"Det var faktisk en dum chance at tage, og så i disse turbulente tider, at bruge så mange penge på en biograf udelukkende for folk med rumklang i deres tomme hoveder", havde en af hans kærestes venner sagt. En idiotisk vits fyren havde gentaget flere gange ved den lille indvielses reception kæresten havde arrangeret. Når dem han fortalte den til kun smilede høfligt af den, følte han åbenbart trang til at bevise hvor sjov han synes den var, ved selv at grine lidt for højt.
København havde allerede et planetarium, og uden at sige det, eller bare bruge mere omstændelige og blødt indpakkede fraser, mente de fleste af hans kærestes venner nok, at byen var for lille til flere planetarier.
Tilfældet havde villet, at det lille planetarium, (eller også var det en gammel pornobiograf,) efter at havde stået tomt i mange år, var blevet sat til salg og at Sirius ved et tilfælde havde hørt en notits om det i radioen. Han havde sådan set ikke den mindste anelse om, hvordan man drev biograf; skulle man ikke have en uddannelse af en slags for at kunne drive sådan en forretning? Han havde ingen uddannelse og heller ingen penge, så måske udsprang hans ønske om at eje biografen, hvis nu han skulle være helt ærlig, nok mere af hans stærke forkærlighed for science fiction.
Alskens film og bøger om emnet, havde endnu ikke kunnet mætte Sirius umådelige trang til at fordybe sig i det uvirkelige og kimæriske.
Af alt dette kontrafaktiske og imaginære gøgl, som denne fiktive videnskabs byggesten var gjort af, havde han med energi og stærk personlig overbevisning som bindemiddel, fået opbygget et fuldstændigt uoverskueligt mentalt luftkastel af drømmeverdener langt ude i universet, fyldt med uforsonlige eksistenser med mystiske navne.
Han elskede Star Trek men glødede for Starwars, der var det altoverskyggende og dominerende i hans private Fantásia. Men selvfølgelig holdt han også af det kyniske i Dune, det patriotiske i Independence Day, Bladerunners tågeverden og naturligvis Alien, for den intense uhygge og dens kompromisløse væsen.
Thunderdome var ikke et rigtigt planetarium, i den forstand at han naturligvis ikke havde råd til den slags udstyr som for eksempel Thycho Brahes planetarium kunne prale med, men som i hans øjne dikterede tilskuerens indtryk i en bestemt retning ved hjælp af alle mulige mekaniske indretninger. I modsætning hertil mente han, at fantasiens kemi og evne til visuelt at levendegøre personerne og atmosfæren, måtte være de bærende elementer for glæden ved at opleve det umulige og fastholde eventyrets renhed.
Hvis den filosofi blev omsat til praksis, var den nok mere et udtryk en slags undertrykt misundelse over at hans midler ikke rakte til alt den slags isenkram som fandtes i Thyco Brahes planetarium. Eller måske bare et hemmeligt ønske om en dag at komme til at opleve lyden af et lyssværd, en Star Destroyer og Darth Vaders hæse vejrtrækning i en kvalitet, der kunne få de små hår på armene til at rejse sig. Hans lydanlæg havde ikke engang surround, sæderne i salen vibrerede ikke i takt med handlingen i filmen og hans fremvisergrej havde ikke Omnimax format. Derudover var den såkaldte belærende udstilling i forhallen begrænset til de obligatoriske tegninger af solsystemet på væggene, malede papmache kugler, der skulle forstille planeterne, et par karton plakater på fod af Han Solo og Luke Skywalker i naturlig størrelse, samt en halvstor model, der hang ned fra loftet, af ufoen som landede i Roswell i syvogfyrre.
For det var i virkeligheden det, der interesserede ham, og slet ikke den videnskabelige indgangsvinkel til det store verdensrum der, når han om aftenen gik op på Thunderdomens flade tag og lagde sig på ryggen, næsten synes at ville trække ham op til sig som den fortabte søn af stjernerne, han drømte om at være.
