Spejlbilleder
Jeg svæver langsomt og fredfyldt ud af søvnens endeløse tåger og ind i et lunt stillestående rum, hvor virkeligheden som et diffust panorama begynder at udfolde sig bag den transparente væg i den modsatte ende. Jeg er i et søvntilstandens limbo og jeg er stadig hel. I drømmen fandtes var der ingen spejle, det var en drøm om mig og ikke en drøm om mig og mit spejlbillede. Tåger hvisker bag mig og omkring mig. Gennemsigtige muser kærtegner mine sanser og viderebringer en besked fra deres dronning. En spøgelsestunge kildrer mit øre og hvisker, du har krydset grænselandet og dronningen lukker portene for dagens lys. Jeg åbner munden men lyden forsvinder ud i rummets stillestående tomhed. Jeg vender mig vægtløs om, og med opspilede øjne ser jeg, hvordan drømmetågen forsvinder i et punkt uendeligt langt væk. Som et sort hul trækker drømmenes dronning sine muser til sig, desperat begynder jeg at tage svømmetag i luften, tag mig med, råber jeg uden stemme, men en ukuelig understrøm trækker mig væk fra drømmen og imod virkelighedens væg. Bort fra det sted jeg fandt fred. Chanceløst griber jeg ud efter drømmen, og mine arme strækkes i det uendelige, men drømmen forsvinder, jeg bryder gennem virkelighedens væg og virkeligheden åbenbarer sig for mig i form af en svulmende edderkop.
Mine halvt åbne øjne er ikke mere end ti centimeter fra edderkoppens lågsløse øjenklynger. Dens skeletklædte ben sætter sig søgende i bevægelse mod mit ansigt og min varme ånde. Savlet fra min mundvig løber ned og væder pudebetrækket. Jeg prøver at flytte kinden væk fra det fugtige område, men jeg er nærmest hypnotiseret af edderkoppen. Drøm eller virkelighed. Edderkoppen marcherer gennem savlet, og om det er panik eller en kalkuleret bevægelse ved jeg ikke, men med et befinder den seks centimeter brede Tegenaris Duellica og dens otte piskende ben sig mellem mine lukkede læber, der som en bjørnefælde har klappet sammen om dens behårede krop. Edderkoppen forsvinder ind i min mundhule, hvor jeg synker og synker, mens den stritter imod med alle otte ben, men spyttet og synkebevægelsens muskelsammentrækninger tvinger den ubønhørligt nedad, nedad, ned i min mavesyre, hvor den opløses. Langsomt.
Fire-fem skridt og jeg har bevæget mig fra min seng, gennem min klaustrofobiske lejlighed og ind gennem døren til spejlrummet. Badeværelsets blanke fliser blinker hvidt imod mig, mens min tunge dunker gråbrunt og behåret mellem mine læber. Bag spejlglasset står jeg og stirrer på mig. Du gjorde det igen, mimer mine læber. Vel gjorde jeg ej, det var en drøm, telepaterer min spejling. Det er sjovt, tænker jeg for os begge, at vi er ens, med den undtagelse at min ene ryg vender mod nord og min anden mod syd, og det lader til, at være det der afgør forskellen på, om jeg frydes eller væmmes ved at føle de otte ben pirre min tunge og mine smagsløg.
Ligesom mig spejler solen sig. Dens lys har varsomt givet sig i leg med bølgerne på Limfjordens vande. Jeg ligger på knæ og roder i en gammel flyttekasse efter en dagbog, der kan forklare, hvorfor mig og mit spejlbillede er forskellige. Dagbøgerne kan være svaret, for konflikten mellem mig og mit spejlbillede er en langtfra ukendt problematik, der strækker sig tilbage til mine teenageår.
Hver morgen stod jeg op, og mens jeg slæbte min trætte teenagekrop ud på badeværelset begyndte den mentale vejrudsigt at melde storm. Jeg låste døren bag mig og så stod vi der. To blege spøgelser på hver sin side af glasset og imellem os pulserede et spændingsfelt, der truede med at ødelægge os begge. Jeg kunne afværge de truende mentale naturkatastrofer, hvis jeg hurtigt deporterede de oprørske tanker videre fra de sårbare, forvredne og bugtede cerebralstrande til et fladt stykke neutraliserende papir. Dagbøgernes evigt taknemmelige sider og lige linjer var den eneste måde, hvorpå jeg kunne flå tankerne ud af det mentale spændingsfelt mellem mig og mit spejlbillede.
