Pelle havde problemer.
Han sad i sin dejlige lejlighed med begge hænder over hovedet og grublede over hvad hulen han skulle finde på for at komme ud af sin knibe.
Udenfor var efteråret ved at vige for vinteren og træerne var nøgne og lignede omvandrende skeletter uden kranier der dansede en raslende dødedans der synes at bekendtgøre hans studie tids meget snarlige ophør.
Han åndede tungt ud og ind et par gange og strakte sig dovent, han var ikke en dårlig studerende, tværtimod, han var bare dårlig til at holde orden på sin økonomi og så var han nok også svag, overfor sin medstudent Amund, når de kom til det tidspunkt på aftenen hvor han burde stoppe. Han vidste udmærket hvor meget hans beholdning rakte til om ugen, men havde stort besvær med at sige fra og gå hjem når han vidste at hans likviditet ophørte eller var på nippet til det og så var det jo egentlig allerede for sent.
De gik ofte på café efter skole eller om aftenen efter lektielæsning og de summer han kunne bruge på de par timer besøget på caféen varede, stod under ingen omstændigheder mål med hvad han moralsk eller mentalt, egentlig synes han havde ud af det. Et par gange var det lykkedes for ham at komme tidligt af sted med undskyldninger, der var så dårlige at han følte sig nødsaget til at stå og forklare med overtøjet på mens det blev bare mere og mere pinligt og dumt.
Elvira, en pige Amund havde introduceret ham for og som han siden var blevet kæreste med, vidste heller intet om at hans økonomiske begrænsninger. Pelle var fuldt ud klar over at han selv var skyld i at hun gik og troede at han var søn af et par rige forældre der bare sendte ham penge når han havde behov for det. Faktisk havde han, i flere ukontrollerede udslag af drenget trang til at imponere og tilfredsstillelse af usikkerhedens tørst efter accept, til en vis grad fremturet i denne latterlig overdådighed han hadede sig selv for nu da det så afgjort så ud til at festen med Elvira var ved at slutte.
Desuden havde han købt sig en, efter hans målestok, temmelig bekostelig computer han havde behov for i sine studier og nu sad han her i sin kølige lejlighed og følte sig helt alene og elendig over den varme luft han have pustet sit liv op med.
Han var i sandhed en af den slags student de for nylig, havde omtalt i radioavisen, ødsle og forkælede møgunger der kom ud af sin studie tid med en gigantisk gæld de efter endt uddannelse så indledningsvis skulle forsøge at få bragt ned.
Heldigvis havde han da sin dejlige, og billige, lejlighed lidt nord for København, ja, han havde faktisk en hel ejendom helt for sig selv, de tre andre lejligheder var tomme og ejeren havde fortalt ham at der ingen nye lejere ville komme før han havde fået bygningen total renoveret. Det var nu et år siden og intet var heldigvis sket, han boede stadig alene i huset, første til venstre, den eneste dør med navn på og han fik bare tilsendt en huslejeopkrævning på et girokort hver måned og betalte med glæde, indtil der på denne uheldssvangre dag skete noget der vendte op og ned på alting.
Ind af brevsprækken dumpede et brev fra et ejendomsselskab, der i koncise vendinger, oplyste Pelle om at ejendommen var blevet opkøbt af dem, efter at den tidligere ejer var afgået ved døden og hans børn havde stillet den til salg.
De gav ham en måned til at pakke sit grej og forsvinde, bygningen skulle ikke renoveres men derimod rives ned til grunden og bebygges med to typehuse.
"Mor..." sagde han stille i sin mobiltelefon ti minutter senere. "Jeg er blevet smidt ud af lejligheden, de siger jeg skal flytte," og han mærkede gråden stå lige i toppen af halsen som et glas der bliver fyldt for meget.
