For en del år siden besluttede en noget alkoholiseret omstrejfer sig for at tigge lidt brændevin i en landsby i Nordsjælland.
   Lazarus og Guldtanden, var et par af landevejens frie vaganter. Sammen havde de vandret Danmarks støvede landeveje i tredive år. De havde hver især vadsækken fuld af bitre erfaringer og tog derfor til takke med hvad deres barmhjertige medmennesker og Vorherre kunne undvære. De havde taget afsked ved landsbyens indfaldsvej. Lazarus gik ind til byen og Guldtanden havde fortsat nordpå, til Helsingør, hvor de havde aftalt at mødes ugen efter. Skaden havde, til Lazarus sædvanlige irritation, skreget en advarende remse, fra en nærliggende trætop.
   Gå i hi
   Gå forbi
   Og du ender som lig!
   Det var sidste gang Lazarus og Guldtanden så hinanden.

Det traf sig så uheldigt, at man nogle få dage efter Lazarus ankomst, havde fundet liget af en af landsbyens unge piger, skødesløst henkastet i landsbyens gadekær. Drabet havde vagt stort postyr i det lille samfund da Oleane, som hun hed, udover at være landsbyens smukkeste kvinde, tilligemed var forlovet med byens rigeste studeopdrætter. Udover at være blevet frarøvet sin halskæde med det smukke guldkors, var det også tydeligt at, morderen havde forgrebet sig på hende. Kjolestoffet var revet i stykker så tøsens tykke hvide lår, kom til at ligge som døde, glinsende fisk i vandoverfladen.
   Bugge var ude af sig selv af raseri og sorg over tabet af sin forlovede.
   "Jeg håber at morderen når at slippe væk før jeg får fat i ham," gik han og sagde til alle i landsbyen, "For hvis jeg finder ham, slår jeg ham ihjel"
   "Gud vil afsløre det til sin tid," svarede hans moder ham, og klappede ham kærligt på kinden.
   "Og hvis ikke, skal helvedes flammer nok nå ham til sidst, skal du se", beroligede hun prøvende sin søn.
   Gamle Bugge var død for ti år siden, og havde overladt driften af gården til sønnen og enkefruen. Bugge var herre i huset nu, og til hans moders store ærgrelse, vægrede sønnen sig ved at tage hendes velmente råd til sig. Han anså hendes instrukser for overflødige og hendes indblanding i hans private sager for utidig og pinlig. Derfor lagde han, ved sin ordknaphed også mere og mere afstand til hende. De vekslede efterhånden ikke mange ord, udover de sædvanlige hilsner ved dagens begyndelse og afslutning.
   Bugge havde, efter lang tids kurmageri, forlovet sig med Oleane. Forlovelsesfesten havde været en gebommerlig succes med inviterede fra hele sognet. Byens prominente borgere og pænere selskab havde været samlet på Bugges gård den aften, for at komplimentere ham og hans kommende brud med forlovelsen. Selv hans to gamle skolekammerater havde lykønsket ham med spekulative miner og forbeholdne smil. Det havde moret ham, at hans to påtrængende rivaler, endelig måtte gøre knæfald for hans evner som kvindebedårer. Det var en sejr på højde med selve erobringen af Oleane, som egentlig havde haft vanskeligt ved at vælge mellem de tre tilbedere.
   De tre havde altid været venner, Bugge, Ejnarsen og Sandkaas. De havde haft en masse tilfælles, og altid leget sammen som små, senere da de blev ældre var de lige så uadskillelige som kaffe med fløde og sukker. Deres venskab, der af byens flertal benævntes som ubrydeligt, blev imidlertid opløst da de erfarede, at de alle tre var forelskede i den sammen pige. Siden da havde de været rivaler og gjorde hver gang nogen udtalte sig rosende om en af de andre, en dyd ud af at være så tilpas kritiske og overbærende, at de ophøjede sig selv, uden egentlig at nedgøre de andre.
