Stemmer i sandet og vingeslag i luften
   Det summede så meget i Peters hoved, at han spekulerede på, hvordan i alverden en flok bier var sluppet gennem hans kranie. Sonja påstod jo, at han var så tykhovedet.
   Han virrede med hovedet og var stadig så meget i forestillingen om bierne, at han forestillede sig, at dronen ville flyve ud gennem et af ørerne og at resten af flokken sikkert fulgte efter.
   Han havde en besk og salt smag i munden, følte sig svimmel og havde kvalme.
   Typiske tegn på, at han havde slået hovedet.
   Han pressede de mellemste fingre på hver hånd mod sine tindinger, og det lykkedes ham at blive forankret i virkeligheden,
   Han lå bag nogle knortede, grønbrune vækster og gennem deres sammenfiltrede grene, blade eller hvad det nu var, kunne han skimte sand, sand og - sand.- og langsomt dæmrede det, hvordan han var havnet der:
   Bedst som de kom gående lød der forskrækkede udbrud fra fortroppen og allerede inden det første skrig døde ud, var nogle af de bevæbnede folk sunket i sand til livet.
   Mens Sonja, Ray og Hans styrtede dem til undsætning, var han blevet stående: Kviksand, huskede han, at han havde tænkt - og så ville han tænke over, hvordan de bedst kunne redde de stakkels mennesker uden selv at falde i, men mens han stod der og tænkte begyndte alle at synke i sandet. Og med et forsvandt grunden også under ham.
   Han genoplevede fornemmelsen af at forsvinde og glide nedad i rasende fart, som i en løbsk rutschebanevogn.
   Han havde skreget på Sonja, men så forsvandt alt. Han måtte jo have ramt noget hårdt, måske en sten? Han havde ikke tid til at finde ud af det, men måtte orientere sig og finde de andre, så de kunne komme op her fra.
   Men det summede stadig omkring ham. Det med bierne var omtågede fantasier, der afløste bi-historien, virkede næsten lige så usandsynlig; sandet snakkede ophidset med sig selv.
   Eller…
   Sandet lå ikke bare i bunker, men dannede sære figurer. Groteske som dem han engang havde set på vestkysten hjemme i Danmark, bygget af dygtige kunstnere, men ødelagt af regn og storm, lå de i et ælte og så sære ud.
   Enten var sandet levende eller også boede der mærkelige skabninger, der lignede sand så meget at de flød sammen med det.
   Gennem den uforståelige summen hørte han menneskestemmer, men de lød både fjerne og forvrængede.
   Hvor var de?
   Peter anstrengte sig for at skelne stemmerne fra hinanden og måske lokalisere dem.
   "Vov ikke at røre hende!"
   Stemmen var skinger, men med umiskendelig cockneyaccent.
   Ray. Og han var bange, men prøvede at spille helt.
   Garanteret overfor Sonja, men hvem pokker var fjenden?
   Det forvitrede sandfjæs overfor ham tippede langsomt forover. Et stort øje i panden glødede mod ham som knitrende gløder, men lyset var i klarere end 100 watts pærerne i rumfærgens laboratorier.
   Det blændede ham, nu det kom nærmere og han selv havde ålet sig ud med plantesammensuriummet.
   "Hvad i alverden foregår her?" spurgte han og inden ærgrelsen over altid at falde ind i rollen som skolelærer, når han skulle mande sig op, nåede at bundfælde sig, fortsatte han: "Spyt så ud!"
   Sprækken, der mindede om en mund, krængede sig, og der opstod et hul.
   Det rungede mellem sandvæggenes mange små sten, gevækster og udposninger, da en lyd forplantede sig. Hostede sandkolossen?
   Noget fløj ud af gabet i rasende fart og Peter dukkede sig. Skræmt som et lille barn borede han sig ned i sandet og mærkede, hvordan det sugede ham til sig. Mere instinktivt end drevet af tanker om at holde sig fra at blive oplugt for at kunne redde Sonja og de andre, strittede han imod.
   Hans ene hånd rørte ved noget hårdt og han holdt fast, mens han med den anden afsøgte området.
   Der lød en klynkende lyd og forskrækket gav han slip på det bløde han havde klamret sig til.

