Hun vendte sig rundt, så hun nu lå med ryggen imod mig. Jeg lagde armen omkring hendes dejlige krop og trykkede mig ind til hende. "Jeg elsker dig". Hun rørte på sig, og jeg vidste med det samme at hun smilte. "Vi har ikke sagt det til hinanden i dagevis, og jeg savner det bare lidt". Hun vendte sig igen og kiggede mig dybt i øjne. Til trods for at lyset var slukket, havde vi vænnet os til mørket, og hendes øjne strålede. Jeg lod mig selv fortabe i hendes indre, nogle korte sekunder. Hun skinnede altid, der var noget over hende, der overlyste alt. Hendes ærlighed, hendes og alt derefter. Hun var pragtfuld. Bedårende. Skøn. Et hjerte man kunne begrave sig i. Et sted hvor det hele ligesom, passede lidt bedre sammen. Et lyspunkt. En befrielse. En et og alt. Vi danser til nogle toner som ikke er prøvet af før. Vi svæver. Vi berører hinanden. Vi er noget sammen. Vi falder, i kærlighed.
Det er nu vi skal passe på. Jeg bliver ramt af angst. Mit hjerte banker hurtigere for hvad der kunne ske. Jeg bliver fortvivlet. Ikke på dig, men på hele situationen. Åh nej, jeg kan mærke at jeg falder hurtigere end, hvad du gør. Vores arme er fuldt udstrakte efter hinanden, så kun fingerspidserne rører. Vi holder kontakten, energien levende, red mig, og hiv mig ind. Du må ikke lade mig falde. Ikke nu hvor alt endeligt er godt. Ikke her, hvor lykken skaber sig egen vej. Du må ikke give slip. For jeg vil ikke andre steder hen.
Du blinker og jeg fanger igen dit blik. Bliver revet væk fra en tankegang og bragt tilbage til virkeligheden. Dybt forbavset over hvad jeg har set, formår dine øjne at berolige mig, og jeg finder sikkerheden her hos dig. Det slutter med kærlighed og jeg lukker øjne og falder i en beroligende søvn. Tak.