   Den fordømte præst havde taget sig uhørte friheder til forlovelsesfesten. Da han havde lykønsket Oleane med forlovelsen havde han uden blusel stirret ned i hendes kjoleudskæring. Hun havde taget hånden op til guldkorset der hang mellem de svulmende bryster og spurgt om det var det præsten kiggede på.
   "Nej da," havde han svaret med et lummert blik i øjet, "mere på de to røvere på hver side af det."
   Sandkaas var blevet landsbyens politimester. Han var en rigtig panserbasse, som man kendte dem fra København. Den ubestridelige autoritet i enhver uoverensstemmelse.
   Et lokumsintellekt uden øje for sin egen ligegyldighed, mente Bugge. Manden elskede at fabulere over ubetydeligheder og brugte meget tid og energi på at spekulere over kamuflerede banaliteter. Til forlovelsesfesten havde han spurgt præsten, om denne troede der fandtes liv på andre planeter. Da præsten efter nogen tids spekulation havde meddelt, at det jo nok kunne tænkes, havde politimesteren, i en underfundig tone sagt, "tror du så også, at disse skabninger har en udødelig sjæl, eller hvordan mon det forholder sig med dem."
   I sandhed et par karikaturer de to, havde Bugge tænkt for sig selv. Det eneste de efterhånden havde tilfælles var, at de som byens tre største profiler, hver især tog sig selv og egen betydning for lokalsamfundet, uforholdsmæssigt højtideligt.

Kort tid efter fundet af liget, pågreb man en vagabond på kirkegården. Præsten havde netop afsluttet Oleanes mindegudstjeneste med en dunderprædiken om englene, der holder himlenes fire vinde tilbage til dommedagen, hvor den skyldige ville få sin retslige straf. Han var blevet så grebet af sin egen retorik, at hans optræden under prædikestolens billedskårne lydhimmel, næsten fik Bugge til at tænke den slags profetisk henrykkelse som vestkystens vækkelsesprædikanter var kendt for. Han havde afsluttet med ordene fra Mattæus 24, vers 15, "Derfor når I får øje på afskyeligheden der forårsager ødelæggelse og som er omtalt ved profeten Daniel, idet den stå på et helligt sted."
   "Hvem denne afskyelighed er, ved kun Gud." Præsten gjorde en kunstpause, "men snart vil han åbenbare det for os, hans tjenere!" Dette sidste udsagn havde fået folk til at holde vejret i vantro undren over den heftighed, hvormed forkynderen havde udtalt sig.
   Der havde været stille i nogle sekunder. Det var først da Bugges moder, der i øvrigt var kommet for sent til gudstjenesten, havde rejst sig - at resten af tilhørerne havde fulgt hendes eksempel - og langsomt forladt det lille kirkeskib.
   Pludselig opstod der uro oppe i spidsen af den tavse slange af mennesker, der var på vej ud af kirken.
   "Afskyeligheden på det hellige sted, " lød det hysterisk fra en stemme længere oppe ved udgangen, "det er ham der ligger der" stemte en anden i.
   Bugge kunne først ikke se hvad der foregik. Men synet der mødte ham, da han som den sidste trådte ud af kirkedøren, fik hans indre til at gløde af raseri. Omkring tyve meter fra ham, henslængt på kirkegården, byens helligste sted, lå en lurvet og ubarberet mand med en flaske sprit i den ene hånd og ... Oleanes halskæde med guldkorset i den anden.
   På samme måde som Det Røde Hav havde åbnet sig for Moses, havde menneskemængden nærmest mirakuløst åbnet sig, da Bugge målrettet styrede hen til vagabonden med alles spændte blikke hvilende på sig.
   "En omstrejfer," konstaterede Bugge med en selvfølgelig mine, da han stod over manden der stank af sprit og kun med besvær kom på benene.
   Bugges øjne var mørke af afsky, da han trådte et skridt tilbage og med al sin sammensparede vrede placerede sin knyttede højrehånd i ansigtet på manden. Vagabonden der naturligvis var fuldstændig uforberedt, væltede bagover, slog baghovedet hårdt mod en gravsten og mistede bevidstheden.
