Den varme vind blæste Rumle lige i ansigtet. Tanken om, hvad han på så kort tid havde oplevet, og måske navnlig opnået her, var umådelig svær at rumme. Nu sad han bag på en lille knallert nede i junglen i Bolivias lavland på vej ud til disse uciviliserede mennesker, disse indianere, han på en måde var kommet til at holde af. Han havde skaffet dem en unik mulighed for at bevare deres identitet. Økonomiske midler til at hæve deres levestandard, at give dem initiativ til at fastholde deres smukke kulturelle arv.
   De skulle bare sige, hvad de ville have, hvad de mente de kunne behøve for at genvinde deres tabte selvrespekt og for at blive genopdaget af den brede befolkning, som den enorme oase af glemt og undertrykt etnisk kultur, de jo i virkeligheden var.
   Han smilede stolt af sig selv. Det var en sejr for det lokale etniske mindretal og en lærestreg til civilisationen, der bredte sig som en ørken i et ellers frodigt område.
   Men han følte alligevel, at det var lidt af en pyrussejr. Han havde revet sig selv op med rode og forsøgt at finde sig tilrette i ny jord. Men ligesom blodappelsintræer, der omplantes, ikke længere producerer det særlige farvestof, der gør dets frugter røde, var hans syn på tilværelsen, de sidste fire uger, blevet mindre farvestærkt. Der var næsten ti kilometer ud til Indianernes boplads fra byen. Og mens den lysegrønne skov passerede forbi ham i høj fart, og det gule støv, knallerten hvirvlede op bag ham, adstadigt dansede i solen, kom han til at tænke tilbage på den ulyksalige dag, han havde mødt høvdingen.


* * *
   Rumle havde netop afsluttet sin uddannelse og tømmermændene, der værkede i hans hoved, var en konsekvens af en våd afslutningsfest.
   Nu var han Dr. Med. Officielt havde han nu papirer på, at han havde læst i adskillige år for at få de papirer, der gjorde det muligt for ham at og gøre en forskel. Han anså sig selv for at være en ægte humanist, en frihedskæmper for verdens undertrykte og frontløber for alles ret til selv at bestemme.
   Det var en kammerat, der havde vakt Rumles interesse for emnet, da han havde fortalt en historie fra sin tid i Grønland.
   "I Grønland," havde ens af hans kammerater sagt, med den største alvor i stemmen, "kan man ikke bare gå i Netto og købe seks flasker vin, fordi de er på tilbud" og hans forargede blik fyldte Rumle med spænding over, hvorfor det mon kunne være.
   "Så tror alle dine grønlandske bekendte, du møder på vejen hjem, at nu skal du hjem og drikke alle seks flasker i aften. Og hvorfor tror De det?" spurgte han og lagde håndfladerne opgivende frem på bordet, "fordi det ville de selv gøre!"
   Siden den dag havde det været en kæphest, han ved alle lejligheder skamred udi alle patologiske afkroge af ligegyldighedens tågede vildnis. Han elskede at bringe sin indignation på bane over for alle, der gad høre på ham. Det var selvfølgelig en historie underviserne på universitetet kendte til hudløshed og ikke ofrede den store opmærksomhed, de havde jo erfaring. Rumle anså derfor erfaringen for en kynisk læremester, en djævelsk grovæder af medmenneskeligheden og næstekærligheden. Den udprægede apati og magelighed, der beherskede de mennesker, der burde være velfærdssamfundets lysende humanistiske himmelstormere, gjorde ham rasende.
   Følelsen af at vade ud en sump og stå i pløre til knæene, var kendetegnende for hans oplevelse af læreranstalten i de sidste semester. Der var ingen der brændte for faget, eller det faget repræsenterede; nemlig mennesker.
   Sådan gik det til, at han blev mere og mere radikal i sit syn på folk herhjemme. Han forstod ikke, hvordan man kunne gå så meget op i luksusproblemer som ventelister, brugerbetaling, og om maden på hospitalerne var nærende eller ej. Der fandtes mennesker i den tredje verden, der aldrig havde fået behandling af uddannede læger eller set et hospital, som accepterede dårligdom og død som en del af tilværelsen.
