Solen står op og er lig med en ny start.
Solen står op og er lig med en ny start.
Jeg gentager sætningen,
men den lille djævel bagerst i mine tanker,
beder mig om at holde kæft.
Jeg kan ikke lukke den ude,
og inderst inde ønsker jeg dialogen.
Hvis ikke djævlen, hvem skal jeg så snakke til?
Jeg ser kun mørke bakker forude.
Det er sandheden der har gjort mig kynisk.
Solen varmer men jeg ryster til tanken.
Er dette virkeligt værd at kæmpe for?