   Der hørtes i nogle sekunder ikke andre lyde end de smæld det frembragte, når Bugges sømbeslåede stadsstøvler ramte den slappe skikkelse der lå på jorden. Mængden bredte sig ud i en stor cirkel omkring scenariet, så alle tilstedeværende fik det bedst mulige udsyn.
   Bugge sparkede og sparkede uden en lyd, og mærkede kun hvordan raseriet voksede.
   "I lovens navn, stands!" råbte en myndig stemme bag ham.
   Bugge kiggede ikke engang op på Sandkaas, stillede sig blot skrævende henover vagabonden, greb hans kravetøj med sin venstre hånd og trak sin hirschfænger med den højre.
   Det næste Bugge mærkede var, at han efter et fejende skub, landede på græsset foran brugsuddeler Hendriksens kone.
   "Jeg sagde stands" brølede Sandkaas og tog plads mellem de to mænd.
   "Blande dig udenom Folke," skreg Bugge arrigt, og kom på benene efter politimesterens skub.
   "Denne mand er tyv, morder og voldtægtsforbryder, han tilhører mig," hylede Bugge og skubbede Sandkaas til side for at fuldbyrde sin hensigt.
   Et pistolskud bag ham fik ham til at krybe sammen og dukke hovedet. Bugge vendte sig, og så politimesteren stå og pege ad ham, med sin tjenestepistol.
   "John Bugge," sagde Sandkaas roligt og stirrede på Bugge med et bydende blik, nu hvor han havde overtaget situationen.
   "Hvis ikke Gud eller Kongen er tilstede, er det mig der udmåler straf her i byen, ikke dig!" hans ansigt var hævet og rødskjoldet. "Denne mand, som du kalder forbryder og morder, skal til København og dømmes som loven kræver. Dine personlige følelser er mig inderligt ligegyldige, set i det lys."
   "Gud er skam tilstede, Folke Sandkaas," sagde en bekendt stemme konstaterende inde fra mængden af tilhørere. Ejnarsen trådte ud af folkeskaren og helt hen til Sanskaas.
   "Og en dag skal også du dømmes af ham," sagde ham højtideligt og kom næsten til at se ærgerlig ud over sit pibende stemmeleje, "og med det mål vi måler ud til andre, vil der blive målt ud til os."
   "Det er muligt," svarede Sandkaas, tog den kvæstede mand under armen og trak ham, uden videre hensyn til de blødende sår, af sted til politistationen. "Men loven skal holdes, også af Bugge" nåede han lige at sige inden han rundede hjørnet.
   Bugge var sanseløs af raseri over at være blevet ydmyget foran sine sladrelystne medborgere. "Skrub af med jer," råbte han rundt i flokken, "der er ikke mere at se her."
   Ejnarsen sendte ham et indforstået blik, lagde armen om og bad ham følge med over til præstegården for at få en lille en til halsen.

Lazarus kom til sig selv ved at der blev hældt en spand vand i hovedet på ham. Han opfattede lyden af en tung metaldør der blev lukket, og lyset der forsvandt som når man ligger under et træ og der går en sort sky for solen. Han åbnede langsomt øjnene og satte sig op.
   Et tremmevindue oppe under loftet over ham, sendte en tung tredelt solstråle over på modsatte væg, og tegnede tre nøjagtigt lige store lysende felter foran ham.
   Han var tør i halsen og havde en frygtelig trang til en tår brændevin. Guldkorset skulle nok kunne indbringe ham et på flasker. Det andet kors af træ, som han havde taget var nok ikke noget værd, det var nok også mere på grund af dårlig vane han havde taget det.
   Pludselig sad Skaden oppe mellem de to tremmer i vinduet.