   I hemmelighed forbandt han sin idealisme og det opfarende gemyt, med sit røde hår. Han åbenbart arvet håret og temperamentet af sin farfader, der havde arbejdet på hospitalsskibet Jutlandia.
   Han søgte udenlands.
   En ikke statslig organisation, han igennem et stykke tid havde haft et godt øje til, efterspurgte læger til forskelligt arbejde i udviklingslandene. Her ville hans energi være godt brugt og hans iver for at bibringe sine medmennesker en mere tålelig tilværelse, værdsat.
   Organisationen bad ham om at tage til Bolivia, langt det fattigste land i Sydamerika og som følge heraf præget af en udbredt nepotisme, uoverstigelig arbejdsløshed og grænseløs korruption. Det var omtrent, hvad han vidste om landet, og han besluttede sig for ikke at læse eller undersøge noget om det, så han kunne opleve det uden forudindtagede holdninger og fordomme.


* * *
   Det var på skadestuen i Rurrenabaque, Rumle havde mødt Høvdingen. Manden var kommet ind på hospitalet med en temmelig stor flænge på underarmen, og der havde fra starten været en særegen kemi og forståelse de to mænd imellem.
   Høvdingen var ikke særlig høj af vækst, hans hoved var lille, mens ansigtet var stort og trækkene langt mere fremtrædende end hos de folk, Rumle ellers havde mødt i Bolivia. Rumle var ikke antropolog, men kunne godt se, at ansigtstrækkene var uprægede af højlandske og europæiske gener. Høvdingens krop var lille og senet, huden karamelfarvet, og hans mærkelige hår var filtret som en høstak og havde tilnærmelsesvis samme farve.
   "Civilisationen er ikke nået helt ud til os endnu, Ildhår," havde han sagt og givet Rumle nålen og tråden med et uudgrundeligt og vemodige blik hvilende i den rødhårede danskers overraskede øjne.
   "Bedøvelse?" mumlede Rumle spørgende.
   "Vi lever som fugle uden reder og hunde uden huler," fortsatte Høvdingen uanfægtet på et spansk der om muligt var dårligere end Rumles. Han havde forstået, at Høvdingen ikke havde haft råd til bedøvelsen og havde givet sig til at sy de blødende sårkanter sammen.
   Høvdingens mange ar fik ham til at ligne en slave. Indvendig følte han sig givetvis også som en slave i en hård herres hus. Han har nok kun gået i livets hårde skole, tænkte Rumle, da manden udtrykte sig i sære aforismer og kun formulerede korte tvetydige sætninger.
   Rurrenabaque havde vist sig at være et skønt sted. I hvert tilfælde i forhold til La Paz, som han desværre var kommet til at hade på grund af dens etniske flertals, fribytteragtige indstilling til "gringos". Her i byen var han vellidt af borgerne for sit sociale arbejde, men også noget feteret på grund af sit røde hår. Tøsebørnene kiggede efter ham på gaden, og han var allerede flere gange blevet opsøgt på klinikken af unge piger, der ville have ham til at undersøge dårligt simulerede smerter i lårene eller fiktive knuder i brysterne.
   Ja, byen var pragtfuld, menneskene i den fantastiske og klimaet paradisisk, blot kunne han ikke udstå sit job på skadestuen.
   "Kom ud til os og lær den vej vi må vandre," havde Høvdingen sagt med et formanende tonefald og et lidt anklagende blik.


* * *
   Præcis tre måneder efter sin uddannelses afslutning havde han stået i lufthavnen i La Paz. Den kolde, tørre luft skar i hans næsebor, og manglen på ilt gjorde ham forpustet, da han skulle løfte sin kuffert af båndet..
   Synet der mødte ham, da han trådte ud af lufthavnens afgangshal, fik ham til at tage et par dybe drag af den næsten uvirkeligt friske morgenluft. Han stod bogstavelig talt for foden af Andesbjergene, der med sine spidse, sneklædte tinder lignede et misligholdt gebis på et gigantisk monster. Stærkest af alle umiddelbare indtryk var dog Illimani, der med sine sekstusind firehundrede meters højde og umådelige omfang knejsede majestætisk over La Paz lidt adskilt fra bjergkæden, der løb på den østlige side af byen.
