Walter kastede blikket nedad for at få et glimt af sine fødder. Rebet sad langtfra stramt men da hænderne var bagbundne, turde han ikke bevæge sig ret meget af frygt for at falde ned af stolen.
   "Silkebåndet omkring dine håndled laver ingen mærker", lød det inde fra elefanthuen, "Når det kun er vinden der får dig til at dingle, løsner jeg det" Røsten var hæs som kom den fra et par yderst nikotinbelastede stemmebånd, selvsikker, ubekymret og frigid.
   "Hvad hed han?" spurgte Walter ned mod mennesket der listede rundt i hans kontor og fra tid til anden stirrede mistroisk ud imellem de tunge gardiner.
   Men manden var tavs. Og bortset fra det, var der afgjort noget meget bekendt ved hele scenariet. Walter lukkede øjnene og tænkte tilbage.

"Jamen, hvordan?" klynkede Anderson.
   I sandhed et dumt spørgsmål. I dette tilfælde ville det være langt mere interessant at få at vide hvorfor det netop var ham, Anderson sad overfor i sin kontorstol i ægte læder.
   Manden overfor Walter, denne Anderson, var absolut ikke hvem som helst. Men i betragtning af de sidste fem års flimrende tildragelser, ville Walter da bestemt heller ikke karakterisere sig selv som blot en simpel brik i spillet. Nærmere som en af dem der ser den overordnede strategi i verdensbilledet, lægger sine planer og rykker brikkerne så tingene sker som han ønsker det.
   Kontoret de sad i var heller ikke et hvilket som helst kontor. Det var ministerens private kontor og manden med den spæde stemme og de ydmyge spørgsmål var ingen ringere en ministeren selv.
   Walter kendte manden ganske udmærket. De havde arbejdet tæt sammen de sidste fem år. Anderson havde hyret ham til at skaffe Donald Xander af vejen. Siden havde Walter været hans højre hånd, hans håndlanger, den der tog sig af det arbejde som ingen brød sig om, men som dog nødvendigvis måtte ordnes.
   "Det kan undrer mig at netop du kan stille et sådant spørgsmål!" sagde Walter køligt, "svaret ligger nok ikke langt fra svaret på hvordan du valgte at blive politiker."
   "Magten...!" konstaterede Anderson og stirrede på den sorte pistol, Walter sad og flagrede med i sin højre hånd, "det er magt du vil have, dit svin."
   "Spil ikke indigneret," replicerede Walter og skubbede pilleglaset helt hen til Andersons højre hånd, "jeg kender dig, kender dine motiver og i særdeleshed dine metoder. Du har været med til at vise mig vejen og vi er kommet til at ligne hinanden en del på de punkter."
   "Det skal ligne et selvmord, Anderson." Walter rejste sig og begyndte at spankulere rundt om skrivebordet. "Se så at komme i gang med at spise pillerne, hele glasset skal ned!"
   "Lad mig fortælle dig hvorfor. Det er nemlig den mest vanvittige historie der danner grundlag for min ærgerrighed, og nu hvor du skal forlade denne verden, tæller din mening om mig alligevel ikke mere."
   "Jamen jeg spiser slet ikke de piller" Ministeren kiggede frygtsomt på Walter, "du kan ikke skyde mig uden at de alle sammen kommer farende." Sagde han samtidig med at Walter tog en aflang genstand op af frakkelommen og skruede på pistolløbets munding.

