Det var august måned og temmelig lunt, alligevel frøs han som han plejede. Det var ikke bare dagen, eller anledningen. Kulden var ligesom blevet integreret i hans tilværelse, på mange flere områder end bare det fysiske. Hans forældre var døde og den af hans brødre, der havde vist sig at leve et bæredygtigt liv, havde han ikke så meget kontakt til.
Han lugtede til sine fingre. "Tobak". Det var lugten af tobak og snavs, der først trængte igennem. På den anden side mente han også at han kunne lugte noget fra barndomshjemmet i København, der fik ham til at knibe det ene øje sammen i afsky. Han havde engang læst noget om at, det ens fingre lugtede af, var forbundet med ens lod i livet, og i hans tilfælde kunne det såmænd nok være rigtigt. Tobaksrygning var jo ikke sundt, det var ingen i tvivl om. Måske var det den måde han accepterede sin skæbne på, at lade stå til, og være ligeglad med hvor sorte hans lunger måtte være.
Han spankulerede ned af Dag Hammerskjølds Allé. Han smilede sit brede charmesmil, ikke til nogen bestemt, bare ligeud i luften. Tænkte på den bajer han havde i inderlommen, og som snart skulle ned i mørket. Han skulle ind på kirkegården og hilse på Birgit, som lå derinde på femte år. Han lignede en helt almindelig kirkegårdsgænger, med sin folieindpakkede buket og den målrettede gang, ingen ville betvivle hans ærinde. Poul skulle dele lidt tid med hende, eller rettere: "ofre lidt tid på hendes minde". Han var klar over at hun var død, borte og ikke kom tilbage, medmindre hendes fader havde spyttet hende i ansigtet. Det ville faderen sikkert nok også have gjort, hvis han havde vidst hvorledes hun havde spenderet sit liv. Hvordan hun havde ødslet det bort i en konstant alkoholpåvirket tilstand, en tilstand hun med systematisk omhyggelighed havde holdt ved lige, for at holde sig selv og sit elendige liv, ud.
Det var Poul så udmærket klar over, ligesom han var klar over at tobak var dødbringende og alligevel røg, fordi det snart var det eneste han havde tilbage.
Kirkegården var pragtfuld på denne tid af året. Duften fra de grønne træer og de tusindvis af blomster og buske fyldte hans lunger, da han inden for porten standsede og tog et ordentligt drag af luften. "Mærkelige at man giver sådanne oaser af liv til døde mennesker" tænkte han. Luften herinde synes også friskere, selvom han befandt sig midt i byen. Selv bilernes brølen blev opslugt af vindens raslen med bladene. Lyset synes blidere gennem trætoppene og han undredes over hvorfor han egentlig bragte blomster til Birgit, nu da hun var død, når han nu aldrig havde gjort det da hun levede.
Han havde haft masser af kærester og kendt masser af kvindfolk, engang havde han endda haft to på engang. Og det havde frydet ham, at de af hans venner der havde hørt om det, var blevet så benovede over hans evner som charmør.
"Dragen kan bare det med kvinder," sagde man misundeligt til hinanden, på de bodegaer hvor historien om Poul og de to piger rygtedes. Dengang havde han også været i bedre form, havde taget armbøjninger om morgenen og den slags.
Hans bekendte kaldte ham Dragen. Efter en tur på travbanen, hvor han havde vundet en stor sum penge, havde han i en ordentlig blæser, fået tatoveret en drage på sin højre underarm. Ved forskellige lejligheder havde han, i fuldskab, truet nogen med tærsk. Når Dragen så tog fat i én med venstre hånd og trak den højre op over hovedet, parat til slag, kom tatoveringen til syne, for staklen. Navnet hang ved, sammen med temperamentet, og det gjorde trangen til at drikke rigeligt med bajere, også.
På den venstre overarm havde han også en tatovering. Forskellige navne på de piger han havde kendt, omslynget af tjørnekviste. Først havde der stået Carina, siden Evy, siden Edith og så videre. Han havde fået dem streget ud efterhånden som hver forsvandt, og en ny kom til. Birgit var dog aldrig kommet på listen. Det var selvfølgelig tåbeligt at have sådan en seks, syv forskellige navne ned af armen, men det morede ham at vise kropsudsmykningerne til sine måbende nevøer, når de en sjælden gang kom på visit med deres forældre. Ja, Dragen kunne det der med kvinder.
Poul havde selvfølgelig ikke kunne holde sin gode form ved lige. En skarptskåret autoritetsforagt, gjorde det vanskeligt for ham at holde på et job og hans eskalerende alkoholforbrug, gav ham problemer med at møde til tiden om morgenen. Frugten af den livsstil, modnedes i løbet af de næste par år. De mennesker han før havde truet og banket, kom nu og tævede ham når de ville, og grinede hånligt af Dragen når han lå og hostede i sit eget blod og bræk. Han modstod ganske enkelt ikke de vinde i verden der blæste ham imod. Lod sig blot føre med i en eller anden retning uden at spekulere over hvor han blev bragt hen.
