Jeg har set så mange ting i mit liv. Sorgens smerte har lært mig om livets glæder og nu sidder jeg her i et tog der har retningen nord. Jeg funderer over hvilket menneske jeg bliver, når jeg en gang bliver dét, almindelig mennesker kalder for 'en voksen'. Jeg har kroppen af en 22 årige, men har et sind af en på 35 år. Jeg vil jo bare gerne leve livet. Mine drømme skal blive til realiteter. Sejle jorden rundt, elske med en engel, springe i faldskærm, alle de ting man kun oplever når man sover. Jeg er ikke bange for at drømme, det er det der holder mig i gang. Uden tro, hvad er man så, en brik i samfundet, et navn i et arkiv. Musikken gør mig glad, den taler til mig på en måde som kun jeg forstår. Jeg er ikke bange for at være en taber, bare så længe jeg er en andens taber. Er der noget bedre end at gøre en anden glad, sprede lykke, uddele smil. Tanken om at være lykkelig gør mig glad og fuld af håb.
Rigtig glad bliver jeg nok aldrig igen. Der vil altid være en brik i spillet der mangler, altid den sætning
- Der mangler en.
Men vi mødes jo nok en dag. Jeg har meget i livet der skal nås. Masser af smil der skal deles ud. Verden må være et bedre sted, ellers ville vi for længst være "long gone". Der er ingen skam i at leve livet. Man skal passe på at livet ikke lige pludselig lever en selv.
Det er en tricky ting det liv her. Livet er rent tilfældigheder. Tilfældigheder om hvor i verden man bliver født. Tilfældigheder om hvem man render ind i på gaden, der tilfældigvis lige kender en, som kender en, der kan give dig det perfekte job. Vinder man i lotto, taber man i poker, det må tiden jo vise. Den endeløse tid, tiden der aldrig stopper, tiden der har så mange jobs, tiden er den ældste faktor i verden, tiden har altid været der, selv før man lærte klokken at kende.