   Han gryntede irriteret over den, ja over alle fugle i Danmark. Altid skulle han høre på deres fordømte remser og børnerim
   Tal og bekend
   Find ord og bliv fri
   Din vandren i marken
   Er ikke forbi.
   Fuglene havde altid talt til ham og det havde altid irriteret ham noget så grumt. Det var som om han ikke måtte træffe sine egne beslutninger, altid ville de bestemme og gøre indsigelser mod hans handlinger. Han havde altid modstræbende gjort hvad de sagde, lige indtil for nylig, da han stod sammen med Guldtanden ved byens indfaldsvej. Det var første gang han havde budt dem trods og gået sin egen vej. Nu sad han så her.
   Spurven fortalte ham som regel hvor han skulle finde mad og husly, Uglen advarede ham mod farer når han sov og Storken viste ham vej til storbøndernes huse, hvor man som regel kunne tigge sig til en klemme og en flaske snaps.
   Skaden var sådan set den værste. Ulykke og uheld var hvad den førte med sig. Han blev pludselig stædig og tvær. Det var Skadens skyld at han sad her, og ikke kunne komme til Helsingør til tiden. Den skulle ikke bestemme hvornår han skulle tale og tie, det havde den gjort i alt for mange år og nu måtte det være slut. Han kiggede op i vindueshullet efter fuglen, men den var åbenbart fløjet.
   Ravnen havde han kun set en eneste gang og det var da Vitus døde efter at Lazarus havde bedt ham gå ad helvede til og det formodede han så, at Vitus havde gjort.
   Damen må have sit kors tilbage, tænkte han og lagde sig tilrette på bænken, for at tage sig en lur, det må jeg huske, til næste gang jeg ser hende.

Bugges raseri havde lagt sig en kende. Han og Ejnarsen havde tømt en flaske brændevin, snakket om vind og vejr, svineavl, sjælesorg og gudsfrygt, og sad nu og stirrede fortroligt på hinanden. Fordelingen af flaskens indhold, stod i forholdet firs: tyve, med klar fordel til sjælevogteren der gerne fik løsnet tungen lidt, når brændevinen begyndte at rulle i årene på ham.
   "Du bør tage dig mere af din gamle moder," Ejnarsen rømmede sig og stirrede vindøjet ud i luften på hver sin side af Bugges ansigt.
   "Hun er nu sådan en sød gammel dame der bare trænger til sin søns opmærksomhed"
   "Jeg indrømmer at jeg ikke var sød ved hende op til forlovelsesfesten, hun har haft uendelig ond ved at give mig kontrollen med gården siden fader døde" sagde Bugge og mærkede vandet løbe til øjnene, "hun har nu været mig så kærlig siden Oleanes død."
   Han knyttede hænderne i retfærdig harme, ved tanken om morderen, der sikkert lå og sov så sødeligt i arresten.
   "Tvivl ikke på Guds vilje i denne sag," sagde præsten højt, "du hørte mine ord i kirken"
   "Det var ikke noget jeg havde forberedt, det fløj nærmest ud af munden på mig, Herren bestemte mig til at sige det. Det var en profeti som skulle opfyldes selv samme dag."
   "Vederstyggeligheden på det hellige sted" mumlede han for sig selv og grinede triumferende. "Det er klart som glas siger jeg dig, jeg er profeten der formidler Guds vilje til dig, dig der skal bringe den til udførelse"
   "Det kan nu lyde meget fornuftigt" sagde Bugge og mærkede, at han gerne ville hjem i seng og sove den ud.
   "Sandkaas har sin egen dagsorden," sagde præsten pludselig til Bugge, der nikkede overrasket, men sørgede for at virke samtykkende.
   "Han har også sine synder, siger jeg dig." Bugge spidsede øre og bed først nu mærke i hvor meget mere vrøvlende Ejnarsen var blevet på grund af den tomme flaske der stod på bordet imellem dem.
   "Den gode præst er da vist endnu mere fuld end jeg havde regnet med," tænkte Bugge og skulede udspekuleret på Ejnarsen.