"Jeg husker tydeligt den eftermiddag det begyndte. Jeg kom hjem fra skole, jeg har vel været omkring ti år gammel, og havde den sorteste samvittighed." Sagde Walter uden at kommentere Andersons sidste bemærkning.
   "Eller det troede jeg i hvert tilfælde at jeg havde! Jeg havde netop stjålet fem hundrede kroner fra min matematiklærers taske og min tyveri gennemførtes præcis som jeg havde udtænkt det."
   "Jeg stod oppe ved tavlen og skrev et regnestykke. Inden havde jeg lavet et væddemål med klassens problembarn om hvorvidt han turde kaste sin fedtemad i nakken på lærerinden, mens jeg stod deroppe. Det vidste jeg da godt at han turde."
   "Mens klassen var optaget af det lille optrin, stak jeg roligt hånden ned i hendes taske og fiskede de fem hundrede kroner op, som jeg havde set hende stoppe derned om morgenen.
   Det interessante ved historien er ikke mit skrupelløse tyveri, min snedige plan eller min velvalgte syndebuk. Jeg troede vitterligt at jeg havde dårlig samvittighed, jeg var overbevist om at det var angeren der kom snigende.
   Naturligvis var det bare frygten for at blive opdaget, der for et øjeblik kastede en flygtig skygge gennem mit indre. Da jeg kom hjem var der ingen der sagde noget om det. Ingen opdagede noget."
   "Nej, du. Det virkelig overraskende ved sagen er dens egentlige klimaks. Da jeg vågnede næste morgen og følte efter i bukselommen, var der ikke længere 500 kroner. Jeg stod der, som drengen med guldbukserne, og fiskede den ene 100 kroneseddel op af lommen efter den anden." Walter gav sig til at le triumferende.
   Pludselig tav han og stillede sig op foran bordet og stirrede Anderson hårdt i øjnene. Attachéen stirrede tilbage med et kryptisk indforstået blik, der producerede et nålestik af bekymring i sjælen på Walter.
   "Du er ikke nogen modig mand, Anderson. Spis nu bare op og spar mig for dit flæberi." Sagde Walter, rømmede sig og bankede forsigtigt pistolen et par gange i bordet ved siden af pilleglaset, der stadig var temmelig fyldt, selvom staklen allerede havde sat en del piller til livs. "Du dør ikke af det sådan lige med det samme."
   "Kan du i øvrigt kende departementschefens gabardinebukser og den hjemmestrikkede pullover han har fået af sin mor?" Spøgte Walter, uden at lægge skjul på sin fryd over hvordan den detalje ville bidrage til en eventuel efterforskning.
   "Så stod jeg der med 1000 kroner i hånden." Fortsatte han og rettede blikket opad, som om filmen med hans livshistorie spillede i loftet, og han blot refererede hvad han så.
   "Jeg fik dumpekarakter til eksamen, men fik sensor til at lade mig passere ved at vise ham et billede af hans teenagedatter og så smile psykotisk."
   "Hver gang muligheden har budt sig har jeg presset penge af mennesker," smilede Walter og kærtegnede den slanke pistol mellem fingrene, "rundsave på albuerne er ikke altid nok hvis man vil frem. Af og til må de suppleres med en pistol i hånden!"
   "Og hver gang er mine anstrengelser for at blive rigere blevet belønnet med det dobbelte! Du kan nok forstå hvilken kolossal motivation der ligger i det faktum, at hver gang jeg tjente 10000 kroner på at uddele dummebøder til rockere, fik jeg dobbelt igen og tidobbelt incitament til at udstrække ambitionerne."

"Alt ændrede sig imidlertid da jeg blev 21 år." Hans egen talestrøm tilskyndede ham til at fortsætte, "Jeg fik besøg af et menneske jeg aldrig havde set før og såmænd heller ikke siden!"

