Træfældning, havde altid været et arbejde jeg var blandt de bedre til. Utallige var de konkurrencer, jeg havde vundet i mine yngre dage i skoven. Både at hugge med økse og bruge motorsav, samt klatring, øksekast og de mange andre discipliner i skovhugst, havde indbragt mange førstepladser og trofæer til mig. Nu var jeg stoppet med det hårde arbejde, og hyggede mig med min smukke hustru Rhea, i vores lille hytte i den Canadiske ødemark. Jeg havde pensioneret mig selv, og vi levede af den kapital, vi begge havde opsparet gennem et langt arbejdsliv. Vi manglede ikke noget.
   I dag svedte jeg som en hest, der deltager i et væddeløb, og som konstant bliver drevet fremad, selvom kroppen siger det er på tide at holde pause. Heller ikke jeg ville give op, lade stå til. Jeg lagde øksen, tørrede sveden af panden for mindst hundrede gang på denne formiddag. Jeg manglede at hugge grene af et par stammer, jeg havde fældet, samt afbarke dem. Jeg ville have det hele klaret i dag, og så transportere alle stammerne hjem i morgen.
   Det var lummert efter en regnbyge, meget trykkende og kun lidt vind. Tunge skyer af damp drev mellem træerne, og gjorde arbejdet varmt og uudholdeligt. Den fugtige varme generede mig, havde gjort det hele formiddagen. Efter de første regnbyger, var den helt gal. Den våde og tunge luft gjorde mig stakåndet, som havde jeg astma, og solens bagen, forstærkede nu alle de gener jeg sloges med.
   Min venstre arm smertede, benet gjorde knuder. Ville ikke som jeg, men jeg var og er stædig, ville ikke erkende, at jeg for det første ikke var helt ung længere, og for det andet havde været meget medtaget, af de skudsår jeg havde fået i venstre skulder og det venstre ben. Arrene strammede, særligt når jeg kørte på, som jeg havde gjort hele denne smukke, men fugtigvarme og solrige formiddag. Jeg ville ikke give op, ville ikke anerkende at jeg ikke havde de kræfter mere, der skulle til for at udføre det hårde og anstrengende skovarbejde, der ellers altid havde været hele mit liv.
   Rhea, min smukke Indianske hustru, havde sagt til mig mange gange, at jeg skulle tage den mere med ro. Give mig den tid der var nødvendig, til det tunge arbejde med stammerne til vores nye lade. Vores heste skulle have en bedre bolig, en bedre stald med mere plads, og et større lagerrum til vinterfoder og almindeligt grej, og de ting og sager vi efterhånden havde anskaffet os.
   Vi havde ikke flyttet storbyens goder med her ud, men vi havde lettet vores hverdag med både køleskab og fryser, der dog kun blev brugt om sommeren. Alt fungerede fint, og vi var tilfredse med vores liv, og den tilværelse vi havde her i den nordlige Canadiske ødemark.
   Igen fattede jeg den store økse, og fortsatte mit arbejde med at afgrene og afbarke de stammer, jeg havde fældet et stykke fra vores hus. Senere skulle de små heste hjælpe mig, med at slæbe dem hjem til vores lille hytte.

Det var som drejede hele verden pludselig rundt. Jeg hørte en susen som fra den brusende flod om foråret, og mærkede at jeg blev slap i hele kroppen. Det sortnede for mine øjne, vejrtrækningen blev pludselig meget besværlig, jeg følte det, som kunne jeg ikke få vejret mere, og slap derfor øksen midt i et voldsomt hug. Jeg så den fortsatte ned mod en gren på stammen, men der var ikke nogen kraft i slaget. Den sprang som havde den været af gummi, og havnede mellem grenene. Benene gav efter, sveden haglede af mig, og det sortnede for mine øjne. Jeg ville tage fra med mine arme, men kunne ikke løfte dem længere.
   Jeg hørte et dumpt knald da min krop ramte stammen, der lå på jorden foran mig, men det var ikke smerte jeg følte, bare tomhed, med en brusen der langsomt forsvandt. Så sænkede mørket sig over mig, alt blev sort, jeg følte intet, hørte intet, sank bare dybere og dybere i det mørke der omsluttede mig.