Stormvarsler havde der nu heller ikke været mange af i hans liv. Hans forældre havde aldrig ofret nogen af deres sønner særlig opmærksomhed. Heller ikke da de to yngste, allerede som femtenårige, kunne fremture i druk over flere dage og ende på hospitalet til udpumpning. De havde aldrig fortalt ham hvad tid han skulle være hjemme, spurgt til hans skolegang, eller på nogen måde givet udtryk for den mindste bekymring over den dekadence og det forfald, ham og hans yngre bror svælgede i.
Han burde være trist og sørgmodig. Men det var slet ikke den følelse der beherskede ham, når han hørte kirkegårdens grusstier knase under sine fødder, mens han gik i retning af Birgits gravsted.
Hun var jo adelig, men absolut kun af navn. Hun havde været gift med en mand af ædel byrd, med et fornemt efternavn og en dyrisk personlighed. Søn af en dekoreret søofficer, der så sine medmennesker som underordnede der skulle opdrages på, børn som husdyr og kvinder som noget man havde i hver en havn. Det var ægteskabet der havde lært hende at drikke. Det havde også lært hende at lyve for ikke at få bank. Og hun var sluppet ud af det med intet andet end det tøj hun stod i og den flaske cognac hun havde i hånden. Hun rørte aldrig øl. I ægteskabet med aristokraten var hun nemlig blevet belært om, at øl var noget man drak på værtshuse og tarvelig buler hvor klientellet begrænsede sig til letmatroser og lommetyve. Derfor drak hun kun, vin og spiritus.
Således havde Poul og Birgit mødt hinanden på Ulrikkenborg plads, som to sønderslåede pramme, der efter heftigt uvejr i det meste af livet, tilfældigt tørnede sammen i en Bermudatrekant af øl og sprut, de ikke længere havde sjælsstyrke nok til, at undslippe.
"Jeg sætter mig her Juul," sagde Poul til den gravsten han altid sad på og klappede den kærligt, "det har du nok ikke noget imod." Han smilede og satte sig på Juuls gravsten som han plejede, med udsigt til den nydelige brune granitsten, der stod oprejst over Birgit småligt beplantede grav. Koppen stod under busken fra sidst sammen med den lille vase, og ventede på at blive taget i brug.
Poul og Birgit havde på forunderlig og poetisk vis bygget bro imellem sig. For som en klog mand engang havde sagt, så bygges broer mellem mennesker af bjælkerne fra deres øjne. I Poul og Birgits tilfælde var det en sandhed i stort format, da selvbeherskelse og manglende vilje til at vurdere indlysende risici, var særligt kendetegnende for dem begge. Deres hyppige svagheder havde dog bragt dem tæt sammen. Udenforståendes negative meninger om den selvdestruktive livsstil de praktiserede, havde blot armeret kærlighed. Unævnelige traumer så bundløse som helvede, havde på sælsom vis piloteret deres ønske om, at tilbringe livet i hinandens selskab, dybt i deres hjerter.
"Skal vi have os en lille bajer, skatter?" sagde Poul dæmpet til Birgits kolde gravsten. Han pakkede sirligt de røde roser ud af den knitrende folie og satte dem i vasen. Hænderne lugtede stadig af sur tobak, tænkte han, efter at have haft dem oppe under næsen.
Han prøvede at lyde så kærlig som mulig da han tog de to øl frem fra inderlommen, "jeg har kun øl med til dig, du må klare dig med det," sagde han, nappede kapslerne af med sin lighter og begyndte at fumle med at hælde øl i koppen. Han kiggede sig stjålent over skulderen og godtede sig ved tanken om sin hemmelige dagsorden. Men han kunne ikke holde de to øl og koppen samtidig, så han endte med at hælde øl ud i skødet. Han satte flaskerne og koppen fra sig, irriteret over sin klodsethed og tørrede hænderne af bag på bukserne.
"Sikke noget rod," sagde han højt. Tvang sig til ikke at føre hænderne op til ansigtet, det var jo bare dum og barnlig overtro, tænkte han uroligt og spekulerede på hvordan et dødt menneske lugtede.
Han skænkede op til Birgit og stillede koppen hen på hendes sten, løftede sin egen flaske til skål og satte den for munden i en lang slurk.
"Nu kunne det have været rart med en pibe tobak," sagde han fortroligt ud i luften og pegede på granitten med flaskehalsen. Poul havde været ivrig samler på flere forskellige områder. Piber, mønter og porno. I løbet af den tid han havde kendt Birgit, og måske navnlig hendes søn, havde Poul, desværre måtte se sine samlinger skrumpe ind. Først og fremmes den enorme mængde pornoblade, der i årenes løb havde hobet sig op i hans ungkarlehybel. Det havde Birgit krævet.
