- Har du nogle sinde været nogle af dine kærester utro?
   - Ja, dem alle sammen på nær Julie.
   - Hvorfor var du dem alle sammen utro?
   - Det ved jeg ikke. Det var vel ikke ægte kærlighed.
   - Var det dét med Julie?
   - Ja det var det. For en kort tid i hvert fald. Hun må jo ikke have følt det samme som jeg. Det gør mig trist at tænke på, så kan vi ikke skifte emne.
   - Hvorfor gør det dig trist?
   - Det er aldrig sjovt at få sit hjerte knust.
   - Knuste hun dit hjerte?
   - Hold kæft hvor du spørg meget, men ja, hvis du skal vide det, det gjorder hun. Jeg har lyst til at kalde hende en kælling, men det ligger ikke rigtig til min natur. Hun var ikke særlig flink efter hun gik fra mig, men man skal jo ikke hade hende for tiden efter forholdet, men elske hende for tiden vi havde sammen. Vi havde det virkelig godt sammen.
   - Elsker du hende stadigvæk?
   - Hmm, det ved jeg ikke, det er 3 år siden. Det mere korrekte spørgsmål er vel, om jeg ville være sammen med hende i dag, hvis jeg fik chancen, og der tror jeg at svaret er nej. Man har vel altid en kærlighed for dem man har elsket. Når en person røre en så dybt, så knytter man et specielt bånd sammen som aldrig kan brydes. Det kan godt være at vi aldrig kommer til at tale sammen igen, eller overhovedet vil se hinanden igen, men jeg vil aldrig glemme hende. Jeg vil huske hende for de 2½ år vi havde sammen, og ikke mere end det.
   - Det er vigtigt at man skilles som venner og ikke uvenner.
   - Ha, tror mig, det har jeg prøvet. Jeg har haft ringet, skrevet, inviteret hende ud, jeg har sgu gjort alt for at bevare vores venskab. Men hun gav mig kun et overfladisk venskab igen, og det blev jeg træt af. Jeg ønsker intet uægte, hun skal ikke være ven med mig for min skyld, hun skal være ven med mig for hendes egen skyld. Hvis hun ikke selv kan regne ud at en telefon virker begge veje, så behøver jeg hende ikke.
   - Er det ikke bare bitterheden der snakker nu?
   - Jo for helvede det er bitterheden. Jeg er sgu da pisse irriteret over at hun ikke kan ringe til mig eller bare kontakte mig en gang imellem.
   - Men skrev hun ikke også en gang imellem?
   - Jo hun gjorder da, men der lå altid den der pligtfølelse i hendes ord, som om at hun skulle skrive til mig og den har jeg ikke brug for.
   - Har hun en kæreste nu?
   - Ja det har hun.
   - Så hun er kommet videre og det er du ikke?
   - For helvede jo det er jeg. Men jeg tænker da meget på hende. Det kan man da ikke andet end at gøre. Jeg elskede hende. Jeg ville give mit liv for hende.
   - Det er en stor ting at sige.
   - Ikke for mig, jeg mente det. Jeg havde virkelig gjort op med mig selv om jeg var parat til at ofre mig for en anden person. Om jeg var parat til at forlade mine forældre, min bror og mine venner, for en pige, og jeg kunne kun komme frem til et svar og det var ja. Selvfølgelig ville jeg det. Jeg troede at jeg skulle dele resten af mit liv med hende. Jeg troede jo det var hende der skulle føde mine børn.
   - Hvordan har du det med at tænke tilbage på det, den dag i dag?
   - Fint nok, jeg fortryder intet. Som jeg sagde tidligere, så var de 2½ år vi var sammen jo virkelig godt. Så jeg fortryder intet. Men skal vi snakke om hende hele dagen?
   - Nej det behøver vi ikke. Hvad har du ellers lyst til at snakke om?
   - Det ved jeg ikke. Vejret, vinden, mågerne.
   - Hvad med din far?
   - Hvad med ham?
   - Savner du ham?
   - Ja det gør jeg da. Selvfølgelig gør jeg det. Der er stadigvæk dage hvor jeg græder mig selv i søvn.
   - Du tænker stadigvæk meget på ham?
   - Hver dag! Det er som om man finder minder om ham, lige meget hvorhen man går. Selv når man går en tur og man for eksempel ser et egern, tænker jeg på ham. Og det mærkelige er, at min far og jeg har aldrig haft nogle minder der har noget som helst at gøre med et egern at gøre.
   - Det er meget naturligt at man forbinder de ting man ser i sin hverdag med sine minder. Måske har det egern været en kickstarter til et andet minde, som for eksempel en skovtur dig og din far har været på eller en udflugt
   - Sikkert.