"Hvad er det du siger, lille skat, tag det nu roligt." Trøstede moderen i den anden ende, "lad mig nu høre hvad det er det drejer sig om," sagde hun med en rigtig moders rolige, medlidende lave stemme, så Pelle, under en stille klynken, bare måtte udøse sit byrdetyngede hjerte og fortælle hende om al sin elendighed og alle de dumme dyre vaner han havde tillagt sig.
"Tag det nu roligt, lille putte," hendes stemme kælede hans ører og lagde sig imellem ham og problemerne som kystsikring ved vesterhavsbrændingen, "Se nu tiden lidt an, og ellers kan du jo altid flytte hjem til mig og far igen, ikke!"
De lagde på, han havde det lidt bedre nu og tænkte at det nok var bedst at flytte hjem lige meget hvad.
"Det skal du slet ikke finde dig i," svarede Amund og stirrede Pelle selvsikkert i øjnene.
"Kan det virkelig være rigtigt at de bare kan smide mig ud, det kan det da ikke vel?" sagde Pelle da han og Amund sad på deres yndlings café og sludrede over en stor kop kaffe, Pelle gav.
"Min fader er advokat og jeg kan da lige ringe og spørge om hvad vi kan gøre."
Og ganske rigtigt kunne den nye ejer ikke bare smide ham ud da hans kontrakt sikkert indeholdt klausuler om hvilke ting der skulle opfyldes, inden han kunne opsiges. Amunds fader forklarede og fortalte hvad Pelle skulle kigge efter i kontrakten og forsikrede ham om dens gyldighed, selvom den var indgået med en tidligere ejer.
"Jeg har fire og tyve måneders opsigelse ifølge kontrakten," sagde Pelle højt ud i luften da han havde afsluttet samtalen med Amunds fader.
"Jeg kan ikke smides ud," triumferede han og løftede langsomt sine knyttede næver som om han netop have scoret det afgørende mål i en landsholdskamp.
"Jeg kan ikke smides ud sådan lige med det samme, men jeg skal finde noget andet" gentog han og kneb øjnene sammen og kiggede eftertænksomt på sin sidste tikrone der ligesom blinkede til ham som den lå der i hans varme håndflade.
"Jeg tror jeg sidder og får en åbenbaring du!" sagde Pelle og drejede hovedet så hurtigt om mod Amund at han spildte kaffe ud på bordet.
"Hvis det ejendomsselskab er så desperat for at få mig ud, kan de vel også skaffe mig en anden lejlighed et andet sted, de må jo have masser af ejendomme i hele København" Han livede helt op ved tanken, og muligheden for at komme helskindet ud af denne klemme der havde sat hans i forvejen rystede sind i endnu større svingninger, varmede hans håndflader.
"Min fader kan da ringe til dem," sagde Amund og slog cirkler i luften med den ene hånd mens han forsøgte at tørre bordet rent for kaffe med den anden. "Han kender jo alt til de der typer og taler sproget, hvis du forstår?" han blinkede indforstået til Pelle.
Der gik et par dage uden han hørte noget og han besluttede sig til at spørge Amund om hvor længe hans fader regnede med der kunne gå inden der kom noget fra ejendomsselskabet. Han sad ved sin computer og lyttede til hvordan vinden peb henne ved vinduet i den anden ende af stuen, da der med et lille bump landede en tung kuvert på gulvet under brevsprækken nede i opgangen.
Med et spring flåede han døren op ud til den iskolde opgang og væltede ned af de slidte, knirkende trapper og greb kuverten, der denne gang havde A4 størrelse.
Efter et øjeblik sad han oppe i sin lejlighed, med den betydningsfulde konvolut i hånden og spekulerede et øjeblik på hvorfor den mon var så tung, inden han utålmodigt gav sig til at flosse den op i den ene ende med en pegefinger.