   "Hotel, Hotel," sagde en mørk tætbygget chauffør og lagde hans kuffert om bag i bilen, og åbnede elegant fordøren, så han kunne sætte sig ind. Rumles tre måneders intensive spanskkursus var ikke kommet ham meget til gode her i den virkelige verden til trods for at der i Bolivia tales meget langsomt. Chaufføren havde snakket løs og stillet en masse spørgsmål uden at vente på, at Rumle skulle finde ordene til svar.
   Han skulle møde sin kontaktperson på hotel Radisson, hvilket fik ham til at undres, da det i Europa ikke just var kendt som et økonomisk etablissement.
   En venlig mand fra hotellet henvendte sig til Rumle ude på gaden, da han trådte ud af taxien. Han spurgte interesseret til Rumle, hvad han hed og hvad han skulle i Bolivia og så endda på engelsk. Det overraskede Rumle så glædeligt, at han straks begyndte på en længere forklaring i den tro, at det måtte være hans kontaktperson. Manden lyttede tålmodigt, nikkede og sagde "yes," på alle de rigtige tidspunkter, mens Rumle fortalte om sine forventninger og hvor meget, han glædede sig til at arbejde sammen med sine bolivianske kollegaer. Da han endelig blev færdig og begyndte at stille spørgsmål til, hvor de skulle bo og hvornår arbejdet, han så frem til med så stor anspændthed, skulle begynde, sagde manden farvel, hoppede ind i den taxi, Rumle selv lige var stået ud af og forsvandt.
   "Det var da mærkeligt," sagde han til sig selv og kiggede rundt efter sin kuffert, som chaufføren lige havde stillet på fortovet ved siden af ham, men den var der ikke.
   Han var blevet narret, mens manden så høfligt havde lyttet til den godtroende udlænding, havde hans medsammensvorne smidt kufferten tilbage i vognen og blot sat sig til at vente med foden på speederen.
   Senere, da han endelig fandt sin kontaktperson, fik han af vide, at den slags tyverier var uhyre almindelige og fandtes i et utal af kreative afskygninger med falske politifolk, advokater og andre autoriteter.
   Kollegaen var nu ikke noget opmuntrende bekendtskab. Hans forbrug i hotellets bar var uartigt. For det var naturligvis ikke fyrens egne penge, han med så stor iver omsatte i flydende stof, men derimod de midler organisationen stillede til rådighed til repræsentation.
   Rumle havde besluttet sig for hurtigst muligt at komme ud til sin destination, den lille jungleby Rurrenabaque. Dels for at komme væk fra højlandets kulde, men også fordi hans førstehåndsindtryk af højlandsindianerne i La Paz og repræsentanterne for den altruistiske livsstil i den "filantropiske" organisation, han selv var tilknyttet, var decideret frastødende.
   Den følgende morgen var han vågnet med en forbandet hovedpine. Det var højdesygen, der først nu for alvor kunne mærkes. De sparsomme mængder ilt der er i disse luftlag, var ikke nok til at holde hans legeme oppe på fuld ydeevne. Et par timer senere var han begyndt at kaste og måtte han lægge sig igen. Da han sent på aftenen var vågnet, blev han alligevel glad for hotellets fyrre TV-kanaler, da han ikke havde kunnet falde i søvn igen på grund af sit livs første jetlag. To dage gik der, før han var blevet så meget sig selv at han kunne komme ud af værelset og ned for at købe sig en busbillet til Rurrenabaque.
   Han brød sig absolut ikke om La Paz og La Paz brød sig ikke om ham. Kvinderne med bowlerhattene havde stirret mistroisk og nedladende efter ham på gaden, og hver gang han havde købt noget af en sælger, en flaske vand eller et brød, betalte han mindst dobbelt op. Nej, han havde kun glædet sig til at komme væk fra stedet her. Civilisationen havde indhentet højlandsindianerne, som uden skrupler tømte det moderne samfunds bæger lige til grumset. De handlende, snød og bedragede turisterne så meget som muligt med priserne. Tyveknægtene og skopudserne bestjal folk på gaden hvis de kunne slippe af sted med det, og tiggerne sendte én foragtelige blikke og ubegribelige ukvemsord, hvis man ikke smed et par mønter i blikkoppen.