De film Sirius fremviste i Thunderdomen var da heller aldrig videnskabelige, det var den rene fiktion fra ende til anden, det var udelukkende ældre titler som de førnævnte og nogle gange rigtige klassikere som, "The day earth stood still", "Invation of the body snatchers", "Abernes planet" (den gamle fra 1968) og "Mad Max". Nu kunne man tænke at han, i disse omgivelser, måske kunne møde ligesindede og igennem etablissementet opdyrke en slags vennekreds. Desværre var han fuldstændig uden anlæg for det sociale. Biografens besøgende snakkede han aldrig med; ved billetsalget begrænsede hans omgangsform sig til korte nik eller en et stavelses hilsen, hvis det var en stamkunde.
Hans kæreste kaldte ham en idealist med yderst kritisable tendenser, grinede ad ham, når hun sad på café med veninderne og undskyldte ham når hun en gang imellem tog ham med ud. Fordi han aldrig talte med nogen, men endte med at bevæge sig rundt iblandt hendes venner med en spekulativ mine, som en mistænksom Jediridder i en rumbar fuld af galaksens værste udskud.
Og som det ofte går i den slags familier, hvor den ene part er en bindehund i sine egne vildfarne drømme og den anden, en systematisk realist og et vanemenneske, sådan gik det også for disse to unge mennesker. Hun fandt en anden og hendes grunde, for at forlade ham var mange og gode, - så gode at han ikke kunne argumentere for sin livsstil og forsvare de beslutninger, han traf på baggrund af sin forvrængede opfattelse af den virkelighed, han dyrkede.
Katastrofen ramte ham naturligvis hårdt, og som man nok kan forestille sig, gjorde han enorme anstrengelser for at få hende tilbage, ikke kun af kærlighed, men også fordi han indså, hvordan det stykke af reel verden, der var blevet ham tildelt i livet, nemlig hende, ikke var større end et lille fremspring på en klippe, der nu smuldrede. Han gjorde knuder på sig selv for at få hende til at indse, at hun måtte komme tilbage, hvilket i alle tilfælde bragte ham i yderst pinlige situationer og selvfølgelig endte med at gøre hende så flov over ham, at hun for øjnene af en betragtelig skare mennesker, bedyrede at hun ikke kendte ham og aldrig ville belemres af hans tilstedeværelse mere.
Slukøret lå Sirius på toppen af taget af Thunderdomen og stirrede op i himmelen, der selvfølgelig var dækket af et tæt lag af massive skyer, og forholdt ham sin skønhed. Jeg føler mig som en astronaut, der har fået skåret livlinen til mit rumskib over og nu langsomt driver ud i rummet, sagde han højt til sig selv. Aldrig havde han kendt til ensomhed I sin egen verden var han altid på vilde eventyr, oplevede hele tiden nye ting og konfronteredes ustandseligt med kolossale problemer, hvor planeters og racers eksistens stod på spil. Og altid klarede han frisag og trådte ud af eksplosionerne som helt, landede altid på benene og høstede altid sin elskedes, beundrende blikke til sidst. Ensomheden indhentede ham også lidt, godt nok ikke som andre mænd ville blive ensomme efter et brud med sin kvinde. Han var bare alene nu og havde kun det forbløffende og særdeles talstærke persongalleri, til selskab, som stjernestøvet i hans fantasi havde frembragt.
Det var ham der, ved hjælp af de beskedne entreindtægter, betalte de løbende udgifter ved planetariet, men hende der havde stået for underholdning af hjemmet. Indtægterne i biografen kunne naturligvis ikke opveje alle udgifterne, så efter bruddet havde han, meget mod sin vilje, måttet tage et job som rengøringsassistent, tidligt om morgenen i en bank. Men selv her overmandede fantasien ham og omdannede banklokalerne til en fjendtlig rumstation, han med sit gulvskrubbelaser-gevær, måtte desinficere for fjendtligtsindede voldsamøber.
Fantasien fik altid overtaget hvis han fik for meget tid alene. Han magtede ganske enkelt ikke at holde de flyvske tanker stangen, der altid svævede over ham, som gribbe over en halvdød ørkenvandrer. Tænk sig, altid at tabe til sin indre skyggebokser!
Forståeligt nok kunne han ikke i længden holde på et sådant job, der trods sin temmelig grundlæggende natur, krævede et vist mål af koncentration for at nå et tilfredsstillende resultat. Udgifterne tårnede sig op. Postkassen uden for døren og indbakken i hans mailsystem fyldtes af rykkere og trusler fra utålmodige kreditorer, der gerne snart ville have nogle penge.