Hjemme var Rhea i fuld gang med at lave frokost til os. Maden stod snart på bordet, hun kikkede ofte efter mig, så på solen for at vurdere tiden, og fik et bekymret udtryk i sit smukke ansigt. Rhea var urolig, kunne ikke forstå hvor jeg blev af. Atter rettede hun på bestik og tallerkener, for lige som at få tiden til at gå bare lidt hurtigere.
   Efter en halv time, tog hun en af de små heste for at ride ud og se efter mig. Hun var meget urolig, og frygtede at der var tilstødt mig en ulykke. Hun fandt mig i den tykning af træer, jeg havde fældet, godt overrendt af diverse insekter, der blev tiltrukket af min svedige krop. Hurtigt og professionelt kontrollerede hun min tilstand. Fandt at jeg trak vejret, men var uden bevidsthed. Hjerteslaget var uregelmæssigt og næsten ikke til at mærke. Hun fandt ingen skader på min krop, og blev dybt urolig for hvad det så var der havde slået mig ud.
   Rhea gik efter vand, hældte det over mig, og tørrede min krop for sved og insekter med min skjorte, som jeg havde taget af og hængt på en gren. Hun var bekymret over ikke at kunne se hvad jeg fejlede.
   Efter en tid kom jeg til mig selv, talte forvirret til hende, og vidste ikke hvor jeg var. Rhea hjalp mig hen til hesten, nærmest trak mig op på den, og holdt mig i sadlen, lænet fremover halsen på hesten. Sådan gik vi hjemad mod hytten.
   Riflen og pistolen tog hun med, mens økse og afbarkningskniv blev liggende, på den stamme jeg var i gang med, dem kunne hun altid senere hente. Lige nu, var det om at få mig hjem til hytten.
   Efter en halv time, hvor jeg stadig talte usammenhængende, nåede vi endelig hytten. Rhea børstede alt snavset af mig, og hjalp mig ind på sengen. Her undersøgte hun mig igen, og gennemgik i tankerne alle de tilfælde hun mente jeg kunne fejle. Kom til sidst til den konklusion, at det enten var et ildebefindende, en hjerneblødning, eller et solstik, hedeslag jeg havde fået, fandt intet der kunne give hende et praj om hvad jeg ellers fejlede. Hun ville kontakte sin datter Supaya, men først måtte hun få kontakt med mig, køle mig af, og høre hvad jeg selv havde oplevet som årsag til mit pludselige blackout.
   Rhea tog alt tøjet af mig, vaskede mig grundigt, og talte beroligende til mig hele tiden. Jeg var en del forvirret, men kunne godt huske at jeg var blevet dårlig, havde pludseligt mistet alle kræfter og var sunket sammen, gået i sort.
   Efter en time med samtale og kærlig pleje, var jeg stadig ligt groggy, men dog så klar at vi kunne tale fornuftigt sammen. Min arm og mit ben smertede stadig, men det kunne ikke være det der var årsagen, det var vi begge enige om. Jeg kunne bevæge alle lemmer, og så ikke dobbelt, så hjerneblødning var lige nu også udelukket. Hedeslag, solstik var næste bud på hvad jeg fejlede, og da jeg fortalte at jeg svedte meget under arbejdet, havde kørt på, var blevet dårlig, blev hun vred og skældte ud. For første gang i vores liv, fik jeg en regulær balle af Rhea. Jeg var selv skyld i det, tordnede hun og fortsatte:
   "Tror du selv du er ung og kan alt? Tager du slet ikke hensyn til mig? Din hustru? Hvis du ikke tager dig sammen og lytter til din krop, så går det galt for dig. Hvad skal jeg så gøre? Du er tåbelig John, meget tåbelig, og leger med dit helbred. Jeg vil ikke finde mig i, at have en mand der kun tænker på materielle goder, maser på uden hensyn til sit eget helbred. Hvis du fremover ikke kan finde ud af det, så flytter vi nærmere byen, hvor jeg kan få dig under kyndig behandling meget hurtigt. Her ude vil jeg ikke tage ansvaret for en dum og stupid mand, der ikke kan eller vil lytte til hverken mig, eller de signaler hans krop giver."