* * *
   Han havde besluttet sig til at gå ud til "Pie De Montaña". Ti kilometer var vel ikke andet end hvad man ville kalde en frisk spadseretur. Vejret var smukt, som altid, med blå himmel og en varm brise, der fik bladene på træerne til at rasle. Først havde han skullet krydse floden. Det kostede en boliviano for almindelige mennesker, og var gratis for indianere, der alligevel aldrig havde penge, og byens klerikale repræsentanter, som jo er selveste Guds medarbejdere. Da han var kommet i land på den anden side, gik han raskt til i den retning, hvor indianernes landsby lå, mens forestillingerne om den lykkelige indianerlejr for hvert et skridt han tog, skød op som farverige orkideer i hans uerfarne sind.
   Bopladsen lå lidt inde i skoven, et stykke væk fra vejen. Han ankom næsten tre og en halv timer efter, han havde forladt hotellet. Den friske spadseretur, som han havde kaldt det, viste sig at være en uendelig vandretur i knaldhårdt solskin og uden drikkevand. Et par steder blev vejen dog gennemskåret af et vandløb med iskoldt vand, hvor han kunne i det mindste kunne dyppe fødderne.
   De kaldte sig Ese-Ejas. Det betød "Os" på deres uforståelige og besværlige indianske sprog. Da han havde forceret den smalle sti og kom til en åben plads på størrelse med et par fodboldbaner, havde han fået et chok. Deres boplads var en ikke engang en lejr. Hver familie havde tilsyneladende en lille hytte, lavet af fire bjælker med et lille tag af sammenflettede palmeblade. Man havde ikke møbler, kun væltede træstammer og sten til at sidde på, og sengene udgjordes af afdækningsplastic i skrigende farver. Husene havde ikke vægge, og koncepter som privatliv og selvrespekt var tydeligvis ikke noget, man opererede med i disse menneskers begrebsverden. Langt fra det idylliske glasbillede, han i sit stille sind, havde dannet. Og så alligevel ...
   Rumle blev modtaget af Høvdingen med de obligatoriske klap på skulderne.
   "Velkommen, Ildhår, til Pie De Montaña," sagde han til Rumle, der på få øjeblikke blev omringet af bopladsens indbyggere, der - alle som en - højst nåede ham til lige under skulderne.
   Rumle gjorde, hvad han kunne for at skjule sin forfærdelse over den samling lazaroner, der defilerede forbi ham, da han aldrig havde betragtet dem, sådan tæt på. De mennesker, der en af gangen havde præsenteret sig for ham, havde laset og beskidt tøj og afgav alle temmelig afvigende dufteindtryk fra deres smudsige legemer og halvrådne tandsæt. Mange havde forskellige deformiteter som følge af dårligt helede frakturer. Flere led af Struma, en lidt ubehagelig lidelse, hvor halsen svulmer op. Enkelte havde den frygtelige Leishmania virus, der giver åbne, væskende sår og rædselsfulde hævelser i ansigtet, og som Rumle ikke rigtig troede eksisterede, før han havde set den her. De almindelige tropesygdomme var helt klart overrepræsenteret her. Stakkels mennesker. Han bemærkede desuden, at der på de fleste ildsteder lå store fiskehoveder med grå øjne og stod små aluminiumsgryder med yucarødder og sydede over gløderne. Han blev ført hen til to store sten og anbragt på den ene. En ung pige, med fletninger, store øreringe og Leishmaniasår i ansigtet, serverede ham lille forfriskning lavet af gærede bananer. Den var absolut ikke forfriskende, nærmere berusende, da den kom ned på tom mave.
   Høvdingen satte sig ned på den anden sten og begyndte, i sin specielle opremsende stil, at delagtiggøre Rumle i stammens problemer.
   "Vi er Bolivias fædre og mødre, men betragtes ikke som andet end dets tiggerunger," sagde han eftertænksomt og fortsatte:"Vi kalder stedet her Pie De Montaña, det betyder Bjergets Fod, for det er, hvad vi er, bjergets fod og Bolivias grundvold"
   Høvdingen snakkede længe, og Rumle forstod ikke så meget, han var lige pludselig så uendelig træt og kunne kun med besvær nikke og sige "Si" og "No".