"Hr. Pelle Volkersø," sagde han vigtigt til sig selv da han sad med den lille stabel papirer i hånden, der viste sig at være en ny lejekontrakt samt en beskrivelse af en splinter ny ejendom nede ved Holte station, hvor man gerne ville tilbyde ham en lejlighed på fjerde sal med udsigt over søen til samme pris, som rimelig kompensation for den ulejlighed han havde af at skulle flytte med så kort varsel.
"Hvis de vil være i stand til allerede at fraflytte på fredag den 13/10," læste han højt for sig selv, i den tone han kunne forstille brevet var blevet dikteret i, af en gammel stivnakket advokatfuldmægtig, "...vil ejendomsselskabet PlanByg gerne være behjælpelig med en check på 10.000 Kr. Til dækning af udgifter ved flytning."
Det sidste råbte han næsten ud i rummet af bar glædelig overraskelse, han kastede papirerne på glasbordet og lod sig falde tilbage i sofaen, det var så sandelig et tilbud han ikke havde regnet med
Checken ville han få udleveret i morgen kl. 17:00 hvis han mødte op til en lille rundvisning på det der skulle blive hans nye adresse, blot skulle han medbringe kontrakten i underskrevet stand.
Titusinde kroner, tænkte han og godtede sig over hvordan den behagelige brise fra lykkens gudindes vingeslag, fik ham til at ranke sig og fyldte han sind med nyt mod og hans muskler med ny energi. Han fik pludselig lyst til at lave noget og kiggede sig rastløst omkring i lejligheden, den godt kunne trænge til en lille opstrammer i hygiejnemæssig henseende og han begyndte derfor at støvsuge.
"Jeg gad nok vide hvad Amunds fader har sagt til dem, for at få dem til, at dele så rundhåndet ud af sine midler," sagde han til sig selv gennem støvsugerlarmen men blev enig med sig selv om at det vel kunne være lige meget og han nok bare kunne flytte selv og så bruge pengene til at få afviklet noget af sin uhyrlige gæld.
"Men hør nu lige her…" sagde han endnu højere til sig selv, slukkede apparatet og satte sig ned i sofaen igen med et forbandet smørret smil om munden.
"Jeg hedder Gitte og du må være Pelle," sagde en velklædt ung dame i høje lyse støvler, stramme blå jeans læderjakke ud over en behagelig sweater, da han dagen efter mødte op på adressen han havde fået oplyst i brevet og han kunne ikke lade være med at tænke på om det ikke bare var et lille trick at sende en så attraktiv ung pige, for at sælge ham ideen. Han følte sig pludselig magtfuld og stor i slaget, som en matros på et sørøverskib der, som den eneste, ved hvor kaptajnen skal grave efter skatten, det rene Stevenson.
Oppe i selve lejligheden blev det om muligt endnu mere iøjnefaldende hvad det var hun ville opnå, men en fuldstændig ublu flirten, og hver gang de fik øjenkontakt holdt hun den konsekvent en anelse for længe, alle mulige små og "tilfældige" berøringer gjorde ham helt sikker på deres intentioner.
Rundvisningen sluttede på lejlighedens tagterrasse der vendte ud mod søen. Det var den perfekte afslutning på en meget nøje planlagt strategi der gik ud på at smigre og betage ham og nu var tiden kommet til at spille den sidste trumf ud. Aftensolen stod lavt henover trætoppene i horisonten og lagde et stærkt orange flimmer ud over søens blikstille vand, og han havde svært ved at holde øjnene fra hendes middelstore bryster der så rigtig faste og dejlige ud under den stride uld sweater. Hun bemærkede det og rettede sig lidt mere op og vendte sig med ryggen til solen op mod gelænderet og kastede hovedet lidt tilbage, mens han bare gloede på hende.
"Så mangler vi bare papirarbejdet," spandt hun kærligt og sødt uden at vide at hun var blevet regnet ud og Pelle gjorde lidt ekstra for at spille dum.
