De to grupper så truende på hinanden. Skældsord af enhver slags blev med høje røster sendt ud i luften over Københavns rådhusplads. Uartigheder om både mænds og kvinders underliv gav genlyd mellem bygningerne og regnede derefter ned over de to opponerende partiers tilhængere, som begge var mødt talstærkt op. De kampklædte betjente, der adskilte de to menneskemasser, var mindst lige så mange og stod parat med skjolde og knipler til at skride ind over for oprørsstiftere.
Gunnarsen stod midt foran de duellerende grupperinger, der efterhånden ikke var mere end et par meter fra hinanden. Han havde sin megafon i den ene hånd og afventede det rigtige øjeblik til at gøre brug af sin magt over de to grupper, splitte dem ad og bede dem gå hjem. Det var ellers et flot syn, som de stod der linet op foran ham som et skakspil, med de ivrige kampklare bønder i front, de mere tænksomme officerer bagerst, sammen med kongen - lederen - fra hvem de alle modtog ordrer. Ja, det troede de da. Deres respektive plakater talte sit tydelige sprog og bekendtgjorde hvilken side, man skulle stille sig til hvis, man støttede Hald og hvilken side, der hørte til Dahl. Lidet vidste de, at den store skakspiller, der denne eftermiddag havde sat dem i stævne på rådhuspladsen, med bannere, krigsråb og slagsange, var en ubetydelig pensionist med et kedeligt navn, fra den triste lille gade, Rømersgade. Han ville have sin drøm om en forenet familie opfyldt nu! Hvordan var de alle sammen havnet her?
Der fandtes to lyde, som Gunnarsen virkelig elskede. Lyde, som kunne gøre ham spændt og forventningsfuld som et lille barn.
Den ene var den klirrende lyd af fyldte ølflasker i en pose. Den anden var lyden af spillekort, der klaprede mellem hænderne på ham, når han blandede og lagde op til kabale.
Der var bestemt også et par lyde, han ikke brød sig om. Støvsugeren var et godt eksempel. Gunnarsens datter, som hed Irene, kom og støvsugede tre gange om ugen, og der var altid et farligt hus, når hun var til stede.
Telefonen var et andet eksempel på en lyd, der kunne få modermærket i hans ansigt til at blusse, og han vidste, at den ville ringe om et øjeblik.
Han glædede sig ellers over hendes besøg og var egentlig også glad for at få støvsuget. Ja, han havde jo betalt hjemmehjælperen for at blive væk, fordi han ellers var bange for, at hun aldrig ville besøge ham. Gunnarsen fandt det bare temmelig anstrengende, at hun altid skulle causere sådan for ham over hans bekymrende mangel på initiativ.
"Far," sagde hun, på samme desillusionerede måde som hun plejede, "du sidder bare her hele dagen og drikker portere og lægger kabale."
"Jeg er jo pensionist" undskyldte han og rakte ud efter spillekortene på bordet. Hans hånd standsede lige over stablen af kort, da telefonen ringede.
"Åh ..." sukkede han og skulede op til datteren, der tilsyneladende bare havde gået og ventet på, at den skulle ringe.
"Tag den så," sagde hun stærk opfordrende igennem støvsugerlarmen, "det er sikkert min idiotiske bror, der vil låne penge af dig igen."
Sønnen havde engang lånt et stort beløb af Gunnarsen, og hans investering havde vist sig at være rigtig, så nu tjente han rigeligt, og det vidste hun udmærket. Hvorfor skulle han altid ringe lige, når hun var her, hvad fornøjelse havde han af at skændes med sin søster?
"Det er hos Gunnarsen," sagde han alvorsfuldt ind i røret og håbede på, at det var Dahl ovre fra Nørregade, der gav en porter.
"Hej far," lød det lakonisk fra den anden ende, "har du det godt, gør hun det ordentligt, ha." Altid den samme, dumme morsomhed, når han ringede.
Gunnarsen skævede til sin datter, der holdt øje med han samtidig med støvsugningen.
"Hvad er det, han siger," hvæsede hun med en krigerisk grimasse og pegede bydende på medhørsknappen.