   Turen tilbage til Rurrenabaque havde været rædsom. Han havde vandret i en time, før var der kommet en knallert forbi, der havde samlet ham op og kørt ham tilbage til byen. Den hjemtur havde været næsten lige så slem som busturen fra La Paz. Resten af eftermiddagen havde han sovet. Men om aftenen, på en restaurant fuld af fornøjelsessyge "Gringos", havde han truffet sin beslutning.


* * *
   Morgenen efter at højdesygen havde fortaget sig, havde Rumle købt sin billet. Efter femogtyve stive timer på bagerste sæde i en ildelugtende og usselt affjedret bus, på en umenneskelig ujævn, og ikke mindst, livsfarlig vej, nåede bussen, efter en punktering og utallige af og påstigninger, omsider frem til sit bestemmelsessted. Klokken havde været lidt over to om eftermiddagen, og han havde skønnet luftfugtigheden til at være et godt stykke over de halvfems og temperaturen over de tredive. Han havde været mindst lige så pryglet, som glad over, endelig at være ankommet. Landsbyen havde virket meget eksotisk, behagelig og ubekymret, han havde smilet over synet af de grønne bjerge, der omgav byen og de hvide lammeskyer, der dovent drev henover den varme blå himmel. Endelig alene!
   "Hotel, Hotel," sagde en lys stemme bag ham, der blandede sig med lyden af en totakts motor. Hvad der i La Paz var en tyvagtig chauffør i en bulet Toyota Corolla, var i Rurrenabaque en ung mand på en klistermærke beklædt, hundrede kubikcentimeters knallert, der kunne transportere ham hvorhen i landsbyen, han ønskede, for lidt under en krone.
   Han havde indlogeret sig på Hostal Beni, det billigste og mest spartanske hotel i byen. Selvom det hele havde været meget nyt og spændende, havde han mindet sig selv om, at han var kommet for at arbejde og ikke for at lege turist. Efter et forfriskende koldt brusebad, havde han begivet sig ud i byen for at finde hospitalet og Dr. Crispin, som ifølge brevet fra Organisationen, skulle være lederen af Rurrenabaques sygehus.
   Rumle var hurtigt kommet i stand og fik uden vanskeligheder et godt forhold til den joviale doktor, der - som det sømmer sig for professionelle overmennesker - aldrig viser, hvordan de virkelig har det.
   Dog havde Rumle hurtigt forstået, hvad den gode doktor måtte se i øjnene hver eneste dag på det lille hospital. Arbejdet adskilte sig ikke væsentligt fra en dansk skadestue, bortset fra at ulykkestilfældene havde en anden karakter, en tragisk dybde han ikke kunne lodde. Det var ligesom voldsommere her, når et barn, der boede fire timers kørsel fra byen, blev kørt over af en traktor og først ankom til hospitalet to dage senere, med sårene smurt ind i "medicina casera", hjemmelavet medicin, fra en lokal heksedoktor eller landsbyens kloge kone.
   Han døde. Rumle havde ikke kunnet redde drengen, og det havde føltes omsonst at forklare moderen, at hun skulle have været kommet noget før.
   Den slags oplevelser havde der været mange af, og det havde været slemt. Men det værste havde været, når ham måtte sende en patient væk, fordi vedkommende ikke kunne skaffe de nødvendige midler til sin egen operation. Det var rædsomt at skulle bede en dødssyg mand om selv at gå på apoteket, købe nål og tråd, bedøvelse og andre medikamenter, inden man kunne operere hans bristefærdige blindtarm ud.
   Omtrent som det ville være at bede en person der befinder sig under vandet, om at holde vejret lidt endnu.
   Rumle havde kun holdt tre uger på hospitalet. Det var blevet for meget for ham med al den elendighed. Han havde følt sig lige så afmægtig som de mennesker, han var ude af stand til at hjælpe, hans egne begrænsninger og utilstrækkelighed var blevet for stor en byrde for ham.
   Hans afsked med Dr. Crispin og hospitalet, havde heldigvis været uproblematisk og alle havde vist fuld forståelse for den unge læges følelser.
