Landskabet løb forbi sideruden med en fart på 90 km i timen. Solen lagde den flotteste gule farve over horisonten og et par måger slog nogle store vindeslag, i deres forsøg på at komme fremad i den kraftige vind.
   - Det var sødt af din mor at låne os bilen sagde Sofie.
   - Ja det var svarede Kenneth bag rattet, det kostede mig så også lige 100 kr. i benzin fortsatte han i en lille joke og vendte blikket fra vejen for at signalere et smil på læben til Sofie.
   Hun udstødte et lille grin og smilte tilbage. Deres øjne fanges i et lille sekund, og det var som om de var tilbage til for 2 år siden, hvor kærligheden ikke havde nogle grænser og alt var tæt på at være perfekt.
   De næste fem kilometer foregik i stilhed og det ene sekund var blevet gentaget i Kenneths hoved mindst 10 gange, og tanken om hans arme omkring Sofie varmede mere end den trofaste ærlighed der bestod af, at Sofie faktisk sad 30 centimeter fra ham, hvilket kunne have følt som flere meter i Kenneths øjne og den barske virkelighed fandt vejen til hans hoved igen og hans fjerne blik blev hårdt igen.
   - Var du sammen med Christian i går, spurgte han så endeligt Sofie om.
   Spørgsmålet havde gentaget sig selv for ham lige siden han gik alene hjem fra byen i går og Kenneths håbefulde svar udgav sig i et nej fra Sofies side, skønt han godt vidste inde i sig selv, at muligheden for dét præcise ord var lig med minimal.
   Der gik et lille pusterum før Sofie åbnede munden og Kenneth fjernede blikket fra vejen igen og fangede hendes øjne og kendte allerede svaret.
   - Ja det var jeg, svarede hun, med en utryghed i stemmen.
   Følelsen af at blive ramt af en skovl lige i ansigtet, og vejen begyndte at flimre for Kenneths øjne. Det hele blev utydeligt, og hans arme og hænder på rattet begyndte at ryste.
   - Det var ikke lige det svar jeg havde håbet på du ville sige, svarede Kenneth
   - Hvad mener du med det? spurgte Sofie med en spøgen i stemmen, og endnu et blik blev udvekslet i bilen, men Kenneth kunne se at hendes øjne var forvandlet fra selvsikkerhed til et utrygløst sceneri og tomhed.
   Kenneth tog en dyb indånding og arbejdede på at holde tårerne tilbage, og gjorder alt hvad han kunne for at svarer med den selvsikkerhed i stemmen som Sofie tydeligvis havde mistet på et split sekund.
   - Du var min største kærlighed Sofie, hver gang jeg ser dig, falder jeg for dine øjne om og om igen. Du giver mig en følelse af nervøsitet og kilden i maven, som jeg ikke har følt siden vi gik fra hinanden.
   Han holdt en lille pause før han igen åbnede munden, velovervejende over hvad han ville sige.
   - Sofie, jeg kan ikke stå og se på dig ude at tænke på alt det gode vi havde sammen og hvor ondt det gør at vide at min største kærlighed ikke kan blive til det liv jeg havde drømt om at vi to en dag skulle leve sammen. Jeg kan ikke stå og se på dig uden at få følelsen af at vil kysse dig og lægge mine arme rundt om dig og viske dig i øret, hvor meget du betyder for mig.
   Han holdt blikket på vejen, bange for at se hvordan Sofie ville reagere på hans hudløse ærlighed.
   - Kenneth jeg har jo heller ikke været så vild med nogen som jeg var med dig, men det er lang tid siden, det er over to år siden.
   - Ja det ved jeg godt smukke, men jeg bliver ved med at have den tanke, at fordi at vi måske har haft to år hvor vi ikke har været de bedste venner, og vores forhold måske ikke sluttede med den flotteste manér. Jeg mener bare stadigvæk at jeg vil fortryde at vi skal leve de næste 70 år af vores liv uden hinandens arme, på grund af at vi havde nogle problemer som vi havde svært ved at løse.
   Kenneth sukkede endnu en gang og forsatte med at tale sit hjerte ud af brystet.
   - De 3 år vi var sammen, var noget af det bedste jeg i hele mit liv har oplevet og hvordan kan vi ødelægge en fremtid vi ved ville være bedre end perfekt sammen, bare fordi vi ikke har været sammen i to år. Det for mig er et regnestykke som jeg ikke kan få til at gå op. Vi kan leve de næste mange år sammen, og du ved lige så godt som mig at ingen for dig til at grine som jeg gør. Der er ikke mange der ved at du foretrækker at lave din egen dip i stedet for den brugsen sælger eller at du elsker at blive holdt om når vi skal til at ligge os til at sove.
   Sofies øjne hvilede sørgmodigt på Kenneths, og han kunne fornemme at hun græd indeni for den smerte han lige havde siddet og udtrykt.
   - Men Kenneths, hun holdt ind før hun fortsatte, Jeg ville ikke kunne klare at bliver forelsket i dig igen og så at det ikke går. Tiden efter dig var en sort hule jeg ikke kunne komme ud af, og.
   Hun tog igen en lille pause.
   - Men jeg tror jeg er ude af den nu, og jeg ved ikke om jeg har lyst til at gå tilbage igen.
   - Det er det jeg mener Sofie. Den kærlighed vi har for hinanden er så stor, hvor lade den gå til spilde?
   Kenneths blik fandt hvile på en fugl i haven ved siden af og han blev nu klar over at bilen holdt stille foran Sofies hus. Den må have kørt på auto tænkte han, for han kunne ikke mindes hvordan han havde fået bilen kørt herned. Det hele havde været en trance siden at Sofie havde svaret ja, på hans første spørgsmål.
   Han drejede hovedet og kiggede på Sofie og ventede et svar.
   - Jeg tror ikke jeg kan gøre det igen Kenneth. Det er for stor en sorg hvis det ikke går.
   - Men hvad nu hvis det går, hvorfor nøjes med at være glad med en anden fyr, når du kan være lykkelig sammen med mig.
   Sofie vendte ansigtet og kigge ud af sideruden.
   - Det kan måske godt være Kenneths, men jeg har bare så mange følelser i mig nu, og jeg har lidt svært ved at overskue det.
   Kenneths drejede nu også sit hoved så de begge nu sad og kiggede ud af hver sin rude. Stilheden i blandt dem, blev til en uendelighed, og Sofie vendte sig og de fandt hinanden blik.
   - Farvel Kenneth sagde hun idet hun steg ud af bildøren og lukkede den efter sig.
   Kenneth sank sine bedrøvende øjne og han hjerte faldt med. Han skulle til at dreje nøglen rundt i tændingen, men tænkte til sig selv.
   - Nej fandme nej.
   Han åbnede døren.
   - Sofie vent lige lidt sagde han og fik Sofie til at vende sig om. Jeg har lige noget du skal have. Han tog hånden ned i lommen og fandt to kopi ark frem og rakte det til Sofie.
   - Hvad er det spurgte hun?
   - Det er den sidste køretur svarede han og kiggede på hende med bedrøvelse i øjne. Jeg tror jeg elsker dig sagde han og vendte sig om og gik tilbage til bilen, for at køre sin sidste køretur hjem fra hendes hjem nogensinde.