"Nå ja, og du vil vel gerne have denne her," sagde han og trak den nye lejekontrakt op af sin slidte, gamle skoletaske. "Det er jo en fin ordning, det må virkelig betyde meget for jer at jeg kommer ud"
"Ja.." Tøvede hun og tog et checkhæfte op af en lille smart håndtaske, han var sikker på måtte have været dyr, for den lignede til forveksling en lille fransk pompadour til en urimelig pris, Elvira havde ytret ønske om at eje.
"Du er så sød og rar," sagde hun og trådte et skridt nærmere og stak ansigtet helt op i hans, som om hun ville kysse ham, "Så jeg tror jeg skriver trettentusinde kroner på lappen her" Kvidrede hun ømt og viftede et øjeblik med sin Mont blanc fyldepen inden hun kradsede beløbet, beløbsmodtageren og til sidst sin egen krusedulle ned på checken.
"Forhøjer du bare beløbet sådan uden videre," sagde han og stirrede udfordrende på hende. "Hvad med at forhøje det til halvtreds tusinde kroner nu du er i gang" Sagde han og blev tør i munden af spænding over sit vovemod og frygtede pludselig at han var gået for langt og for at hun skulle lægge mærke til hvordan hans kinder blussede.
Hvis hans formodning om ejendommens eller grundens høje værdi var rigtig, skulle det ikke betyde det store for firmaet at betale ham halvtredstusinde kroner og give ham lejligheden i tilgift.
"Jeg tror sagtens dit firma kan tilbyde mig halvtredstusinde kroner sammen med lejligheden, I kommer alligevel til at tjene det hundrede dobbelte på den handel, jeg ved tilfældigvis lidt om de ting, jeg studerer nationaløkonomi" Sagde Pelle selvsikkert og kastede endnu et stjålent blik på hendes bløde barm.
Stemningen skiftede øjeblikkeligt fra at være stærkt erotisk ladet til decideret skeptisk, hun skiftede ansigt og falmede pludseligt som en blomst der lukker sig ved nattens komme.
"Tror du det her er en tombola for mindre bemidlede studerende," sagde hun barsk og trådte væk fra Pelle og lagde armene demonstrativt på kryds over brystet, "Det der kommer du ingen vegne med, du skal ikke prøve at presse os, det finder vi os ikke i," hendes tone var bydende og fjendtlig, "Du vil høre fra vores advokater, smæk døren når du går," Hørte han hende sige på vejen ud og kort efter hørtes kun lyden af hendes spidse stiletters smældende skred ned af teresso trappen.
"Sikke noget dild," sagde han lidt højt til sig selv da han var sikker på at hun var gået, nu var han ellers lige så sikker på at han sad med lotteriets vinderkupon i hånden og blot skulle indløse den.
De næste par dage var han helt elendig til mode, han græmmede sig over at han ikke bare havde taget de trettentusind, så havde han da i det mindste haft lejligheden og de penge og more sig for.
Han gik ikke ud, ringede ikke til nogen og fik næsten ikke læst sine lektier af bar ærgrelse over at have smidt en så åbenlys mulighed for at bringe sin gæld lidt ned, for svinene.
Bebrejdelserne over sin dumhed og bryderierne over hvad han burde have gjort, fik dog ende på den tredje dag, da han, i berettiget advokat angst, frygtsomt samlede endnu et brev fra PlanByg op fra gulvet nede i opgangen.
"Hr. Pelle Volkersø," læste han og tænkte allerede på hvordan han aldrig kunne sige noget til sin moder om hvor dum han havde været, da næste linie i brevet fortalte hvordan bestyrelsen havde besluttet at overdrage ham lejligheden han havde set, samt honorere hans krav på halvtredstusinde kroner, såfremt han, allerede i denne uge ville fraflytte ejendommen.
"Det er løgn." Han stak hovedet helt ned i papiret. "Godkendt af selveste direktøren, eller i det mindste underskrevet af en direktør" Råbte han og smed papir og kuvert op i luften uden at se hvor det landede.