Var jeg på toilettet i skolen plejede jeg at kigge væk fra spejlet for ellers måtte skolebøgerne gøre det ud for erstatningsmedicin. Generationerne efter mig har måttet finde sig i tegninger af edderkopper på siderne. Nogle af dem store og andre små. Jeg har aldrig været til lægen med det og det er godt det samme, for jeg er ikke til fare for nogle, kun mig selv. Hvem jeg så end er.
I en støvet skotøjsæske fra et out-dated usmart mærke finder jeg de gamle hæfter og de autoriserede dagbøger med den lille hængelås, så man kan låse tankerne inde. Jeg kan ikke finde nogle nøgler til dagbøgerne, så jeg griber et gammelt skolehæfte, af dem man fik udleveret gratis ved skolestart i folkeskolen. Jeg slår op på en tilfældig dato, der repræsenterer et smertefuldt aftryk af tanker gjort at et yngre jeg. Ordene der danser og dukker sig ind og ud imellem de gulnede siders linjer maner billeder til live.
Mit blik flakkede stjålent omkring. Der var ingen andre på toilettet, de tre båse var tomme og håndvaskene var forladte, bortset fra mig selv og en enkelt gæst. En lille edderkop, Tegenaris Domestica. Langsomt samledes mine hænder til en skål, som om jeg skulle til at drikke af vandhanen. Edderkoppen pilede fra vaskens kant og ind i ly af hanen, idet mine hænders skygge bevægede sig over porcelænen. Jeg brød håndskålen itu og lod min negl slå hårdt mod porcelænsvasken lige ved vandhanen. Klik. Klik. Den lille edderkop pilede hurtigt videre, væk fra den potentielle fare. Et andet sted i verden, et sted hvor der ikke var spejle, forløb min dansk time. Jeg samlede igen hænderne. Vi havde bibliotekstime, så mit fravær ville ikke umiddelbart blive bemærket. Edderkoppen sad ubeskyttet og lyttede, mens mine hænder lukkede sig lydløst om den og indkapslede den i mit kød. Dens panisk pilende ben pirrede mine håndflader og en behagelig rislen løb ned langs min rygrad.
Ge-Klik. Døren til toilettet gik op og en eller anden snotunge kom ind. Han stirrede kort på mig. Jeg genvandt fatningen og stirrede så igen, som om han var idioternes konge, og han forsvandt hurtigt ind bag lås og slå i en lokumsbås.
Jeg ville selv helst undgå at skulle ind på et lokum, for det var næsten uundgåeligt, at jeg kom til at skade den lille edderkop, eller at den ville undslippe i processen med at få den skæve bolt slået for. Jeg kiggede mig stjålent omkring, der var kun os to, mig og mit spejlbillede. Så løftede jeg, nærmest ceremonielt, mine hænder op til munden og lod edderkoppen løbe ind i min munds fugtigrøde mørke. Følelsen var vidunderlig.
"Hvad fanden laver du?"
Stadig med den dødsdømte edderkop i min udspilede mund kiggede jeg i spejlet og bag mit eget sadistisk smilende spejlbillede, så jeg en kopi af snotungen glo på mig, som om jeg var åndssvag. Og i det øjeblik tog fanden ved mig, og mit spejlbillede og jeg smeltede sammen til en skabning.
Havde han opdaget min hemmelighed? Ville rygtet sprede sig som en hviskebåren virus på skolen? Ville jeg skulle tale med skolepsykologen eller værre? Fandeme nej. Jeg spilede kinderne helt ud og mærkede, hvordan edderkoppen løb frem og tilbage fra kindhule til kindhule som var det en mørkelagt lyserød skaterampe. Med et hurtigt spring som en Salticus Scenius stod jeg og spærrede døren til ungens lokumsbås. Ungen prøvede at komme ud under mine arme, men jeg stak benet ud, ungen snublede og lå der, så lang han var på fliserne. Jeg vendte ham brutalt om på ryggen. Det var mod slutningen af timen, så de andre elever skulle holde sig de sidste fem minuttet til frikvarteret, og vi ville være uforstyrrede herpå lokumsgulvet. Han skreg men jeg lagde en hånd for munden af ham. Han bed mig. Men jeg mærkede intet. For også han skulle føle glæden. Vores øjne var centimeter fra hinanden, opspilede spejle der spejlede min sadistiske fryd og hans uvidende rædsel. Mine læber lukkedes om hans i et hårdt kys, med min hånd tvang jeg hans mund åben og lod edderkoppen falde ned i hans svælg.