   Jo, Rhea var virkelig vred, skældte og smeldte så det baskede. Inderst inde kunne jeg godt se hun havde ret, og jeg krympede mig da også under hendes anklager mod mig.
   Jeg prøvede med et smil, men hun vendte sig, og så opgivende op i loftet, drejede atter hovedet. Det var vrede øjne der mødte mine, i stedet for kærlige øjne.
   "Rhea! Må jeg komme til orde?" Hun så på mig og kastede trodsigt nakken tilbage.
   "Kun hvis det du siger, er fornuftigt!" Jeg så bort, men skævede alligevel til hende, for at se hendes reaktion.
   "Rhea! Jeg ved jeg har handlet overilet, men for pokker kvinde, det arbejde skulle jo gøres, ikke?" Øjeblikkeligt fortrød jeg mine ord, da jeg så hendes lynende øjne.
   "Nej John, det arbejde kan udmærket tage lidt længere tid, jeg kan hjælpe dig, og du kan holde flere pauser. Hvis det er det eneste du har at sige, vil jeg ikke høre på dig. Forstår du det?" Jeg så bort igen, følte hendes vrede så intens, at jeg nærmest fik krampe i maven.
   "Undskyld Rhea, undskyld, jeg tænkte mig ikke om. Kan du tilgive mig?" Atter vendte jeg ansigtet mod hende. Rhea så mig direkte i øjnene, som ville hun læse mine tanker, om jeg nu også mente det jeg sagde.
   Jeg trak på smilebåndet, fandt situationen grotesk og morsom. Rhea skændte på mig som på et barn. Jeg gamle mand, godt og vel halvtreds år gammel, blev lige nu behandlet som et barn.
   Så eksploderede Rhea. Hun skældte mig huden fuld for at tro det hele var morsomt, hun rasede så meget, at jeg blev nervøs for hun ville få et slagtilfælde. Da hun endelig tav, satte hun sig på en stol og skjulte ansigtet i hænderne. Rhea græd, stille, men hendes krop rystede.
   Jeg var et kvaj, havde opført mig uansvarligt, det både følte og vidste jeg. Nu var min kvinde ulykkelig over, jeg ikke tog hende alvorlig, ikke lyttede til hende. Aldrig før havde jeg set hende græde på den måde, aldrig før havde jeg set hende så ulykkelig. Alt sammen bare på grund af jeg ikke kunne lade være med at smile, at more mig over vores første skænderi.
   Jeg rejste mig besværligt, og gik over til hende, tog om hende og hviskede stille:
   "Min elskede Rhea, jeg er ked af jeg er så dum, ked af jeg ikke tænkte mig om. Kan du tilgive mig? Vil du se på mig, og kan vi ikke tale om det nu?" Rhea tørrede sine øjne, så på mig kærligt og sagde:
   "John, du ved hvor meget du betyder for mig, ved at jeg er urolig for der var sket dig noget alvorligt, og jeg blev så skuffet over dig, da du bare morede dig, i stedet for at se på det med alvor. Vi er ikke unge længere, og skal vi leve længe, skal vi tage hensyn til det. Jeg var meget bange for du var kommet alvorligt til skade, og når jeg så ikke kunne finde ud af, hvad du fejlede, blev jeg bange, urolig. Du må og skal lytte til mig, jeg vil ikke undvære dig for noget som helst i denne verden. Forstår du det?"
   Hendes blanke og smukke øjne så på mig, i dem så jeg en bøn om forståelse for det hun sagde, at det var alvor, og at jeg skulle forholde mig til det. Men jeg så også skuffelsen over jeg ikke lyttede til hende, tog hendes ord højtidelige.
   Så meget den kvinde kunne udtrykke med sine smukke øjne. Jeg vidste altid hvor jeg havde hende, ved at se ind i hendes smukke øjne. Nuancerne var så mangfoldige, at jeg ofte undrede mig over, om alle Indianerkvinder kunne udtrykke så mange følelser med deres øjne, eller det bare var Rhea der var anderledes.