   En enkelt opringning til Organisationens fornøjelsessyge repræsentant på hotel Radisson i La Paz havde gjort det muligt for Rumle at tilknytte sig den rejsende enhed. Her begyndte hans ophold at tage mere form, syntes han, elendigheden havde ikke længere ansigter eller navne han skulle forholde sig til. Nu blev han mere optaget af landsbyernes sociale forhold, og hans arbejde kom næsten udelukkende til at bestå i at udfærdige rapporter og ansøgninger om midler til de underudviklede og, i alle henseender, fuldstændigt marginaliserede samfund.
   Og med dette organisatoriske/administrative arbejde var det, at han en dag var blevet opmærksom på et problem, som ingen før havde delagtiggjort ham i.
   Skovens oprindelige indbyggere, et pudsigt og undseeligt lavstammet folk med lyst hår og store øjne, der førhen havde levet lidt som en slags fiskerinomader, var blevet hjemløse. Ikke fordi skoven var fældet eller floden fisket tom, men ganske enkelt på grund af at de tilflyttende bønder fra hele Bolivia var hurtige til at skaffe sig skøder på deres områder. Som tiden gik, var der ikke længere steder indianerne kunne være, fordi alt land havde ejere, som ikke ønskede at have disse uciviliserede mennesker rendende på deres besiddelser.
   De stakkels mennesker var ikke længere velkomne i de områder, de igennem årtusinder havde beboet. Deres såkaldte pagtforhold til naturen var blevet deres akilleshæl.


* * *
   Rumle flyttede ind. Han havde forladt sit hostal, givet repræsentanten i La Paz besked, betroet Dr. Crispin sine sko og havde i åndelig, såvel som materiel, henseende lagt den larmende sekulære verden bag sig og trådt genfødt og barfodet ind i jordens førstefødtes sfære af urkraft og naturlevned.
   Høvdingens ord stod lige så klart for ham nu, som da han hørte dem.
   "Vi er uciviliserede, mine brødre, der omgiver mig, er en flok drukkenbolte," han gjorde en pause, "her kan man drikke sig beruset for en boliviano, og hvis du kigger dig lidt omkring, forstår du nok hvorfor," havde han sagt og stirret Rumle meget intenst i øjnene.
   "Den jord vore døde kroppe gøder, er ikke vores egen."
   Til at begynde med var de følelser han beherskedes af meget ærefrygtige. Indianerne kaldte på fuglene, talte med træerne og kærtegnede de fisk, de fik i nettene.
   Rumle elskede sit nye liv i et par uger. Derefter begyndte det at blive vanskeligt at skyde nye knopper på begejstringens ydmyge træ. Fiskerikulturen og jagten på vildt var fascinerende, det skulle indrømmes. Men det var næsten også alt, hvad de havde at byde på. De spillede ikke sange eller dansede etniske danse, når man om aftenen sad rundt om det store bål og drak. Der produceredes ikke noget kunsthåndværk og ingen særegne våben eller fangstredskaber, den slags købte man i byen. Alt det var tilsyneladende gået tabt i den årelange kamp for overlevelse.
   Han følte bestemt sympati for Ese-Ejas´ne alligevel. Siden sin ankomst havde han skrevet på en rapport, der skulle skaffe penge. Penge til at fastholde indianernes identitet, som den var nu, redde dem fra verden, så deres skred udi intetheden kunne bremses.
   Ese-Ejas´ne kaldte ham altid "Ildhår", når de talte til ham. Men indbyrdes havde de givet ham navnet "El Sufrido", som på spansk betyder "Den lidende". Det navn passede ham umådelig dårligt. Det fik ham til at tænke på den type idealist, der insisterer på at bide i et jernrør for selv at mærke, hvor ondt der gør at knække tænderne.
   Rumle følte sig altid velkommen i "Bjergets Fod", men alligevel var det som om, at ingen rigtig forstod, hvad han lavede der, når han - som den eneste - havde mulighed for noget bedre.
