"Fik du min seddel," hviskede den grådkvalte stemme i den anden ende af telefonen.
   "Ja, jeg sidder med den her," sagde Sebastian og klistrede sedlen ind i sit blå kladdehæfte. Hans stemmeleje var så overbærende at irritationen tydeligt skinnede igennem. Han havde bevidst ignoreret hendes appel, så selvfølgelig ville hun ringe. Det slog aldrig fejl.
   "Jeg lod mig rive med af ... af atmosfæren, Louise," plæderede han og tænkte på, hvad hun mon ville sige hvis hun så ham nu. Han skruede ned for irritationen og lidt op for tristessen, "jeg var slet ikke klar over at du ville tage det på den måde, jeg har bestemt aldrig ønsket at gøre dig noget ondt!,"
   Der knækkede hun.
   "Du er bare så sød," sagde hun forelsket og snøftende, gennem desperationen, "jeg ved jeg må give dig tid, skal nok give dig lidt tid, vi ses."
   Det var patetisk, hun var patetisk. "Men ikke mere end de andre," sagde han til sig selv og funderede et øjeblik på hvem der som den næste skulle have æren af at blive forelsket i ham. Louise var sød. hun kunne bruges, men sagtens undværes. Han rejste sig og gik ind til aftensmanden.

Sebastian var et ensomt menneske i sin familie. Havde netop rundet sit syttende år og var bestemt ikke noget barn længere. Han var ikke sikker på om han nogensinde havde været barn. Sin opvækst og puberteten havde han overstået med et usædvanligt klarsyn og modent overblik. Han var en meget intelligent ung mand, som udmærket var klar over sit potentiale. Han havde altid kedet sig i skolen og var tit blevet skældt ud fordi han ikke lavede sine lektier. Det tog Sebastian dog aldrig personligt. Han vurderede at læreren var irriteret, og nok lidt misundelig, over at han alligevel altid kunne sine ting.
   Han havde få minder om sin barndom. Og det var meget mystisk, da faderen havde et album fyldt med fotos, der dokumenterede hvor god en fader han havde været. Sebastian erindrede ikke, at han nogensinde havde bygget legoklodser, eller leget Playmobil med sin fader. Men på grund af billederne, kunne han ikke benægte det. Så naturligvis kreperede det ham, at faderen altid, slesk smilende, tog billederne frem under forældremøder på gymnasiet og ved store familiesammenkomster.

Den slags følelsesmæssige behov havde han aldrig ligget under for. Heldigvis! Hans tanker var højere end andres og det generede ham, at de kun kunne gøres op i kemiske reaktioner i hjernebarken. Han mente det trak ham ned på et lavere plan, at hans ideer kunne ridses op i formler om doserede væskers, blandingsforhold og ligninger om de forskellige, elektriske impulsers påvirkning, inden en tanke fødtes.
   I sit inderste mente han, at de eneste væsner han, rent intellektuelt, kunne sidestilles med, var engle. En engels tanker kan ikke måles. Processerne i englens intellekt, afhang ikke af forbindelser mellem neuroner, dendritter og synapser, var ikke bundet af fysiske regler, der kunne begrænse deres udfoldelse. De var væsner der eksisterede fordi de havde en hensigt, et mål de skulle opfylde
   Det var en af de sædvanlige aftner. Et måltid i familiens skød, som burde være samlingspunktet og tryghedens udspring. I Sebastians familie, forholdt det sig desværre helt anderledes. Den slags anledninger hvor familien havde tid sammen, var ofte minefelter af stridbar månesyge og hadefulde luner. Sådan havde det altid været.
   Og i dag var han lidt mere forstemt end ellers, da han på jobbet havde haft en gådefuld oplevelse. Han havde cyklet ud til en adresse for, at aflevere varer. Da han var nået frem til adressen havde døren, stået åben og en underlig kold lugt fyldte opgangen. Ingen havde besvaret hans kald, det var først da han gik ind for at sætte varerne, at det blev rigtig løjerligt. Fra den mørke entre havde han råbt, at han ville stille poserne ud i køkkenet, da en hæs stemme havde givet sig til kende inde fra stuen.
   "Abbadon," sagde stemmen, der havde den samme knasende lyd som når man går i den nyfaldne sne, "Abbadon, er det dig, kommer du for at tage mig med nu?"