Lennart sad i sandet og græd. Annika stirrede på ham og følte sig fuldkommen fortabt.
   Syv gange var de trasket gennem det samme sand og spredt sig forsigtigt i stadigt større cirkler.
   Uden at blive opslugt. Måske fordi de havde gået meget langsomt og forsigtigt?
   Men de havde heller ikke fundet deres forældre eller nogle af de andre.
   Modet var for længst sunket dybt ned i brystet på Anika, men hun ville ikke give op, så hun havde skældt ud og gentaget de samme ord om det umulige i situationen, til de blev hule og klang håbløst.
   "Hold op med at tude som et pattebarn!" skreg hun nu til Lennart.
   "Vi finder dem aldrig," vrælede den stakkels dreng og hun ville gerne lægge armene om ham, men de rystede så meget, at han måske ville mande sig op og begynde at te sig som hendes beskytter. Hun hadede, når han gjorde det, men længtes alligevel efter det.
   Hvis hun havde været alene havde hun nok skreget på sin mor - og på far, men det føltes for pattebørnagtigt, selv i denne groteske situation.
   Måske var de virkelig gået tilbage til rumfærgen, som Lennart havde foreslået; måske gennem en underjordisk - eller underoverfladisk (hvad skulle man kalde det?) tunnel?
   Hun havde endog tænkt på det og de var i færd med at gå tilbage, da det gik op for dem, at de faktisk ikke anede, hvilken retning den trygge base befandt sig i.

Det hele var så håbløst, at hun følte sig som et femårs barn. Inden hun kunne stoppe sig selv og sluge ordene, skreg hun som et såret og hjælpeløst lille barn: "Så hjæ-ælp os dog!"
   I næste nu stivnede hun.
   En underlig lyd fik hende til at stirre op mod den flossede himmel. Et menneske svævede af sted som ført af en usynlig nylonline.
   Sære tanker fløj gennem hendes hjerne; var de havnet på Jorden igen, netop som man opførte "Karlsson på Taget" i Sahara? Var hun udkørt og så syner? Eller - var hun ligefrem døende og blev hentet af en engel?
   Pladder! Der fandtes ikke engle. Det var hendes forældre enige om og det de var enige om, passede næsten altid.
   "Orv," udbrød Lennart, "nu kommer der en vampyr, som kan tåle to sole!"
   "Det er da en mand med vinger!"
   Annika undrede sig: Mon Lennart havde fået sand i øjnene? Det vingede væsen var jo ikke mere end højest 10 meter oppe, og det var ikke i sort tøj, men i en grøn flagrende kjole. (så var det måske en kvinde?) Vingerne virkede tynde og spillede i flere farver; grøn, blå og orange.
   Nu vendte væsnet sig og stod lodret, næsten lige over deres hoveder. Annika fik helt ondt i nakken af at bøje hovedet så langt bagover, at hun stadig kunne se hende - eller ham - eller den?
   Væsnet landede omkring 20 meter fra dem. Det var mindst halvanden hoved højere end dem.
   Og det kom nærmere.

Peter stirrede på klatten foran sig. Den spruttede og hvæste.
   Først lignede den en ildkugle, men så kom seks ben til syne, kroppen straktes ud og en hale pegede opad og viftede henover kroppen, så spidsen næsten pegede mod hovedet, der mindede om en mellemting mellem et egern og en hare.
   Den sprang over hovedet på ham og for op ad planterne, der snoede sig under den og voksede op ad i tykke stråler.
   "Kan den kan jeg også, for det gennem Peter.