Og just som det så ud, som om han skulle gå fra hus og hjem, sætte Thunderdomen på tvangsauktion og gå i eksil på et koldt klubværelse på Vesterbro, skete der noget som satte Sirius` lille verden på den anden ende!
En råkold aften, han sad i biografen og så The Andromeda Strain, med en ti, tolv, betalende tilskuere og de sædvanlige gratister, der altid sneg sig ind efter forestillingens begyndelse, indfandt der sig en lavstammet mandsperson med en taske i hånden Han satte på sædet ved siden af Sirius.
"Mit navn er Katakuna, og vi må tale sammen" sagde manden der var så lille at han næsten kunne sidde i sædet uden at hans hoved kunne ses over ryglænet. "Kan vi finde et privat rum hvor vi kan tale?" spurgte han insisterende og stirrede mystisk på Sirius, som pludselig forstod at personen ved siden af ham ikke var af denne verden.
De forlod salen og gik op på taget af Thunderdomen, der efter et par minutter med forvirret omfart i biografens labyrintiske indre, blev udpeget til det eneste sikre sted, hvor de uhindret kunne kommunikere.
"Jeg kommer udefra," sagde den mystiske fremmede, tog hatten af og afslørede en mærkelig gevækst på sin isse, der tydeligt trak hans ansigt lidt ud af facon og besværliggjorde hans tale. Og selvom Sirius gjorde store øjne over mandens lille vækst og prekære udseende, var han egentlig ikke overrasket eller bestyrtet over besøget, da han et sted dybt i sit hjerte altid havde vidst, at der en dag ville hænde ham noget af denne art.
"Jeg vil bede dig passe på denne her," sagde Katakuna og stak begge sine behandskede hænder ned i den slidte natlægetaske og fiskede en fiks, men noget ridset metalgenstand op, og satte den på det ujævne tagpap mellem dem.
Den mindede lidt om en lampe, hvor skærmen vender opad, soklen var sekskantet og havde et fremmedartet symbol på hver side. Han gik straks ud fra, at det måtte være en slags sender, noget der kunne bruges til kommunikation mellem.......og han opdagede, sandsynligvis for første gang i sit liv, hvordan han tog sig i at lade fantasien løbe af med sig, for at vende tilbage til den forbløffende virkelighed, der udspillede sig for øjnene af ham.
"Jeg vender tilbage om tre måneder og henter den, pas godt på den," sagde Katakuna formanende, "den er ikke farlig og kun jeg, kan aktivere den herfra"
"Jamen hvad er det da, Hr. Katakuna?" spurgte Sirius nysgerrigt.
"Ja det skal jeg såmænd sige dig," sagde han og kiggede op på Sirius, der forventningsfuldt holdt munden åben, "...når jeg kommer tilbage" sluttede han.
"Det eneste jeg vil bede dig huske, er hver tredivte dag at komme tilbage hertil, heroppe på taget, stille den ned og vente på det her" sagde han alvorligt
Hr. Katakuna greb den om soklen med begge hænder og gjorde noget, Sirius ikke kunne se, hvad var og lænede sig derefter tilbage fra den og sagde, "nu skal du bare se!"
Der gik et par sekunder, hvor Sirius holdt vejret af spænding, kort efter steg en ganske lav fløjte-tone op i hans ører og med en lille knitrende lyd blev skærmen oplyst med et koldt, lilla, lys, der forsvandt lige så hurtigt som det var kommet.
"Nu er den klar," sagde mandslingen til Sirius, der sprudlede af spørgelyst, men som om Hr. Katakuna havde kunnet læse Sirius tanker, sagde han; "jeg skal nok svare på alle dine spørgsmål, når jeg kommer tilbage, du skal bare huske at gøre som jeg siger, og hver måned, på dette klokkeslæt, bringe signaltoppen herop, så vi kan holde tidsplanen"
"Du får det hele af vide senere," sagde han igen, "jeg må gå nu."
De rejste sig sammen og gik ned i udstillings hallen, hvor manden kiggede sig lidt omkring, inden han overrakte Sirius signaltoppen, og endnu engang mindede ham om vigtigheden ved det usædvanlige gøremål, han havde fået betroet.
