Hvis hele verden kunne tage et øjeblik for sig selv. Sætte tingene lidt i perspektiv. Gå uden for kulen der symboliserer vores dagligdag. Stille sig og kigge ind af vinduet, i stedet for at kigge ud. Se livet bevæge sig omkring en. Forstå livet fra en anden vinkel. Hvis bare hele verden kunne give sig tid! Tid til at elske andre end sig selv.

Jeg har set nok nu. Jeg gemmer mig i en tåge af sikkerhed. Regnen = chancen for at blive våd. Tågen holder mig beskyttet. Skyggen bliver min bedste ven, som tiden går. Mine øjne flytter sig fra det ene punkt til et andet, forsøger at finde et nyt sted jeg kan flygte til. Hvor skal en mand løbe hen, når svarene er i usikkerheden? Det er en underlig følelse. Jeg kigger dybt i hjertet af mig. Alt hvad regnen tilbyder, gør kun tingene mere kompliceret. Så hatten af for manden uden paraply. Det er livet, det er kærligheden, det er manden der græder alene, det er det ukendte der danner min skal for min usikkerhed.

Det har ikke noget at gøre med at jeg er bange. Jeg skal sgu nok mande mig op, hvis det er dét der skal til, men man kan ikke ændre fortiden, så hvad fanden hjælper det.