Så slap jeg ham og sprang op. Han slog hovedet mod gulvet, men det var tydeligvis ikke det værste. Han forsøgte at skrige, men noget snerpede hans mund sammen. Han spyttede. Åbnede munden og hostede. Greb efter noget i mundhulen med først en og så med begge hænder. Spyttede og harkede igen og igen. Til sidst, klyngende sig til håndvasken som en døende, brækkede han sig. Da han var færdig, rakte jeg ham to servietter, lagde blidt hånden på hans skulder og stirrede ham dybt ind i øjnene.
"Du fortæller det ikke til nogen. Aldrig nogen skide sinde. For ellers kommer jeg efter dig, og hvis du synes det her var slemt, vil du slet ikke bryde dig om, hvad jeg gør ved dig senere. Jeg myrder dig din lille snotunge. Fatter du hvad jeg siger? Du siger ikke en skide skid."
Han nikkede, og apatisk lod han mig tørre snot, bræk og tårer fra hans ansigt. Så skubbede jeg ham foran mig ud på gangen, ud fra spejlrummet, hvor der var så mange forskellige syn på verden, ud hvor verden var simpel, og kun et jeg kunne accepteres af gangen.
Samme nat som episoden med snotungen lå jeg i min seng og lyttede til natten. Min samvittighed red mig som en ottebenet mare, men hvad skulle jeg gøre? Hvis han fortalte til nogen, at jeg åd edderkopper, kunne jeg lige så godt stemple sindssyg i panden på mig selv og bide min lærerinde i læggen. Hvad ville mine kammerater tænke? Jeg kunne lyve over for far og mor og få dem til at lade mig skifte skole...
Dunk. Ga-dunk. Ga-da-dunk. Mit hjertes stempel begyndte langsomt at arbejde sig op i fart. Jeg lå der, imens stempelrytmen gik fra søvnig tomgang til hård og hurtig sprint. Damp fra mine indre kedler pressede sig ud igennem porerne, og jeg begyndte at mærke en trykken, som om jeg havde feber. Lyset i værelset skiftede fra mørkt til blåsort og blændede over i blegt måneskin. Lyset kom fra loftet. Der var tusinder af lyskilder, der kravlede ind og ud imellem hinanden. De var overalt og de var der alle sammen. Familien Sicariidae, de ugifte Latrodectus, ulvene fra Lycosidae og de store Theraphosidae. De lyste mod mig som en overbefolket stjernehimmel. Flere familier kom til og loftet kom nærmere, mens flere edderkopper blev trykket ud mellem usynlige huller i loftspladerne, som selvlysende ottebenede sveddråber.
Til sidst kunne jeg se min egen rædselsslagne krop reflekteret i edderkoppernes lysende exoskelet. Men samtidig med rædslen følte jeg en glæde og afklaring, jeg aldrig før havde følt, når jeg stod overfor mit spejlbillede. For nu var jeg sikker på, på hvilken side af spejlet jeg levede.
Senere blev jeg berygtet for at æde edderkopper. Om det var snotungen, der alligevel havde overvundet sin frygt eller ej, det ved jeg ikke. Det stille liv i folkeskolen forvandledes til et helvede. Og jeg var glad for at slippe levende ud af niende uden at være blevet brændt på bålet. Jeg var sluppet med tortur, ydmygelse og et par ar eller to.
Aftenen før sidste skoledag stod jeg alene ude på badeværelset og stirrede ind i spejlet. Det sidste år havde der ikke været en refleksion. Intet spændingsfelt, kun mig. Jeg havde været hel. Måske en vampyr uden spejlbillede, men i det mindste en hel vampyr.
Nu stod jeg igen og stirrede vantro på mit spejlbillede. Det var smerteligt flosset. Overalt var huden og kødet skåret op fra den flagellantiske proces, det havde været at presse sig tilbage fra min side af spejlglasset og på plads bag den reflekterende flade. Med blikket stift rettet mod min opskårne krop, tændte jeg for vandhanen og greb en klud for at vaske blodet af mig. Men ligegyldigt hvor meget jeg vaskede mig, blev blodet siddende i kager på min nøgne krop. Jeg skrubbede indtil vi begge blødte, jeg skrubbede med stålsiden af rengøringssvampen på de steder, hvor jeg kunne se blodet i spejlet og langsomt, som når en femårig farvelægger nummererede felter, begyndte jeg at ligne billedet på hæftets forside. Min sidste skoledag blev fejret fra en hospitalsseng.