   "Rhea, jeg elsker dig, lover dig at tage hensyn til mig selv, og ikke bare køre på som en tyveårig. Den lille forskrækkelse har lært mig, sammen er vi stærke, men også at jeg skal lytte til min smukke hustru. Endnu en gang undskyld Rhea, jeg var dum før. Tilgiver du mig?"
   Hun smilede, tog om mig, og sagde at jeg skulle lægge mig, hvile, så ville hun også putte sig ind til mig. Hun trængte til varme og tryghed lige nu, til forståelse.
   Resten af dagen hyggede vi os med hinanden, i hinandens arme. Fik talt ud om mit ildebefindende, og renset luften for uoverensstemmelser. Freden, idyllen i det lille hjem var genoprettet.

Dagen efter var jeg frisk, ville ud for at fortsætte, men det forbød Rhea. Jeg kunne ride ud og hente værktøjet, men hun ville under ingen omstændigheder høre tale om jeg fortsatte.
   "I morgen John, tager jeg med dig, så kan vi hjælpes ad, så ved jeg, at du får de pauser, og den væske du har behov for. Du gjorde mig meget bange." Jeg smilede for mig selv, vidste at hun var glad igen, men også at jeg for fremtiden skulle passe bedre på, holde de pauser der var nødvendige, for jeg ikke igen fik et ildebefindende.
   Vores samarbejde var godt og givende for os begge. Vi gik godt i spænd sammen. På mindre end tre uger, havde vi den nye stald klar til indflytning, og efter yderligere en uge, var alt på plads. Ikke mindst Rhea viste sig at være en stærk kvinde, der ikke gik af vejen for selv det tungere arbejde, med at få stammerne på plads. Vi holdt mange pauser. Hver gang smilede jeg til hende, lod hende med smilet forstå, at jeg tog hende seriøs. Rhea så til gengæld kærligt på mig, strøg ofte min kind, men sagde ikke noget. Jeg var dog ikke i tvivl om, hvad hun mente, med berøringen af mig.
   Supaya fløj ud til os, og sammen med sin mor undersøgte hun mig, fandt alt i orden, og mente som Rhea, at det havde været et hedeslag jeg havde fået. Luften havde været ekstrem fugtig efter regn, og der var ikke en vind der havde rørt sig. Jeg kunne simpelt hen ikke komme af med den varme, jeg havde produceret. Som sin mor, sagde hun at jeg skulle tage den med ro, og ikke bare knokle på. Jo de kvinder, de ville mig det godt, og jeg måtte hellere lytte til dem, hvis jeg ikke skulle blive upopulær hos dem begge.

Efteråret var så småt på vej. Vi havde igen besøgt Rheas barndomshjem bag bjergene, og havde opholdt os der i et par uger, hvor vi jagede og fiskede. Efterhånden havde jeg overvundet de gener der havde været efter nedskydningen af mig. Alle lemmer fungerede, og kun de grimme ar på ben og skulder, vidnede om jeg havde været tæt på døden.
   Tusmørket sænkede sig over vores lille hyggelige dal. Rhea og jeg sad nede ved søen og nød den stille aften. Røgen fra et lille bål holdt de fleste myg væk fra os. Jeg havde fortalt Rhea om min tur hjem, hvor jeg ikke kunne lade være at tilfredsstille mig selv. Rhea havde smilet, klemt mig kærligt, men havde ikke kommenteret det.
   Hun lå ned ved siden af mig, så op på de første stjerner der var kommet på himlen, sukkede dybt og sagde smilende:
   "John! Jeg har ofte tænkt på, hvad der var blevet af os, hvis vi ikke havde mødtes. Hvordan havde mit liv været? Og dit? Jeg har mange gange takket mine Ånder for at have givet os til hinanden, takket hver gang de har hjulpet os. Takket for din forståelse for den måde vi Indianere lever på, og som mine aner har gjort i århundreder. Jeg føler du er glad, tilfreds med din tilværelse, og er bare så glad for du forstår, jeg ikke kan leve på nogen anden måde, end jeg gør, med de Ånder der er en del af den kultur jeg tilhører.