Han føjede hende altid. Han sagde til sig selv, at det var fordi, han ikke gad diskutere med hende, selvom det nok mere var fordi, han var bange.
"Nu tager du den med ro, ikke far?" formanede sønnen, da han hørte støvsugeren blev slukket, "du skal ikke til at knokle mere, du skylder ikke nogen noget mere."
"Nu hører du efter, Mois," sagde søsteren hårdt. Gunnarsens søn hed Morten, men hun kaldte ham altid ved det der irriterende kælenavn, "Far skal da se at komme i gang."
"Lever vi måske ikke i et vældfærdssamfund Tykke," sagde Morten roligt gennem den knitrende højttaler. Han brugte også hendes kælenavn, som begribeligvis hverken var ment kammeratligt eller hjertelig, men udelukkende som en provokation.
Sådan kunne de skændes i et kvarters tid. Så forudsigeligt, at man kunne stille uret efter det. Som at lægge en kabale, spar syv på hjerter otte, ruder dame på spar konge. Spydigheder, der kommer ud af munden på dem og lægger sig på sine tildelte pladser i kabalen og til sidst går op i den forventede spændte tavshed af intenst modvilje og flammende øjne.
Døren var ikke andet end lige smækket bag hende, da Gunnarsens højre hånd søgte ned i posen under bordet. En porter ville gøre godt nu. Han fik fat i en flaske, pokkers også, den var tom. Den næste var også tom, og han måtte konstatere, at posen kun indeholdt tomme flasker.
Nede i Netto blev han sprunget over i køen af et par snarrådige unge mænd, der benyttede sig af hans distræte fortabelse over Ekstra Bladets forside om det grå guld. Og Ude foran Netto kom han som regel i snak med en af byens hjemløse, der hjalp byens mere velstillede borgere af med den dårlige samvittighed, ved at sælge dem tidens uaktuelle, men ikke desto mindre, presserende nyheder på tryk. Gunnarsen blev derimod ikke spurgt om han ville købe avisen, hvilket han studsede over. Spadsereturen over til Hald i Nørregade var fredelig og lyden af de håndvarme pilsnere i bæreposen, gjorde ham dejligt tør i halsen.
Der sad de så i Halds slidte læderstue, drak bajere og fandt tilfredsstillende løsninger på de fleste af verdens problemer, deres egne undtaget. Forudsigeligt som en kabale, ruder syv på hjerter otte, klør knægt på spar dame. Den går op!
Efter yderligt fire portere fra Halds køkkenskab fik Gunnarsen pludselig en åbenbaring.
"Du, Hald!" sagde Gunnarsen, og kiggede let svajende på sin kammerat, "du er vel klar over, at vi er det grå guld?"
"Hmm," brummede Hald.
"Du ville vel ikke have noget imod at modtage lidt post til mig, de næste par dage?" spurgte han retorisk.
"Hmm," kvitterede Hald, der havde sovet tungt den sidste halve time.
Det måtte tænkes grundigt igennem. Han sad i stuen ved sin skrivemaskine og skulle til at begynde brevet, men var overraskende træt efter de mange øl han havde druknet over hos Hald. Han gik i seng og vågnede frisk og udhvilet nogle timer senere, uden at vide, om det var nat eller dag.
Han satte sig med det samme til skrivemaskinen og klaprede løs. Man have vel ikke glemt sine færdigheder fra tiden som redaktør for akvarieforeningens kvartalsblad.
Brevet var skrapt. Det var godt formuleret, og Gunnarsen gav her luft for sin bekymring over, og utilfredshed med, at blive kategoriseret som gråt guld.
Betegnelsen rustent stål var meget bedre, for selvom stål kunne være rustent på overfladen, var det som regel fint og stærkt indeni. Gråt guld, ja, grå det var han men guld havde han ikke noget af og det var regeringens skyld, fordi de gav pensionisterne så lidt, at ikke engang de hjemløse gad bruge tid på at sælge "Hus Forbi" til dem.