Han satte sig i sofaen. Han var en smuk midaldrende mand, høj af vækst og med et gådefuldt men modent ansigt, der straks vakte Walters tillid.
   "Jeg hedder Vlak," Sagde han imødekommende og viste sine perfekte tænder i et stort smil, "jeg har lagt mærke til hvad det er du går og sysler med og jeg spekulerede på om ikke du havde lyst til at udvide forretningen. Indgå et slags partnerskab med mig."
   Vlak smilede og lagde hovedet lidt på skrå.
   "Hvem er du?" spurgte Walter.
   "Kender du den græske mytologi?" spurgte Vlak, "i den findes der en højst interessant historie om hvordan nogle af guderne fik børn med menneskekvinder. Afkommet blev en slags overmenneske, bogstavelige giganter og den tids mest magtfulde skabninger!" Han stirrede afventende på Walter, der uforstående trak på skulderne.
   "Det er på en måde det jeg vil tilbyde dig!" han stirrede som om han stadig forventede at Walter allerede burde have regnet den ud.
   "Jeg kender dig Walter, bedre end du aner," han rejste sig, tog sin hørjakke af og lagde den over sofa ryggen, "jeg er din protektor, jeg er den der igennem hele dit liv har begunstiget dig, taget dig under mine vinger, så at sige." konstaterede Vlak og smilede lidt for sig selv, som om han netop havde fortalt en vittighed.
   "Det er mig der igennem de sidste mange år har betalt dig for dine gerninger!"
   "Hvad kan jeg gøre for dig?" Spurgte Walter havde lukket en fremmed mand ind i sin stue og følte instinktivt, at der var noget at hente her.
   "Spørg hellere hvad jeg kan gøre for dig!" svarede Vlak og slog ud med armene.
   "Vidste du at man i zoologisk have, i sin tid havde en skildpaddegård?" Han foldede ærmerne på sin tynde skjorte op, "men at den efter kort tid blev nedlagt fordi driften af den var forbundet med for store omkostninger."
   Walter nikkede uforstående, "problemet med skildpadder, der kravler rundt på et forholdsvis lille område, er at de bestiger hinanden og vælter om på skjoldet. De kan ikke hjælpe sig selv eller hverandre til at blive vendt om, så enten dør de eller også må der konstant være en person til stede, der kan udfri dem fra deres selvpåførte trængsler!"
   "Kan man mon score damer med sådan et job, skildpaddevender i zoologisk have?" Bemærkede Walter og grinede til Vlak, der tydeligvis ikke brød sig om at blive afbrudt.
   "Verden i dag er som en skildpaddegård. Menneskene i den, bringer hele tiden sig selv i vanskeligheder de ikke magter at løse selv." han løftede pegefingeren da Walter skulle til at supplere med endnu en lidt utidig morsomhed.
   "Hvis et menneske forstår at udnytte de åbenlyse fordele der ligger i det, kan verden blive hans!"
   "Jeg vil ikke gøre dig til skildpaddevender. Jeg vil gøre dig til giganten der sætter dagsordenen for padderne, en navnkundig mand. Du skal bare skrive under i min lille autografsamling! Inden du spørger, vil jeg sige dig, at den eneste sidevirkning er, at du bliver berøvet evnen til at få børn. Og for mænd som os, der egentlig har nok i os selv, kan det vel dårligt kaldes en ulempe"

"Jeg troede ikke mine egne ører," sagde Walter til Anderson, hvis rødrandede øjne lyste op i det efterhånden temmelig blege ansigt, "forholdsmæssigt var den nødvendige investering relativ lille, sammenlignet med det afkast der blev stillet mig i udsigt."
   Han kiggede ikke engang i Andersons retning mere. Tappede bare let på bordpladen med pistolens munding, som signal til staklen om han skulle se at få hældt de sidste piller i sig.
   "Det var nu ikke hans løfter der overbeviste mig om mulighederne i det foretagende," noterede Walter og holdt en lille pause, "det var bogen han hev op af tasken der gjorde udslaget og på den ene side forvissede mig om at han ville blive en stærk allieret, og på den anden side fik mine muskler til at løsne sig fra knoglerne af ærefrygt for den mand der sad der i min stue." Han tog et dybt drag af kontorets kolde luft og kom ufrivilligt til at gyse.
   "Det var bogen, Anderson." Walter drejede om på hælene og satte hænderne hårdt i skrivebordet foran Anderson og forsøgte at fange hans svømmende blik, "Deri så jeg bagsiden af verdenshistoriens samlede ondskab og grusomhed komme frem og lægge sig for fødderne af mig som en legesyg hundehvalp. På siderne i den bog opdagede jeg hvordan menneskehedens sorteste får havde fået deres farve!"