   I det stille led han nu også. Han skammede sig over at vaske hår, man grinede af hans tandbørstning og lange vandreture, når han skulle forrette sin nødtørft. Drikkevandet skulle hentes fem-seks kilometer inde i skoven, menneske- og dyre ekskrementer lå, til Rumles store undren, spredt ud over hele lejren. Han var også hurtigt blevet ked af de elendige fiskehoveder med yuca (selve fisken blev omsat til dulmende kogesprit). Det generede ham, at Høvdingen havde bedt den unge, pyntesyge pige med sårene om at tage sig af ham. Når hun smilende bød ham spise, så det ud som om, hun vrængede ad ham og hendes pligtskyldige seksuelle tilnærmelser om natten, gjorde ham decideret dårlig. Derudover kæmpede han nærmest konstant med begærlige tanker om øl, saltede kartoffelchips og iskold Coca Cola. Han måtte have tabt mindst 10 kilo på de sidste tre uger, hvor han havde levet blandt indianerne. Til trods for det, så man ham aldrig nogensinde sur eller hørte ham brokke sig, altid var han frisk på en venskabelig slåskamp eller en svømmetur i den grumsede flod, selvom han ikke mere brød sig om det. Altid gik han rundt med et alfaderligt smil og en påklistret overskudsgrimasse, som det sømmer sig for store filantropiske velgørere.


* * *
   Han ankom til "Pie De Montaña" femten minutter efter, han var kørt fra byen. Det gik så ganske afgjort hurtigere på knallert.
   Høvdingen var ikke hjemme, da Rumle nåede ud til lejren. Han var ude at fiske og Rumle måtte vente i tre uudholdelige timer. Hans argumentation for at give pengene direkte til indianerne havde vundet genlyd i organisationsledelsens ører, da han bestemt mente, at de selv måtte være de bedste til at kende deres behov. "Vi vesterlændinge kan nok have masser af gode ideer til menneskene her," havde han sagt, "det duer bare ikke"
   Rumle blev vækket af en sagte stemme.
   "Ildhår, Høvdingen er her," sagde hans unge pige med det betændte ansigt. Mændene satte sig på de store sten.
   "Fortæl mig, hvordan din samtale gik, Ildhår?" spurgte Høvdingen og kiggede forventningsfuldt på Rumle, der trak sit efterhånden lange hår tilbage i en hestehale, der mere lignende og føltes som en tot ståluld.
   "Jeg har skaffet jer penge," sagde han højt, da han mærkede lejrens beboere nærme sig.
   "I kan få, lige hvad I vil!" sagde Rumle og slog ud med armene, "en skole, en klinik, bøger på jeres sprog, rindende vand eller toiletter," han granskede Høvdingens ansigt for reaktioner.
   "Forstår du, Høvding?" sagde han med ydmygt eftertryk, "lige, hvad I synes, I kunne have behov for."
   "Er det ikke fantastisk?" spurgte han, da der blev stille omkring ham.
   "Jeg ved, at du har arbejdet på sådan noget, siden du kom," sagde Høvdingen efter kort tids tavshed. "Vi ved godt, hvad vi vil have, hvad vi skal bruge," sagde han konstaterende og kiggede indforstået rundt på stammens medlemmer
   "Vi skal bruge et batteri til en lastbil ..." sagde han og stirrede smilende på Rumle, der ikke fattede, hvor Høvdingen ville hen.
   "Det kan vi så slutte til et stort fjernsyn, som du også skal købe til os."
   Rumle var lamslået.
   "I kan få lige, hvad I vil have?" sagde han og fik ikke flere ord frem af bar undren.
   "Det er det, vi vil have" sagde høvdingen.
   Rumle tog sig til hovedet.
   "Er det for meget?" spurgte Høvdingen og kiggede bekymret på Rumle, der må have set bleg ud.
   "Nej, jeg kan da ordne det med det samme ..." sagde Rumle med rystende stemme og ville gerne uddybe stammens nye muligheder, men kom ikke til orde.
   "Kommer du med det i aften, Ildhår?" spurgte Høvdingen, mens resten af flokken begyndte at trænge og skubbe ham fra alle sider.
   "Ja, jeg skal ordne det i aften," sagde Rumle, bøjede nakken og rakte hænderne opgivende i vejret.
   Han ville bare væk derfra nu. Da han kom tilbage til Rurrenabaque, tjekkede han ind på byens dyreste og fineste hotel. Piccoloen, som havde hjulpet ham op med den lille kuffert, fik en tyver, hvilket svarer til omtrent en dagløn. Han stavrede halvsvimmel og svedig ud på toilettet og kastede vand i ansigtet. Synet, der mødte ham, da han så sit ansigt i spejlet, var forfærdende.
   Han hår havde fuldstændig mistet sin farve.