   "Jeg henter lige en flaske til," sagde Bugge og rejste sig for at gå.
   "Vent," brummede præsten, "lad mig sige dig noget" han greb Bugge i kraven og trak ham ned til sit ansigt. Hans øjne var røde og stikkende, en gådefuld ondskab lurede utvivlsomt på bunden af deres svømmende mørke dyb, tænkte Bugge og havde egentlig ikke havde lyst at høre mere.
   "Sandkaas har betroet sig til mig," bavlede præsten, smilede arrogant til Bugge og gav indtryk af den viden han lå inde med, kunne angå Bugge selv.
   "Jeg ved du tror, at barnet din forlovede ventede, var dit eget," der bredte sig et hovent smil på Ejnarsens læber, "spil ikke uskyldig Bugge, jeg ved at du ikke kunne holde dine svinegrabber fra tøsen," hans tone skiftede fra hoven til decideret hånlig.
   "Hvor ved du det fra?," spurgte Bugge skeptisk, satte sig ned igen og lænede sig opmærksomt ind over bordet.
   "Jeg er præst, John!" sagde han og svajede lidt i nakkemuskulaturen, så hovedet kom til at ligne et rødt æble der balancerer på en vandstråle.
   "Byens kateket og åndelige overhoved" sagde han lakonisk, "hvem tror du folk henvender sig til, hvis mellemværendet med Vorherre bliver for uoverskueligt?"
   "Jeg ved også at det var dig der gjorde Apotekerens lille lyslokkede tøs med barn og ..." Han standsede sin talestrøm for at veje Bugges reaktion, der begrænsede sig til et køligt træk på skulderen.
   "Og du fik hekse-kællingen der bor ude ved den store lysning, til at fjerne barnet for dig."
   Præsten stirrede udfordrende på Bugge, hvis ansigtskulør pludselig falmede og med den bemærkning, fik ikke så lidt vanskeligt ved at skjule sin forbitrelse over at Ejnarsen lå inde med dén viden.
   "Hold dog kæft med den slags!" udbrød Bugge arrigt, "Du ved jo ikke hvad du taler om, du er fuld, som sædvanlig" Han tog sig sammen, foldede hænderne stille henover bordpladen og tog et par dybe drag af studereværelsets fimsede atmosfære.
   "Oleane var ikke med barn" sagde Bugge med blidt overskud i stemmen, "hun var jomfru da hun døde og du har, at ære hendes minde." Hans tone skiftede til irettesættende.
   "Ha, din naive tåbe," grinede Ejnarsen overlegent "Hun var med barn! Hvis du tænker på hvor imødekommende hun var overfor dine kødelige tilbøjeligheder, kan det vel ikke komme som en overraskelse"
   "Jeg ved det hele," erklærede præsten og smilede ondskabsfuldt, så hans tjærebrune tandsæt kom til syne. "Hendes forhold til skaberen blev genoprette her i dette rum ..." præsten rejste sig og trådte helt hen til Bugge, "henover bordet her, kunne jeg tilføje"
   "Du gjorde hende altså med barn, dit svin" skreg Bugge og trak folkehyrden i kravetøjet, "og bagefter slog du hende ihjel. Du skaffede hende af vejen, gjorde du."
   De to mænd skulede til hinanden, som to kombattanter under en holmgang.
   "Hvis det er rigtigt, skulle samtlige byens tøse være døde nu" han tav afventende.
   "Hun stønnede som alle de andre små tæver, hende skal du såmænd ikke være så stolt af."
   "Hendes morder finder du ikke her, men derimod på politigården," han standsede for at sikre sig, at han havde Bugges fulde opmærksomhed, "i et rum uden lås og tremmer!."