Vlak lagde den på bordet foran Walter. Den var vel på størrelse med et A4-ark, læderindbundet og med et par lysende guldstriber der fulgtes ad hele vejen rundt i kanten på omslaget.
   "Det her en min autografsamling," grinede Vlak og rakte det slidte læderbind til Walter, som med gudelig ærefrygt og forsigtighed, lagde det på bordet foran sig.
   "Inden jeg fortæller dig mere, synes jeg du skal kaste et blik ned af siderne her, du vil nok blive overrasket!"
   Han betragtede længe det enigmatiske navn, LeFlock, der med en meget ejendommelig type guldbogstaver stod præget i læderomslagets forside, inden han åbnede bogen.

"Det var navne, Anderson!" Walter stak munden helt ned til ministerens øre, "navne på folk som ingen vil sammenlignes med, mennesker som kun spredte glæde den dag de døde."
   Andersons underkæbe rystede og han forsøgte tilsyneladende at sige noget.
   "Forstår du hvad jeg siger, Anderson?" hviskede Walter så højt han kunne, "her begyndte mit liv, den dag blev jeg født på ny, døbt i en af helvedes boblende lavadamme."

"Jeg er stolt af mit værk!" sagde Vlak og kørte hånden gennem håret, "stolt af hvad mange af de mennesker, hvis underskrifter du ser i bogen, har opnået"
   "Tag nu for eksempel ham der," sagde Vlak, lænede sig frem og pegede ned af en side, "han er mit ubestridelige mesterværk." han nikkede opfordrende til Walter
   Walter kiggede på linien som Vlak havde peget på. Den håndskrevne signatur var ulæselig, men datoen og stedet for underskriften var skrevet med sirligt svungne tal og bogstaver. Valparaiso. 15 de noviembre, 1936.
   "Sig mig lige engang!" sagde Walter og kigge vantro op på Vlak, "er det så ikke Augusto Pinochets underskrift du har her?"
   "Det er lige hvad det er min ven," bekræftede Vlak og nikkede anerkendende af Walters historiekunskab, "han gik aldrig på kompromis, blev aldrig blød. Han gjorde som jeg bød ham og fik verden i tilgift."
   "Jamen, hvad er jeg i forhold til ham?" spurgte Walter og havde tydeligvis stadig lidt vanskeligt ved at tro på hvad Vlak præsenterede ham for, selvom perspektiverne i det absolut tiltalte ham.
   "Hmm..." Vlak smilede selvtillidsfuldt, "han startede som en helt almindelig soldat, som ikke var klar over hvad man kan opnå. Han havde det i sig, kynisme, karisma, ambitioner og frem for alt kunne han se fornuften i at følge mine anvisninger. Det skulle bare kultiveres lidt" Der blev stille imellem dem.
   "Augusto følte sig meget tilskyndet af denne her underskrift," sagde Vlak og bladrede lidt tilbage, "der..!"
   Den var noget lettere at læse, Otto von Bismarck, Schönhausen, 1 April 1836.
   "Du har det også Walter," sluttede Vlak storladent, så Walter kom til at smile af stolthed, "sammen kan vi opnå hvad vi vil, med min hjælp bliver du en af klodens nye giganter."
   "En af klodens nye giganter?" Walter blev et øjeblik revet ud af den tankerække der allerede havde strakt sig ud til horisonten af hans indre blik, "Jeg bliver ikke den eneste..?"
   "Hmm..." Vlak kiggede billigende på ham, "der kan du selv høre, du har det i dig."
   "Men jeg bliver ikke den eneste?"
   "Det er faktisk helt op til dig, Walter," han blev alvorlig igen, "Jeg er ikke den eneste, ligesom du heller ikke er den eneste. De andre som mig og de andre som dig, vil altid prøve at udfordre os!"
   "De andre?" sagde Walter og rystede skeptisk på hovedet.
   "Du skal bare gøre som jeg siger, så vil dine planer lykkedes," Vlak smilede igen sit filmstjernesmil, "tænk på Pinochet..!"
   "Pinochet og Bismarck skrev begge under på deres fødselsdag, den dag de blev 21, i dag bliver du 21 og hvis du er interesseret samler du handsken op, skriver under og bliver verdensbetvinger!"
   Walter tog bogen og bladrede i den, "hvor skal jeg skrive under?" spurgte han.
   "Det må du selv om," svarede Vlak og lænede sig tilbage med hænderne bag nakken, "du kan jo finde en person du ser op til og så skrive under i nærheden af ham! Det vigtigste er at du gør det!" Walter fik pludselig øje på et navn han kendte, John Z. Delorean, Detroit, 6 of January 1946.
   Han fandt en tom plads et par linier længere nede og skrev under.
   "Jeg vidste det Walter. Du har det, du har det...!"
   På vej ud af hoveddøren vendte han sig og sagde smilende. "Hvem ved, måske får du også en dag et slagskib eller en sportsvogn opkaldt efter dig..!"

