Det var dagen før den weekend, hvor hele familien skulle køre til Nordjylland for at besøge min morbror og hans familie.
   Da jeg var kommet hjem fra skole, var det eneste, der sad i min mors hoved, at vi skulle pakke og sørge for at have alle de rigtige ting med. Hun kunne slet ikke rumme, at min lillebror og jeg kom hjem og slængede os i sofaen og spurgte efter kakao.
   Hvad i alverden vi bildte os ind at komme her og forlange! Jeg forstår ikke, hvorfor mødre skal fare sådan op.
   "Stop nu mor. Vi er bare trætte! Vi har lige været i skole," sagde jeg.
   "Det er man klar over" sagde min mor "men derfor kunne I da godt være lidt mere oplagte og se lidt friske ud, I har trods alt fri nu og vi skal på tur i morgen, har I glemt det? Man får på fornemmelsen, at I slet ikke gider med!"
   "Jamen, det gider jeg faktisk heller ikke!" sagde jeg, det var nok min tur til at sige noget nu. "Der er ikke nogen, der har spurgt mig om min mening, hvad tror I egentlig, jeg synes om det hele?"
   "Næh, nu synes jeg dronningen strammer den," sagde mor, hun kaldte mig nogen gange dronningen, når hun mente, jeg var urimelig. "Du kan da godt lide din morbror og tante og dine kusiner, det er da bl.a. for din skyld, at vi tager den lange tur! Det ved du da godt."
   Åh, for helvede, tænkte jeg, nu igen. Min skyld, min skyld, jeg er træt af alt det skyld, skyld, skyld, kan hun ikke bare passe sig selv og blande mig udenom?
   Min mor afbrød tankerækken.
   "Line, vil du lige tage opvasken og rydde op på dit værelse, det roder som sædvanlig."
   "Hva'!?" Jeg rejste mig op og stillede mig lige overfor min mor med hænderne i siden, stirrede hende ind i ansigtet og sagde "Skråt op med opvasken! Fatter du da slet ikke, at der er noget, der er vigtigere!!!?"
   Jeg vidste godt, at jeg tændte lunten og det hele så nok er min skyld, men jeg fatter ikke, hvorfor vi ikke kan finde ud af at tale sammen, er det ikke det, mennesker øver sig på hele tiden, og så kan vi ikke finde ud af det alligevel.
   Min lillebror rejste sig også op… og gik.
   Min mor så rød ud i hovedet, alt hvad hun sagde nu, ragede mig en høstblomst. Jeg kunne godt se, at hun åbnede munden og registrerede også, at der kom en masse lyd ud, kunne ligesom lugte hendes had. Så jeg kunne ikke andet end vende mig bort og komme væk så hurtigt som muligt.
   Det gik stærkt, bagdøren knaldede i efter mig, uden jeg ville det og jeg stak i løb op over græsplæne og urtehave, op mod hegnet bagest i haven.

Det store klatretræ mødte mig, skød på sit stive ben op gennem det nederste af himlen. Jeg havde så meget fart på, at jeg næsten må have fløjet op af stammen, jeg greb fat i den nederste gren og svang mig op, gren for gren som en anden Jane i junglen.
   Jeg er ret stærk, har altid dyrket mine muskler, for i det mindste ikke at være svag på det punkt, så opturen føltes som et sug, hvor min krop hang mellem intet og alting. I en opadgående rytmisk bevægelse sank jeg sammen med træet, luften og bladene, blev et med insekternes summen og fuglenes punktvise fløjt. Duften fra træets bark forekom mig dybere og mere berusende, end noget andet, jeg før havde oplevet og bladenes raslen i den lette vind blev til en stor lyd, der fyldte mine øregange med velvære.
   Hvordan kan man være så rasende og så øjeblikket efter opleve sådan en rus? Jeg kan huske, jeg spurgte mig selv om det på vej op.
   Jeg skød forbi den gren, jeg plejede at sidde på og tog den svære passage, hvor man skulle lave en baglæns kolbøtte op på den gren ovenover, for at komme videre op til den næste gren, som man godt vidste egentlig var for tynd, men som skulle forceres, for at man kunne komme videre. Jeg havde succes og sad endelig på en sikker gren deroppe, hvor landskabet breder sig ud for en, når man efter endt ridt er faldet så meget til ro, at man overhovedet kan se noget, pulsen er faldet på plads og hovedet ikke længere giver ekko af de ord, man ikke ville have sagt.
   Jeg havde aldrig været så højt oppe i elmetræet før.
   Jeg mærkede først nu, at jeg havde koldsved i hænderne. Jeg kiggede på dem og kiggede ned, det gav et sug i hele kroppen, fra fodsål til hårdspidser, da jeg indså, hvor jeg var.
   Jeg sad så højt oppe i træet, som det var muligt, på det sted, min lillebror og jeg kun i de vildeste samtaler havde nævnt som et mål. En rislen, der ikke ville fortage sig, før jeg igen stod trygt på jorden, satte ind. Det bankede under min hud, mine øjne har sikkert været store og åbne, for jeg vidste det godt, det er langt sværere at komme ned, end at komme op.
   "Av, du er højt oppe!" Min bror var kommet ud i haven og stod og så op på mig, han lignede en bille.