Skrivelsen fik titlen "Supervelfærd" og blev sendt til Ekstra Bladet, der ikke forspildte chancen. Næste dag kunne man under læserbreve se, at en vis Preben Hald fra Nørregade havde indsendt et såre aktuelt og knivskarpt brev til avisen.
Gunnarsen grinede for sig selv over sin dristighed, da endnu en fantastisk idé blomstrede op som en solsikke i hans fantasi. Han gik ned til hælebaren og købte et nyt navneskilt til sin fordør, lagde det i kaffe natten over og satte det derefter op på sin hoveddør.
Et flot navn og perfekt til anledningen. Han kluklo og kaldte sig selv for Hr. Dahl, og spurgte om Hr. Dahl ville komme indenfor og nyde en stuelunken porter fra posen.
Skrivemaskinen klaprede løs igen den aften, og Gunnarsen følte en udsædvanlig opløftelse - og næsten djævelsk inspiration - til det glødende dementi, der fuldstændig kuldkastede Hr. Halds vanvittige udtalelser.
"Selviværksættelse". Titlen var en sand pupilbrænder. Det var for dårligt med alle de gamle fjolser, der sad derhjemme og havde ondt af sig selv og følte sig forfordelt.
De burde komme i sving, og hvis de ikke kunne finde ud af det, skulle de sættes i gang ligesom de langtidsledige. Sådan, klør fire på hjerter fem! Og Gunnarsen frydede sig i sin barnesjæl over sit vovemod og sin fantasi uden, at han gjorde sig den ringeste overvejelse om, hvad han havde sat i sving.
Dagen efter stod Hr. Dahls genmæle at læse i formiddagsavisen. Gunnarsen havde været nede at hente den og lod det falske navneskilt blive hængende til datterens ankomst.
Det var nu ikke det store, hun havde at sige om den sag. Hun bemærkede ikke engang det fremmede navn på døren og skævede kun til avisen, der lå opslået på den side, hvor læserbrevene trykkes. Han havde ellers glædet sig til at fortælle hende om sin genialitet, at indvie hende i, hvordan hendes ubemærkede far pludselig var kommet i avisen.
Sønnen ringede, naturligvis, midt i støvsugningen. De blev uvenner over et eller andet, Gunnarsen ikke lige hørte. Hans modermærke begyndte at rødne igen, så han besluttede sig for at lægge en kabale. Han sympatiserede virkelig med den gæve Theodor Amsted, den forsvundne fuldmægtige, der endte med at sidde i fængslet og lægge kabale. Sikke en befrielse! Gunnarsen forlangte heller ikke så meget af tilværelsen; egentlig drømte han bare om, at være i fred med sine børn, uden at de blev uvenner på grund af ham.
Hun klaskede til sidst røret på med et smæld. Spruttende af raseri skimmede hun aftenens tv-program, smed støvsugeren ind i kosteskabet og smækkede hoveddøren efter sig uden at sige farvel.
Kabaler er så dejlige, de er en herlig sport. Man sidder og drømmer om at de går op, selvom de ikke altid gør det. Man ved altid med det samme, om det kort man lige har trukket skal involveres i spillet eller bare ned under bunken igen.
Let og gennemskueligt.
Han satte sig til skrivemaskinen igen. Nu skulle Hr. Hald nok tage gøre indsigelse mod Hr. Dahls tåbeligheder og fortælle, hvad man gjorde ved hans slags under krigen.
Det blev ikke noget langt brev, men han regnede med, at det gjaldt om at smede, mens kartoflen var varm.
Og ganske rigtigt. Brevet kom i avisen næste dag, og sjovt nok var der flere, der havde taget tråden op og svaret på både Hr. Halds og Hr. Dahls påstande. Samme dag modtog Gunnarsen også et par breve med masser af tilkendegivelser, men så sandelig også afrøflinger og gardinprædikener.
Det gamle postbud var med på spøgen for en porter.
Og sådan gik det slag i slag for Gunnarsens lille oprejsningskampagne. Spar seks på hjerter syv! Det boblede i ham for at komme videre, så han næsten løb over til Hald i Nørregade for at finde ud af, hvor mange breve, der var kommet til ham der.
