Vi går efter de ting, vi ikke kan få, for det er de ting, der tilfredsstiller os i hverdagen. I vores unge alder har vi svært ved at acceptere, at livet er, hvad det er. Vi vil gerne presse alt ud af den tid, vi aldrig tænker over. Vi er unge og uovervindelige, og højder er noget, vi aldrig skænker en tanke. En dag vil du måske fortryde, at du aldrig ringede tilbage. Først når alderen begynder at vise sine kløer og forsigtigt, begynder at kravle ind på os, går det op for os, at det er for sent. For sent at springe ud fra klippen. For sent at opleve. Og vigtigst af alt finder vi ud af, at det er for sent at fortryde. Først i dette sekund sætter vi os tilfredse med rosen bag muren. Først her indser vi, at fuglenes sange er ok. At vinteren er tilpas kold. Og når vi vågner om morgenen og forundret undrer os over, at vi stadigvæk lever, kigger vi os selv i spejlet og finder ud af, at rynker kun er til for at minde os om de ar, livet har givet os. For en ting, vi ved med sikkerhed, er, at spejlet aldrig lyver, og whisky hjælper os kun til at glemme for en tid. Men stadigvæk råber vi op efter det, vi aldrig vil se igen. Stadigvæk længes vi efter de ting, vi aldrig fik oplevet, eller de ting, vi engang følte, men som vi så udmærket godt ved, kun vil blive i erindringen om, hvad vi engang havde. Og vi er triste, fordi vi har indset, at tingene aldrig bliver bedre, end de var for år tilbage. Dette føjer kun endnu flere spørgsmål til livet, og til sidst går vi alle rundt med et alt for stort spørgsmålstegn hængende over vores hoveder. Alle vores drømme er for længst bristet, og det værste ved det hele er, at vi for længst har accepteret det.