidligt op," forklarede han.
   Hun kiggede skræmt på ham, med store bedende øjne.
   "Jeg er lige neden under hvis du har brug for mig, okay?"
   Hun nikkede lydløst. Han satte sig på hug ved siden af hendes seng, og fik hende til at ligge sig ned med et let pres på skulderen.
   "Sov sødt, min pige."
   Hun bed sig i læben, som det var faldet hende for vane. Han rejste sig igen, og gik hen mod døren.
   "Godnat."
   Han slukkede lyset, gik ud af værelset, og lukkede døren efter sig. Søvnigt gik han ned ad trappen, og ned til hans eget soveværelse. Hans kone lå vågen, og ventede på ham.
   "Hvad var det?"
   "Mareridt," mumlede han til svar, og skulle til at ligge sig ned, da et højt skingert skrig fyldte det ellers rolige parcelhus. Han sendte et hurtigt blik til sin kone, og løb så ovenpå igen. Han åbnede døren med en sådan kraft at den bragede ind i væggen. Han tændte lyset, og kastede klarhed over rummet. Sengen var tom.
   "Sam?"