   Ejnarsens ord ramte Bugge som et sværdhug. Tvivlen, der så længe havde undermineret hans tiltro til Oleane, fik på et sekund alle Bugges forsvarsværker til at styrte sammen og efterlod ham blottet og svag, som en indbygger i Jeriko. Efter overraskelsen kom raseriet boblende frem af hans indre heksekedel, med fornyet kraft. Han betakkede sig med at skubbe præsten tilbage i stolen, selvom trangen til at trække hirschfængeren og sprætte kallunet op på ham, lå Bugge overmåde nær. Han besluttede sig for at hævnen kunne vente til en bedre lejlighed.
   "Du skylder mig penge, Ejnarsen," fastslog Bugge på vej ud af præstegården, "betal eller jeg får dig sat i gældsfængslet."
   "Klem du blot," råbte præsten til ham, "men vid, at jeg klemmer igen og mine klemmer er voldsomt smertefulde."
   Bugge vidste hvad han havde at gøre nu. Det var nødvendigt at han ratificerede sin position som byens vigtigste borger og var ikke i tvivl om hvordan han skulle gøre det. Han gik målrettet over mod politigården, der ikke lå andet end et par hundrede meter fra præstegården.
   Sandkaas sad med benene oppe på bordet, som havde han ventet Bugges besøg.
   "Jeg kræver at du udleverer morderen til mig, Folke!" Erklærede han til Sandkaas, så myndigt han kunne. "Jeg forstår ikke hvorfor du havde så travlt med at ydmyge mig foran hele byen blot for at få den spritter spærret inde"
   "Sådan er loven. Du ved jo ikke engang om han har myrdet Oleane," konstaterede Sandkaas med et belærende smil.
   "Han havde jo Oleanes guldkors på sig," Sagde Bugge, og satte håndfladerne på bordet og lænede sig ind over Sanskaas i håb om at han ville føle sig lidt mere intimideret end præsten.
   "Hverken Gud eller kongen er her til at give dispensation, vel?" svarede Sandkaas nedladende, "så det bestemmer jeg og ingen anden"
   Bugges raseri kogte pludselig op igen og måtte synke et par gange for ikke at komme til at råbe. "Du skylder mig penge, Folke. Du ved godt at din gæld til mig er betragtelig, ja, jeg tror faktisk ikke du er i stand til at betale tilbage. Og så bliver jeg vel nødt til at alarmere autoriteterne så jeg kan få mine penge tilbage."
   Sandkaas ansigt blegnede.
   "Du skal ikke komme her og true mig, John Bugge," han trak benene ned fra bordet, rejste sig og stillede sig overfor Bugge, der var godt et halvt hoved lavere end Sandkaas, "jeg finder mig ikke ..." Bugge afbrød ham og spillede trumfen:
   "Desuden gjorde du Oleane med barn og det betyder vel også noget, når dine foresatte får det af vide." "Derfor fik du hende myrdet af en sølle vagabond, for at give hendes dødsfald et plausibelt dække." Han rettede sig op og satte knytnæverne sejrssikkert i siden, "vor gode præst bliver altid så snaksaglig efter en flaske kogesprit, han er også en upålidelig horebuk, som dig."
   "Det der har han i hvert tilfælde ikke sagt," sagde Sandkaas nervøst.
   "Hvor længe var i elskere?" brølede Bugge insisterende, "et år? Fem år?, Hvor længe har jeg været til grin for hele landsbyen?"
   "Jeg kendte Oleane i 6 år, gav hende omsorg og kærlighed", konstaterede Sandkaas, noget spagt men også stolt over sin undergrundsvirksomhed, nu da Bugge alligevel fik sandheden, "dig tog hun kun for pengene!."
   Mærkeligt nok rørte det ikke Bugge længere, lige meget hvad han fik af vide om Oleane. Nu glædede han sig bare over at de aldrig var blevet gift og vidste hvad der skulle gøre for at straffe Sandkaas på den mest ydmygende måde.
   "Men du er ikke selv uskyldig, det ved alle," Sandkaas prøvede febrilsk at lyde fattet, selvom han tydeligvis var bange for Bugge, "apoteker Jokumsens datter har jo også fået fjernet et ... øh" Bugge lod ham fjumre sin sætning færdig, nu havde han jo råd til det.