De næste par dage, var hele læserbrevsektionen pakfuld med indlæg i debatten om "Supervelfærd" og "Selvigangsættelse", og Gunnarsen modtog efterhånden hundredvis, ja, tusindvis af breve fra begge fløje. De mest ivrige sendte både til Hald og Dahl flere gang om ugen for at tilkendegive deres støtte til partiet.
"Partiet," sagde Gunnarsen til sig selv og stirrede på bunken af dagens breve. Særligt havde fire brevskrivere udmærket sig ved et særligt engagement i sagerne, to af dem til fordel for Hald og to til fordel for Dahl. Skulle de involveres i spillet nu eller bare ned under bunken igen? Han besluttede sig for at tage ideen et skridt videre.
Det var et stort arbejde at opdele tilhængerne i de to bunker for derefter at skrive dem alle på lister og sende dem til de fire entusiaster. Hver især fik de en liste over alle tilhængerne og et udkast til hvilke initiativer, man kunne tage for at åbne offentlighedens øjne og holde sympatisørerne informerede. Det var let for Gunnarsen at manipulere Halds og Dahls respektive tilhængere, da han jo havde adgang til begge siders særdeles omfangsrige korrespondance, der hele tiden strømmede ind.
Han satte Hr. Halds kommandør Jensen i stævne hjemme hos Hald i Nørregade for at delagtiggøre ham i planerne om en stor demonstration på Rådhuspladsen.
Han inviterede Hr. Dahls general Petersen hjem til sig selv, for at han også kunne blive informeret om partiets planer om, ved hjælp af en march til Rådhuspladsen, at skabe opmærksomhed.
Det var ikke vanskeligt at skjule partiadministrationerne, når datteren kom på besøg for at støvsuge. Selv skrev Gunnarsen kun breve til de fire nøglemedlemmer, der så underrettede resten af meningsfællerne. Brevene smed han ud med det samme.
Hans fire lakajer fik hængt plakater op. De sørgede for at skrive breve til andre aviser, og den foreløbige kulmination kom, da fjernsynet bragte forskellige indslag om de to meget larmende politiske græsrodsbevægelser, der var startet som et læserbrev. Halds mest trofaste støtte, kommandør Jensen, trådte frem på TV og sværgede hidsigt og overbevisende for sin sag, men hans modpart fra Dahls parti, general Petersen, gjorde det samme på TV2.
Da Gunnarsens datter kom næste morgen for at støvsuge, kan det nok være at hende og broderen kom op at toppes om de to mærkelige fraktioner, der havde delt København i to dele.
Den forudsete kamp på hjemmefronten, der opstod i kølvandet på hele affæren, optog ham naturligvis mere.
Sønnen tog naturligvis Halds parti og spurgte roligt til faders helbred. Datterens ansigt blævrede af raseri, da hun med støvsugerslangen i hånden proklamerede, at hun ville sende Hr. Dahl sin uforbeholdne støtte. Hjerter ni på klør ti!
Et par dage senere modtog Hr. Dahl et brev fra general Petersen, hvor der stod at demonstrationen var arrangeret og man blot ventede på hans ordrer. Få dage efter kom en næsten enslydende meddelelse fra Hr. Halds kommandør Jensen. Gunnarsen gjorde et stort nummer ud af at forklare generalen og kommandøren, hvor vigtigt det var at holde folk til ilden nu, hvor de havde fanget almenhedens opmærksomhed. Planlægningen af de to optogs ruter var det rene hygge for Gunnarsen, som sørgede for at grupperne passerede tæt forbi hinanden i Københavns små gader. Han skoggerlo, da han udformede bannernes slagord, som naturligvis var ens for begge sider, dog med hver deres navn på.
Det skortede ikke på avertering for opbakning til begge sider i både aviser og TV. Hjemme diskuterede datteren og sønnen som aldrig før. Datteren kom stadig og støvsugede tre gange om ugen, og det var stadig ikke rart at sidde der i støvsugerlarmen og bare vente på telefonens kimen. Det foregik stadig på samme måde. Morten lagde ud med en dum morsomhed om, hvorfor hun aldrig var blevet til noget, gik hurtigt over i diskussionen om deres faders supervelfærd kontra selvigangsættelse og sluttede med bitre uforsonlige ord om hinandens følelsesmæssige og mentale defekter.