   Havde du mon taget ud i ødemarken, havde levet der, ensom og som en Rover der bare ser livet passere forbi, uden at deltage nærmere i det? Jeg ved det ikke, føler at vi på en eller anden måde var bestemt for hinanden. Da jeg så dig første gang, var jeg ikke i tvivl om, jeg her så en meget usædvanlig mand. En mand for hvem naturen, livet, ikke bare var noget man levede. Du gik klædt anderledes end dine arbejdskammerater, drak ikke ubehersket, og var venlig mod alle. En dygtig jæger, og en omsorgsfuld kammerat for de mennesker du holdt af. Børnene glædede sig altid til det blev jul for dig, for så fik de en lille gave.
   Mange var de timer, hvor de talte om deres John, der var deres hvide kammerat og ven. Jo, børnene har altid elsker dig, altid følt at du var noget særligt. Ikke mindst efter deres far døde, havde de brug for en mand at se op til, og der var du den de beundrede. Du var altid i nærheden, når de havde brug for en at tale med, om de savn de havde efter deres far var død. Du støttede dem, talte med dem om livet, om naturens betydning for alle mennesker, og om hvor meget deres far havde betydet for dig. Børnene elsker dig, og jeg så ofte at det var gensidigt, på din egen kejtede måde tog du dig meget af dem, gav dem den kærlighed de behøvede fra en mand også.
   At du var anderledes end dine kammerater i skoven, det så jeg med det samme. Dine manerer var høflige, du havde pli. Det er ikke det man først møder hos skovarbejderne, der det meste af tiden er isolerede i mandssamfund. Det forrår dem, får dem til at drikke uhæmmet, og gør dem til nogle børster. Men sådan er du ikke.
   John, hvad så du egentlig i mig, første gang vi mødtes? Vil du fortælle mig det?" Hun så på mig, med blide og kærlige øjne.
   Jeg tog hendes hånd i min, lagde mig på siden ved hende, og sagde det ville jeg gerne.
   "Rhea! Det jeg så var din selvsikkerhed. Den beslutsomhed du havde. Den måde du behandlede os skovarbejdere på. Altid venlig men bestemt. Du havde altid en kvik bemærkning til vore lidt grove ord. Du udstrålede en ro jeg beundrede, en selvsikkerhed og en venlighed jeg var betaget af. Du duftede herligt, gik klædt i det tøj der var din stammes klæder, og lagde aldrig skjul på du var Indianer. Jeg følte en tiltrækning af dig og din mand, ville gerne være jeres ven, og som du sikkert har set mange gange, så legede jeg herligt med dine dejlige unger.
   Joe fik en kniv af mig, som jeg bad dig hente hjem fra USA, efter et katalog jeg havde set i jeres butik. Han havde fortalt mig, at netop den kniv ville han gerne eje, den lignede den hans bedstefar havde haft. Supaya fik det år stof til en kjole. Jeg havde talt med din mand, om det var noget i tog mig ilde op, at jeg sådan gav børnene gaver, eller om i begge syntes det var i orden. Jeg havde mange samtaler med din mand, men det ved du sikkert. Så kom hans sygdom, der endte så tragisk.
   Jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre, hvordan jeg skulle hjælpe, turde ikke tale med dig, af frygt for at virke anmassende. Kun gennem mit venskab med børnene, kunne jeg følge med i hvad der skete med jer. Gennem dem fik jeg også set, at du var en meget selvstændig kvinde, en bestemt kvinde der aldrig var i tvivl om hvad du ville. Årene gik, og jeg kom efterhånden oftere og oftere i din lille butik. Købte det jeg manglede, og også af og til noget jeg ikke havde brug for, for bare at få et glimt af dig. Jo Rhea, jeg var interesseret i dig, men savnede modet til at fortælle dig det.
   Børnene flyttede til byen og fik begge en god uddannelse, kom godt i vej, og imens gik jeg og spekulerede på, hvordan jeg kunne fortælle dig, at jeg holdt af dig, ja at jeg faktisk elskede dig. Jeg havde så mange og dejligt ømme følelser for dig, at de skræmte mig. Længe kredsede jeg om dig, prøvede at fange din opmærksomhed, men følte at du kun var professionel, ikke ville lade det komme videre end til snak i butikken. Jeg led, havde det ikke godt med jeg ikke vidste, om du overhovedet havde bemærket jeg var til.