Katakuna nikkede venligt og drejede om på ét ben og skred, så elegant som det lod sig gøre for ham, ud af bygningen og blandede sig med menneskemængden, der ikke ænsede ham.
Sirius hoved knagede af undren, mens hans ansigt strålede af stolthed over, at et så spændende privilegium var blevet ham til del og at han desuden havde fået det overdraget af sådan en slags intergalaktisk ambassadør på en meter og tyve.
Nu skulle han bare tage sig sammen og røgte sit ansvar på en måde, som det kunne passe sig for en kompetent mellem - og forgangsmand som ham, der var blevet udvalgt til vogter over selve det instrument, der for første gang i menneskets historie skulle give det mulighed for at passiare med andre civilisationer.
Han gik op i fremviserrummet og satte sig i det interimistiske kontor, han havde opstillet i et hjørne og gav sig til at betragte genstanden, som den gådefulde repræsentant for en ukendt civilisation, så tillidsfuldt havde givet ham. Den havde forandret sig, idet den omvendte lampeskærm havde fået en tyk porcelænsagtig legering på indersiden, som Sirius konkluderede måtte være opstået efter den mystiske hændelse på taget.
"I filmene plejer det at gå galt for mennesker, der skal passe sådanne opgaver," hviskede han til signaltoppen, rejste sig og gik lidt febrilsk omkring, mens han spekulerede over, hvordan han kunne varetage sit ansvar på den bedst muligt.
"Men hvor galt kan det egentlig gå," tænkte han. "Det vil næsten være synd hvis jeg bare gemmer den væk, selvom jeg selvfølgelig må være varsom. Nogle fjender kan måske finde på at berøve mig den!" Derfor besluttede han sig for at gemme den i kosteskabet, som på grund af rodet måtte anses for det mest usandsynlige sted at opbevare et så betydningsfuldt objekt.
De følgende dage var han høj af spænding over sin besiddelse og fik på mærkværdig vis overskud og energi til at hilse på biografgængerne, der løste billetter til forestillingerne. Han fik endda taget sig sammen til at gøre ekstra rent i hele biografen, skrubbet gulvtæpperne og de slidte sæder, der efter en årrække uden nævneværdig vedligeholdelse, skreg til himmelen efter at få fjernet de utallige tyggegummier og størknede sodavandspletter, der dekorerede dem.
Da måneden var ved at være omme var han så opstemt og sprængfyldt af energi, at han besluttede sig for at ringe til sin gamle kæreste og høre, om han ikke måtte have lov til at invitere hende på café. Det var et initiativ, han i deres kæresteperiode aldrig havde taget, og da det jo var et stykke tid siden hun havde brudt med ham, kunne han ikke forestille sig hvordan hun skulle takke nej.
Inden han ville gøre det, måtte han nu lige have overstået det lille månedlige ritual, han havde ansvaret for, og som han havde glædet sig til, som en barn til juleaften. I aften var det præcis en måned siden at Hr. Katakuna havde pålagt ham at bringe signaltoppen op på taget og vente på signalet.
Nøjagtig ti minutter inden det aftalte tidspunkt, sad han på taget og rystede af spænding. Han rystede også lidt af kulde, da det var frostvejr, og han i sin iver ikke havde taget overtøj på. Tiden faldt ham afsindig lang inden den svage fløjte-tone trængte sig på i hans ører. Det blåviolette glimt, der ramte signaltoppen, kastede ham bagud af forskrækkelse og forsvandt i samme splitsekund.
Sirius kiggede undersøgende rundt på taget og tænkte om nogen fra en de omliggende bygninger, mon havde set ham eller det spøgelsesagtige lys, der havde oplyst taget for et øjeblik siden.
Hurtigt tog han signaltoppen under armen og gik ned ad den stejle stige, der førte ned til fremviserrummet/kontoret og stillede den ind i bunden af kosteskabet igen, smækkede energisk døren og satte sig ned og stirrede på telefonen.
Opringningen til hans ekskæreste var imidlertid en skuffelse. Hun var først vred, men havde behersket sig, da hun hørte, hvad han ville og måske navnlig, da hun hørte ham give udtryk for, at han havde det så godt og ville invitere hende ud. Hendes vrede blev vendt til sorg over deres mislykkede forhold, og han var sikker på at hun blot skulle have lidt mere tid til at overveje det hele på ny.