Deres skærmydsler var blevet langt mere ondsindede på det sidste, deres uvenskab havde nået det punkt. hvor det ikke længere handlede om deres fader. De gik i kødet på hinanden nu, med stor intensitet. Sarkasmen rev lunser af dem som en arrig køter.
Dagen efter sattes aktionerne i værk. De to demonstrationer satte sig i bevægelse klokken 10:00 og smøg sig langsomt rundt i det indre Københavns smalle stræder som to bændelorme, der bemægtiger sig tarmene i en racehund. De skulle have opmærksomhed, og det ville muligvis komme til at koste lidt på begge sider, det var man indstillet på. Man kan jo heller ikke lave omelet uden, at slå æg i stykker. Flertallet havde bevæbnet sig med gamle tomater, rådne æg og vandballoner. Og som om de ikke var ophidsede nok ved rutens start, passerede grupperne flere gange så tæt forbi hinanden, at man kunne udnytte de medbragte kasteskyts. Landets forskellige TV-stationer var naturlig til stede og filmede i direkte sending sagens udvikling. Gunnarsen havde tippet dem om, hvor de to partiers ruter passerede tættest forbi hinanden, så han var sikker på, de fik nogle dramatiske billeder af de ophidsede demonstranter.
Det var en farce at betragte hændelsesforløbet på afstand, tænk at alle disse mennesker ikke kunne se, hvordan de blev holdt for nar. Halds parti var trukket op ad Vestergade og kom ud på Rådhuspladsen to minutter før Dahls parti, der kom frem nede ved Rådhusstræde. Ordensmagten havde imidlertid været så forudseende at tage opstilling omkring midten af pladsen, så parterne relativt let kunne holdes adskilte.
På trods af at man bestemt ikke regnede med at skulle bruge magt, var betjentene mødt op i kampuniformerne, måske for at intimidere eventuelle ballademagere. Gunnarsen havde stillet sig så tæt på overbetjenten, som han kunne uden at tiltrække sig opmærksomhed.
Det var fantastisk at se, hvordan de to grupperinger ivrigt nærmede sig hinanden, de forreste næsten løb op mod afspærringerne. Gunnarsen genkendte sin datter på Dahls side af pladsen, og sønnen var mødt op på Halds side med en plakat, hvor der stod "Tykke er et fjols".
Begyndelsen med slagsangene og de politiske paroler blev meget hurtigt erstattet af skældsord og trusler, der skød henover menneskemængden som vildfarne projektiler, og gjorde politibetjentene endnu mere vagtsomme og nervøse.
"Mine damer og herrer," gjaldede en autoritær stemme i en megafon, "selvom demonstrationerne her er lovlige, vil jeg minde Dem om, at der ifølge tilladelsen kun er en time til pladsen skal være ryddet og demonstrationerne opløste." Det var den ansvarshavende betjent på stedet, og fordi han tydeligt mærkede, hvor ophidset stemningen allerede var - og fordi han vidste, hvor meget der kunne gå galt på en time - tilføjede han: "Hærværk og uordentlig optræden vil ikke blive tolereret"
Men hans bemærkninger virkede ikke særligt tilskyndende på flokkene. Den første tomat røg gennem luften og splattede ud på en politihjelm. Derefter en til og en til. Udover de to grupper kom der også hele tiden flere og flere mennesker til, der undrende stillede sig op og betragtede den vanvittige scene, der udspillede sig på Rådhuspladsen denne eftermiddag.
Flere af de tilfældigt forbipasserende begyndte også at tage opstilling i pøbelsværmene og mange tilskuere, som ikke engang bekymrede sig om, hvad sagen handlede om, kom med nedsættende slagord, om både Hr. Hald og Hr. Dahl, men måske mest om politiet.