"Forstår du hvad jeg har fortalt dig?" hviskede Walter og tog en omgang til omkring skrivebordet, "Jeg mærkede hvordan underverdenens sorte sol begyndte at varme mig, jeg forstod at de mænd der havde skrevet under i Vlaks bog, var mine brødre. At de og jeg havde samme mål i livet og at jeg her havde fundet mit kald."
   "Jeg er skildpaddepasser nu, du er væltet om på skjoldet og Vlak og jeg har besluttet at du ikke længere kan bruges til noget."
   "Jeg ved hvem de personer er" kom det fra Andersons klistrede stemmebånd, "det er derfor jeg skal væk nu, ikke sandt?"
   Ministeren havde i løbet af Walters beretning fået slugt alle pillerne og det virkede som om han kom lidt til sig selv nu.
   "Eller er det fordi jeg ikke vil være med mere?" spurgte Anderson, "du er ikke andet end et redskab i deres hænder, Walter. Du bliver udnyttet, ser du det ikke?"
   Anderson havde åbenbart fuldstændig mistet frygten for døden, her i sit livs sidste minutter. Han sank langsomt sammen.
   "Siger navnet LeFlock dig noget?" brummede Anderson, og forsøgte at stirre koncentreret på Walter, "det var ham der fik den tidligere partiformand Donald Xander, som du i øvrigt skaffede mig af med, til at skrive under i sin bog. Ham der overtalte mig til at skrive under hed Storm og han mente at du ville være den rette til at gøre arbejdet."
   Walter kiggede på pistolen han stod med i hånden. Samme våben der, for næsten fem år siden havde taget Donald Xander af dage. Han mærkede sine håndflader svede en anelse.
   "På Storms bog stod der Flint!" sagde Anderson lavt og forsøgte forgæves at rømme sig, "og Donald fortalte mig at der på LeFlocks bog stod Attlee. Forstår du nu hvad de personer gør?"
   Walter vendte rundt på en femogtyveøre og slog Anderson i ansigtet med pistolen så hårdt han kunne.
   Men manden var efterhånden ved at være så bedøvet af pillerne at han knapt ænsede slaget, selvom det omgående begyndte at bløde kraftigt fra den flækkede overlæbe.