Nu kan jeg afvikle næsten hele min gæld, tænkte han og gled tilbage i sofaen for med et at rette sig op igen og næsten febrilsk stirre efter telefonen så han kunne ringe til Amund og fortælle ham nyheden eller nej, han måtte hellere ringe til moder først.
Hans legeme lettede næsten fra gulvet af glæde da han rejste sig for at gribe telefonen på skrivebordet og ringe sin moder op. Inden han havde tastet hendes nummer til ende, fik han dog en ide der fik ham til at standse og tænke sig lidt om inden han ville involvere hende i mere end hvad godt var.
Nu skulle de skiderikker godt nok få hans vrede at føle, at lade ham sidde her og svede, de kunne få lov at betale hele hans studiegæld, de kunne få lov til at ryste op med alle firstusinde og give han lejligheden også, så skulle han nok klappe i.
For hvis de kunne betale halvtreds kunne de vel også betale firs, det skulle vel ikke have så stor betydning for sådan et stort firma, deres fortjeneste ville sikkert være tusinde doblet på få år alligevel.
Så uden skrupler eller videre overvejelser fandt han papiret et sted på gulvet og trykkede nummeret fra brevhovedet ind og kaldte op til kontoret, hvor en intonerende receptionist modtog ham med en remse hun sikkert havde gået på kursus for at kunne holde ud at høre sig selv sige hele dagen.
"Mit navn er Pelle Volkersø," brummede han så myndigt han kunne og inden han kunne nå at bekendtgøre hende sit ærinde, fik han af vide at han ville blive stillet ind til direktøren med det samme.
"De ventede mit opkald," tænkte han, "jeg har dem i min hule hånd, jeg kan presse dem som det passer mig og de kommer til at betale, og.. og.. " med et hørtes en dyb og tillidsvækkende mandestemme, lidt som dem i Hollywood forfilmene i biografen, i den anden ende af røret.
"Hr. Volkersø," sagde stemmen og rømmede sig lidt, "vi vil med glæde imødekomme Deres tilbud og vil såmænd også stille et flyttefirma til rådighed hvis De bare vil flytte i morgen" Der var tavshed imellem dem et øjeblik.
"Det lyder godt," sagde Pelle uden at give tid til at stemmen kunne komme i gang igen, "jeg forlanger bare at I giver mig firstusinde, så er den sag ude af verden i morgen, det kan jeg ikke se nogen grund til ikke skulle kunne lade sig gøre" Han kom desværre til at holde lidt for lang pause mellem de to sidste sætninger og blev bange for at direktøren ville opfatte hans usikkerhed.
Men nu blev der stille i røret, som om der ikke var nogen i den anden ende, så sagde stemmen pludselig:
"Nuvel, De vil høre fra os."
"Den er hjemme." Han blev helt ekstatisk ved tanken om sin egen dristighed og knyttede næverne og slog et par slag i luften efter sin tavse skygge der tårnede sig op ad væggen foran ham.
Han besluttede sig for ikke at ringe til nogen før han havde fået pengene, eller endnu bedre, invitere dem alle sammen over til housewarming i hans nye lejlighed og vise dem checken og først da fortælle dem det hele.
Nu gik der imidlertid nogle dage uden han hørte noget fra firmaet og han begyndte at blive utålmodig og tænkte flere gange på at ringe og brokke sig. Og det endte selvfølgelig også med at han ikke kunne beherske sig da han på et tidspunkt sad ved computeren og surfede på nettet, selvom han i virkeligheden burde lave lektier.
Han klappede sin telefon op og gav sig til at lede efter kontorets nummer i udgående opkald, da der pludselig blev uro og larm udenfor huset. Han skruede ned for musikken og larmen synes at blive højere, at komme tættere på, nu lød det faktisk som om den var lige uden for opgangen så han besluttede sig for at gå ud og se hvad der foregik.