Med et fyldtes luften over Rådhuspladsen med alle slags rådne og overmodne grøntsager. Overbetjenten, som gerne ville avancere og gøre indtryk på sine overordnede, så sig efterhånden nødsaget til at opløse menneskemængden, da han frygtede, at den meget hurtigt kunne komme ud af kontrol.
"Vær venlig at gå hjem, jeg opløser hermed demonstrationerne og alle må forlade stedet," skreg han ind megafonen, der hvinede og knitrede, men trods alt overdøvede mængden.
Det virkede næsten intensiverende på masserne, der nu begyndte at trænge politiet fra begge sider for at komme tættere på hinanden.
"Kære venner," sagde en anden stemme fra en anden megafon lige pludselig. Det var Gunnarsen der havde fisket en megafon op af sin Nettopose, stillet sig op på en politibil og til alles forundring fik menneskemængden til at falde til ro. Hr. Halds kommandør troede at det var selveste Hr. Hald, der stod der og ville meddele ham noget vigtigt. Hr. Dahls general var også overrasket over at se selveste Hr. Dahl stå der, og fik hurtigt kaldt sine folk til orden, da Hr. Dahl sikkert havde nogle uopsættelige erklæringer vedrørende partikampen.
"Kære venner," sagde Gunnarsen igen, og denne gang med større tryk, da han opdagede hvordan samtlige øjne og kameraer på Rådhuspladsen rettede sin opmærksomhed imod ham.
"Det er på tide at gå hjem nu," sagde han så tillidsvækkende han kunne, "vi kan ikke bevise noget på denne måde, ikke vinde noget. Gå hjem, gå hjem og lad os på ny overveje, hvordan vi skal angribe sagen."
Overbetjenten og resten af korpset var lamslåede over Gunnarsen. Demonstrationerne gik i sig selv, folkene spredtes og efter ti minutter var Rådhuspladsen sig selv igen.
Da han et par timer senere kom hjem, stod hans datter og søn og ventede ved hans hoveddør. Morten havde købt en pose bajere og Irene en kage til kaffen.
"Far," sagde de i kor, "jeg har været en skidt søn," mumlede Morten. "Og jeg har været en rigtig strigle, undskyld," hviskede Irene og stirrede ned i jorden.
"Kom," sagde Gunnarsen opmuntrende, "lad os gå ind og se nyhederne, jeg blev filmet."
De satte sig ind og så, hvordan den lille mand havde anråbt hele pøbelsværmen og fået dem til at forsvinde. De så, hvordan politiet smed deres udstyr og lettede, over udfaldet, lykønskede Gunnarsen. Det hele var der, et efterfølgende interview, hvor han dog virkede mere afværgende og ikke rigtig ville ud med, hvem han var.
"Nu skal vi til at have det godt igen ikke," sagde Irene og knappede tre bajere op.
"Det kan du tro min søde ven," svarede Gunnarsen og lagde armene om sine børn mens de sad i sofaen.
"Det var fantastisk, at du kunne gøre det far," konstaterede Morten, "tænk at vi var så dumme. Du er dagens helt."
"Begynder du så at komme på besøg lidt oftere," sagde Irene lidt stift.
"Hvad mener du med det?" svarede Morten og så pludselig sur ud, "jeg ringer da tre gange om ugen."
"Men det er jo ikke det samme som at komme her," Irene stillede øllet på bordet og rejste sig, "du skal jo være noget for far!"
Morten rejste sig også, "det er mellem mig og far, det skal du ikke blande dig i."
Og sådan tog det ene ord det andet, og Irene endte med at smække døren efter sig i vrede, så Morten følte sig temmelig dum over at stå der alene med sin fader. Han gik uden at sige et ord.
Gunnarsen kiggede ærgerlig ned i bordpladen, al den besvær for ingenting. Den gik ikke op. Det havde ellers været Gunnarsens store drøm.
Kabaler er ikke så vanskelige, man kender kortene og ved, hvor de skal ligge. Det er så forudsigeligt.
Han tog en bajer til fra posen og blandede sine spillekort. Sikke en herlig lyd.