Anderson kiggede hånligt op på Walter og lagde hovedet tilbage i en gurglende latter, så blodet sprøjtede ud af munden på ham som vandet i en fontæne. Det virkede næsten som om han kunne mærke at hans tale havde gjort Walter lidt perpleks, selvom deres øjne på intet tidspunkt mødtes. Hagen og skjortebrystet var mørkt og glinsende af blodet der dryppede fra den hængende overlæbe. Tandkødet i overmunden og den ene, knækkede fortand var synlige gennem hullet og Walter fandt pludselig ingen glæde ved sin gerning.
   "Siden jeg dræbte Xander, er der ikke gået en dag uden at jeg har overvejet hvordan jeg skulle tage din plads, Anderson!" sagde Walter ligesom for at markere at nu ønskede han samtalen afsluttet!"
   "Undrer det dig ikke at alle de mennesker, hvis navne du så i bogen, er døde?" sagde Anderson og trak, sandsynligvis på grund af slaget, vejret med stort besvær, "disse personer som bemægtiger sig vor frie vilje har alle sammen de her bøger, hvor grådige dumme mennesker som os skriver under. De bytter så bøgerne rundt imellem sig for at vi ikke skal se hinandens underskrifter!"
   "Din ven viser dig hvordan du kommer til tops i en organisation, et parti eller et firma og dikterer dig hvad du skal gøre for at holde på magen," Anderson hostede en ordentlig klat blod op på skrivebordet og holdt en lille pause, "mens Storm har bestemt hvordan jeg skulle ordne Xander og Vlak har forberedt dig på at ordne mig, har en af de andre sikkert et nyt fjols i baghånden til at tage sig af dig når du ikke længere kan bruges!"
   Raseriet svulmede atter op i Walters bevidsthed, som om han stod overfor et trodsigt barn og langede Anderson endnu et hårdt slag med undersiden af pistolens skæfte.
   Ministerens hals knækkede forover så hovedet kom til at hænge slapt ned mellem skuldrene. Han hev efter vejret og en sort søjle af blod stod dirrende og blank fra hans mund og ned til bordpladen.
   Walter følte næsten gulvet åbne sig under ham. For første gang siden hin skelsættende dag hvor han mødte Vlak, blev han pludselig usikker på hvordan han nu skulle forholde sig til tilværelsen.
   Med et voldsomt greb tog han fat i Andersons hår, trak hans hoved op og stirrede lige ind i det blodige ansigt. Øjenbrynet var flækket og næsen tydeligvis brækket.
   Med dunkende tindinger gav Walter sig til at klaske Anderson blidt på kinden i håb om at kunne vække ham til live igen, "Anderson!" kaldte han så blidt som det lod sig gøre for ham. "Anderson, jeg er klar over at akut forgiftning med de piller giver hallucinationer. Men sig mig hvem LeFlock, Attlee og denne Flint er? Hvem er disse mennesker?" sagde Walter dæmpet, som om netop disse personer befandt sig i kontoret og han ikke ønskede at de skulle blive bekendt med hans forespørgsel.
   Ministeren slog øjnene op og stirrede for første gang ind Walters modfaldne øjne.
   "Mennesker..?" sagde han og smilede forsonende til Walter, som om det der ventede ham ville være straf nok for alle hans onde gerninger, "Ikke mennesker. Nefilims fædre!"

Walter var ligeglad nu. Han havde været ligeglad længe. Nu spekulerede han på det paradoksale i at han altid havde vidst, at han kunne slippe godt fra allehånde voldshandlinger og dødsdomme, hvis han blot gjorde som Vlak sagde, men aldrig ville formå at undslippe sin egen dødsdom, hvis han en dag skulle beslutte sig for gøre det modsatte.
   Om Anderson, den aften havde hallucinerer eller ej, havde siden optaget Walter uforholdsmæssigt meget. Som om han håbede at en døende mands drømmesyner kunne få indflydelse på virkeligheden. Nefilim var, ifølge det gamle testamente, det afkom som visse åndeskabninger havde fået med menneskekvinderne på Noas tid. Bogstavelige giganter, der terroriserede den tids samfund inden de gik til grunde i syndfloden. Et bastardafkom der ikke selv kunne få børn og hvis fædre havde ladt dem i stikken den dag regnen begyndte at falde. Han havde ganske rigtigt aldrig selv fået børn og så vidt han vidste havde hverken Donald Xander eller Richard Anderson fået nogen børn. Succesrige mænds efterfølgere og arvtagere skulle tydeligvis ikke være af deres eget blod.

"Hvad hed han?" spurgte Walter og prøvede igen at få øjenkontakt med skikkelsen der var ved at skænke sig en Whisky fra Walters eget velassorterede barskab, "Hvad hed han, ham du skrev under hos?" Rebet strammede lidt rigeligt nu.
   Manden stillede glasset fra sig og trak elefanthuen ned over ansigtet. Med to skridt var han henne ved stolen hvor Walter stod og balancerede med reb om halsen og bagbundne hænder.
   "Min bagmand, din banemand!" Bekendtgjorde personen med den klangløse stemme og sparkede stolen væk under Walter, der som det sidste mærkede hvordan båndet omkring hans hænder blev løsnet.