Egentlig var det en særdeles dekorativ lille genstand han havde fået betroet, den lignede noget, der havde været med i film, en rekvisit fra Metropolis eller Mad max 2. Hvem ville finde på at tro, at den var andet end en rekvisit? Det var om to måneder at Hr. Katakuna ville komme tilbage og afsløre sin races gode hensigter for menneskeheden, og indtil da kunne han vel godt bruge den i sin udstilling, ræsonnerede han.
Et par dage senere havde Sirius snedkereret en sekskantet piedestal, der grundet hans temmelig mangelfulde fagkundskab, hverken var høvlet eller slebet og rokkede så meget, at han måtte lægge en foldet avisside under den ene side.
Men flot så det ud, som signaltoppen stod der på sin piedestal i planetariets temmelig pseudo videnskabelige udstilling sammen med karton billederne af Han Solo og Luke Skywalker i menneske størrelse og modellen af Roswell-ufoen, der havde til huse i biografens forhal.
Den ønskede effekt udeblev da heller ikke, biografens besøgende stimlede sammen om den mystiske genstand, der var blevet sat frem til offentlig beskuelse.
Og hvis Sirius havde brugt mere energi på at lære sine stamkunder at kende, havde han sandsynligvis aldrig stillet signaltoppen et sted, hvor andre havde lejlighed til at se på den.
For selvfølgelig var det en af hans allerbedste kunder, der gjorde opmærksom på, at han studerede metallegeringer på universitetet, og at han da bestemt aldrig havde set en så sælsom metallisk overflade. Mængden der stod rundt om den barnligt sammentømrede piedestal rykkede nærmere på og kastede endnu mere undrende blikke på den lille ridsede tingest med de apokalyptiske tegn på.
"Hvor har du da fået den fra," spurgte en anden fra mængden uden at fjerne øjnene fra signaltoppen, idet han rakte ud efter den, "Må jeg holde den?" spurgte han, og uden at vente på svar, tog han, til Sirius store ængstelse, signaltoppen i hænderne.
"Du må ikke..." sagde Sirius og slugte ordrerne igen for ikke at vække mistanke, "det er en rekvisit fra en film, en gammel science fiction film fra tresserne. Jeg fik den på en auktion på Internettet". Han var en elendig løgner og rystede pludselig så mærkeligt.
"Min lærer på universitetet vil sikkert synes, at det er en spændende ting, du har der" sagde den anden fra før, mens han betragtede fidusen han havde i hænderne, "jeg tager ham med herhen i morgen"
"Jamen den er ikke noget værd, det er virkelig ikke noget at bruge tid på" sagde Sirius og fortrød bitterligt at han havde stillet signaltoppen frem i udstillingen.
Det gik hverken værre eller bedre, end at fyren havde sin professor med i biffen allerede samme aften, for at vise ham den pudsige genstand han havde fundet i en omdannet pornobiograf i det indre Vesterbro.
Sirius rystede på hænderne og anede ikke, hvordan han skulle slippe af med de to specialister, der uden hæmninger havde kastet sig over ham, da de var trådt ind af døren, fordi han havde lagt signaltoppen op i kosteskabet igen. Han følte sig decideret truet af stamkunden der havde grebet ham hårdt i begge skuldre, for at få ham til at vise det ukendte objekt til professoren.
"Ja, nu har jeg da aldrig!" sagde manden, en høj type, med usædvanligt fyldige bakkenbarter, stumpede bukser og udtrådte sko, "hvordan har De erhvervet dem denne genstand?" spurgte han og stak hovedet ned i ansigtet på Sirius og kneb øjnene helt sammen.
"Denne legering er mig fuldstændig ukendt," sagde manden og stirrede beundrende på objektet i sine hænder, "de bliver nødt til at låne mig denne genstand, så jeg kan studere den ordentligt. Den er meget ejendommelig" og hans øjne blev blanke og begærlige.
"Nej det går bestemt ikke," sagde Sirius og tørrede sig over panden og tænkte nervøst på Hr. Katakuna, der havde betroet ham signaltoppen, med henblik på menneskehedens kommunikation med stjernerne.