   "Nej," sagde Sebastian, med en noget frygtsom og spag stemme, "jeg kommer med varerne fra ISO," og skyndte sig at stille posen ud i køkkenet, der også var mørkt, men derudover fuldstændig tomt. Der stod kun et enligt køleskab og brummede hult af tomheden. Det havde gjort ham så nysgerrig, at han på sin hastige vej ud ad den uhyggelige lejlighed, havde kastet et blik ind i den lille stue hvor stemmen kom fra. Stuen var, udover en lav skibsbriks et par meter fra ham, helt tom. På skibsbriksen lå der en person med hvidt hår, der var så langt, at det næsten nåede gulvet. Personen trak vejret uroligt og anstrengt. Ansigtet var langt og furet, munden stod let åben, som den altid gør på ældre mennesker der ikke har flere tænder. Profilen var et særsyn, den krumme og spidse næse, de uforholdsmæssigt store og svampede ører og den lave pande, hvor den hvide hårvækst begyndte nogle centimeter over de dybe øjenhuller.
   Pludselig havde hovedet drejet sig og de sorte øjne stirret lige på ham. "Du kommer tilbage, Abbadon!" kom det lavt fra briksen. I det splitsekund var Sebastian stivnet og derefter gået baglæns tilbage til hoveddøren, med det sorte blik hvilende på sig.
   Han var stadig ængstelig. De sorte øjenhuller og den lave stemme, havde brændt sig fast i hans bevidsthed og fyldte ham med en bizar nysgerrighed. Alligevel var han besluttet på ikke, at vende tilbage som der ellers var blevet sagt. Der var noget ophøjet og genkendeligt over denne person, mand eller kvinde? Sebastian måtte vide hvorfor han følte sig draget af denne mærkelige, døende person med det apokalyptiske udseende. Og så det mystiske navn han var blevet kaldt, Abbadon. Det lød ikke som noget han overhovedet havde hørt før og Sebastian havde ellers læst rigtig mange bøger.
   "Tag nu noget mad," sagde hans moder irriteret og afbrød hans tankestrøm, "det er fordi du ikke spiser noget, at du er så lille." Hun nikkede bestemt af sit eget udsagn, som om det var en indiskutabel, videnskabelig kendsgerning hun lige havde læst i avisen.
   Fjols, tænkte han og glædede sig til det blev hans tur til, at ydmyge hende. Sebastian var ikke særlig høj og hans moder lod ikke en eneste lejlighed, til at minde ham om det, gå fra sig. Det gjorde alle andre i øvrigt heller ikke og det havde, naturligvis i stor udstrækning, bidraget til hans eklatante, misantropiske livssyn.

Netop fordi han i sin mentale udvikling, altid havde været langt foran alle andre, ærgrede det ham så meget desto mere, at de fysiske forandringer, havde ladet vente på sig.
   Familien han kom fra, var ikke en af den slags gennemsnitsfamilier, man ville ringe til vedrørende en gallupundersøgelse. Alle familiemedlemmerne var decideret neurotiske og led, i varierende grad, af forskellige psykologiske handicap. Derfor var ham som tiårig begyndt, at spekulere over om de begrænsninger han skulle bære med sig gennem tilværelsen, mon kunne være af fysisk art.
   Det var næsten det værste der kunne ske.
   Cyrano De Bergerac havde inspireret ham til hans første forsæt: at være bedre end alle andre. Nogen i skolen havde forsøgt at mobbe ham fordi han var så lille og desuden en elendig fodboldspiller. Alt imens de havde danset omkring ham i deres barnlige ondskabsfuldhed, havde han anstillet et køligt afventende ansigt. Da han efterfølgende havde givet sig til, med udsøgt stil og i de mest smagfulde vendinger, at nedgøre deres familier noget så læsterligt, havde de gennembanket ham. Det havde selvfølgelig været meningen fra starten. På den måde fik hans argumentation, overfor rektor, mere vægt. Hans bødler blev bortvist og ingen vovede nogensinde mere, at sige ham et ondt ord. Det generede ham ikke det fjerneste, at investere i et lag prygl, hvis han kunne se der var et rimelig udbytte ved det.