Store dele af hans vinylpladesamling havde han efterladt i sin gamle lejlighed, dengang han var flyttet ned til Birgit, der boede længere ned ad vejen i en af kommunens lejligheder. Han havde været for fuld til at gå frem og tilbage mellem de to lejligheder, mere end fem gange og var derefter nået et punkt hvor han var ligeglad med resten og havde ladet det stå. Den værdifulde møntsamling og den mindre værdifulde pibesamling, som hans sidste replik hentydede til, havde knægten omsat til kontanter. Det havde sikkert været en af disse aftner, Poul og Birgit havde været sanseløst berusede og var gået omkuld på sofaen.
Poul smilede. Han var ikke vred på drengen, selvom han i starten havde været ked af at miste sine mønter. Han forstod hvorfor purken var vred på sin moder over at hun altid bagatelliserede hans problemer. Men uden videre kunne stikke ham en svidende lussing, hvis han fandt på at komme med hentydninger til hendes pille - eller alkohol misbrug. Det var lige meget nu, Birgit var død og drengen var sikkert ikke kommet stort videre siden sin moders død. Og Poul havde fundet en af mønterne fra samlingen, den mest betydningsfulde af dem alle, den der fik ham i gang med at samle. Frederik den tredjes fire mark, mønt fra 1653, der havde gået i arv fra en tidlig slægtning, helt frem til i dag; til ham. Den havde han i lommen og han lagde den ikke fra sig nogen steder nu, den var i hans varetægt, den var hans ansvar.
"Du var nu en bitter og rapkæftet kælling" hviskede Poul, som om han var bange for at hun skulle høre det. Han kom til at tænke på, hvordan hun ved hans forældres guldbryllup, næsten havde tømt en flaske dyr portvin, helt alene. I sin delikate brandert, var hun blevet rasende på Poul, havde forladt selskabet og var gået ud på toilettet. En halv time senere var hun kommet vaklende ud derfra med blanke øjne og portvinsflasken i den ene hånd. I den anden, en højtidelig tale hun i skæret fra lokummets nøgne pære, havde affattet på en krøllet, strimmel toiletpapir!
"Der tilgav jeg dig alt," sagde han og måtte tage en slurk øl, for at få de næste ord frem, "den tale var en bjælke i dit øje."
"Min stakkels, stakkels Birgit!" sagde han stille og blev pludselig tungsindig. Flere gange, havde han fundet hende hjemme på sengen fuldstændig livløs. Ubelejlige og afskyelige hukommelsesbilleder af medicinforgiftning, ambulance og udpumpning, sprang frem i hans indre. Altid de samme billeder, der bare ikke ville give slip på ham. Det var en passage i en ubehagelig indre film, han af uforklarlige årsager, blev tvunget til at se på igen og igen.
Birgits pillemisbrug var blevet opdaget da hun arbejdede i hjemmeplejen. Da mængden af beroligende medicin der forsvandt, pludselig var blevet bekymrende stor. Hun blev naturligvis fyret, uden at det hjalp noget på misbruget. Han syntes hendes hænder, i den periode, havde haft en fæl hengemt og kemisk lugt af mynte. På trods af, at den medicin hun havde haft mellem hænderne var livsvigtig for de mennesker der skulle have den. Senere havde hun en overgang hjulpet til hos en blomsterbinder. Her havde hun båret den mest forfriskende duft med sig hjem, selv om hun overvejende lavede dekorationer til begravelser. Det var den sidste af hendes dufte han kunne huske.
"Du døde af skrumpelever, gjorde du," sagde Poul anklagende til stenen, mens han tog flaskens sidste slurk og rejste sig.
"Du forlod mig," græd han, smed flasken og faldt på knæ, "jeg ved ikke hvad jeg skal gøre uden dig, jeg kan ikke leve mere uden dig," råbte ham, rejste sig igen og tog buketten af roser ud af potten og flåede den i stykker.
"Jeg vil ikke mere," skreg han og slog halvhjertet og kraftesløs ud i luften med den lasede buket, for til sidst at klaske den ned i granitten med et smæld og udmattet synke sammen i gråd.
"Dragen kan det der med kvindfolk," sagde han hulkende og støttede sig til hendes sten.
Nu tog han sig endelig sammen. Han rejste sig, rettede sig op, snøftede et par gange og så sig omkring efter iagttagere til det pinlige optrin. Ingen havde tilsyneladende set noget, så han tørrede ansigtet med sit jakkeærme. Da lagde han mærke til Birgits øl der stadig stod i koppen. Han drak så meget han kunne i ét drag og hældte den sidste sjat ud på jorden foran stenen.
"Her, din kræsenpind," sagde han og stillede koppen og vasen på plads, under busken. Derefter vaklede han ud på stien og begav sig ned mod stationen. "Tænk at jeg kan blive halvfuld af bare halvanden øl," hviskede han til sig selv og tog hænderne op under næsen. De duftede af friske roser..