Samtidig med han trådte ud på trappereposen uden for sin dør, trådte en mørklødet mand med bistre solbriller og sort læderjakke ind i trappeopgangen og stillede sig, uden et ord, på søndagsavisen fra sidste uge. Et par andre ansigter i samme kulør med solbriller, kom til syne bag ham og med et gik det op for Pelle, hvem det var der kom væltende ind på den måde. Det måtte være et slags tæskehold, det var helt sikkert en flok udenlandske banditter direktøren havde pudset på ham for at true ham til at forlade lejligheden. Men så kom der et lille barn til syne mellem de tætte mandfolk og gav sig til at pladre et eller andet han ikke for stod og de tre mænd tog solbrillerne af og trådte smilende helt ind i opgangen der langsomt blev fyldt af en regulær horde af børn og voksne der snakkede og grinede højt.
Manden der var kommet først kom op ad trappen og præsenterede sig som Muhammed et eller andet han ikke hørte i larmen fra de mange mennesker der efterhånden begyndte at bevæge sig ind lejlighederne neden under og den inde ved siden af.
"Vi skal bo her nu," sagde Muhammed på lidt gebrokkent dansk, "vi er flygtet fra Jugoslavien, vi har boet hele året på flygtningelejr i..." Pelle kunne se Muhammed rodede i sin hukommelse efter navnet på stedet og opgav tydeligvis for nu begyndte han at fortælle om familien som han havde skaffet de her tre lejligheder de havde fået indtil huset skulle rives ned.
"Vi bliver naboer..." sagde han smilende og spurgte hvad Pelle hed.
"Pelle," sagde Pelle og smilede ærgerligt over ikke længere at være alene og kom derefter med en undskyldning om han havde en vigtig opringning der ventede og gik ind og lukkede sin dør.
Han stillede sig ind midt i stuen og lyttede til al den støj huset nu var fuld af, mennesker der råbte og trampede, børn der græd og legede på trappen. Hele den første nat sov han ikke, de havde haft en hel lastbil fuldt af ting og sager og møbler, holdende ude på vejen og hele natten brugte de på at skramle frem og tilbage med tunge genstande på trappen og kure sofaer hen over gulvene og ellers le højt og råbe ubehersket.
De følgende dage blev det ikke meget bedre, tværtimod, nu begyndte der også at lugte meget kraftigt af mad og eksotisk krydderi, den slaviske musik drønede fra alle tre lejligheder og Pelle væltede over børnene der legede i opgangen og kom til at træde på deres legetøj der hurtigt efter indflytningen var blevet spredt ud over indkørslen helt ned til vejen. Han prøvede et par gange at tale med Muhammed, der altid var umådelig veloplagt, om hvad han mente var problemet, men følte ikke rigtigt Muhammed forstod ham og blot bød ham inden for til couscous eller arabisk te.
Når han var ude gjorde han hvad han kunne for at ikke at komme hjem mens det var lyst, da Muhammed ellers bare ville opdage ham og snakke ørerne af ham om hvor glade de var for at have fået sådan en god nabo som Pelle.
Der var aldrig varmt vand i hanerne mere, vaskeriet i kælderen var altid optaget og huset var konsekvent proppet med mindst tre gange så mange mennesker som der reelt beboede det, på grund af den umådelig talstærke families ganske uoverskuelig kreds af venner og bekendte der ustandseligt frekventerede ejendommen.
Derudover fik Pelle allergi af vandpibedampene og røgen fra de seks- syvhundrede smøger Muhammeds 10 voksne, og storrygende, familiemedlemmer kunne ryge på en almindelig dag. Det virkede desuden som om den tunge luft hele ejendommen fyldtes med og som var et mystisk sammensurium af alle mulige ukendte krydderier, tobak og musikinstrumenter, trængte ind i hans lejlighed og gjorde ham paranoid og tvang ham til at holde vinduerne åbne i oktober måned.
To uger efter flyttede han hjem til mor.