   "Hold nu op med at råbe," råbte jeg, "jeg vil sidde her i fred lidt!"
   Hans mund lignede et "O", det så faktisk ret sjovt ud. "Men du kan jo ikke komme ned!"
   "Hold kæft! Selvfølgelig kan jeg komme ned, jeg er sgu da selv kravlet herop!"
   "Ok, jeg siger ingenting." Min bror og jeg var sammensvorne - det var vi nødt til. Så jeg vidste, at han ville holde tæt. Jeg så ham gå gennem hegnet for at komme over til sin kammerat, der boede lidt længere væk. Jeg kunne følge hans gang, ad den lille sti der snoede sig gennem den tomme byggegrund, der lå ved siden af vores grund, han lignede virkelig en lille bille. Jeg så ham hoppe over stakittet ind til kammeratens hus. De boede faktisk ikke ret langt væk, når jeg sådan så det oppefra.
   Nu skulle de nok på ekspedition ud over markerne og ikke komme hjem før ved syvtiden, når vi skulle spise.
   Jeg sad lidt og surede. Så kom jeg til at tænke på min position allerøverst oppe i et meget højt elmetræ og jeg kunne ikke lade være med at bebrejde mig selv en lille smule, at jeg havde bragt mig selv i denne fastlåste situation. Hvad i alverden skulle jeg egentlig gøre? Bide min stolthed i mig og råbe på hjælp og på den måde udstille min svaghed og dumhed overfor min mor? Nej, det kunne slet ikke gå! Hun ville jo simpelthen have det på mig i flere år efter. Eller skulle jeg på trods af faren for at styrte ned forsøge mig med den umulige nedstigning?
   Jo mere jeg tænkte på det, jo blev mere frustreret blev jeg. Jeg kan huske stikket i hjertet, da jeg indså, at jeg risikerede at dø af det.
   Der kom en fugl flyvende under mig, det var en spurvehøg, jeg kunne tydeligt se dens butte rovfuglevinger og lange, smalle hale, mens den skød ind mellem stammerne i hegnet. Det var dog utroligt, så hurtigt den kunne manøvrere gennem grenværket uden at støde ind i den mindste kvist. Lydløst svingede den rundt derinde på jagt efter en lille sangfugl.
   Jeg sad længe med oplevelsen under huden. Det jeg havde set, havde jeg aldrig set før, en flyvende fugl ovenfra.
   Det var da vildt, tænkte jeg, at sådan en hverdagsagtig ting som en flyvende fugl pludselig kunne gøre så stort indtryk på mig. Hvad skal det nu betyde, går jeg rundt og sover til hverdag, eller hvad?
   Jeg begyndte at fryse lidt, det var en af de sidste dage i september og solen havde været fremme hele dagen, men nu nærmede klokken sig snart fem og solen stod lavere på himlen end før.
   "Den der fugl," sagde jeg højt til mig selv "Gad vide, om den ikke har øvet sig rigtig meget i det der." Oppe i toppen af træet, prisgivet vejr og vind, følte jeg med ét en samhørighed med spurvehøgen, Og der lænede sig, op af mig, en tanke, så funklende ny - kunne jeg være fuglen?
   Jeg sad virkelig og blev lidt melankolsk.
   Men hvorfor kom der egentlig ikke nogen ud og kiggede efter mig? Jeg følte mig pludselig som en lille pige på fire, der savner sin mor. "Øv, jeg sidder og savner den mor, der slet ikke forstår mig," jeg talte igen højt til mig selv, "hvor er det frygteligt! Nu har jeg haft den mor hele mit liv og så elsker hun mig ikke."
   Tankerne gik ind i min sjæl og ind i mit hjerte og banede vejen for gråden. Tårene sejlede ned af mine kinder. Jeg fik vendt mig om, så jeg kunne sidde med begge arme om den tykke stamme, den føltes hård og kold på en varm måde. Mønsteret i barken lå under mine hænder, organisk, usymmetrisk, kraftig. Duften sivede ind af mine næsebor, levende duft… det var levende! Jeg kan huske det gibbede i mig, da det gik op for mig, at jeg sad med noget levende mellem mine arme og ben. En stor levende kolos. Jeg tørrede tårerne væk med min overarm, hvor små barkstykker havde sat sig til hvile på min hud. Jeg bed mig selv i armen. Ah, dejlig varm og blød, jeg bed i barken, stiv og fuld af barksnuller, men dog min ven nu.
   "Kære ven," sagde jeg med varme i stemmen, "vil du hjælpe mig ned fra din store krop". Men træet svarede ikke, han stod bare der i sin egen udgave af verden og kunne vel se på sin egen måde, kun hjælpe på sin egen måde.
   Jeg kiggede forbi stammen og over på naboens hus. De havde et tagvindue, der vendte ud mod hegnet. Gennem vinduet kunne jeg se ryggen af nabokonen, hun var ved at lægge rent på dobbeltsengen. Jeg havde aldrig set deres soveværelse før. Lå det der? Helt oppe under taget, hvorfor sov de der? Der må da være andre og mere behagelige soveværelser i det store hus, tænkte jeg.

I det samme hørte jeg bagdøren gå op.