   Jeg satte mig ned en efterårsdag, lidt før jeg ville pensionere mig selv, og skrev et langt brev til dig, men jeg turde ikke aflevere det. I brevet fortalte jeg om de følelser, jeg havde for dig, om hvad du betød for mig, og om den kærlighed jeg savnede, og som jeg mente du kunne give mig. En hel nat sad jeg og skrev. Tanker om den kvinde jeg elskede af et oprigtigt hjerte. Om mine ømme følelser for dig, og om den drøm jeg havde, om at dele tilværelsen med dig, i den ødemark jeg vidste du også elskede.
   Men du fik aldrig brevet, jeg turde simpelt hen ikke. Hvad kunne jeg som hvid byde dig? Hvad ville børnene sige? Ville du kunne elske en mand der altid havde været i skoven, og som savnede den dannelse du havde så meget af? Mine tanker var mange, og min konklusion blev, at jeg ikke var noget for dig, dertil var du for meget Indianer, og det kunne jeg ikke leve op til, havde ingen indsigt i det liv, og kunne sikkert ikke begå mig i de kredse, du kom i.
   En dag jeg var i butikken, for at hente forsyninger til lejren, smilede du til mig på en sådan måde, at jeg blev helt konfus. Jeg husker det så tydeligt, du fejede benene væk under mig. Mit hjerte hamrede ukontrolleret, og jeg blev både varm og kold på samme tid. Aldrig havde så intense følelser ramt mit hjerte. Aldrig havde jeg været så usikker på mig selv som den dag. Koste hvad det ville, jeg måtte vide hvad det smil betød, om det var et smil alle fik, eller det bare var til mig. Den dag tog jeg mod til mig, ventede til vi var alene, og sagde forsigtigt til dig, at jeg var betaget af dig. Ikke at mit hjerte hoppede, var galoperende, men det er jeg ikke i tvivl om du sagtens kunne se. Jeg var så flov over mig selv, at efter jeg have fortalt dig, jeg godt kunne lide dig, kunne krybe i det første det bedste musehul. Jo Rhea, den dag glemmer jeg aldrig.
   Da jeg kørte hjemad, var jeg så kåd, at det nær havde kostet mig livet. Jeg kørte alt for stærkt, og kun et mirakel reddede mig fra at køre ud over en skrænt og havne i dybet.
   Senere forærede jeg dig et smykke, som det tog mig lang tid at vælge. Men da du tog imod det, smilede til mig og sagde tak, var jeg ikke i tvivl, jeg havde gjort det rigtige. Resten af historien kender du. Jeg friede til dig, og i dag er jeg glad og stolt af, at kunne sige du er min hustru. Rhea, jeg vil aldrig fortryde vi giftede os, har altid glædet mig over din store, ømme og fine kærlighed til mig. Rhea, jeg vil aldrig forlade dig, vil altid bestræbe mig på at være dig en værdig mand."
   Jeg bøjede mig ind over hende, kyssede hende ømt, og hviskede stille:

"Mit digt til dig!"

Løftet til Ånderne,
   om at være den kvinde værdig de gav mig,
   vil jeg altid opfylde, efter bedste evne.
   At være der for dig, være din støtte,
   er den kærlige glæde der driver mig.
   På Den Hellige Eng opleves den frihed,
   som kun vores søgende sjæle,
   der er knyttede tæt til hinanden,
   har mulighed for.

Jeg vil altid elske dig min Indianerkvinde.
   Altid være den mand, du kan læne dit hoved til.
   Altid være der for din skyld.
   Altid være din trofaste støtte.
   Som min smukke hustru, har du plads i mit hjerte,
   ejer det, og har adgang til dets inderste kammer.
   Som min hengivne hustru er du min,
   jeg din, givet til hinanden i kærlighed.
   "Rhea! Jeg elsker dig bare så meget, takker for din kærlighed."