Hvorfor kunne der aldrig bare være stilhed ved middagsbordet. Sebastians moder plaprede altid løs og hun havde sjældent noget godt at sige til familien. Hun var en høj kvinde midt i fyrrerne, altid fortrydelsesfuld og bitter over alt det hun kunne have opnået i verden. Hendes lyse hår havde altid haft en mystisk dragende virkning på alle af hankøn. Hun var en man vendte sig om efter på gaden, men blev skuffet over at se på klods hold. Anoreksien havde haft et glimrende tag i hende de sidste tyve år.
   Det lave selvværd og patologiske pedanteri, hun for sit eget vedkommende lagde for dagen, havde da også en noget forudsigelig afsmitning på familien. Hun var uhyggelig nøjeregnende med alt hvad der forgik i huset og glemte aldrig. Så selvfølgelig bebrejdede, anklagede og terroriserede hun, sin familie når hun ikke fandt, at de levede op til, de standarder hun syntes, hun selv satte for familien.
   Hun kaldte Sebastian og hans overvægtige søster for Dværgen og Soen, var storryger og så idet hele taget sig selv, som familiens præsentable ener.
   Der var som sædvanlig masser af mad. Kød, bønner, kartofler og tyktflydende brun sovs, som Sebastians fader med lykkelig ligegyldighed slubrede i sig. Straks værre var det med søsteren, Anna. Hun var ikke så lidt fedladen og det var uhyggeligt at se hende sidde der ved middagsbordet og fylde sig med kød og sovs. Indtrykket af den umådeligt omfangsrig pige ved bordet, forstærkedes af at hun altid spiste med sine korte tykke fingre, ja, Sebastian væmmedes vitterlig ved sin søsters bordskik og madvaner.
   "Jeg er glad for at se du har appetit" sagde faderen til Anna og klappede hende kærligt på kinden med sine indsovsede fingre, "Tag dig ikke af mor, hun ved ikke hvad der er godt."
   Sebastians fader var et godt menneske, derhjemme. Og hans opfordringer til datteren om at lange til fadet var mindst lige så yderligtgående og tåbelige, som moderens henstillinger om det modsatte, var hykleriske og ondskabsfulde. Faderen havde, i takt med at hans kone blev tyndere og tyndere, udviklet en særlig forkærlighed for stærkt korpulente kvinder. En lidenskab han også havde svært at lægge skjul på udenfor hjemmet. "Folk der bløder, stikker altid til andre," sagde han og stirrede usikkert på sin kone. Han var digter, romantiker og eskapist. En søvngænger der levede i en privat, sideløbende virkelighed, som han til gengæld færdedes i med stor skråsikkerhed og arrogance. To verdener der greb ind i hinanden og som han ofte havde svært ved at holde adskilte.
   "Åh, fri mig for dine banale selvynkende aforismer," svarede Sebastian, mens han kiggede på sin afskyvækkede søster, "at sætte sprogblomster på smerte er som, at sprøjte parfume på fækalier. Det er ikke poesi, bare spild af tid, intetsigende."
   Faderen nikkede anerkendende af Sebastian. I hjemmet var han opmærksom og stolt af sin kloge søn, hvorimod han ikke generede sig for, strengt at irettesætte sønnen nede hos bageren eller i Netto. Af den grund, havde Sebastian hurtigt lært ikke, at gå med når faderen skulle uden for huset.
   Om aftenen, da han sad ved sin computer og ledte efter Abbadon på nettet, kom hans moder ind til ham. Hun undskyldte sin opførsel ved middagsbordet og begyndte, i de mest selvudslettende vendinger at ydmyge sig for ham. "Jeg ved ikke hvad der går af mig," sagde hun og bøjede skamfuldt hovedet, "undskyld lille skat, det er jo ikke fordi jeg ikke elsker dig." Sebastian kiggede bare på den ynkelige kvinde der var hans moder. En slags omvendt Dr. Jekyll og Mr. Hyde; ondskabsfuld om dagen, angerfuld om aftenen
   Der var intet på nettet der kunne give ham nogen ideer om hvem denne Abbadon kunne være. Han var træt og ville sove, da faderen kom ind og mindede ham om, at han skulle ned med affaldet. Pokkers også, nu havde han glædet sig til at komme i seng, men gik ud og tog posen i hånden og gik ned i skraldekælderen.
