Kulden var uudholdelig. Det var mærkeligt, fordi det for et par dage siden havde været dejlig varmt, og hun havde løbet og leget, med sine små brødre på vejen hjemme i landsbyen. Solen havde brændt hendes lille ansigt og givet hendes nøgne arme en mørkere farve. Hendes moder havde gjort hende opmærksom på den fine opdeling af den lyse og den mørke hud, der var opstået der hvor kjoleærmet gik til. De havde grinet sammen og moderen havde kysset hende blidt på håret, og kaldt hende sin smukke lille prinsesse.
   Nu sad hun her og spekulerede over det hendes moder havde sagt, om man kunne presse en kamel igennem et nåleøje, hvis bare ens tro var stærk nok. At man ved sin tro kunne flytte rundt på bjergene, at man kunne fare til himmels som en engel og se menneskene gå omkring på jorden og finde præcis det sted man kunne tænke sig at bo.
   Kulden skar sig igennem hendes tøj og fandt ind til huden, gjorde den ru og fik skiftevis hendes muskler til at spændes og slappes, i takt med hendes bange åndedrag. Hun følte sig ellers ganske varm indvendig, og undrede sig over hvorfor varmen ikke fordelte sig ud i kroppen, men skrumpede ind, til en lille hård klump, i hendes mave.
   Lastbilen rumlede med lav hastighed ud af den ujævne vej, til et ukendt sted. På ladet hvor hun befandt sig herskede en isnende kulde, som blandedes med en frygtelig stank, der umuliggjorde den normale vejrtrækning. Hun havde før set kreaturer blive kørt af sted på lastbiler eller oksekærrer, men aldrig mennesker og hun havde aldrig forstillet sig, at hun en dag skulle sidde her, som et slagtekvæg, uden at kende sit endeligt.
   De var blevet opsøgt af "De Røde", som hendes fader havde kaldt dem, og hun var begyndt at græde, da en af dem havde givet faderen et kraftigt slag i ansigtet og beordret dem alle op på ladet. Hun var blevet revet ud af favnen på sin moder, og som den første smidt op på ladet. Derefter havde forældrene frivilligt fulgt efter, og lastbilen havde kørt lidt rundt i landsbyen og hentet et par andre familier. Alle var brutalt blevet stuvet op i ladet, og hun havde ikke turdet kigge, mens de græd og kaldte på den eneste der nu kunne udfri dem. Ladet var hurtigt blevet fyldt. Så fyldt, at det ikke var muligt, at sidde eller lægge sig ned, men kun bevæge sig, inden for den radius ens fødder, kunne beskrive når de var helt samlede.
   Faderen havde med stort besvær, drejet sig rundt, kigget ned på hende og sat hende pegefingeren for munden, fordi hun hele tiden grædende, begravede sit ansigt i hans bukseben.
   "Græd ikke min elskede," sagde han roligt, "det er Sjæleknuseren, men du skal leve." Han tog en lille kniv op af lommen og inden Bolsjevikkerne fik snøret presenningen fast, og mørket fyldte ladet, skar han et hul i presenningen. Hullet var på størrelse med en hinkesten, og gav han hende besked på at presse munden mod hullet, lige så snart lastbilen satte i gang og ikke vende sig om før den standsede. Luften der susede ind i hendes mund var bidende kold, og trak blodet ud i læberne.
   Hun havde holdt fast i sin faders bukseben, men mærkede efter kort tid, hvordan hun mistede grebet i ham. Selvom hun fægtede rundt i luften med sin venstre arm, følte hun sig pludselig alene, og kunne ikke nå nogen. Hun måtte vende sig, for at finde ud af hvor hendes fader var blevet af, selvom hun vidste at han ville blive vred. Noget var galt. Det var først da hun prøvede at flytte benene, at hendes hånd kunne række lidt længere og hun endelig fik vished for hvad der var sket. De var faldet om alle sammen og rørte sig ikke, alt var mørkt og stille, kun lastbilens motorlarm kunne svagt høres.
   Lugten inde i lastbilen var rædsom, og gnavede i hendes lunger. Hun hostede og forstod hvorfor hendes fader havde lavet hul til hendes mund, et nåleøje, hun ved Guds hjælp skulle vinde livet ved.
   Og dette lille hul var nu eneste udvej til den russiske nats iskolde frihed.
   Hun kendte ikke døden, men følte dens nærvær i mørket bag sig og på en måde også på den anden side af hullet, udenfor i kulden. Den beherskede alle steder lige nu, og hun spekulerede på hvorfor man skulle anstrenge sig med at få en kamel igennem et nåleøje, hvis døden alligevel lurede på den anden side.
   Hun forstod ikke hvordan luften på hver sin side af et nåleøje kunne være forskellig, det ene sted være dødbringende og det andet sted livgivende. Måske mangler jeg tro, tænkte hun, men kunne ikke samle tankerne, på grund af at den ubehagelige luft omkring hende, hele tiden brændte i øjnene.