En skinger tone kom ud af munden på det menneskelignende væsen. Så høj at det jog gennem Annikas hoved. Hun tog hænderne op for sine ører og pressede dem så hårdt mod dem at det føltes som om hun var ved at mase sit kranie.
   Væsnet kom nærmere. Dets øjne skinnede blåt mod hende og hun skreg skingert. Med den sidste rest af fornuft sansede hun, at Lennart også skreg.
   "Lad hende være!" brølede han og en følelse af varme fik hende til at fatte nyt mod.
   Hun følte en et par fingre stryge mod sin kind, ganske varsomt og blidt. Så forsvandt de og
   hun så at væsnet var gået ned i knæ og betragtede hende undrende, men det var som om der udgik varme og trøst fra den fremmede.
   Annikas nysgerrighed trængte længslen og utrygheden i baggrunden.
   Det var hænder, den fremmede havde - og der var fem fingre på hver hånd. Hænderne var nærmest lysebrune og noget større end hendes, men det var ikke grove mandenæver. Heller ikke fine professorhænder.
   Nysgerrigt så hun på ansigtet; kastaniebrune krøller, en næse, der mindede om Lennarts, en mund, der stod en anelse åben og en tand, der var lidt takket. Alt sammen fik hende til at opfatte væsnet som et menneske, men ikke en mand. Heller ikke en kvinde. Det var en dreng. Han så ud til at være 10-11 år.
   Hun pegede på sig selv og sagde langsomt og tydeligt: "Jeg er Annika."
   Drengen med vingerne lagde hovedet lidt på skrå og rynkede næsetippen. Så skilte han sine læber og udstødte en lav lyd, meget lavere og en del dybere end de toner han før havde udstødt.
   "YeieA Nikka!" lød det som.
   "Den prøver at tale vores sprog," sagde Lennart og den fremmedes blik gled hen mod ham. Han stod nogle skridt bag Annika og da den vingede bevægede sig mod ham gik han baglæns.
   Omgående stoppede drengen. Han skød underlæben frem og placerede en finger i hver af sine øjenkroge, hvorefter han lod den køre ned langs næseryggen og glide over sine kinder. Han så på Anikka og hævede sine skulder.
   "Hvorfor han græder? Vil du vide, hvorfor Lenny græder?" gættede Annika og håbede hun fortolkede situationen rigtigt og at englebarnet foran hende ikke var en forklædt trold eller et syn fostret af hendes overtrætte hjerne.
   "Jeg græder ikke mere, sagde Lennart og snøftede tappert. Han prøvede at smile, for fyren foran ham var jo yngre end ham selv. Annika vidste, at han hadede at virke svag overfor yngre børn. Ikke så meget for at spille sej, men for at de ikke skulle blive skræmte eller noget i den retning. Lenny var en følsom dreng.
   "Hvad hedder du?" fortsatte Lennart, med sit ægte og venlige smil, der groede frem og fik hans grågrønne øjne til at funkle.
   Det lod ikke til at englebarnet forstod, så Lennart pegede på Anika og gentog hendes navn, derefter på sig selv - og så på den fremmede.
   De havde begge brugt metoden i den første tid, for der var jo folk fra mange af Europas lande og flere talte mest deres nationale sprog, i begyndelsen.
   Den fremmede så meget opmærksomt på dem.
   Så pegede han på sig selv og udstødte nogle ret høje lyde, der dog ikke var så sønderrivende som de første: "Traaaaaranagu..." lød det som og de to teenagere holdt sig uvilkårligt for ørerne til han stoppede.
   På ny bevægede han læberne. Det var næsten som om hans underlæbe blafrede:
   Så kom det: "Tranquel."

I det samme rystede sandet under deres fødder. Tranquel lettede omgående og hang over deres hoveder.
   De skreg som med samme mund og pludselig mærkede de, også på samme tid, en hånd mod deres.
   Annika klamrede sig til den fremstrakte arm og bevægede sin hånd op ad armen, så hun fik godt fat.
   Det var som at hænge i en gren. Hun sansede at Lennart greb den anden arm - så stirrede hun ned mod sandet, der gled til side - og på det glitrende, lysende lille dyr, der kom pilende op ad hullet, mens det knurrede.
   I næste øjeblik kom et menneskehoved til syne i sandet og en nervøs latter boblede frem i Annikas strube. Var det et afhugget hoved eller var en af de forsvundne på vej op?