   "Men jeg er ikke politimand og du kan ikke bevise noget," Bugges overskud var tilsyneladende så forfærdende, at han ikke engang behøvede at hæve stemmen mere. "Jeg kommer lige om lidt med et par mand og så er du gået!." Han pauserede hoverende for lige at give Sandkaas en sidste bredside, "Folke, jeg får altid hvad jeg vil have, alle i byen skylder mig tjenester og gør hvad jeg siger. Jeg fik Oleane og nu får jeg hendes morder, eller ham jeg tror er hendes morder! Du kan intet gøre. Du har tabt."
   Han vendte sig og skridtede militærisk ud af bygningen, med retning mod sin gård i den anden ende af byen.

"Mor," kommanderede Bugge da han kom ind af døren, "sagen afgøres nu, kald på karlene og bed dem tage en bøsse med hver, og et reb"
   Bugges fem karle forsamledes ude på gårdspladsen, med skarpladte våben. Inden Bugge gik ud til dem, stirrede moderen efter sin søn med et tilbedende blik og roste ham i sit hjerte for hans handlekraft.
   "Jeg kommer sådan til at tænke på din fader," sagde hun lunt til Bugge, "du ligner ham så meget, din handlekraft, dit mod, jeg er sikker på vi kommer til at få det så godt nu."
   Hans blik blev ømt og hans hjerte blødt, ved moderens ord. De omfavnede hinanden i stilhed og stod et øjeblik der i spisekøkkenet og spekulerede på alle livets muligheder, der øjensynligt bøjede sig for dem, som tjenerne bøjer sig for deres herre .
   "Mor," mumlede Bugge, "jeg har været dum og ..." hun lagde en finger på sin søns læber.
   "Gå, gør hvad der skal gøres, så ingen længere er i tvivl om hvem der er byens absolutte spids. Så samler jeg konerne ved gadekæret, skynd dig min søn."
   Han sprang ud af døren til folkene på gårdspladsen, råbte et par ordrer og marcherede af sted mod politigården.
   Sandkaas var ikke på politistationen, da Bugge og hans lille kompagni lejesoldater nåede frem. Vagabonden lå stadig i sin celle og sov fredeligt, intetanende om den kranke skæbne, der om kort tid skulle blive ham til del.
   De vækkede ham voldsomt. Rejste ham op inden han endnu var kommet til sig selv. Han dinglede en kende og hans undrende blik fik raseriet til at flamme op i Bugge på ny, "stå stille," beordrede Bugge, gav ham en øretæve og trak hirschfængeren frem og skar et stykke af rebet for at bagbinde manden.
   "Nu skal retfærdigheden ske," hviskede Bugge til vagabonden og bandt rebet så stramt til at manden stønnede af smerte, "vi skal ud på en lille tur, din sidste."
   En af karlene sparkede vagabonden ud af cellen, så han landede på knæene ude på gangen, sank sammen på gulvet og skreg af smerte.
   "Det der kan vi ikke høre på" sagde en af karlene og proppede en klud i munden på stodderen og bandt en anden klud rundt om hovedet på ham, så han ikke kunne spytte den ud.
   De trådte ud i solen, der skinnede så dejligt. Lazarus tænkte på hvor herligt det ville at ligge under et træ med Guldtanden og bare drikke uden et ord. Han tænkte på damen der havde givet ham guldkorset uden for kirken og hendes trækors, han så behændigt havde fisket op af hendes forklæde, uden hun opdagede det. Det var en forbrydelse og han var klar over at dette var straffen.
   Optoget, med de fem bevæbnede karle, Lazarus og John Bugge der gik bagved ham og holdt i den løse rebende, bevægede sig med raskt tempo ned til branddammen, hvor der allerede stod en betragtelig mængde mennesker forsamlet rundt om det gamle egetræ. Der var stillet en skammel op under træet. Folkemængdens stive forventningsfulde blikke rettede sig mod døds-processionen der nærmede sig, med John Bugges lave æbleformede skikkelse i centrum som skarpretter.