Den fremmede professor havde nu ikke til sinds at opgive så let, og det på trods af hvor ængstelig Sirius tydeligvis var, ved at skulle skille sig af med genstanden, endsige lade andre mennesker holde den mellem hænderne.
"I videnskabens navn," insisterede professoren og stak en pegefinger formanende i vejret, "De kan ikke holde dette kuriosum for Dem selv" sagde han og holdt signaltoppen tæt ind til kroppen og vendte sig sådan halvt væk fra Sirius, ligesom for at beskytte den.
"De skal få den tilbage om et par dage, det lover jeg Dem," sagde han højtideligt og gjorde en ed med sin frie hånd, "Den er i sikre hænder hos mig, jeg siger ikke et ord til nogen"
Sirius var desperat, men vidste ikke, hvad han skulle gøre for at få manden til at give ham signaltoppen tilbage. Hvis han ringede til politiet ville det for alvor blive svært for ham at forklare sig.
"Jeg skal øhh," sagde Sirius og kløede sig i roen, "jeg skal bruge den til noget om et par dage, du må komme tilbage med den, jeg kan ikke undvære den" sagde han og kiggede ned i gulvet, da han godt kunne høre, at det lød dumt.
Tre sekunder efter var de to mænd gået og lod Sirius tilbage i udstillingslokalet med tårer i øjnene over sin svaghed for mennesker der taler højt. Oppe i fremviserrummet blev han helt rastløs over tabet og grublede som en sindssyg over, hvordan han skulle få den vigtige genstand tilbage.
Han gik op på taget og stirrede op i himmelen der så fredfyldt og indbydende ud, tænk at han, af alle seks milliarder mennesker på jorden, var blevet udvalgt til kommissionær og brobygger mellem racer.
Der gik et par dage uden at han hørte noget fra den mærkelige professor, selvom studenten, som også var stamgænger i biografen, troligt kom hver aften og nikkede indforstået til ham når de udvekslede blikke ved billetsalget.
Sirius vovede imidlertid først efter en uge at nævne sin bekymringer for fyren, der beroligede ham med de samme løfter om, at de nok skulle aflevere signaltoppen om et par dage, når de havde kigget lidt mere på den.
"Jeg kan fortælle dig, at den ikke reagerer på nogle af de grundstoffer vi kender fra det periodiske system," sagde han og gik helt tæt på Sirius, der kunne lugte, at han lige spist en ristet med det hele ovre ved pølsevognen. "Den er lavet af ukendte materialer!"
Og hver aften kom der således nye interessante detaljer for dagens lys om genstanden fra det ydre rum, som ikke overraskede Sirius det mindste, da han som den eneste, var bekendt med signaltoppens oprindelse.
Den studerendes udtalelser gjorde ikke Sirius nysgerrig, men derimod endnu mere modfalden og nervøs. Han følte sig virkelig dårlig tilpas over sagens udvikling og mærkede, for hver dag der gik, hvordan tanken om tidspunktet for næste kontakt, der nærmede sig, gjorde ham svimmel og utilpas. Nu måtte han gøre noget, og da han ikke kendte andre, der kunne hjælpe ham, besluttede han sig for at ringe til sin gamle kæreste.
"Er du blevet fuldstændig vanvittig," sagde hun, da han efter et stykke tid havde forklaret hende den temmelig usandsynlige historie, "hvordan skal jeg overhovedet kunne tro på noget af det, du siger," men alligevel smed hun ikke røret på, da hun nok kunne høre at der var noget galt, "jeg cykler ned til biografen, jeg er der om en halv time."
Da hun endelig dukkede op, blev hun forfærdet over synet, der mødte hende. Sirius var bleg og hulkindet; han havde tabt sig meget, siden hun sidst havde set ham og lugtede mildest talt rædselsvækkende. Manden hun før havde elsket for sin lidt distræte adfærd, men kære væsen, havde udviklet sig til en fuldstændig verdensfjern zombie, der levede i sit eget ophobede skidt på en madras i det ene hjørne af det lille fremviserlokale.