   Det var koldt dernede. Han havde ingen jakke på og skyndte sig, at smide posen i containeren. Da han drejede rundt og ville gå tilbage, fik han imidlertid øje på en lille ramme i A5 størrelse der stod på betongulvet. Det var en side fra en bog, som nogen havde sat i rammen og der var tegnet en tydelig sort cirkel om noget i teksten. Nogen havde haft den hængende som en dekoration. Han tog den med op.
   Da han, i lyset fra sin skrivebordslampe, så hvad det var han havde fundet, blev han urolig. Det var en side fra selveste Biblen, nærmere bestemt fra Åbenbaringens bog. Skriftstedet der var sat ring om, var det niende kapitel og vers elleve.
   "Og de havde en konge over sig, afgrundens engel, hans navn er på hebræisk Abbadon; på græsk har han navnet Appolyon*" I bunden af siden fandtes en fodnote til verset, der nævnte at Abbadon betyder Ødelægger eller Fordærver, på latin Exterminans.
   Den nat sov han dårligt. Ikke at han havde samvittighedskvaler, han var en fordærver af unge tøsehjerter, en ødelægger af stupiditet og sentimentalitet. Han tog det blå hæfte ned fra hylden. Bladrede i de sidste fire års aflivede hjertesorger, som var de ligegyldige herreløse, baggårdskatte, han gjorde samfundet en tjeneste ved, at tage af dage. I virkeligheden var det som han altid havde tænkt og den gamle havde blot hjulpet ham til erkendelse af sit kald. Næste dag gik han tilbage.

"Abbadon?" sagde stemmen, da Sebastian stod i entreen og alligevel kom i tvivl om hvad han ville.
   "Ja," svarede han, "det er mig, hvad ønsker du, at jeg skal gøre for dig." Højtideligheden blinkede i hans stemme, som blanke sten på bunden en å.
   "Kom herind!" sagde den hæse stemme inde fra stuen, "jeg kunne tænke mig at vide hvordan du ser ud." Sebastian åbnede døren til den tomme stue. Gulvbrædderne knirkede under ham mens han med faste skridt og rystende hænder, nærmede sig den gamle på briksen.
   Den hvidhåredes undermund vibrerede let. Sebastian stod bøjet over ham og stirrede undersøgende ned i det pergamentfarvede ansigt.
   "Jeg har smerter," sagde den gamle, Sebastian havde svært ved at afgøre om hvorvidt
   personen på lejet var mand eller kvinde. "Jeg har smerter, de giver mig piller men det hjælper ikke," stemmen var insisterende og uhyggelig tør. Det var et besættende ansigt.
   Et rigtigt dødningehoved, det lange hvide hår der lå slapt henover puden og ned ad siden på sengen. Huden var gråmeleret og tynd. De lilla blodårer der løb under den, lignede de orme der om kort tid skulle tage legemet i besiddelse. Øjnene var sorte som neutronstjerner og lå ubehageligt dybt i kraniet. Kun en lysende korona i udkanten øjenæblet afslørede, at de engang havde strålet. At der bag dem, endnu fandtes liv, på samme fascinerende måde, som når månen står foran solen.
   "Du skal gøre ende på mit liv!" sagde den gamle, "giv mig noget så jeg kan dø, eller send mig hen på et plejehjem, der har man noget man giver gamle mennesker så de dør."
   "Nej, man giver de gamle piller så de ikke har smerter mere," sagde Sebastian studsende og brød sig ikke meget om udviklingen i samtalen.
   "Tror du ikke det er smertefuldt ikke at kunne dø," vrissede den gamle og snøftede så ansigtet trak sig gummiagtigt i den ene side.
   "Men jeg kan da ikke bare... sådan?" Sebastian trak på afslutningen af sin sætning.
   "Er du ikke Ødelæggeren?" spurgte den gamle retorisk, "den der skal vise mig vejen?"
   Han forstod overhovedet ikke hvad den gamle sagde, hvad var det for et menneske der lå der foran ham?
   "Jeg bløder," hostede gamlingen, "kærlighedslivet har jeg aldrig kendt, var bare storvildtsjæger, trofæsamler."