   "Stil dig op på stolen," kommanderede Bugge hårdt efter at have løsnet rebet om Lazarus håndled. Bugge gav ham et slag over læggen med geværkolben, så han udstødte en lang klagende lyd og knapt kunne stå oprejst efter slaget.
   "Op med dig blev der sagt," og efter et par hurtige sekunders fiflen med rebet, lagde Bugge en løkke om halsen på den stakkels stymper, hvis ansigt allerede var vådt af tårer. Karlene løftede ham op på stolen og Bugge kastede rebet over en gren og bandt det fast omkring træets stamme, så Lazarus blev nød til at anstrenge sig for at stå oprejst.
   "Hvad er dit sidste ord," råbte Bugge og stirrede magtfuldt ud over forsamlingen, der summede af spænding "bekender du din forbrydelse"
   Lazarus kigge op mod himmelen og opdagede til sin skræk den sorte Ravn cirkle omkring gadekæret, hvor scenariet udspillede sig.
   Det sorte får
   Han retfærds straf skal lide
   Til grunde han går
   Og får tilbage, hvad han har givet
   Bugge skar kluden af omkring ansigtet med hirschfængeren, så Lazarus selv kunne spytte den ud han havde i munden. Lazarus tavshed føltes anklagende for Bugge, der stak ham en smældende lussing for at få ham til at åbne munden.
   "JA," råbte han endelig, med en gurglende grødet stemme, "jeg er en forbryder, må Herren se nåde i min sorte sjæl"
   Vagabondens hånd dykkede ned i den ene lomme på hans langskødede frakke og fiskede noget op som lignede en perlehalskæde.
   "Her er hvad jeg har stjålet" sagde Lazarus tårekvalt og rakte hånden frem, mens hans øjne tilsyneladende søgte kontakt med en eller anden i mængden.
   "Du har stjålet liv," råbte Bugge og sparkede skamlen under vagabonden itu, så hele hans kropsvægt fik rebet om halsen til at stramme.
   Det var som om landsbyboerne, der stod samlet omkring fuldbyrdelsen af dommen, blev så stille, at man skulle tro at de indbyrdes havde aftalt det, så ingen gik glip af den dømtes dødskamp.
   Han spjættede med benene, rallede og peb fra sit sammenklemte luftrør, som en vinterstorm igennem en dørsprække. Pludselig blev han rolig, mens ansigtet blev flammende rødt og øjnene så ud tal at kunne springe ud af hullerne så snart det skulle være. Hans hånd åbnedes og ned på jorden faldt Bugges mors slidte trækors, i den perlekæde i træ som gamle Bugge havde skåret til hende.
   Alles øjne fæstnede sig øjeblikkeligt på Bugges moder, der trådte ud af mængden og roligt gik hen under den hængte vagabond og samlede sit trækors op. Ingen mælede et ord, men alle vidste tilsyneladende, som ved et trylleslag, hvad der var gået for sig.
   "Sådan behandler vi mordere her i vores by" hujede Bugge og stirrede diabolsk rundt i mængden, der er øjeblik efter brød op og gik hjem med en velbegrundet tillid til, at det tydeligvis ikke forholdt sig sådan som han havde sagt.

Nogle måneder efter dukkede en anden vagabond op i byen. Han stillede spørgsmål vedrørende en kammesjuk han ikke kunne finde, og som han for kort tid siden havde taget afsked med ved landsbyens indfaldsvej.
   Det var Guldtanden. Han snakkede med flere venlige mennesker i byen, politimesteren, præsten og en særdeles velhavende studeopdrætter, der alle gav ham mærkværdige modstridende forklaringer på i hvilken retning Lazarus, efter bare en dags ophold, havde forladt byen.
   "Hvor trist," tænkte Guldtanden og kiggede sig lidt omkring i landsbyen inden han atter satte kursen mod København for at søge ly for vinteren.