"Tøjet, som I står i, skal fra nu af være jeres hjem," havde den ene af bolsjevikkerne sagt, inden de lukkede ladet og kørte af sted til, ja hvor end det nu var, de var på vej hen.

Måske var hendes tro stærk og måske var kamelen allerede halvt igennem nåleøjet, for nu stoppede lastbilen og hun kunne pludselig høre mennesker udenfor der råbte, og hunde der glammede.
   Nu hørtes lyden af reb der løsnedes, et flakkende lys trængte langsomt ind i det røgfyldte lad, hvis bagklap faldt ned og presenningen blev smidt op over taget på ladet. Hun mærkede igen kulden som et lynnedslag og følte trang til at hoste kraftigt, men kunne ikke bevæge sig, da tre lysstråler, under megen snak fra menneskerne udenfor, afsøgte ladet.
   Hun dækkede øjnene med den ene arm, da lysene, næsten samtidig traf hendes blege, blodfattige ansigt. Først nu så hun det mærkelige skyggefulde landskab, af mørke menneskekroppe, der lå udstrakt i øjenhøjde, foran hende.
   "Vi tømmer den i morgen, lad hende være," var der en der sagde. Lysene slukkedes mens stemmerne langsomt forsvandt og lod hende alene i mørket på ny.
   Hun tøvede. Ladet stod åbent, hun kunne ikke se noget i mørket, men havde ikke hørt dem lukke det. Jeg må væk herfra, sagde hun til sig selv, tog sig til sine rindende øjne og gav sig endelig lov til at hoste den sammensparede slim op af de anstrengte bronkier. Hun genkendte sin faders karakteristiske, flettede læderbælte, da hun med fremstrakte hænder afsøgte bunken af kroppe og vidste, at han nu kun eksisterede i Guds hukommelse.

Stanken af dødens hæslighed, krøb op i næseborene på hende. Luften var stadig tyk af røg og flimrende dæmoniske menneskehoveder, med skiftende ansigter, der svævede omkring hende.
   Hun greb efter noget, tvang sig til at kravle op over den dyngen af myrdede for at komme ned ad ladet så hurtigt hun kunne. Et rædselsskrig undslap hende pludselig, da hun et stykke oppe på bunken, satte hånden i et iskoldt og magert menneskeansigt. Panikken åbnede sig som en afgrund under hende og hun væltede i al hast henover de døde sjæle og mærkede med ét den friske luft omkring sig, næsten samtidig med at hun blev ramt af et hårdt slag i baghovedet.
   Gruset mellem hendes fingre og den svimlende stjernevrimmel, fik hende efter et øjebliks forvirring, til at konkludere at hun ikke længere var i lastbilen, men lå på jorden.
   Hun så sig om efter noget hun kunne genkende, men mørket var for tæt og undertrykkende. Månen var ikke oppe og lyset fra stjernerne havde ikke magt nok, til at præge natten, der beherskede hendes beståen lige nu.
   Stilheden, kulden og mørket er nattens grusomme treenige dræber, både smuk og grim, en bevæbnet dæmon med englevinger. Det kradsede i hendes ansigt og hænder, vinterjakken som hendes moder havde syet, gav ikke megen beskyttelse mod de sylespidse minusgrader der prikkede helt ind til knoglerne.
   Dræberens magt brydes pludseligt, eller også overgav han den til en dyr, da stilheden omstyrtes af en hund der, ikke langt fra hvor hun står, giver fuld hals.
   Fantasien gav sig straks til at sprøjte usammenhængende billeder, om bidske hunde og blodige bid, op for hendes indre blik. Hun satte i løb. I modsat retning af hundens aggressive snerren. Hun løb og løb, vil bare væk fra alle hundene og de onde mennesker der han slået hendes mor og far ihjel. Sine søskende ved hun ikke hvor er, og prøver forgæves at få nogle afskyelige tanker om at de har givet dem til hundene, stødt ud af sindet.
   Hun trættes hurtigt og løber hele tiden langsommere, for til sidst at standse helt og lægge sig ned på den frosne jord. Hun græder højt og inderligt, kalder på sin far og græder hans navn til hun falder i en dyb søvn.

Efterskrift
   Sjæleknuserne var lastbiler. Man proppede dem med politiske fjender, religiøse mindretal, sigøjnere, intellektuelle, kontrarevolutionære, jøder, kapitalister og andet "snavs", og kørte direkte ud til massegraven. Lastbilens udstødningsrør var direkte forbundet til vognens, til lejligheden lufttætte lad, der hurtigt fyldtes med livsfarlig kultveilte og kvalte alle de indespærrede.
   Førende forskere på området mener, at der under det Marxistiske regime i Rusland, mellem 1917 og 1987, døde 61.000.000 mennesker. Generelt set som følge af hungersnød, epidemier, deportering, tvangskollektivisering, borgerkrig, terror og bolsjevikkernes stadig større kreative sans for likvideringer.