   "Kig på dine minder igen," sagde det bedagede menneske fra sin seng, "deres magt er bedragende og rækker alt for langt."
   Sebastian trådte et par skridt tilbage. Det var ikke naturligt det her, det måtte være medicinen der fik mennesket til at vrøvle så affældigt.
   Han gik langsomt bagud ad det knirkende gulv. Nu ville han faktisk gerne væk herfra, ud af lejligheden, trække lidt frisk luft.
   "Jeg må gå nu," sagde Sebastian og fik taget de sidste skridt lidt hurtigere så han kom ud i entreen.
   "Jeg blødte hele ungdommen ud, derfor lod jeg andre bløde med mig," stemmen var angerfuld, men stadig lav og monoton.

Hallucinerende han? Havde han virkelig hørt sin faders ord i munden på den gamle? Tanken om hvem denne person kunne være, gjorde ham både rådvild og bange.
   Derhjemme gik han direkte i seng uden aftensmad. Han havde ikke den mindste lyst at kigge billederne igennem nu. Han frygtede naturligvis, at blive konfronteret med en svunden erindring der uventet ville komme op til overfladen. Alligevel kom den. Endda uden visuelle hjælpemidler. Ihukommelsen af en aften hvor ham og faderen byggede en borg, han ser sig selv grine, de legede! Nytteløst at kæmpe imod.
   Pludselig bemærkede han, at ingen havde prøvet at genere ham efter han var kommet hjem nu til aften. Ingen havde ofret ham den mindste opmærksomhed, eller værdiget ham så meget som en hånlig bemærkning. Det var for meget. Telefonen ringede, Bachs fuga, selvfølgelig. "Hej Louise," sagde han og blev lidt glad for at høre hendes stemme, "der er sket noget mærkeligt, jeg ...!"
   "Jeg har gennemskuet dig Sebastian," sagde hun meget overbevisende, "jeg har regnet din strategi ud. Du udnytter piger, du bruger piger til at stive dit eget lave selvværd af med. Jeg har snakket med Nanna og Rikke. De har begge været dine dørmåtter. Du skal aldrig ringe til mig mere!"

"Mærkeligt," sagde han til sig selv og stirrede vantro på sin telefon. Ingen gad tilsyneladende høre mere på ham.
   Den gamle vidste noget om ham, han tydeligvis ikke selv havde regnet ud. Han måtte tilbage.

Han bankede på døren.
   "Abbadon," sagde den gamle, da Sebastian stod ved siden af briksen, "min fader var forfatter og behandlede mig ikke skånsomt, jeg var ikke skånsom mod ham, da jeg havde chancen."
   "Hvordan ved du alt det her?" spurgte Sebastian og prøvede at lyde bestemt, "Hvor kender du min familie fra?" han satte sig på kanten af briksen
   "Alle kan gennemskue dig," sagde eminencen og smilede et tandløst smil, "det er lige så let som, at tælle stjerner."
   "Jeg tager dig med mig, Abbadon. Verden er for god til dig, Sebastian har brug for den. Din tid er ikke kommet endnu," sagde den gamle sprødt og strakte sin krogede hånd ud og lagde den Sebastians arm, "kun du har nøglerne til din afgrund, lås ikke dig selv inde."
   Sebastian rejste sig og følte med en finger, koldsveden på sin pande. Koronaen i de sorte øjne var forsvundet og der var ikke længere bevægelse i legemet der lå foran ham.
   Han gik hjem til lejligheden. Slukøret, tænksom, men også med et næsten forklaret udtryk i ansigtet. Da han kom op gik han direkte ind på sit værelse og tog sit hefte med de kuldsejlede kærlighedserklæringer og billederne han have fået af sin fader og brændte det hele nede i gården.
   Derefter tog han sin telefon og trykkede et nummer.
   "Louise," sagde han lidt trist til hendes telefonsvarer, "jeg ved godt at jeg har været et dumt svin, det vil ændre sig nu. Jeg bliver en anden nu. Der er så mange ting jeg må fortælle dig, og hvis du ikke vil have mig efter det, vil jeg ikke bebrejde dig noget. Skal vi mødes?"
   To minutter efter han havde afsluttet sin besked, kom der en sms, fra hende: "Du er en ENGEL."