Tiden læger alle sår,
siger optimisten.
Mågen ler over os.

Tiden læger ingen sår.
Tiden suger livet ud,
af erindring, følelse;
Forfalder.
Maling skaller af,
farverne blegner og forsvinder.

Tiden læger,
ingen sår,
får lov at glemme.
Jeg sidder forladt i den gamle rønne,
mens skeletterne rådner i skabe,
og møbler stinker af hengemt fortvivlelse.

Tiden læger,
alle sår,
deres fortid,
med den smerte de har glemt.
De krydser fingre,
høster den fremtid de har fortjent.

Tiden læger,
alles år,
tager dem bort,
får dig til at ønske det tilbage,
der smuldrer mellem dine fingre.
Fortabt.

Tiden læger,
alles hår,
bliver gråt,
og glemsomt.
Luften bliver indelukket,
og min kærlighed rådner under sofaen.