"Fortæl mig nu det hele igen" sagde hun og tog hans rystende hænder, da de sad sammen på kanten af skrivebordet. Til lyden af "Forbidden Planet", begyndte han at græde heftigt, mens han forklarede om den studerende, der kom hver aften for at give ham nye oplysninger om signaltoppen. Det var frygteligt, da han jo om et par dage skulle bruge den til at modtage signalet fra Katakunas planet, inden verden kunne indvies i den store sammenhæng.
"Siger du han kommer hver aften, ham den studerende?" spurgte hun for at gå lidt med på hans vanvittige ide, "vis mig hvem det er, så skal jeg snakke med ham"
Da filmen var forbi, og folk forlod biografen, udpegede Sirius den studerende, der var i besiddelse af den vigtige genstand, og ekskæresten trak ham resolut til side.
"Har du et mellemværende med Sirius?" spurgte hun fyren, der naturligvis følte sig en anelse intimideret af hendes meget direkte facon, "er du ikke studerende?, og er du og professoren ikke i besiddelse af en af hans ejendele?" spurgte hun, pustede sig lidt op, stirrede på ham så skrapt, hun kunne.
"Nej," sagde han, "jeg ved ikke hvad du taler om, vi kender slet ikke hinanden, jeg har ikke nogen af hans ting, jeg arbejder på en tankstation, der er ikke andre biografer i byen der viser den her slags film."
Hans måbende undren over et så dramatisk møde, lige uden for biografen, lyste ud af øjnene på ham og hun kunne ikke andet end undskylde og lade ham gå. Men idet hun med en bekymret mine vendte sig om mod Sirius, vendte den studerende sig også om og gav Sirius det samme indforståede nik, som han gjort de andre dage.
Sirius spilede sin blodsprængte øjne op i den ulidelige vished at hun ikke havde set noget som helst og det selvfølgelig ikke tjente fyrens interesser at afsløre deres lille hemmelighed.
"Du har behov for hjælp Sirius," sagde hun og tog hans hånd, der var kold og knoglet, "og jeg skal nok sørge for, at du får den hjælp du har behov for, min stakkels, stakkels Sirius."
"Du må ikke gå nu," sagde Sirius, der rystede på hænderne og gjorde så kraftige ryk med hele kroppen, at det kunne minde om den slags tics man får i ansigtet, bare i større målestok. "Jeg skal nok blive," sagde hun og tog sin telefon frem af tasken, "jeg skal bare lige ringe først," hun gav ham et kram og mærkede, hvordan han rystede, da han tog fat og knugede hende ind til sig. "Læg dig lidt ned her på din madras" sagde hun beroligende, men han kunne ikke slappe af. Hun forstod ikke at alt afhang af ham, og at han om ganske få dage ikke ville få opfyldt den del af aftalen, der var så vigtig for menneskeheden.
Pludselig stod Katakuna midt i rummet med signaltoppen i sine små hænder, "jeg sagde du skulle passe på den," sagde han og lagde den ned i sin taske, "din verden er slet ikke moden til kontakt endnu", han rystede skuffet på hovedet og stak hænderne i jakkelommerne.
"Jeg gjorde hvad jeg kunne," sagde Sirius, og fladt på knæ foran Katakuna, "det var ikke min skyld at de kom og tog den," hans magtesløse ansigt sprang af tics og nervøse trækninger helt omme fra nakken, da Katakuna forsvandt med samme lilla glimt som Sirius havde set i signaltoppen.
Da hun efter fem minutter kom tilbage, gav han sig til at gentage hvorledes hans rolle som mellemmand var blevet ham betroet af Hr. Katakuna, der havde givet ham denne signaltop, som han desværre havde mistet og nu kunne menneskeheden ikke..." han plaprede løs i en ti minutters tid, da der pludselig brasede fire store ambulancefolk ind af døren og overmandede ham. Han græd desperat og skreg, Katakuna, Katakuna, da de injicerede et beroligende stof i ham, lagde ham op på en båre og bar ham ned til den ventende ambulance.
"Disse mennesker vil hjælpe dig, Sirius," sagde hun til ham hele vejen ned af trappen og ud på gaden, "de vil tage sig af dig," hun kunne mærke gråden stå i halsen på sig og bukkede under for den, da hun så ham vinke og vende det hvide ud af øjnene, inden de lukkede døren til ambulancen.